Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Glæden ved at tage imod Jehovas indbydelser

Glæden ved at tage imod Jehovas indbydelser

 Livsberetning

Glæden ved at tage imod Jehovas indbydelser

FORTALT AF MARIA DO CÉU ZANARDI

„Jehova ved hvad han gør. Hvis han har sendt dig indbydelsen, bør du ydmygt tage imod den.“ Disse ord som min far sagde for omkring 45 år siden, hjalp mig til at sige ja til den første indbydelse jeg fik fra Jehovas organisation — til at tjene som heltidsforkynder. Jeg er stadig dybt taknemmelig for min fars råd, for at tage imod sådanne indbydelser har givet mig stor glæde.

I 1928 begyndte min far at abonnere på Vagttårnet og blev interesseret i Bibelen. Far boede i det centrale Portugal, og den eneste forbindelse han havde med Guds menighed, var de blade han modtog med posten, og en bibel som havde tilhørt mine bedsteforældre. I 1949, da jeg var 13 år gammel, immigrerede vores familie til min mors hjemland, Brasilien, og vi slog os ned i udkanten af Rio de Janeiro.

Vore nye naboer inviterede os til at besøge deres kirke, og vi kom der nogle få gange. Far kunne godt lide at stille dem drilske spørgsmål om helvede, sjælen og jordens fremtid, som de ikke kunne svare på. „Vi bliver nødt til at vente på de rigtige bibelstudenter,“ plejede far at sige.

En dag kom en blind mand til vores dør og tilbød Vagttårnet og Vågn op! Far stillede ham de samme spørgsmål, og han gav fornuftige svar ud fra Bibelen. Ugen efter besøgte en anden fra Jehovas Vidner os. Efter at have besvaret en del spørgsmål sagde hun at hun måtte videre på arbejdsmarken. Da far forundret  spurgte hvad det var for en mark, viste hun ham Mattæus 13:38, hvor der står: „Marken er verden.“ Far spurgte om han måtte gå med hende. „Selvfølgelig,“ svarede hun. Vi var ovenud lykkelige for igen at have fundet sandheden fra Bibelen! Ved det næste stævne blev far døbt, og kort tid efter, i november 1955, blev jeg døbt.

Jeg tager imod den første indbydelse

Halvandet år senere modtog jeg en stor brun kuvert fra afdelingskontoret i Rio de Janeiro med en indbydelse til at begynde som heltidsforkynder. Min mors helbred var meget dårligt på det tidspunkt, så jeg spurgte min far hvad han ville råde mig til. „Jehova ved hvad han gør,“ svarede han bestemt. „Hvis han har sendt dig indbydelsen, bør du ydmygt tage imod den.“ Ansporet af disse ord udfyldte jeg ansøgningen og begyndte i heltidstjenesten den 1. juli 1957. Mit første distrikt var Três Rios, en by i staten Rio de Janeiro.

Til at begynde med var indbyggerne i Três Rios forbeholdne over for vores budskab fordi vi ikke benyttede en katolsk oversættelse af Bibelen. Men vi fik hjælp da vi begyndte at studere Bibelen med Geraldo Ramalho, der var aktiv katolik. Gennem ham lykkedes det mig at få fat i en bibel som den lokale præst havde signeret. Når nogle derefter kom med indvendinger, viste jeg dem præstens navnetræk, og så blev der ikke stillet flere spørgsmål. Geraldo blev senere døbt.

Jeg var ude af mig selv af glæde da der i 1959 skulle holdes et kredsstævne i centrum af Três Rios. Politimesteren, som på daværende tidspunkt studerede Bibelen, sørgede endog for at der i hele byen blev sat bannere op som annoncerede programmet. Efter at have arbejdet tre år i Três Rios blev jeg spurgt om jeg ville rejse til Itu, omkring 110 kilometer vest for São Paulo.

