Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

 Vi betragter verden

Arbejde efter skoletid har sin pris

Flere og flere unge i Tyskland tager et arbejde, ikke kun i ferierne, men også efter skoletid. „Mindst en tredjedel af alle landets børn fra 13-årsalderen og opefter arbejder i gennemsnit over tre timer om ugen,“ oplyser det tyske blad Der Spiegel. I den tyske delstat Hessen har mellem 50 og 80 procent af de lidt ældre gymnasieelever småjob. Det er som regel ikke fordi de skal hjælpe familien med at få økonomien til at løbe rundt. De gør det for at få den sidste nye mobiltelefon, gå i mærketøj og have deres egen bil, og fordi arbejdet giver dem en følelse af uafhængighed. Men det har sin pris. „Det er ikke ualmindeligt at en elev tager sig en lur midt i timen fordi han har arbejdet sent om aftenen eller tidligt om morgenen,“ siger læreren Thomas Müller. „De vil hellere have luksus i dag end uddannelse i morgen.“ En anden lærer, Knud Dittmann, tilføjer: „Når først unge har fået smag for at bruge penge, accepterer de at dårlige karakterer eller det at gå et år om er den pris de må betale.“

 Truede abearter

„Om 30 år vil menneskeabernes hjem i junglen være så godt som forsvundet medmindre der bliver gjort noget drastisk,“ oplyser Reuters Bureau. Ved den seneste miljøkonference i Johannesburg, Sydafrika, sagde nogle FN-ledere: „Mindre end 10 procent af menneskeabernes bosteder i Afrika vil fortsat være nogenlunde uforstyrrede i år 2030 hvis minelejre og bygning af veje og andre former for infrastruktur fortsætter med den nuværende hastighed.“ Den stigende mangel på levesteder har allerede betydet at abebestanden er faldet brat. Det skønnes at der i øjeblikket findes 200.000 chimpanser, sammenlignet med 2.000.000 for hundrede år siden, og der er kun få tusind lavlandsgorillaer og nogle få hundrede bjerggorillaer tilbage. Ifølge Reuters Bureau „arbejder FN sammen med forskere, naturfredningsfolk, regeringer og lokale beboere om at udarbejde nogle planer for redning af menneskeabernes bosteder i de cirka 25 lande hvor de lever“.

Tv former folks syn på historie

„Briterne mener at prinsesse Dianas død er den mest betydningsfulde begivenhed i nationens historie gennem de sidste 100 år, mere betydningsfuld end udbruddet af den anden verdenskrig, eller det at kvinder fik stemmeret,“ skriver Londonavisen The Times. I et rundspørge for tv-kanalen History Channel blev over 1000 mennesker spurgt om hvilken begivenhed de mente var den vigtigste i britisk historie gennem de sidste 100 år. Blandt de ti begivenheder de kunne vælge imellem, blev prinsesse Dianas død valgt af 22 procent som værende den mest betydningsfulde, den anden verdenskrigs udbrud blev valgt af 21 procent, og kvinders stemmeret af 15 procent. Da folk blev spurgt om hvilken verdensbegivenhed der var den vigtigste, valgte 41 procent angrebene på World Trade Center den 11. september, 19 procent atombombningen af Hiroshima, og 11 procent Berlinmurens fald. For de fleste mennesker „drejer historie sig stort set om hvad de sidst har set i fjernsynet,“ konkluderer The Times.

Forbindelse mellem skilsmisse og skolekundskaber?

En nylig undersøgelse foretaget af Frankrigs nationale institut for demografiske studier tyder på at skilsmissebørn klarer sig dårligere i skolen end børn hvis forældre bliver sammen, fortæller den franske avis Le Monde. Børn hvis forældre bliver skilt inden børnene bliver voksne, forlader typisk skolen et halvt til et helt år tidligere end børn hvis forældre ikke bliver skilt, uanset deres sociale og kulturelle baggrund. I velstillede familier får næsten alle unge normalt en studentereksamen, men sandsynligheden for at de gennemfører undervisningen, halveres hvis deres forældre er skilt. I Frankrig ender 40 procent af alle ægteskaber med skilsmisse.

