Livsberetning

Taknemmelig for mine dyrebare minder

FORTALT AF DRUSILLA CAINE

Året var 1933, og jeg var lige blevet gift med Zanoah Caine, der ligesom jeg var kolportør, eller heltidsforkynder. Med spændt forventning så jeg frem til at slutte mig til min mand i hans distrikt, men for at kunne det måtte jeg have en cykel, en luksus jeg aldrig havde haft råd til fordi tiderne var vanskelige under depressionen. Hvad skulle jeg gøre?

DA MIN mands tre yngre brødre hørte om mit problem, gav de sig til at rode i skrotbunkerne i området for at stykke en cykel sammen af gamle cykeldele. Det lykkedes. Så snart jeg havde lært at cykle, tog vi af sted. Vi nød cykelturen gennem Worcester og Hereford, hvor vi forkyndte for alle dem vi mødte.

Lidet anede jeg at det skridt jeg havde taget, ville føre til så mange gode minder. Jeg kan imidlertid takke mine kære forældre for det åndelige grundlag de havde lagt i min barndom.

Svære år under Den Store Krig

Jeg blev født i december 1909. Kort tid efter modtog min mor et eksemplar af Guds Verdensplan, og i 1914 tog mine forældre mig med til Oldham i Lancashire for at se „Skabelsens Fotodrama“. (Begge fremstillet af bibelstudenterne, der i dag er kendt som Jehovas Vidner.) Selv om jeg kun var en lille pige, kan jeg tydeligt huske hvordan jeg på vejen hjem hoppede og sprang af glæde efter denne oplevelse. På det tidspunkt oprettede Frank Heeley en bibelstudiegruppe i Rochdale, hvor vi boede. Ved at komme dér fik vi  som familie opbygget en god forståelse af Bibelen.

I selv samme år udbrød Den Store Krig, som nu kaldes Første Verdenskrig. Det kastede mørke skygger over vores trygge tilværelse. Min far blev indkaldt til hæren, men tog et neutralt standpunkt. Han blev i retten betegnet som „en meget agtværdig mand“, og der kom en hel del breve fra „indflydelsesrige mænd som var overbeviste om at der lå oprigtige motiver bag hans vægring mod at bære våben,“ som der stod i den lokale avis.

Men i stedet for at give min far fuld dispensation nøjedes de med at fritage ham for decideret krigstjeneste. Han blev snart udsat for hån og spot, og det samme gjorde min mor og jeg. Omsider fandt man ud af hvad man skulle stille op med ham, og han blev sat til at udføre landbrugsarbejde. Men nogle landmænd udnyttede situationen og gav ham ingen eller kun en lille løn. For at klare os økonomisk måtte mor arbejde hårdt på et vaskeri for en ussel betaling. Jeg kan nu se hvor styrkende det har været for mig under min opvækst at lære at klare sådanne vanskelige situationer; det hjalp mig til at forstå at det åndelige havde størst betydning.

En lille begyndelse

En flittig bibelstudent ved navn Daniel Hughes var en elsket gæst i vores hjem. Han arbejdede i en kulmine i Ruabon, en landsby 20 kilometer fra Oswestry, hvor vi nu boede. Onkel Dan, som jeg kaldte ham, bevarede altid kontakten med os, og når han besøgte os, var det altid bibelske emner vi talte om. Småsnak interesserede ham ikke. I 1920 blev der oprettet en bibelstudiegruppe i Oswestry, og i 1921 gav onkel Dan mig et eksemplar af Guds Harpe. Det satte jeg stor pris på, for den hjalp mig med at forstå de bibelske lærepunkter.

Så var der også Pryce Hughes, * som senere blev tilsynsmand for Jehovas Vidners afdelingskontor i London. Han og hans familie boede i Bronygarth på grænsen til Wales, ikke langt fra os; og hans søster, Cissie, blev min mors nære veninde.

