Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En ulykke forandrede mit liv

En ulykke forandrede mit liv

 En ulykke forandrede mit liv

FORTALT AF STANLEY OMBEVA

I 1982 blev jeg ramt af en bil der havde fuld fart på. Jeg kom under lægebehandling, og kort efter kunne jeg genoptage mine daglige gøremål selv om jeg i perioder havde smerter på grund af en diskusprolaps mellem rygsøjlens hals- og brystafsnit. Men 15 år senere kom jeg til at stå over for den største prøve jeg nogen sinde har været ude for.

FØR, og i nogen grad også efter ulykken, var jeg fuld af energi. Jeg dyrkede regelmæssigt motion, blandt andet løb jeg 10-13 kilometer i weekenderne. Desuden spillede jeg squash og udførte hårdt fysisk arbejde. Jeg var med på Jehovas Vidners rigssalsbyggerier og deltog også i opførelsen af en stor stævnehal i Nairobi i Kenya, hvor vi bor.

I 1997 blev mine smerter i brystet stærkere og mere vedvarende. En lægeundersøgelse viste at jeg havde en intervertebral diskusprolaps som trykkede på min rygmarv. Problemet kunne føres tilbage til føromtalte ulykke.

Før det gik ned ad bakke med mit helbred, havde jeg et godt job som sælger. Med jobbet fulgte en sygeforsikring. Mine udsigter i forretningsverdenen så lyse ud, men i midten af 1998 begyndte en alvorlig følelsesløshed at brede sig fra brystet og helt ned til fødderne. Helbredet blev dårligere og dårligere for hver dag der gik.

Kort efter mistede jeg mit arbejde inklusive alle de goder det havde givet mig. På det tidspunkt var vores to døtre, Sylvia og Wilhelmina, henholdsvis 13 og 10 år. Da jeg ikke havde noget arbejde, måtte vi leve af den månedsløn min kone, Joyce, kom hjem med. På grund af den nye situation måtte vi skære ned på alle unødvendige udgifter, men det lykkedes os at få det hele til at løbe rundt.

Negative følelser

Jeg må indrømme at efterhånden som sagens alvor gik op for mig, blev jeg mere og mere negativ, selvcentreret og irritabel. Til tider var jeg vred og bitter og gjorde et stort nummer ud af selv de mindste ting. Jeg var på  sammenbruddets rand. Hele familien led under det. For min kone og vores døtre var det en helt ny og uvant situation.

Dengang følte jeg at min måde at reagere på var helt normal. Jeg tog hurtigt på i vægt, samtidig med at jeg også fik problemer med afføringen og havde svært ved at kontrollere vandladningen. Det var forfærdelig pinligt for mig. Ofte sad jeg i en krog helt for mig selv og græd. Der var også tider hvor jeg blev så vred at det næsten grænsede til det komiske. Jeg var klar over at jeg ikke tacklede situationen ret godt.

Som ældste i en af Jehovas Vidners menigheder havde jeg ofte vejledt mine trosfæller om at de aldrig måtte bebrejde Jehova for de lidelser de kom ud for. Alligevel tog jeg mig gentagne gange i at spørge: ’Hvorfor har Jehova tilladt at alt det skulle overgå mig?’ Når jeg førhen skulle opmuntre andre, havde jeg brugt skriftsteder som Første Korintherbrev 10:13, men alligevel følte jeg at det jeg gennemgik, var mere end jeg kunne bære.

En lægelig udfordring

Det viste sig at være en udfordring at finde den rigtige behandling. Jeg prøvede at gå til fysioterapeut, kiropraktor og akupunktør, endda på samme dag. Mærkede jeg en lindring, var den kun kortvarig. Jeg konsulterede adskillige læger, deriblandt en ortopædkirurg og en neurokirurg. Alle var enige om én ting: For at mindske mine smerter ville det blive nødvendigt at operere min diskusprolaps. På grund af min tro, der er grundlagt på Bibelen, gjorde jeg det klart for lægerne at der under ingen omstændigheder måtte bruges blod. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Den første kirurg sagde at han ville foretage operationen ved at gå ind i selve ryggen. Han forklarede mig at denne fremgangsmåde kunne være yderst risikabel. Han kunne heller ikke garantere at der ikke blev brugt blod. Ham konsulterede jeg ikke igen.

Den anden kirurg sagde at han ville operere rygsøjlen ved at gå ind gennem halsen. I mine ører lød det uhyggeligt. Han havde ingen problemer med at gøre det uden blod, men han ville operere med det samme og gav mig kun få detaljer. Ham konsulterede jeg heller ikke igen.

Ved hjælp af det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler for Jehovas Vidner lykkedes det mig imidlertid at finde en samarbejdsvillig læge. Han anbefalede samme fremgangsmåde som kirurg nummer to — et indgreb gennem halsen. Risiciene var minimale, forklarede han.

Den detaljerede beskrivelse af hvordan operationen skulle foregå, forfærdede mig. Det der gjorde mig mest bange, var at operationen skulle udføres omkring så vitale organer som hjertet og lungerne. Ville jeg overleve? Sådanne negative tanker var naturligvis ikke med til at dæmpe min frygt.

Den 25. november 1998 gennemgik jeg en fire timers vellykket operation på et hospital i Nairobi. Under operationen fik jeg fjernet et stykke knogle fra mit bækken. Dette stykke blev så formet og derefter transplanteret til det angrebne sted, hvor det blev fastgjort med en metalplade og nogle skruer. Det hjalp, men fjernede ikke alle mine problemer. Jeg kunne gå, men med stort besvær. Jeg lider stadig af følelsesløshed.

