Kapitel 30

’Den gode nyhed forsvares og stadfæstes juridisk’

DEN intense forfølgelse af Jehovas vidner har i lande overalt på jorden medført at de er blevet fremstillet for politi, dommere og herskere. Der er blevet ført tusinder af retssager hvor Jehovas vidner har været inddraget, og hundreder af disse er blevet appelleret til højere instanser. Dette har haft stor indflydelse på lovenes fortolkning og har ofte styrket borgernes generelle retsstilling. Denne virkning har dog ikke været Jehovas vidners hovedmotiv.

Det er først og fremmest deres ønske at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Når de går rettens vej er det ikke fordi de vil gennemtvinge sociale eller juridiske reformer. Nej, de gør det for at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“, ligesom apostelen Paulus. (Fil. 1:7) Når Jehovas vidner er blevet afhørt af myndighedspersoner, enten fordi de selv har bedt om foretræde eller fordi de er blevet arresteret på grund af deres kristne arbejde, har de altid set det som en lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd. Jesus Kristus sagde til sine disciple: „I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne.“ — Matt. 10:18.

En strøm af sagsanlæg i mange lande

I lang tid inden den første verdenskrig havde præster, ved pression over for lokale myndigheder, søgt at lægge hindringer i vejen for udbredelsen af bibelstudenternes skrifter. Men efter den første verdenskrig blev modstanden forstærket. I det ene land efter det andet fandt man på juridiske påskud af enhver tænkelig art for at bremse dem der søgte at adlyde Kristi profetiske befaling om at forkynde den gode nyhed om Guds rige til et vidnesbyrd. — Matt. 24:14.

Da bibelstudenterne rejste hjem fra stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1922, var de begejstrede over vidnesbyrdene om profetiernes opfyldelse; det var deres beslutning at hele verden skulle vide at hedningernes tider var udløbet og at Herren havde taget sin store magt og herskede fra himmelen som konge. „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige“ var deres slagord. Samme år havde præster i Tyskland agiteret for at politiet skulle anholde nogle af bibelstudenterne mens de uddelte bibelske publikationer. Og det var ikke kun isolerede tilfælde. I 1926 verserede der hele 897 retssager af denne  art ved tyske domstole. Dette gav så meget juridisk arbejde at Vagttårnsselskabet i 1926 måtte oprette en juridisk afdeling ved afdelingskontoret i Magdeburg. I 1928 blev der, alene i Tyskland, anlagt 1660 sager mod bibelstudenterne, og presset voksede år for år. De gejstlige ledere var besluttede på at komme bibelstudenternes arbejde til livs, og de glædede sig hver gang resultatet af en retssag tydede på at de havde bare en lille smule held med sig.

I De Forenede Stater blev bibelstudenter arresteret for at gå fra hus til hus i 1928, i byen South Amboy i New Jersey. Inden der var gået ti år var det årlige antal arrestationer for forkyndelse i De Forenede Stater oppe på over 500. I 1936 steg antallet pludselig til 1149. For at kunne give fornøden vejledning måtte man nu også oprette en juridisk afdeling ved Selskabets hovedkontor.

I Rumænien blev den koncentrerede forkyndelse ligeledes mødt med kraftig modstand fra det daværende styre. Når Jehovas vidner uddelte bibelsk læsestof blev de ofte arresteret og brutalt pryglet. Fra 1933 til 1939 blev Jehovas vidner i Rumænien stillet over for 530 sagsanlæg. Men på grund af de rettigheder som landets lov garanterede, blev mange appellerede sager vundet i landets højesteret. Da politiet begyndte at indse dette, gik de over til blot at konfiskere vore publikationer og give forkynderne en hård medfart, men prøvede at undgå retssager. Da Selskabet omsider fik tilladelse til at lade sig indregistrere som forening i Rumænien, prøvede modstanderne at forpurre virkningen af denne juridiske anerkendelse, idet de skaffede en  dommerkendelse som forbød udbredelse af Vagttårnsselskabets publikationer. Kendelsen blev omstødt af en højere retsinstans, men så fik præsteskabet kirkeministeren til at gribe ind over for denne afgørelse.