Røde, blå og gule bøger

Efter i nogen tid at have ledt efter et sted at bo fandt min pionermakker og jeg et dejligt logi i byens centrum hos en sød enke ved navn Maria. Hun behandlede os som var vi hendes døtre. Men inden længe fik hun besøg af den romersk-katolske biskop der beordrede hende til at sende os væk, men hun stod fast: „Da min mand døde, gjorde De intet for at trøste mig. Disse Jehovas Vidner har hjulpet mig selv om jeg ikke er medlem af deres trossamfund.“

Omtrent på samme tid fortalte en kvinde os at de katolske præster i Itu havde forbudt deres sognebørn at tage imod „den røde bog om Djævelen“. De henviste til den bibelske publikation „Gud Maa Være Sanddru“, * som vi i ugens løb havde tilbudt folk. Eftersom den røde bog var blevet forbudt af præsterne,  forberedte vi en præsentation af den blå bog („Nye Himle og En Ny Jord“). Da præsterne senere fik nys om denne ændring, gik vi over til den gule bog (Hvad Har Religion Betydet for Folkene?) og så videre. Det var godt at vi havde så mange bøger med forskellige farver!

Efter cirka et år i Itu modtog jeg et telegram med en indbydelse til midlertidigt at arbejde på Betel, Jehovas Vidners afdelingskontor i Rio de Janeiro, og være med i forberedelserne til landsstævnet. Jeg tog med glæde imod indbydelsen.

Yderligere opgaver og udfordringer

På Betel var der ingen mangel på arbejde, og jeg var glad for at kunne hjælpe til med hvad som helst. Det var meget berigende at overvære drøftelsen af dagens tekst hver morgen samt betelfamiliens vagttårnsstudium mandag aften. De inderlige bønner som Otto Estelmann og andre erfarne medlemmer af betelfamilien bad, gjorde stort indtryk på mig.

Efter landsstævnet pakkede jeg mine tasker for at tage tilbage til Itu, men til min forbavselse overrakte landstjeneren, Grant Miller, mig et brev med en indbydelse til at blive medlem af betelfamilien. Min værelsesmakker var søster Hosa Yazedjian, som stadig tjener på Betel i Brasilien. Dengang var det en lille betelfamilie med kun 28 medlemmer, og vi var alle nære venner.

I 1964 kom João Zanardi, en ung heltidsforkynder, til Betel for at blive oplært. Derefter blev han udnævnt som kredstilsynsmand, eller rejsende tilsynsmand, i området. Vi mødtes nogle gange når han kom til Betel for at aflevere sine rapporter. Landstjeneren gav João lov til at overvære familiestudiet hver mandag aften, og vi havde derfor mulighed for at se hinanden lidt mere. I august 1965 blev João og jeg gift. Jeg tog med glæde imod indbydelsen til at virke sammen med min mand i kredstjenesten.

Dengang var rejsetjenesten i det indre Brasilien noget af et eventyr. Jeg glemmer aldrig de besøg vi aflagde hos en gruppe forkyndere i Aranha i staten Minas Gerais. Vi måtte tage toget og derefter gå resten af vejen — med fuld oppakning i form af kufferter, skrivemaskine, lysbilledfremviser, forkyndertasker og publikationer. Hvor var vi glade for at en ældre broder ved navn Lourival Chantal altid stod på stationen og ventede på os når vi kom, parat til at hjælpe os med vores bagage.

Møderne i Aranha blev holdt i et lejet hus. I det lille værelse vi sov i, var der en kamin hvor vi lavede mad og kogte det vand som brødrene hentede til os. Vores toilet var blot et hul i jorden midt i en nærliggende bambusplantage. Om natten lod vi en gaslampe brænde for at holde rovtægerne væk — det er insekter som kan overføre Chagas’ sygdom. Når vi vågnede om morgenen, var vores næsebor altid helt sorte af røg. Noget af en oplevelse!

Mens vi tjente i staten Paraná, modtog vi igen en af de store brune kuverter fra afdelingskontoret.  Det var endnu en indbydelse fra Jehovas organisation — denne gang til at tjene i Portugal. Brevet rådede os til at overveje princippet i Lukas 14:28 og beregne omkostningerne før vi tog imod opgaven, for vores kristne arbejde var under forbud dér, og den portugisiske regering havde allerede arresteret mange brødre.

Ville vi tage til et land hvor vi kunne blive udsat for en sådan forfølgelse? „Hvis vore portugisiske brødre kan bo der og tjene Jehova trofast, hvorfor skulle vi så ikke kunne det?“ sagde João. Jeg tænkte tilbage på min fars opmuntrende ord og gav ham ret: „Hvis Jehova har sendt os indbydelsen, bør vi tage imod den og stole på ham.“ Snart efter var vi på Betel i São Paulo, hvor vi modtog yderligere oplæring og fik ordnet de papirer vi skulle have for at kunne rejse.

