Nyt fra Rigets arbejdsmark

„De har vist fået forkert nummer“

I JOHANNESBURG i Sydafrika var Leslie og Caroline i gang med at forkynde ved hjælp af telefonen. De skiftedes til at ringe til nogle ældre der boede i beskyttede boliger, som det var svært at få adgang til. Kun få var hjemme, og næsten ingen var interesseret i at lytte til det kristne budskab, så Caroline blev glad da en dame tog telefonen.

„Er det fru B––?“ spurgte Caroline.

En venlig stemme svarede: „Nej, det er hos fru G––. De har vist fået forkert nummer.“

Caroline bemærkede hendes venlige tonefald og sagde: „Undskyld, men lad mig forklare hvad det var jeg ville fortælle fru B––.“ Hun begyndte da at tale om de velsignelser Guds rige snart vil bringe. Efter at have sagt ja til at modtage brochuren Hvad kræver Gud af os? spurgte fru G––: „Hvilket trossamfund tilhører De egentlig?“

„Jeg er et af Jehovas Vidner,“ svarede Caroline.

„Åh nej! Det er De vel ikke! Så behøver De ikke at komme.“

„Men fru G––,“ sagde Caroline indtrængende, „i de sidste tyve minutter har jeg talt med Dem om det skønneste håb man kan forestille sig, og forklaret Dem ud fra Bibelen hvad Guds rige snart vil gøre for menneskene. De virkede så glad for at høre om alt dette. De lød ligefrem begejstret og ville gerne vide mere. Hvad ved De egentlig om Jehovas Vidner? Hvis De var syg, ville De da ikke gå til en mekaniker, vel? Hvorfor ikke lade mig fortælle Dem hvad Jehovas Vidner tror?“

Efter et øjebliks tavshed svarede damen: „Det har De nok ret i. Kom bare. Men De skal bare vide at De får mig aldrig omvendt!“

„Fru G––, jeg ville aldrig kunne omvende Dem selv om jeg gerne ville,“ svarede Caroline, „det kan kun Jehova.“

Besøget gik godt. Fru G–– (Betty) fik brochuren, og hun ville gerne besøges igen. Da Caroline så kom, fortalte Betty at hun havde sagt til de andre damer som sad ved hendes bord i spisesalen, at hun havde drøftet nogle ting med Jehovas Vidner. De var blevet bestyrtede og havde spurgt: „Det er vel ikke sandt? De tror jo ikke engang på Jesus!“

Caroline mindede straks Betty om et vigtigt punkt angående Guds rige som de havde talt om sidste gang.

„Hvem skal være konge i det rige?“ spurgte Caroline.

„Det skal Jesus,“ svarede Betty.

„Ja, netop,“ sagde Caroline og forklarede derefter at Jehovas Vidner tror at Jesus er Guds søn, men ikke at han er lig med Gud eller er en del af en treenighed. — Markus 13:32; Lukas 22:42; Johannes 14:28.

Efter endnu nogle få besøg stod det klart at Betty, der af natur er glad og positiv, var alvorligt syg. Hun havde kræft og var bange for at dø. Hun betroede sig til Caroline og sagde: „Hvor ville jeg ønske at jeg havde hørt om disse ting for mange år siden og havde en lige så stærk tro som dig.“ Caroline viste hende nogle skriftsteder der beskrev døden som en dyb søvn, hvorfra det er muligt at blive oprejst. (Johannes 11:11, 25) Det var til stor opmuntring og trøst for Betty, som nu studerer Bibelen regelmæssigt. Det eneste der hindrer hende i at komme til møderne i rigssalen, er hendes dårlige helbred.

Caroline siger: „Det er tydeligt at englene leder dette arbejde. Betty var et ’forkert nummer’, og dertil kommer at hun er 89 år!“ — Åbenbaringen 14:6.