Under de daværende regeringer i Italien og Ungarn blev Jehovas Vidners publikationer, ligesom i Rumænien, konfiskeret af politiet. Det samme skete i Japan, Korea og Guldkysten (nu Ghana). I Frankrig måtte de Jehovas vidner som var rejst ind fra andre lande, rejse ud igen. I Sovjetunionen var det i en lang årrække umuligt for Jehovas vidner at få tilladelse til at rejse ind for at forkynde.

Efterhånden som nationalismen fejede hen over verden fra 1933 til op i 40’erne, forbød regeringerne Jehovas Vidner i det ene land efter det andet. Tusinder af forkyndere blev i denne periode stillet for retten fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at hilse flaget, eller fordi de holdt fast ved deres kristne neutralitet. I 1950 gjorde man op at der i de forløbne 15 år alene i De Forenede Stater havde været over 10.000 tilfælde hvor Jehovas vidner var blevet arresteret.

I en kort periode i 1946 blev over 400 Jehovas vidner i Grækenland stillet for retten — og den slags retssager var ikke noget nyt; dem havde man været ude for i årevis. Der blev ikke alene idømt fængselsstraffe men også givet store bøder, som blev en alvorlig belastning for brødrenes økonomi. Men selv betragtede de situationen på denne måde: „Herren åbnede os en mulighed for at aflægge et vidnesbyrd for de græske myndighedspersoner, som fik at høre om retfærdsrigets oprettelse; dommerne i retssalene fik samme vidnesbyrd.“ Jehovas vidner havde tydeligvis den indstilling som Jesus havde sagt at hans disciple skulle have. — Luk. 21:12, 13.

Tilsyneladende en kamp mod overmagten

I 1940’erne og 50’erne blev den canadiske provins Quebec skueplads for en særlig heftig kamp. Lige siden 1924 var forkyndere dér blevet arresteret for at udbrede den gode nyhed. I vinteren 1931 var det kommet så vidt at der hver eneste dag var forkyndere som blev taget med af politiet — nogle af dem endda to gange om dagen. Jehovas vidners udgifter til retssager i Canada blev meget store. I begyndelsen af 1947 nåede antallet af verserende sager mod Jehovas vidner ved domstolene i Quebec helt op på 1300, selv om forkynderne kun udgjorde en ret lille gruppe i provinsen.

I denne periode udøvede den romersk-katolske kirke så stor magt at enhver politiker og enhver dommer i provinsen måtte regne med den. Præsterne nød generelt stor anseelse i Quebec, og folk gjorde som regel hvad deres lokale præst sagde. I bogen State and Salvation (1989) beskrives situationen sådan: „I den lovgivende forsamlings sal havde Quebecs kardinal en tronstol stående lige ved siden af den der var reserveret viceguvernøren. Store dele af Quebec stod, på den ene eller den anden måde, under kirkens kontrol . . . Kirkens mission var i virkeligheden at få Quebecs politiske liv  rettet ind efter den katolske opfattelse ifølge hvilken sandhed er lig med katolicisme, vildfarelse lig med alt det som ikke er katolsk, og frihed lig med friheden til at tale og leve efter den katolske sandhed.“

Efter menneskelig målestok stod Jehovas vidner, ikke bare i Quebec men i hele verden, over for en kolossal overmagt.

Anklager af enhver art

Jehovas Vidners modstandere finkæmmede lovbøgerne for at finde ethvert tænkeligt påskud til at sætte en stopper for deres virke. Ofte anklagede de forkynderne for at gå rundt og sælge uden vandrebrev, ud fra den påstand at deres arbejde var kommercielt. Andre steder blev pionerer anklaget for det stik modsatte, nemlig løsgængeri, fordi man hævdede at de ikke havde fast arbejde.

I nogle af kantonerne i Schweiz anstrengte myndighederne sig i flere årtier for at få vort arbejde med at udbrede bibelsk læsestof klassificeret som kommercielt dørsalg. Især var den offentlige anklager i den fransksprogede kanton Vaud besluttet på at enhver afgørelse som de lavere instanser måtte afsige til gunst for os, skulle omstødes.

Det ene sted efter det andet fik Jehovas vidner at vide at de måtte have en tilladelse før de kunne udbrede deres skrifter eller afholde deres bibelske møder. Men var det virkelig nødvendigt med en tilladelse? Jehovas vidner svarede nej! Hvorfor?

