Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gud tørrede tårerne af hendes øjne

Gud tørrede tårerne af hendes øjne

 Nyt fra Rigets arbejdsmark

Gud tørrede tårerne af hendes øjne

DE DER bringer deres liv i overensstemmelse med Jehovas love og principper, bliver rigt velsignet. Det er ikke altid let at gøre de nødvendige forandringer, men til gengæld er der hjælp og opmuntring at hente. (Salme 84:11) Det viser følgende oplevelse fra Sydøstasien.

Mens en forkynder fra Frankrig var på ferie, talte hun med Kim *, en kvindelig butiksindehaver, om Jehovas hensigt med jorden. Forkynderen gav hende bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Da Kim kiggede bogen igennem, faldt hun over ordene „han vil tørre hver tåre af deres øjne“. (Åbenbaringen 21:4) „Disse vers gjorde et stort indtryk på mig,“ fortæller Kim. „Der var sikkert ingen der regnede med at jeg græd mig i søvn hver aften når jeg kom hjem, for jeg plejede jo altid at gå smilende rundt og snakke med kunderne i butikken.“ Om grunden til sin bedrøvelse siger hun: „Jeg havde boet sammen med en mand i 18 år og var meget ulykkelig fordi han ikke ville gifte sig med mig. Jeg ønskede ikke længere at leve på den måde, men havde ikke mod til at ændre det efter alle de år vi havde boet sammen.“

Kort tid efter begyndte Kim at studere Bibelen sammen med Linh, et af de lokale Jehovas Vidner. „Jeg var ivrig efter at følge det der står i Bibelen,“ fortæller Kim. „Jeg holdt blandt andet op med at tilbede mine forfædre selv om min familie satte sig imod det. Jeg forsøgte desuden at legalisere mit forhold, men det ville min samlever ikke gå med til. Gennem denne vanskelige tid blev forkynderen fra Frankrig ved med at sende mig bibelske publikationer, og Linh var til stor opmuntring. Deres tålmodighed og kærlige støtte hjalp mig til at holde ud, og omsider fik jeg øjnene op for min samlevers sande karakter. Jeg fandt ud af at han i forvejen havde 5 ’koner’ og 25 børn. Det gav mig det fornødne mod til at forlade ham.

Det var ikke let at skulle sige farvel til et stort, komfortabelt hus og flytte ind i en lille lejlighed. Og derforuden truede min tidligere samlever endda med at vansire mig med syre hvis jeg ikke flyttede sammen med ham igen. Med Jehovas hjælp var jeg i stand til at gøre det rigtige.“ Kim fortsatte med at bringe sit liv i overensstemmelse med Bibelen og blev døbt i april 1998. To af hendes søstre og hendes teenagesøn begyndte også at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner.

„Før i tiden betragtede jeg mit liv som håbløst,“ siger Kim. „Men nu er jeg glad og græder mig ikke længere i søvn om aftenen. Jehova har allerede tørret tårerne af mine øjne.“

[Fodnote]

^ par. 4 Navnene er ændret.