Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spådomskunst

Spådomskunst

Spådomskunst omfatter almindeligvis alle måder hvorpå man ved hjælp af spiritistiske, okkulte magter søger at opnå en skjult kundskab, især om fremtidige begivenheder. (Se SPIRITISME.) Specifikke former for spådomskunst er behandlet under ASTROLOGER; BESVÆRGELSE; BESVÆRGER; MAGI OG TROLDDOM; SPÅKYNDIG.

Spådomskunstens udøvere tror at overmenneskelige guder åbenbarer fremtiden for dem der har lært at læse og tyde visse tegn og varsler som de mener bliver givet på forskellige måder: Ved himmelfænomener (stjerners og planeters stilling og bevægelser, sol- og måneformørkelser, meteorer), ved fysiske kræfter på jorden (vind, storm, ild), ved dyrs adfærd (hundes hylen, fugles flugt, slangers bevægelse), ved mønsteret af teblade (i vore dage i kaffegrums) i en kop, ved olieaftegninger på vandoverfladen, ved den retning pile tager når de falder, ved udseendet af offerdyrs indre organer (lever, lunger, indvolde), ved håndfladens linjer, ved lodkastning og gennem de afdødes „ånder“.

Visse former for spådomskunst har fået specielle navne, for eksempel auspicium, at tage varsler af fuglenes flugt, som var yndet blandt romerne; kiromanti, studiet af håndfladens linjer; hepatoskopi, studiet af dyrs lever; haruspicium, studiet af dyrs indvolde; belomanti, at tage varsler ved hjælp af pile; rhabdomantik, brugen af en ønskekvist; oneiromantik, drømmetydning; og nekromanti, henvendelse til de døde for at rådspørge dem. Ved andre former for spådomskunst benyttes krystalkugler eller orakler.

Oprindelse. Spådomskunsten opstod i Babylonien, kaldæernes land. Da menneskene blev spredt ved sprogforvirringen, spredtes de okkulte handlinger til hele jorden. (1Mo 11:8, 9) En fjerdedel af fundene fra Assurbanipals bibliotek består efter sigende af varselstavler med tydninger af alle ejendommelige fænomener der kunne iagttages på himmelen og på jorden, og af alle hverdagens tilfældige hændelser. Kong Nebukadnezar tyede til spådomskunst før han besluttede at angribe Jerusalem. Der siges: „Han har rystet pilene. Han har spurgt terafimstatuetterne; han har set på leveren. I hans højre hånd er spådommen: Jerusalem.“ — Ez 21:21, 22.

Varseltagning ved hjælp af et offerdyrs lever byggede på den antagelse at dette organ var sædet for al livskraft og alle følelser. En sjettedel af et menneskes blodmængde befinder sig i leveren. Leverens forskellige lapper, gange, vedhæng, årer, furer og mærker blev udlagt som tegn eller varsler fra guderne. (Se ASTROLOGER.) Man har fundet mange levermodeller af ler; den ældste stammer fra Babylon og indeholder varsler og kileskrifttekster som er blevet anvendt af spåmænd. (BILLEDE, bd. 2, s. 324) Præsterne i det gamle Assyrien blev kaldt baru, der betyder „iagttager“ eller „den der ser“, fordi tydning af leveren var en vigtig bestanddel af deres spådomsorienterede religion.

Fordømmes i Bibelen. Alle de forskellige former for spådomskunst, uanset hvad de kaldes, er helt i modstrid med det Bibelen lærer. Gennem Moses advarede Jehova gentagne gange indtrængende Israel om ikke at efterligne andre nationers spådomskunst idet han sagde: „Der må ingen findes hos dig som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova, og på grund af disse vederstyggeligheder driver Jehova din Gud dem bort foran dig.“ (5Mo 18:9-12; 3Mo 19:26, 31) Selv om de profetiske tegn og varsler gik i opfyldelse, undgik de der øvede denne spådomskunst, ikke fordømmelse. (5Mo 13:1-5; Jer 23:32; Zak 10:2) Hvor stærkt spådomskunst fordømmes i Bibelen, fremgår af at alle der øvede den, ubetinget skulle lide døden. — 2Mo 22:18; 3Mo 20:27.

Trods disse gentagne befalinger var der imidlertid frafaldne som lod hånt om Jehova — ikke blot jævne mennesker, som kvinden i En-Dor, men også betydningsfulde personer, konger som Saul og Manasse og dronning Jesabel. (1Sa 28:7, 8; 2Kg 9:22; 21:1-6; 2Kr 33:1-6) Skønt den gode kong Josias udrensede dem der drev spådomskunst på hans tid, var dette ikke nok til at redde Juda fra at blive ødelagt, sådan som søsterriget Israel var blevet. (2Kg 17:12-18; 23:24-27) I sin godhed sendte Jehova imidlertid først sine profeter for at advare indbyggerne om deres afskyelige handlinger, ligesom hans profeter også advarede spådomskunstens moder, Babylon. — Es 3:1-3; 8:19, 20; 44:24, 25; 47:9-15; Jer 14:14; 27:9; 29:8; Ez 13:6-9, 23; Mik 3:6-12; Zak 10:2.