Fordi, som de forklarede: ’Det er Jehova Gud der byder sine vidner at forkynde den gode nyhed om hans rige; Guds bud står over alt andet og må adlydes af hans vidner. Ingen jordiske lovgivere eller lovhåndhævere har ret til at gribe ind over for Jehovas lov. Eftersom ingen af de jordiske styrende instanser kan forbyde at evangeliet bliver forkyndt, kan sådanne instanser heller ikke give nogen tilladelse til at det bliver forkyndt. Verdslige instanser har hverken myndighed til det første eller det andet. At bede mennesker om tilladelse til at gøre noget som Gud har påbudt, ville være en fornærmelse mod Gud.’

De anklager man rettede mod Jehovas Vidner bar ofte et stærkt præg af religiøst fjendskab. Da man uddelte brochurerne Se Kendsgerningerne i Øjnene og Lægedom, blev tilsynsmanden for det hollandske afdelingskontor  således i 1939 indstævnet for retten i Haarlem, hvor han måtte svare på anklager for at have krænket en del af den hollandske befolkning. Anklageren pegede blandt andet på at Vagttårnsselskabets publikationer sagde at det romersk-katolske præsteskab bedragerisk havde lokket penge fra folk ved at påstå at det kunne udfri de døde fra et sted hvor de døde ikke er — nemlig skærsilden, hvis eksistens kirken ifølge vore skrifter ikke kunne bevise.

Præsteskabets hovedvidne, „fader“ Henri de Greeve, trådte frem i vidneskranken og jamrede: „Mit største klagepunkt er at udenforstående kunne få det indtryk at vi præster bare er en flok skurke og bedragere.“ Da Selskabets afdelingstilsynsmand blev afhørt slog han op i den katolske bibel og påviste over for domstolen at det der stod i brochuren om de katolske læresætninger, stemte med deres egen bibel. Da Selskabets advokat spurgte Henri de Greeve om han kunne bevise læren om et brændende helvede og skærsilden, svarede denne: „Det kan jeg ikke; jeg tror kun på den.“ Dommeren kunne se at det netop var dét brochuren gjorde opmærksom på. Anklagen blev frafaldet, og præsten forlod rasende retsbygningen i stor hast.

I den østlige del af det daværende Tjekkoslovakiet var præsterne ophidsede over Jehovas vidners stigende aktivitet i landet og anklagede dem for at være spioner. Det mindede om den situation i det første århundrede hvor jødiske præster anklagede apostelen Paulus for at være en oprørsstifter. (Apg. 24:5) Hundreder af sager blev bragt for domstolene i 1933-34, indtil myndighederne blev overbevist om at der ikke var noget hold i beskyldningerne. I den canadiske provins Quebec blev Jehovas vidner i 1930’erne og 40’erne også stillet for retten, anklaget for sammensværgelse med henblik på oprør. Der var gejstlige — både katolske og protestantiske, men især romersk-katolske — som i egen person gik i vidneskranken for at tale imod Jehovas vidner. Hvad havde Jehovas vidner gjort? De gejstlige hævdede at de havde bragt landets enhed i fare ved at udgive skrifter der kunne skabe modvilje mod den katolske kirke. De anklagede svarede at de blot havde udgivet læsestof som bragte de ydmyge trøst fra Guds ord, men at præsterne var blevet ophidsede over dette fordi deres egne lærepunkter og skikke var blevet afsløret som ubibelske.

Hvad gjorde det muligt for Jehovas vidner at holde ud trods denne vedvarende modstand? Deres tro på Gud og hans inspirerede ord, deres uselviske hengivenhed for Jehova og hans rige, og den styrke som skyldes Guds ånds virke. Som Bibelen siger: „Den kraft som er ud over det normale, [er] Guds og ikke fra os selv.“ — 2 Kor. 4:7.

En juridisk offensiv fra Jehovas Vidner

I flere årtier før den første verdenskrig havde bibelstudenterne uddelt store mængder bibelsk læsestof gratis på gaderne i nærheden af kirkerne og  fra hus til hus. Men så blev der i mange af USA’s større og mindre byer indført politivedtægter som lagde store hindringer i vejen for et sådant „frivilligt arbejde“. Hvad kunne der nu gøres?