Narkotikaens indirekte skadevirkninger

Inden for de seneste måneder er fem mennesker i Peru døde fordi de drak vand fra steder i junglen der var forurenet på grund af kokadyrkning og kokainfremstilling, skriver avisen El Comercio i Lima. Foruden mange andre giftige kemikalier bruges petroleum, svovlsyre og ammoniak til fremstilling af kokain. „Disse mennesker døde efter at have drukket vand fra kilder og vandløb som narkohandlere forurener med meget giftigt kemikalieaffald,“ siger rapporten. Selv narkobetjente som beslaglægger og ødelægger de skjulte laboratorier hvor der fremstilles narkotika, er blevet syge efter at have været i berøring med stofferne. Også mange andre af beboerne i junglen „lider uoprettelige skader på deres organer“ som følge af forurenet drikkevand. „Det tragiske er at de fleste af beboerne ikke er klar over hvilken fare de befinder sig i. De er måske ikke engang selv med til at dyrke eller bearbejde kokaplanterne,“ siger Jonathan Jacobson fra den amerikanske ambassades kontor for narkotikabekæmpelse i Lima.

Sodavand — en del af den mexicanske kost

Mexico er den næststørste forbruger af sodavand i verden, kun overgået af USA. Sodavand er blandt de ti mest almindelige fødevarer i den mexicanske kost og drikkes af 60 procent af alle familier, skriver avisen Reforma. Det bekymrer sundhedseksperter, som gerne så familier købe mælk, frugt, grøntsager og andet der er nødvendigt for at børn kan vokse og udvikle sig. I stedet bliver en stor del af familiens budget brugt på et produkt som „ikke giver kroppen næring, men indeholder en stor mængde kulhydrater, der på længere sigt kan medvirke til fedme,“ skriver Reforma. Andre skadelige virkninger ved at drikke meget sodavand, specielt cola, er at man ødelægger tænderne og risikerer at få knogleskørhed, skriver avisen.

Når piller forværrer hovedpine

„Neurologen Michael Anthony skønner at op mod 10 procent af dem der lider af hovedpine, har det på grund af misbrug af smertestillende midler,“ skriver den australske avis The Daily Telegraph. „I stedet for at have hovedpine hver uge kan et stort forbrug af håndkøbsmedicin resultere i at man får hovedpine hver dag.“ Professor Anthony, der er tilknyttet University of New South Wales, har opdaget at „patienter der misbruger hovedpinepiller, mangler serotonin“, et stof der hindrer blodkarrene i at udvide sig. „For små mængder serotonin i kroppen bevirker at arterierne udvider sig, og det medfører hovedpine,“ siger Michael Anthony. Han anbefaler at de der lider af migræne, bør tage lægeordineret medicin i stedet for håndkøbspræparater, og han tilføjer: „Hvis [patienter] tager [smertestillende] piller mere end tre gange om ugen, selv blot én dosis tre gange om ugen, vil hovedpinen blive forværret inden for få måneder.“

Hvordan morgenkvalme lindres

„Det anslås at mellem 70 og 80 procent af gravide kvinder har morgenkvalme,“ skriver den australske avis Sun-Herald. I begyndelsen af graviditeten lider disse kvinder af kvalme, ofte ledsaget af opkastning, når de står op om morgenen. Det skyldes muligvis at der under graviditeten forekommer en øgning af hormonet progesteron, som kan forårsage for meget mavesyre. Desuden „kan en mere følsom lugtesans gøre gravide kvinder disponeret for kvalme“. Der findes ikke noget universalmiddel mod morgenkvalme, men avisen anbefaler at man tager sig en lur, får nok søvn, lugter til en overskåret citron og undgår at opholde sig varme steder, da varme kan forårsage kvalme. „Prøv at spise kiks eller kornprodukter uden mælk inden du står op, rejs dig altid langsomt op fra sengen, og spis ofte noget som er rigt på proteiner,“ fortsætter avisen. Den nævner også at „der er en fordel ved morgenkvalme. Nyere undersøgelser tyder på at mødre med morgenkvalme har færre spontane aborter.“