Jeg husker spændingen i 1922 da vi i et foredrag blev tilskyndet til at ’forkynde Kongen og Riget’. Selv om jeg i årene derefter stadig gik i skole, tog jeg ivrigt del i uddelingen af nogle særlige traktater, især da vi i 1924 uddelte Gejstligheden anklages. Når jeg ser tilbage på de år, betragter jeg det som et stort privilegium at have arbejdet sammen med så mange trofaste brødre og søstre. Der var Maud Clark * og hendes pionermakker Mary Grant. * Der var Edgar Clay, Robert Hadlington, Katy Roberts og Edwin Skinner, * og så var der Percy Chapman og Jack Nathan, * som begge tog til Canada for at hjælpe med forkyndelsen dér.

Det bibelske foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“ viste sig at blive et stort vidnesbyrd i vores distrikt. Den 14. maj 1922 kom Stanley Rogers, som var en slægtning til Pryce Hughes, fra Liverpool for at holde dette foredrag i Chirk, en landsby lidt nord for hvor vi boede. Senere på aftenen skulle det holdes i biografen i Oswestry. Jeg har stadig en af de løbesedler som blev trykt i den anledning. I løbet af denne periode blev vores lille gruppe styrket ved gentagne besøg af tre rejsende tilsynsmænd, eller pilgrimme, Herbert Senior, Albert Lloyd og John Blaney.

Et år med beslutninger

I 1929 traf jeg beslutning om at blive døbt. Jeg var 19 år gammel og stod samtidig over for min første store loyalitetsprøve. Jeg mødte en ung mand der var søn af en politiker. Vi følte os tiltrukket af hinanden, og han friede til mig. Året før var bogen Regering blevet udgivet, så den gav jeg ham. Men det viste sig hurtigt at han ikke var spor interesseret i  en regering ledet fra himmelen, som var bogens tema. Jeg havde gennem mit studium af Bibelen lært at israelitterne i fortiden ikke måtte indgå ægteskab med ikketroende, og at det samme princip gælder for kristne. Selv om det var svært, afslog jeg derfor hans frieri. — 5 Mosebog 7:3; 2 Korinther 6:14.

Jeg fik styrke gennem apostelen Paulus’ ord: „Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) Det var også til stor hjælp for mig at onkel Dan skrev: „In trials small and trials great, take Romans 8, verse 28.“ (Har du trængsler store eller trængsler små, du til Romerne 8:28 kan gå.) Der står: „Nu ved vi at Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud, dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede.“ Det var ikke let, men jeg vidste at jeg havde truffet den rigtige beslutning. Samme år begyndte jeg som kolportør.

Udfordringer

I 1931 fik vi det nye navn, Jehovas Vidner, og samme år havde vi en omfattende kampagne med brochuren Riget, Verdens Haab. Hver eneste politiker, præst og forretningsmand fik tilbudt et eksemplar. Mit distrikt strakte sig cirka 25 kilometer nordpå fra Oswestry til Wrexham. Det var en udfordring at gennemarbejde det.

Ved et stævne i Birmingham det følgende år efterlyste man frivillige til en ny form for tjeneste. Vi var 24 der ivrigt meldte os — uden at vide hvad det gik ud på. Forestil jer vores overraskelse da vi fik til opgave at tilbyde den samme brochure og fik nogle tunge sandwichplakater hængt over skuldrene for at avertere Riget.

Jeg følte mig meget beklemt ved at skulle arbejde på pladsen omkring katedralen, men trøstede mig med at ingen i denne by kendte mig. Til min overraskelse var den første der henvendte sig til mig, en tidligere skoleveninde. Hun stirrede forbløffet på mig og sagde: „Hvad i alverden laver du i den mundering?“ Denne oplevelse gjorde det af med al min menneskefrygt.