Det fortalte The Watch Tower for 15. december 1919: „Da vi ser det som vor pligt at gøre os enhver mulig anstrengelse for at aflægge vidnesbyrd om Herrens rige og ikke lade hænderne synke fordi vi støder på nogle hindringer, og da der har været en så systematisk modstand mod vort frivillige arbejde, har vi truffet foranstaltning til at benytte os af et nyt blad, . . . THE GOLDEN AGE [Den gyldne Tidsalder].“ a

Men efterhånden som vort hus-til-hus-arbejde blev mere intensivt, blev der også gjort flere og flere forsøg på at bremse eller forbyde det med loven i hånd. Det er ikke alle lande der har love som kan beskytte et mindretals rettigheder over for modstand fra forskellige myndighedsinstansers side. Men i De Forenede Stater vidste Jehovas vidner at trosfriheden, talefriheden og trykkefriheden var garanteret af landets forfatning. Når en dommer søgte at misbruge en lokal politivedtægt til at gribe ind over for forkyndelsen af Guds ord, appellerede forkynderne derfor sagen til en højere retsinstans. b

I et senere tilbageblik på begivenhederne sagde Hayden C. Covington, der gjorde et stort arbejde på det juridiske område for Vagttårnsselskabet: „Var de tusinder af domme som er blevet afsagt af fredsdommere, politiretter og andre lavere retsinstanser ikke blevet appelleret, ville et bjerg af præcedenser have stillet sig i vejen for vor gudsdyrkelse. Ved at appellere dommene har vi forhindret dannelsen af et sådant bjerg. Vor måde at dyrke Gud på er blevet indskrevet i De Forenede Staters og andre landes love fordi vi vedholdende har appelleret ugunstige domme.“ I USA blev i snesevis af sager ført helt op til landets højesteret.

Borgernes rettigheder styrkes

En af de første sager angående Jehovas Vidners forkyndelse der blev bragt for USA’s højesteret, var en sag der blev rejst i Georgia og blev påhørt i højesteret den 4. februar 1938. Ved byretten i Griffin i Georgia var Alma Lovell blevet dømt for at have overtrådt en vedtægt som forbød uddeling af  enhver form for tryksager uden tilladelse fra borgmesteren. Søster Lovell havde blandt andet tilbudt folk bladet The Golden Age. Den 28. marts 1938 afgjorde USA’s højesteret at den lokale vedtægt var ugyldig fordi den indebar at trykkefriheden blev underlagt krav om tilladelse og censur. c

Året efter trådte J. F. Rutherford frem i højesteret som advokat for den appellerende part i sagen Clara Schneider mod State of New Jersey. d I 1940 kom sagen Cantwell mod State of Connecticut, e hvor J. F. Rutherford udarbejdede den skriftlige procedure og Hayden Covington stod for den mundtlige procedure over for højesteretten. Det gunstige udfald af disse sager styrkede trosfriheden, talefriheden og trykkefriheden, som forfatningen garanterede. Men der var også nederlag i kampen.

Svære nederlag ved domstolene

I 1935 nåede flaghilsenspørgsmålet i forbindelse med skoleelever der var børn af Jehovas vidner, for første gang frem til de amerikanske domstole. Det skete i sagen Carlton B. Nicholls mod Mayor and School Committee of Lynn (Massachusetts). f Sagen blev appelleret til højesteret i staten Massachusetts. Denne domstol afgjorde i 1937 at uanset hvad Carleton Nichols junior og hans forældre sagde de troede på, var det unødvendigt at tage hensyn til deres religiøse overbevisning, for, som domstolen erklærede: „Den flaghilsen og den  troskabsed der her er tale om, kan ikke på rimelig måde siges at have noget at gøre med religiøs tro. . . . De angår ikke nogens synspunkter angående Skaberen. De berører ikke noget menneskes forhold til Gud.“ Da spørgsmålet om tvungen flaghilsen kom for De Forenede Staters højesteret — nemlig i sagen Leoles mod Landers g i 1937, og i sagen Hering mod State Board of Education h i 1938 — afviste højesteret disse sager fordi man ikke mente at de indeholdt noget vigtigt spørgsmål der berørte forbundsforfatningen. I 1939 afviste domstolen igen en appel angående det samme spørgsmål, i sagen Gabrielli mod Knickerbocker. i Og samme dag stadfæstede højesteret, uden at have påhørt nogen procedure, en ugunstig dom som en lavere domstol havde afsagt i sagen Johnson mod Town of Deerfield. j