João Maria og Maria João

Den 6. september 1969 afsejlede vores båd, Eugênio C, fra Santos havn i staten São Paulo. Efter ni dage på havet ankom vi til Portugal. I de første mange måneder fulgtes vi med erfarne brødre i de smalle gader i Alfama og Mouraria i den gamle del af Lissabon. De lærte os at være på vagt så vi kunne undgå at blive taget af politiet.

Menighedens møder blev holdt hos forskellige Jehovas Vidner. Når vi fornemmede at naboerne var ved at blive mistænksomme, flyttede vi hurtigt møderne til et andet sted så vi undgik razziaer og arrestationer. Stævnerne kaldte vi for skovture, og de blev holdt i Monsantoparken, i udkanten af Lissabon, og ved Costa da Caparica, et skovområde på kysten. Vi tog fritidstøj på når vi skulle til stævne, og en gruppe årvågne vagter holdt udkig på strategiske steder. Hvis mistænkelige personer nærmede sig, kunne vi nå at gå i gang med et eller andet spil, få det til at ligne en skovtur og begynde at synge en folkesang.

For at gøre det sværere for sikkerhedspolitiet at identificere os undgik vi at bruge vore rigtige navne. Brødrene kendte os som João Maria og Maria João. Vore navne blev heller ikke brugt i nogen form for korrespondance eller optegnelser. I stedet blev vi tildelt numre. Jeg besluttede mig for ikke at ville huske brødrenes adresser. Hvis jeg blev  arresteret, kunne jeg derfor ikke tvinges til at forråde dem.

På trods af forbudet var João og jeg besluttede på at bruge hver en lejlighed vi havde, til at forkynde, for når som helst kunne vi risikere at miste vores frihed. Vi lærte at stole på vores himmelske Fader, Jehova. Han var vores beskytter og brugte sine engle på en måde så vi følte at vi ’så den usynlige’. — Hebræerne 11:27.

Da vi en dag forkyndte fra hus til hus i Porto, mødte vi en mand som insisterede på at invitere os ind. Søsteren jeg fulgtes med, sagde uden videre ja til det, og jeg havde ikke andre muligheder end at følge trop. Til min rædsel bemærkede jeg at der i entréen hang et billede af en i militæruniform. Hvad skulle vi nu gøre? Manden bad os om at sætte os, og så spurgte han mig: „Ville du lade din søn tjene i hæren hvis han blev indkaldt?“ Det var en prekær situation. Efter at have bedt en stille bøn svarede jeg roligt: „Jeg har ikke nogen børn, og jeg er sikker på at hvis jeg stillede dig et sådant hypotetisk spørgsmål, så ville du give mig det samme svar.“ Han blev stille. Så fortsatte jeg: „Men hvis du spørger mig hvordan det føles at miste en bror eller en far, så kan jeg svare dig, for både min bror og min far er døde.“ Mine øjne fyldtes med tårer mens jeg talte, og jeg lagde mærke til at han også var lige ved at græde. Han fortalte at hans kone var død for nylig. Mens jeg gjorde rede for håbet om en opstandelse, lyttede han opmærksomt. Så sagde vi høfligt farvel og gik trygt derfra idet vi overlod sagen i Jehovas hænder.

På trods af forbudet blev folk hjulpet til at få kundskab om sandheden. Det var i Porto at min mand begyndte at studere med en forretningsmand ved navn Horácio, som gjorde hurtige fremskridt. Senere tog hans søn Emílio, som var en meget dygtig læge, også standpunkt for Jehova og blev døbt. Nej, intet kan standse Jehovas hellige ånd!

„Vi kan aldrig vide hvad Jehova vil tillade“

I 1973 blev João og jeg indbudt til at overvære det internationale stævne „Guds sejr“ i Bruxelles i Belgien. Der var tusinder af brødre fra Spanien og Belgien foruden delegerede fra Mocambique, Angola, Kap Verde, Madeira og Acorerne til stede. Broder Knorr fra hovedkontoret i New York afsluttede stævnet med følgende tilskyndelse: „Fortsæt med trofast at tjene Jehova. Vi kan aldrig vide hvad Jehova vil tillade. Hvem ved, måske bliver det næste internationale stævne I overværer, i Portugal!“

Det følgende år blev arbejdet juridisk anerkendt i Portugal. Og broder Knorrs ord kom til at holde stik, for i 1978 holdt vi vores  første internationale stævne i Lissabon. Det var en stor glæde at marchere gennem Lissabons gader og aflægge et vidnesbyrd med plakater og blade og invitere til det offentlige foredrag. En drøm var gået i opfyldelse!