Flytter længere væk

I 1933 giftede jeg mig med Zanoah, en enkemand som var 25 år ældre end jeg. Hans første kone havde været en ivrig bibelstudent, og Zanoah havde trofast holdt ud i sin opgave efter hendes død. Snart flyttede vi til et nyt distrikt i det nordlige Wales, omtrent 150 kilometer derfra. Vi fik anbragt vore kasser, kufferter og andre skattede ejendele på cyklerne. Det så faretruende ud, men vi klarede det. Vores cykler var helt uundværlige i det distrikt. På dem kunne vi komme vidt omkring, ja, vi cyklede næsten helt op til toppen af Cadair Idris, der er knap 900 meter højt. Det var en fornøjelse at finde mennesker som længtes efter at høre ’den gode nyhed om Riget’. — Mattæus 24:14.

Vi havde ikke været der ret længe før nogle fortalte os om en vis Tom Pryce som også forkyndte, nøjagtig som os. Vi fandt endelig  frem til at han boede på Long Mountain, nær Welshpool. Og hvor blev jeg overrasket, for i min første tid som forkynder havde jeg afsat bogen Forligelse til ham, en bog der skulle tjene som grundlag for bibelstudium. Han havde læst den på egen hånd, skrevet til London efter mere litteratur og havde lige siden udbredt sin nyfundne tro med stor iver. Vi tre fik mange hyggelige stunder sammen og sad ofte og studerede for at styrke hinanden.

En trøst i sorgens stund

I 1934 var alle kolportører i og omkring det nordlige Wales inviteret til Wrexham for at hjælpe med at uddele brochuren En retfærdig Hersker. Dagen lige inden vores særlige kampagne begyndte, var der indtruffet en national katastrofe. Ved en kulmineeksplosion i Gresford, tre kilometer nord for Wrexham, var 266 minearbejdere blevet dræbt. Over 200 børn havde mistet en far, og 160 kvinder var blevet enker.

Vi bestræbte os for at aflægge et personligt besøg hos dem der havde mistet deres kære, og give dem en brochure. En af dem jeg skulle besøge, var mrs. Chadwick, som havde mistet en søn på 19 år. Da jeg kom, var en ældre søn, Jack, på besøg hos sin mor for at trøste hende. Denne unge mand genkendte mig, men sagde det ikke. Da jeg var gået, læste han brochuren og gav sig til at lede efter en anden brochure jeg havde givet ham nogle år tidligere, med titlen Den sidste Kamp.

Jack og hans kone, May, undersøgte hvor vi boede, og opsøgte os for at få mere litteratur. I 1936 begyndte vi at holde møder i deres hjem i Wrexham. Seks måneder efter kom Albert Lloyd på besøg, og der blev oprettet en menighed med Jack Chadwick som præsiderende tilsynsmand. Nu er der tre menigheder i Wrexham.

Vores tilværelse i en sigøjnervogn

Vi havde hidtil stillet os tilfreds med de logier vi kunne finde hvor vi kom frem, men Zanoah indså at tiden nu var inde til at vi skulle have vores eget hjem, og at det skulle være transportabelt. Min mand, der var ud af sigøjnerslægt, var en dygtig tømrer, så han byggede en sigøjnervogn til os. Vi kaldte den Elizabeth, som er et bibelsk navn der betyder „overflodens Gud“.

Jeg husker især et af de steder hvor vi boede, nemlig i en frugtplantage ved et vandløb. Det var som at være i paradis. Intet forstyrrede vores lykke i de år vi boede i vognen, selv om den havde nogle åbenlyse mangler. Når det var koldt, frøs sengetøjet ofte fast til vognens sider, og kondensvand var et evigt problem. Vi måtte også selv hente vand, nogle gange langvejsfra, men vi løste problemerne i fællesskab.

En vinter hvor jeg var syg, havde vi kun lidt mad og ingen penge. Zanoah satte sig på sengekanten, tog min hånd og læste Salme 37:25  for mig: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ Han så mig i øjnene og sagde: „Hvis ikke der snart sker noget, er vi nødt til at tigge, og det tror jeg ikke Gud vil tillade.“ Så tog han ud for at forkynde i området.