En positiv indstilling

Som nævnt tidligere havde jeg brugt temmelig meget tid på at bekymre mig om mit dårlige helbred. Ironisk nok var der en del af lægepersonalet som roste mig fordi jeg var så rolig og optimistisk. Hvordan havde de fået det indtryk? Fordi jeg til trods  for mine mange smerter talte med dem om min tro på Gud.

Selv om jeg indimellem var vred og bitter på grund af alt det jeg måtte igennem, satte jeg stadig min lid til Jehova. Han støttede mig i hele mit sygdomsforløb — endda i en sådan grad at jeg til tider helt skammede mig. Jeg traf en fast beslutning om at læse og grunde over skriftsteder der kunne være en trøst for mig. Nogle af dem er:

Åbenbaringen 21:4: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ Det trøstede mig at tænke på Bibelens løfte om en ny verden hvor tårer og smerter ville være forsvundet for altid.

Hebræerbrevet 6:10: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ Nu var jeg begrænset i fysisk henseende, men jeg vidste at Jehova stadig ville huske den tjeneste jeg havde udført.

Jakob 1:13: „Lad ingen sige når han prøves: ’Jeg prøves af Gud.’ Med ondt kan Gud nemlig ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt.“ Hvor er det rigtigt! Jehova tillod at jeg led, men han var ikke skyld i mine lidelser.

Filipperbrevet 4:6, 7: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive  gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ Gennem bønnen fik jeg den fred i sindet som jeg havde så hårdt brug for, og som hjalp mig til at tackle min situation på en mere fornuftig måde.

Jeg havde brugt disse skriftsteder når jeg skulle opmuntre andre der havde det svært — og skriftstederne hjalp dem virkelig. Men nu gik det op for mig at jeg dengang ikke fuldt ud havde fattet deres virkelige værdi. Først da jeg selv blev alvorligt syg, lærte jeg hvad det vil sige at være ydmyg og at sætte hele sin lid til Jehova.

’Styrkende hjælp’ fra andre

Mange omtaler det kristne brodersamfund som en søjle og en støtte i vanskelige tider. Det er så let at tage vores kristne brødre og søstre for givet. Der er ganske vist grænser for hvad de kan gøre, men de er altid parate til at hjælpe når vi har brug for dem. Det gjaldt også i mit tilfælde. Det var ikke usædvanligt at de sad ved min hospitalsseng, nogle gange meget tidligt om morgenen. De tilbød endda at hjælpe med at betale mine lægeregninger. Jeg er dybt taknemmelig mod alle dem der følte med mig under min sygdom, og som hjalp mig.

I vores menighed ved alle at det er begrænset hvad jeg kan gøre. I øjeblikket er jeg præsiderende tilsynsmand og arbejder sammen med kristne ældste som støtter mig på alle måder. Jeg har aldrig været uregelmæssig i forkyndelsen. I den periode hvor jeg havde det værst, hjalp jeg to frem til indvielse og dåb. En af dem er nu menighedstjener i en af Jehovas Vidners menigheder i Nairobi.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke min kone, som har støttet mig hele vejen igennem. Hun fandt sig i min vrede, mine humørsvingninger, mine urimeligheder og mine frustrationer. Hver gang jeg græd og havde smerter, beroligede og trøstede hun mig. Hendes styrke og ukuelighed under modgang forbløffer mig stadig. Hun har virkelig vist sig at være „en ven . . . til hver en tid“. — Ordsprogene 17:17.

Vores døtre har efterhånden vænnet sig til min situation og gør hvad de kan for at hjælpe mig. De ved hvad jeg har brug for og er hurtige til at træde til, og de sørger for mig når deres mor ikke er der. Sylvia er blevet min „stok“, hun hjælper mig så jeg kan bevæge mig rundt i hjemmet når jeg føler mig svag.

Og Mina, den yngste? Jeg husker at jeg engang var faldet inde i huset og ikke kunne rejse mig. Mina var den eneste der var hjemme. Med stor anstrengelse lykkedes det hende at få mig op at stå og hjælpe mig ind på mit værelse. Hun ved stadig ikke hvordan hun bar sig ad. Det var tappert gjort, og denne hændelse vil altid stå præget i min hukommelse.

At leve med eftervirkningerne af den ulykke jeg i sin tid blev udsat for, har været mit livs sværeste kamp, og kampen er ikke forbi endnu. Det har været den største udfordring og trosprøve i mit liv. Men jeg har lært meget om ydmyghed, rimelighed og empati. Kun ved at sætte hele min lid til Jehova har jeg været i stand til at udholde denne prøve.

Jeg har erfaret sandheden i apostelen Paulus’ ord: „Vi har denne kostbarhed i lerkar, for at den kraft som er ud over det normale, må være Guds og ikke fra os selv.“ (2 Korinther 4:7) Jeg finder stor trøst i Guds løfte om at der skal komme „nye himle og en ny jord“. (2 Peter 3:13) Jeg beder til at Jehova fortsat vil tage sig af mig indtil denne nye verden er en realitet, for mit helbred er stadig skrøbeligt, og jeg kan ikke gøre meget i egen kraft.

[Illustrationer på side 20]

Kristne aktiviteter sammen med min familie har hjulpet mig til at holde ud