I 1940 gik højesteret omsider med til at tage en sag af denne art op, nemlig den sag der blev betegnet Minersville School District mod Gobitis. k For begge parter var der en lang række kendte advokater som afgav responsum. J. F. Rutherford stod for den mundtlige procedure for Walter Gobitas og hans børn. En lærer fra Harvard-universitetets juridiske fakultet talte, som repræsentant for Den Amerikanske Advokatforening og Borgerretsforeningen, imod tvungen flaghilsen. Deres argumenter blev imidlertid afvist, og den 3. juni afgjorde højesterets dommerpanel, med blot én dommers dissens, at børn som ikke ville hilse flaget kunne bortvises fra offentlige skoler.

I de næste tre år afsagde højesteret domme der gik Jehovas Vidner imod i 19 sager. Den af sagerne der fik størst betydning var sagen Jones mod City of Opelika l i 1942, som også gik os imod. Rosco Jones var blevet dømt for at have uddelt blade på gaden i Opelika i Alabama uden at have betalt vandrebrevsafgift. Højesteret stadfæstede denne dom og erklærede at myndighedsinstanser havde ret til at opkræve et rimeligt gebyr for kolportage og at sådanne love ikke kunne anfægtes, selv om lokalmyndigheder på eget initiativ ophævede gebyret. Det var et hårdt slag, for nu kunne enhver kommune, på foranledning af præster eller andre modstandere af Jehovas Vidner, med loven i hånd pålægge dem begrænsninger, og modstandere kunne tro at Jehovas Vidners forkyndelse kunne standses på den måde. Men så skete der noget uventet.

Et vendepunkt

I sagen Jones mod Opelika, hvor dommen blev et hårdt slag mod Jehovas Vidners offentlige forkyndelse, erklærede tre af dommerne at de ikke alene  var uenige med dommerflertallet i den foreliggende sag, men også at de nu selv var nået til den overbevisning at de havde præget udviklingen i den forkerte retning i forbindelse med Gobitis-sagen. „Eftersom vi var med til at afsige kendelsen i Gobitis-sagen,“ tilføjede de, „anser vi dette for en passende lejlighed til at erklære at vi nu er kommet til den overbevisning at det også var en forkert dom der blev afsagt i denne sag.“ Jehovas Vidner tog det som et vink om at tiden var inde til igen at få stridsspørgsmålene indbragt for højesteret.

Man anmodede derfor om en fornyet behandling af sagen Jones mod Opelika. I anmodningen blev der peget på stærke juridiske argumenter. Man erklærede også frimodigt: „Denne domstol må tage den altoverskyggende  kendsgerning i betragtning at de personer den bedømmer er tjenere for den almægtige Gud.“ Man opregnede så nogle bibelske eksempler der viste hvad dette indebar. Der blev også peget på det råd lovlæreren Gamaliel gav den jødiske højesteret i det første århundrede: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; . . . ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apg. 5:34-39.

Endelig, den 3. maj 1943, omstødte højesteret sin dom i sagen Jones mod Opelika. Det skete i forbindelse med den skelsættende sag Murdock mod Commonwealth of Pennsylvania. a Højesteret erklærede at ethvert krav om vandrebrev som betingelse for at man kunne udøve sin trosfrihed ved at uddele religiøse skrifter, var i strid med forfatningen. Denne dom betød at døren for alvor blev slået op for Jehovas vidner i De Forenede Stater, og siden har man i hundreder af sager kunnet henvise til den som præcedens. Den 3. maj 1943 blev en mindeværdig dag for Jehovas vidner i forbindelse med alle de sager de har ført ved De Forenede Staters højesteret. På én og samme dag blev 12 ud af 13 sager (samlet til retsforhandling og domsafsigelse under fire kendelser) afgjort til deres fordel. b