I aposteltiden var spådomskunsten også meget udbredt. På øen Cypern blev en troldmand ved navn Bar-Jesus slået med blindhed fordi han lagde hindringer i vejen for Paulus’ forkyndelse; og i Makedonien uddrev Paulus en spådomsånd af en pige som generede hans arbejde, til stor bestyrtelse for hendes herrer, der tjente godt på hendes okkulte evner. (Apg 13:6-11; 16:16-19) Andre, som for eksempel Simon i Samaria, opgav derimod frivilligt deres magiske kunster, og i Efesus brændte så mange deres spådomsbøger at værdien af dem beløb sig til 50.000 sølvstykker (hvis denarer, 223.200 kr.). — Apg 8:9-13; 19:19.

Menneskers naturlige ønske om at kende fremtiden tilfredsstilles når de tilbeder og tjener deres Skaber, for gennem sin meddelelseskanal åbenbarer Gud kærligt hvad vi har brug for at vide på forhånd. (Am 3:7) Vender man sig bort fra Jehova og mister det nære forhold til den eneste der fra begyndelsen kender enden, bliver man imidlertid let offer for dæmonernes spiritistiske indflydelse. Saul er et eksempel herpå. Han søgte først kundskab om fremtidige begivenheder hos Jehova, men efter at han som følge af sin troløshed var blevet afskåret fra al kontakt med Gud, vendte han sig til dæmonerne som en erstatning for Guds ledelse. — 1Sa 28:6, 7; 1Kr 10:13, 14.

Der er derfor en tydelig forskel mellem den åbenbarede sandhed fra Gud og de oplysninger man kan få gennem spådomskunst. De der vender sig til spådomskunst, påføres ofte voldsomme kramper af usynlige dæmoniske magter. Undertiden ophidser de sig selv ved hjælp af uhyggelig musik og narkotiske stoffer. Jehovas sande tjenere oplever ikke sådanne legemligt forvridende og mentalt forstyrrende anfald når de ledes af den hellige ånd til at tale. (Apg 6:15; 2Pe 1:21) Guds profeter følte sig forpligtede til at tale åbent uden at forlange betaling; de hedenske spåmænd udøvede deres profession for selvisk vindings skyld.

Spådomskunst nævnes ingen steder positivt i Bibelen. Spiritistisk udøvelse af spådomskunst nævnes mange steder sammen med en fordømmelse af utugt og ægteskabsbrud. (2Kg 9:22; Na 3:4; Mal 3:5; Ga 5:19, 20; Åb 9:21; 21:8; 22:15) I Guds øjne ligestilles spådomskunst med opsætsighed, som er en alvorlig synd. (1Sa 15:23) Det er derfor ubibelsk at omtale Jehovas kommunikation med sine tjenere som et udslag af „god“ spådomskunst.

Jehova står langt over spåmændene. Dengang Moses og Aron trådte frem for Farao, var det tydeligt at Jehovas magt er ubegrænset, mens magere og troldmænd kun har begrænset magt. Da Arons stav blev til en slange, kunne de ægyptiske magere tilsyneladende efterligne dette under. Men de blev gjort til skamme da Arons stav slugte deres stave! Ægyptens magere forvandlede tilsyneladende også vand til blod og fik frøer til at kravle op og dække landet. Men da Jehova gjorde støv til myg, slog magernes hemmelige kunster ikke til, og de måtte indrømme at det skete ved „Guds finger“. — 2Mo 7:8-12, 19-22; 8:5-11, 16-19; 9:11.

Den onde Haman sørgede for at man (øjensynlig en astrolog) ’kastede pur, det vil sige lod, om dag efter dag og måned efter måned’ for at finde det bedste tidspunkt til at udrydde Jehovas folk. (Est 3:7-9) Om dette skriftsted siges der i en kommentar: „Ved at benytte denne metode til at finde den gunstigste dag til gennemførelsen af sin grusomme plan gjorde Haman som Persiens konger og adelige altid havde gjort, idet de intet foretog sig uden at rådføre sig med astrologerne og forvisse sig om den gunstigste time.“ (Commentary on the Whole Bible af Jamieson, Fausset og Brown) På grundlag af det svar Haman fik, gik han straks i gang med at bringe sin onde plan til udførelse. Jehova viste imidlertid atter sin magt til at udfri sit folk, og Haman, der stolede på spådomskunst, blev hængt på den pæl han havde tiltænkt Mordokaj. — Est 9:24, 25.

Endnu et eksempel på at Jehova står over de okkulte magter, kan anføres. Da moabitterne, „medførende spådomsløn“, kom for at bestikke den mesopotamiske spåmand Bileam til at forbande Israel (4Mo 22:7), forsøgte Bileam at udtale forbandelser, men Jehova lod ham kun udtale velsignelser. I et af sine fyndige udsagn indrømmede Bileam, der ikke kunne modstå Jehovas kraft: „Der er intet varsel mod Jakob og ingen spådom mod Israel.“ — 4Mo 23, 24.

„Pythons ånd“. I Filippi i Makedonien mødte Paulus en tjenestepige der var besat af „en spådomsånd“, bogstaveligt: „en pythons ånd“ (gr.: pneuʹma pyʹthōna; Apg 16:16). „Python“ var navnet på den slange der ifølge sagnet vogtede templet og oraklet i Delfi. Ordet pyʹthōn kom til at betegne en der kunne forudsige fremtiden, samt den ånd der talte gennem vedkommende. Senere blev ordet anvendt om bugtalere, men her i Apostelgerninger bruges det om en dæmon der satte en ung pige i stand til at øve spådomskunst.