Vi var kommet til at elske vore portugisiske brødre, hvoraf mange havde været fængslet og var blevet slået fordi de holdt fast ved deres kristne neutralitet. Vi ønskede at fortsætte vores tjeneste i Portugal. Men det blev ikke muligt. I 1982 fik João alvorlige problemer med hjertet, og afdelingskontoret foreslog at vi vendte tilbage til Brasilien.

En prøvelsernes tid

Brødrene på afdelingskontoret i Brasilien støttede os meget, og vi blev sendt til Quiririm-menigheden i Taubaté i staten São Paulo. Det gik hurtigt ned ad bakke med Joãos helbred, og snart var han bundet til hjemmet. Nu kom interesserede personer hjem til os for at studere Bibelen. Hver dag havde vi samling til forkyndelsen, og det ugentlige bogstudium var også hos os. Disse ordninger hjalp os til at bevare vores åndelighed.

João fortsatte med at gøre hvad han kunne i Jehovas tjeneste helt frem til sin død den 1. oktober 1985. Jeg blev deprimeret og ked af det, men var besluttet på at fortsætte i mit tildelte distrikt. I april 1986 fik jeg dog endnu et hårdt slag da indbrudstyve stjal næsten alt i mit hjem. For første gang i mit liv følte jeg mig ensom og bange. Et ægtepar tilbød kærligt at jeg kunne bo hos dem i nogen tid, og det var jeg meget taknemmelig for.

Joãos død og indbruddet påvirkede også min indsats i tjenesten for Jehova. Jeg følte mig ikke længere tryg i forkyndelsen. Efter at have skrevet til afdelingskontoret om mit problem, modtog jeg en indbydelse til at komme og bo på Betel i nogen tid så jeg kunne genvinde min følelsesmæssige ligevægt. Det var en meget styrkende tid for mig!

Så snart jeg havde fået det lidt bedre, sagde jeg ja til at tjene i Ipuã, en by i staten São Paulo. Forkyndelsesarbejdet holdt mig travlt optaget, men til tider følte jeg mig modløs. Når jeg havde det sådan, ringede jeg til brødrene i Quiririm, og så kom forskellige familier og besøgte mig i nogle dage. Sådanne besøg var til stor opmuntring for mig. I løbet af det første år jeg var i Ipuã, rejste 38 forskellige brødre og søstre den lange vej for at besøge mig.

I 1992, seks år efter Joãos død, modtog jeg en ny indbydelse fra Jehovas organisation, denne gang til at flytte til Franca i staten São Paulo, hvor jeg stadig virker som heltidsforkynder. Distriktet her er meget frugtbart. I 1994 begyndte jeg at studere med byens borgmester. På det tidspunkt førte han en valgkampagne for at komme ind i den brasilianske kongres, men til trods for hans travle plan studerede vi hver mandag eftermiddag. For at undgå forstyrrelser trak han telefonstikket ud. Det var en meget stor glæde for mig at han lidt efter lidt trak sig ud af politik og, med sandhedens hjælp, fik genopbygget sit ægteskab. Han og hans kone blev døbt i 1998.

Når jeg ser tilbage på mit liv, må jeg sige at jeg er blevet rigt velsignet i heltidstjenesten. Det har altid bragt mig stor glæde at tage imod de indbydelser Jehova har givet mig gennem sin organisation. Og uanset hvilke indbydelser der fremover måtte komme, er jeg mere end nogen sinde villig til at tage imod dem!

[Fodnote]

^ par. 14 Den portugisiske udgave var rød.

[Illustrationer på side 25]

I 1957, da jeg begyndte i heltidstjenesten, og i dag

[Illustration på side 26]

Betelfamilien i Brasilien i 1963

[Illustration på side 27]

Vores bryllup i august 1965

[Illustration på side 27]

Et stævne i Portugal mens arbejdet var underlagt forbud

[Illustration på side 28]

Gadearbejde i Lissabon i 1978 under det internationale stævne „Den sejrende tro“