Godt en måned senere — på den amerikanske „flagdag“, den 14. juni — omstødte højesteret igen en af sine kendelser. Denne gang var det dommen i Gobitis-sagen, og det skete i den sag der kendes som West Virginia State Board of Education mod Barnette. c I afgørelsen hed det at „ingen offentlig myndighed, den være sig overordnet eller underordnet, kan foreskrive hvad der på det politiske, nationale, religiøse område, eller i andre meningsspørgsmål skal være normen, eller tvinge borgerne til ved ord eller handling at give udtryk for tro på denne“. Mange af de argumenter som fremførtes i denne sag, blev siden brugt i Canada ved Ontarios appelret i sagen  Donald mod Hamilton Board of Education. Canadas højesteret afviste at omstøde den dom der var blevet afsagt i denne sag.

I god overensstemmelse med dommen i Barnette-sagen, og endda på samme dag, afgjorde De Forenede Staters højesteret i sagen Taylor mod State of Mississippi d at man ikke med rette kan anklage Jehovas vidner for tilskyndelse til oprør blot fordi de forklarer deres grunde til ikke at hilse flaget og fordi de siger at alle nationer vil stå som tabere fordi de stiller sig i opposition til Guds rige. Disse domme var med til at bane vejen for gunstige afgørelser ved andre domstole, både i sager hvor børn havde nægtet at hilse flaget i skolen og sager angående ansættelse og forældreret. Et vendepunkt var nået. e

Omsider frihed i Quebec

Jehovas vidner gjorde sig også store anstrengelser for at få deres trosfrihed anerkendt i Canada. Fra 1944 til 1946 var hundreder af dem blevet arresteret i Quebec mens de udførte deres offentlige forkyndelse. Ifølge Canadas lov var der trosfrihed i landet, men det skete jævnlig at en folkemængde afbrød møder hvor Bibelen blev drøftet. Politiet fulgte det katolske præsteskabs krav om at Jehovas vidner skulle standses. De lokale byretsdommere overfusede forkynderne, mens de der deltog i pøbelvolden gik fri. Hvad kunne der gøres?

Selskabet afholdt et særligt stævne i Montreal den 2. og 3. november 1946. Efter at talerne her havde givet et overblik over vort standpunkt, både bibelsk set og i lyset af landets lov, blev det bekendtgjort at der skulle gennemføres en 16-dages kampagne hvor man i hele Canada på engelsk, fransk og ukrainsk uddelte traktaten Quebec’s Burning Hate for God and Christ and Freedom Is the Shame of All Canada (Quebecs brændende had til Gud og Kristus og friheden er en skamplet på Canada, ikke oversat til dansk). Den indeholdt en detaljeret beretning om den pøbelvold og de andre overgreb der var blevet begået mod Jehovas vidner i  Quebec, og den blev efterfulgt af endnu en traktat: Quebec, You Have Failed Your People! (Quebec, du har svigtet dit folk!, ikke oversat til dansk).

Antallet af arrestationer i Quebec steg til svimlende højder. For at tage sig af situationen oprettede Vagttårnsselskabets canadiske afdelingskontor en juridisk afdeling som var repræsenteret både i Toronto og Montreal. Da det kom frem i pressen at Maurice Duplessis, Quebecs premierminister, med overlæg havde ruineret en forretning (en restaurant) som blev drevet af et Jehovas vidne ved navn Frank Roncarelli, simpelt hen fordi denne plejede at stille kaution for sine trosfæller, lød der højlydte protester fra offentligheden. Den 2. marts 1947 igangsatte Jehovas Vidner en landsomfattende kampagne hvori de opfordrede Canadas befolkning til at anmode regeringen om en „Bill of Rights“ (rettighedslov). Der blev indsamlet over 500.000 underskrifter — den største adresse der nogen sinde var blevet overbragt det canadiske parlament. Året efter fulgte en endnu større underskriftindsamling der støttede den første.

I mellemtiden havde Selskabet udvalgt to sager der skulle appelleres og føres som prøvesager ved Canadas højesteret. Den ene, Aimé Boucher mod His Majesty the King, drejede sig om den anklage der ofte var blevet rettet mod Jehovas vidner: at de tilskyndede til oprør.

