Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kvækernes „hellige eksperiment“

Kvækernes „hellige eksperiment“

 Kvækernes „hellige eksperiment“

I JULI 1656 kastede skibet Swallow anker i Boston, Massachusetts, i det der nu hedder Amerikas Forenede Stater. Skibet kom fra Barbados, en af De Vestindiske Øer. Richard Bellingham, der var viceguvernør i kolonien Massachusetts, befalede at passagererne Mary Fisher og Ann Austin skulle blive om bord. Blandt deres ejendele fandt man 100 bøger, som efter sigende indeholdt „fordærvede, kætterske og blasfemiske læresætninger“.

Bøgerne blev brændt på markedspladsen. Derefter blev kvinderne fængslet, klædt af til skindet og undersøgt for tegn på at de var hekse. Deres cellevindue blev blændet, og i fem uger holdt man kvinderne indespærret i mørke. Enhver som vovede at tale med dem, risikerede at få en bøde på fem pund. Til sidst blev Mary Fisher og Ann Austin sendt tilbage til Barbados.

En samtidig historieskriver spurgte dem der havde dømt kvinderne: „Hvorfor lod I jer skræmme fra vid og sans af to kvinder som var det en kæmpehær der havde invaderet jeres grænser?“ Disse to „farlige“ kvinder var faktisk de første kvækermissionærer som kom til Nordamerika. Hvem var kvækerne, og hvorfor betragtede man dem som en trussel?

Vennernes Samfund

Kvækerne, eller Vennernes Religiøse Samfund, opstod i det 17. århundrede. Vennernes grundlægger var George Fox (1624-91), en væversøn fra Leicestershire. George Fox påstod at han på mirakuløs vis havde hørt Guds stemme, og derfor mente han at han kunne kommunikere direkte med Gud og få åndelig indsigt uden et menneskes mellemkomst. „Det traditionelle årstal for grundlæggelsen af Vennernes Samfund er 1652,“ fortæller bogen A Religious History of the American People.

Hvordan gik det til at Vennerne kom til at hedde kvækere? På dansk kommer ordet kvæker af det engelske ord quaker, der betyder ’en person som ryster eller skælver’. Én reference siger at de oplevede „en stærk rysten lige før de modtog en guddommelig åbenbaring“. Og en anden siger at de „skælvede ved den ærefrygtindgydende fornemmelse af Guds uendelige renhed og majestæt“. Kvækernes mål var at finde den sande religion og genoplive den oprindelige kristendom.

De påstod at de lod sig lede af den hellige ånd, Bibelens profeter, Jesu apostle og et indre „lys“ eller en åndelig sandheds „røst“. Deres møder foregik derfor hovedsagelig i tavshed, hvor  den enkelte søgte Guds ledelse. Men enhver som modtog et guddommeligt budskab, kunne stå frem og fortælle om det. *

Kvækerne gik ind for retfærdighed, kompromisløs ærlighed, en enkel livsstil og ikkevold. De mente også at alle kristne, deriblandt kvinder, skulle tage aktivt del i forkyndergerningen. Desuden udfordrede de det etablerede kirkevæsen, tog afstand fra pompøse ceremonier og påstod at de var ledet af en indre stemme, ikke af et præsteskab. Af den grund vakte kvækerne frygt og mistænksomhed. Det der irriterede folk mest, var kvækernes ivrige missioneren, som udløste vrede og pøbeloverfald og fik myndighederne til at gribe ind.

I England blev kvækerne forfulgt og sat i fængsel, og i New England blev de også fordrevet og endda dræbt. I årene mellem 1659 til 1661 blev missionærerne Mary Dyer, William Leddra, William Robinson og Marmaduke Stephenson for eksempel hængt i Boston. Andre blev lagt i lænker, brændemærket eller pisket. Nogle fik deres ører skåret af. En mand ved navn William Brend fik 117 piskeslag på sin bare ryg med et reb der var dyppet i tjære. Trods en sådan brutal behandling voksede kvækerne i antal.

William Penn og „det hellige eksperiment“

I begyndelsen af 1681 tog begivenhederne omkring kvækerbevægelsen i Nordamerika en forbløffende drejning. En ung englænder ved navn William Penn (1644-1718) var konverteret til Vennernes Samfund. Han grundlagde en koloni der byggede på kvækernes idealer, og som var administreret af kvækere, hvilket er blevet kaldt et „helligt eksperiment“ i statskunst. Hans far var britisk admiral, men Penn selv var pacifist og havde siddet i fængsel flere gange fordi han i tale og på skrift havde udbredt sig om sine synspunkter.

Den engelske krone overlod et stort stykke land i Nordamerika til William Penn. Det udlignede et økonomisk mellemværende mellem kronen og hans far. Et kongeligt charter gav den unge Penn en næsten ubegrænset magt over den nye koloni, som kom til at hedde Pennsylvania, der betyder „Penns Skovland“, til minde om admiral Penn. Det skulle være et sted hvor folk fra alle trosretninger havde religionsfrihed.