Da Zanoah om middagen kom hjem for at give mig noget at drikke, lå der et brev til ham fra hans far. Det indeholdt 50 pund (over 600 danske kroner). Nogle år tidligere var Zanoah falskeligt blevet anklaget for underslæb, men nu var det blevet fastslået at han var uskyldig. Dette beløb var en slags erstatning, som vi fik lige på det rette tidspunkt.

En lektion

Undertiden skal der gå flere år før man lærer af sine fejl. Lad mig give et eksempel. Da jeg i 1927 forlod skolen, havde jeg forkyndt for alle mine klassekammerater og lærere — undtagen én, Lavinia Fairclough. Da ingen havde været særlig interesseret i at høre hvad jeg havde besluttet at bruge mit liv til, og da jeg i øvrigt ikke kom særlig godt ud af det med miss Fairclough, prøvede jeg slet ikke på at delagtiggøre hende i det. Forestil jer hvor glad og overrasket jeg blev omkring 20 år senere da min mor fortalte mig at min tidligere lærerinde havde besøgt alle sine gamle venner og elever for at fortælle dem at hun nu var blevet et af Jehovas Vidner.

Da jeg senere mødte hende, forklarede jeg hvorfor jeg ikke dengang havde fortalt om min tro og mine planer for fremtiden. Hun lyttede uden at sige et ord og sagde så: „Jeg har søgt efter sandheden hele mit liv.“ Denne oplevelse var en lektion for mig i aldrig at holde mig tilbage fra at forkynde for alle jeg møder, og ikke dømme dem på forhånd.

Endnu en krig — og derefter

I slutningen af 1930’erne begyndte krigens mørke skyer igen at trække sammen. Min broder, Dennis, som var ti år yngre end jeg, var fritaget for militærtjeneste på den betingelse at han beholdt sit arbejde. Han havde aldrig været særlig interesseret i sandheden, så min mand og jeg spurgte de lokale pionerer Rupert Bradbury og hans broder David om ikke de ville besøge ham. Det ville de — og begyndte at studere Bibelen med ham. I 1942 blev Dennis døbt. Han blev senere pioner og i 1957 rejsende tilsynsmand.

I 1938 blev vores datter, Elizabeth, født, og det blev nødvendigt at udvide beboelsesvognen. Da vores anden datter, Eunice, kom til verden i 1942, fandt vi det klogest at se os om efter en mere permanent bolig. Der gik derfor nogle år hvor Zanoah ikke var pioner, og vi flyttede ind i et lille hus i nærheden af Wrexham. Senere slog vi os ned i Middlewich i det nærliggende Cheshire amt. Dér døde min kære ægtemand i 1956.

Vores to døtre blev heltidsforkyndere og er begge lykkeligt gift. Eunice og hendes mand, som er ældste, bor i London og er specialpionerer. Også Elizabeth er gift med en ældste, og det er en glæde for mig at de og deres børn samt mine fire oldebørn bor i nærheden af mit hjem i Preston, Lancashire.

Jeg er taknemmelig for at jeg kun behøver at gå over vejen for at komme til rigssalen fra min lejlighed. I de senere år har jeg tilhørt en gujarati-talende gruppe, som kommer samme sted. Det har ikke været let at lære sproget, for jeg hører ikke så godt mere. Jeg har vanskeligere ved at fornemme variationerne i tonefaldet end de unge. Men jeg tager det som en udfordring.

Jeg kan stadig forkynde fra dør til dør og lede bibelstudier i mit hjem. Når der kommer venner på besøg, er det altid en fornøjelse at fortælle om mine erfaringer fra ’gamle dage’. Jeg er blevet velsignet rigt gennem næsten 90 års tjeneste sammen med Jehovas folk, og hvor er jeg taknemmelig for mine dyrebare minder.

[Fodnoter]

[Illustration på side 25]

Løbeseddel til det bibelske foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“, som jeg hørte den 14. maj 1922

[Illustration på side 26]

Med Zanoah kort efter at vi var blevet gift i 1933

[Illustration på side 26]

Uden for vores sigøjnervogn „Elizabeth“, som min mand byggede