Boucher-sagen var baseret på at Aimé Boucher, en sagtmodig landmand, havde været med til at uddele traktaten Quebec’s Burning Hate. Tilskyndede han til oprør blot fordi han udbredte kendskabet til den pøbelvold Jehovas vidner blev udsat for i Quebec og den ringeagt som embedsmænd viste for loven i deres behandling af sagerne, og fordi han fremlagde vidnesbyrd om at den katolske biskop og andre katolske gejstlige stod bag alt dette?

I en analyse af den traktat der blev uddelt beskrev en af højesteretsdommerne dens indhold sådan: „Skriftet havde titlen ’Quebecs brændende had til Gud og Kristus og friheden er en skamplet på Canada’; det indeholdt for det første en opfordring til roligt og nøgternt at overveje det materiale der fremlagdes til støtte for overskriften; for det andet en generel omtale af den hadefulde forfølgelse Jehovas vidner i Quebec har været udsat for i deres egenskab af troende kristne; dernæst en detaljeret beretning om specifikke tilfælde af forfølgelse; og til slut, i protest mod pøbelvældet og gestapometoderne, en appel til provinsens befolkning om at der, ved studium af Guds ord og lydighed mod dets bud, må blive frembragt ’en rig høst af de gode frugter der består i kærlighed til Gud og Kristus og menneskets frihed’.“

Højesterets afgørelse annullerede dommen over Aimé Boucher, men tre af de fem dommere  nøjedes med at beordre at sagen skulle gå om. Kunne man nu regne med at der ville blive fældet en upartisk dom ved de lavere domstole? Jehovas Vidners advokat anmodede om at højesteret selv ville genoptage sagen. Og forbløffende nok blev dette imødekommet. Mens denne anmodning var under overvejelse, blev antallet af højesteretsdommere forøget, og desuden skiftede en af de oprindelige dommere mening. Resultatet blev at broder Boucher i december 1950, med fem dommerstemmer mod fire, blev fuldstændig frikendt.

Først blev denne afgørelse anfægtet både af Quebecs rigsadvokat og af provinsens premierminister (der samtidig var statsadvokat), men skridt for skridt blev den stadfæstet gennem retsinstanserne. Sådan fik man effektivt begravet den hyppigt gentagne anklage mod Jehovas vidner i Canada: at de tilskyndede til oprør.

Endnu en prøvesag der blev appelleret til Canadas højesteret var sagen Laurier Saumur mod The City of Quebec. Den var rettet mod de mange lokale vedtægter om at vi skulle have tilladelse til at udføre vort arbejde, vedtægter som lå til grund for et stort antal domme ved underretterne. I Saumur-sagen søgte Selskabet at få gennemført et pålæg til byen Quebec om at dens myndigheder ikke måtte forhindre Jehovas vidner i at uddele religiøst læsestof. Den 6. oktober 1953 afsagde højesteret sin dom. Svaret blev et ja til Jehovas vidner og et nej til provinsen Quebec. Denne kendelse førte også til sejr i tusind andre sager hvor trosfriheden ligeledes var hovedspørgsmålet. Nye tider var begyndt for Jehovas Vidners arbejde i Quebec.

Forkynderne lærer at føre deres sag

Da der fra slutningen af 1920’erne og fremefter dukkede flere og flere retssager op, blev det nødvendigt for alle Jehovas vidner at lære hvordan de skulle bære sig ad ved en retssag. J. F. Rutherford var selv advokat og havde lejlighedsvis siddet som dommer; han forstod derfor at forkynderne måtte have vejledning i dette. Jehovas vidner havde især siden 1926 lagt vægt på hus-til-hus-forkyndelse om søndagen ved hjælp af bøger der forklarede Bibelen. Men da uddelingen af bibelsk læsestof om søndagen stødte på modstand, udarbejdede broder Rutherford en lille brochure, Liberty to Preach (Frihed til at forkynde, ikke oversat til dansk), som kunne hjælpe forkynderne i De Forenede Stater til at kende de rettigheder de havde ifølge loven. Han kunne selvfølgelig ikke selv overkomme at tage sig af alle de juridiske sager, så han fik andre advokater med i staben på Selskabets hovedkontor. De arbejdede desuden nært sammen med et antal advokater rundt om i landet.