William Penn sendte først sin fætter William Markham til Amerika som sin stedfortræder for at sikre sig loyal støtte fra de få europæere der levede inden for grænserne af den nye koloni, og for at købe land af indianerne. I 1682 sejlede Penn op ad Delawarefloden og så sin koloni for første gang. Her indgik han en fair aftale med de indfødte i Shackamaxon (nu kaldt Kensington, en del af Philadelphia). Mindre end et par kilometer fra Shackamaxon planlagde han nu at grundlægge en ny koloni, som han kaldte Philadelphia, der betyder „broderkærlighed“. Kolonien voksede hurtigt.

 William Penn vendte hjem til England og reklamerede for den nye koloni for at opmuntre folk til at flytte dertil. Han beskrev de gode jord- og skovområder, de imponerende floder, de vilde dyr og dyreskindene. Han gav løfte om at det nye styre ville fremme religiøs tolerance og en fredelig sameksistens. Alle var velkomne — næringsdrivende, mindrebemidlede og idealister som var ivrige efter at bidrage til at opfylde disse mål.

I håb om at slippe fri af Europas sociale og politiske dårligdomme udvandrede kvækere fra England og Nordirland. Mennonitter og lignende grupper kom fra Rhinlandet. De første bosættere var hovedsagelig kvækere, og Penn kunne bevidne at kolonien havde fået en lovende start. I 1683 skrev han: „Den lovgivende forsamling har mødtes to gange, . . . og mindst halvfjerds love blev vedtaget uden den mindste uenighed.“ Den optimisme som mange havde, varede dog ikke ved.

Eksperimentet begynder at falde fra hinanden

Den forfatning der gjaldt for William Penns koloni, gav alle frihed til at følge deres samvittighed. Når det var nødvendigt at bruge mere håndfaste metoder for at opretholde lov og orden, var kvækernes pacifisme dog et problem — et problem som blev større og større. Til at begynde med prøvede Penn at krybe uden om problemet ved at udnævne ikkekvækere til at virke som ordensmagt, for, som han sagde, „indimellem at kunne sætte sig i respekt over for vore medmennesker“. I 1689 var der optakt til krig med Frankrig, hvilket gav kvækerne yderligere skrupler.

Endnu flere problemer opstod da nye kolonister, hvoraf de fleste var ikkekvækere, strømmede til og fravristede indianerne deres land. Da kvækerne således blev en minoritet, blev forholdet til de indfødte efterhånden mere og mere fjendtligt.

Kvækernes politiske myndighed fik dødsstødet da guvernøren og hans rådsforsamling i 1756 erklærede krig mod indianerstammerne delaware og shawnee. Som en modreaktion trak kvækerne sig ud af det politiske samarbejde, og deres styre var forbi. Således var William Penns „hellige eksperiment“ i statskunst nu slut, cirka 75 år efter at det var begyndt.

I takt med at kvækernes materielle velstand voksede, begyndte deres religiøse nidkærhed at kølnes. Kvækeren Samuel Fothergill har sagt: „Fordi deres liv nu drejede sig om denne verden, kunne [kvækerkolonisterne] ikke oplære deres afkom til at følge de forskrifter de selv havde glemt.“ Med tiden opstod der også forskellige sekter.

Penn og hans tilhængere har nok haft ædle hensigter, og for en tid lykkedes deres eksperiment. Men de har enten misforstået eller ignoreret Jesu lære om at han og hans disciple „ikke [er] en del af verden“. (Johannes 17:16) I princippet kan man derfor sige at ethvert projekt, hvor velment det end er, som prøver at blande religion med politik, gør det uden Guds og hans søns velsignelse. (Jakob 4:4; 1 Johannes 5:19) Derfor vil det aldrig kunne lykkes. — Salme 127:1.

[Fodnote]

^ par. 8 Nu om dage har mange af kvækernes kirker en præst som får betaling og leder gudstjenesten på en mere organiseret måde.

[Ramme på side 12]

„MIT RIGE ER IKKE EN DEL AF DENNE VERDEN“

Hvorfor sagde Jesus disse ord, som står i Johannes 18:36? Svaret er indlysende når vi forstår hvad Guds rige er. Guds rige, som var hovedtemaet i Jesu lære, er intet mindre end en verdensregering under ledelse af Jesus Kristus. (Esajas 9:6, 7; Lukas 4:43) I stedet for at virke gennem menneskeskabte regeringer vil Riget fjerne disse og, som det eneste styre, udøve sit herredømme over jorden. (Daniel 2:44; 7:13, 14) Det var dette Jesus hentydede til i bønnen fadervor da han sagde: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:9, 10) Lydige undersåtter under dette rige vil opleve en livskvalitet — et fuldkomment helbred og evigt liv i fredelige, paradisiske omgivelser — som oprigtige mænd, deriblandt William Penn, aldrig vil kunne give menneskene. — Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4.

[Illustration på side 10]

Et kvækermøde i Philadelphia i 1800-tallet

[Illustration på side 11]

Kvækeren Mary Dyer føres til henrettelsesstedet i Massachusetts Bay-kolonien

[Illustration på side 11]

Kvækere der forlader England i 1600-tallet

[Illustration på side 11]

William Penn indgår en aftale med indianere, 1682

[Kildeangivelse på side 10]

Begge billeder: © North Wind Picture Archives

[Kildeangivelser på side 11]

Både: © North Wind Picture Archives; aftale: Brown Brothers