 Det var umuligt for advokaterne at være til stede ved alle de tusinder af retssager vedrørende Jehovas Vidners forkyndelse, men de kunne give værdifulde råd. Man sørgede for at alle Jehovas vidner fik en elementær oplæring i procedurer i forbindelse med retssager. Det skete først ved særlige stævner i De Forenede Stater i 1932, og senere ved de ordinære tjenestemøder i alle menigheder. I Jehovas Vidners Årbog for 1933 blev der bragt en detaljeret „Anvisning vedrørende retssager“, som senere blev trykt på et ark for sig, og vejledningen blev siden ajourført når omstændighederne krævede det. Den 3. november 1937 bragte bladet Consolation flere råd om hvordan man rent juridisk skulle bære sig ad i specifikke situationer der opstod.

Ved hjælp af disse oplysninger kunne Jehovas vidner som regel på egen hånd, uden brug af en advokat, forsvare sig ved de lokale domstole. Det viste sig at denne metode ofte tillod dem at aflægge et vidnesbyrd i retten og fremlægge sagen klart og præcist over for dommeren, så den ikke bare blev ført som en formalitet. Når en dom gik os imod, blev den næsten altid appelleret. Der var dog nogle forkyndere som gik i fængsel i stedet for at appellere deres sag og antage en advokat, sådan som det krævedes ved en appeldomstol.

I takt med at nye situationer opstod og nye domme dannede præcedens, blev der udsendt flere oplysninger så forkynderne hele tiden kunne følge med udviklingen. I 1939 trykte man således brochuren Advice for Kingdom Publishers (Råd til Rigets forkyndere, ikke oversat til dansk) som en hjælp til forkynderne i deres kamp i retssalene. To år efter kom der en mere omfattende fremstilling i brochuren Jehovah’s Servants Defended (Forsvar for Jehovas tjenere, ikke oversat til dansk). Heri citerede eller kommenterede man 50 forskellige domme fra amerikanske sager hvori Jehovas vidner var inddraget, foruden talrige andre sager, og pegede på hvordan man med fordel kunne henvise til disse præcedenser. I 1943 fik hver forkynder et eksemplar af brochuren Freedom of Worship (Tilbedelsesfrihed, ikke oversat til dansk), som blev studeret indgående ved tjenestemøder i menighederne. Heri blev der givet et værdifuldt sammendrag af nogle retssager, men også en detaljeret bibelsk baggrund for den måde sagerne skulle gribes an på. Endelig kom der i 1950 en ajourført brochure med titlen Defending and Legally Establishing the Good News (Den gode nyhed forsvares og stadfæstes juridisk, ikke oversat til dansk).

Forkynderne fik således lidt efter lidt et indblik i retslige anliggender. Målet var imidlertid ikke at gøre dem til jurister, men blot at holde døren  åben så man stadig kunne forkynde den gode nyhed om Guds rige offentligt og fra hus til hus.

En græshoppesværm

Nogle steder anså embedsmænd sig selv for at stå over loven, og deres behandling af forkynderne kunne være hensynsløs. Men uanset hvilke metoder sådanne modstandere brugte, fulgte Jehovas vidner vejledningen fra Guds ord: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Rom. 12:19) Ikke desto mindre følte de en stærk forpligtelse til at aflægge et vidnesbyrd. Hvordan bar de sig ad når de blev mødt med modstand fra myndighedernes side?

Jo, de enkelte menigheder var ganske vist ret små dengang i 1930’erne, men der var et stærkt sammenhold mellem dem. Når der var alvorlige vanskeligheder et sted, var forkynderne fra de omliggende menigheder ivrige efter at komme til undsætning. I 1933 var 12.600 Jehovas vidner i De Forenede Stater således organiseret i 78 „divisioner“. Når der gang på gang forekom arrestationer i et område, eller når det lykkedes modstandere at lægge pres på radiostationer så disse opsagde en kontrakt om at udsende programmer som Jehovas vidner havde lavet, blev der givet besked til Selskabets kontor i Brooklyn. Inden der var gået en uge blev der sendt forstærkninger til området, og der blev aflagt et koncentreret vidnesbyrd.

Fra 50 til 1000 forkyndere, alt efter behovet, mødtes så på et aftalt tidspunkt, som regel et sted ude på landet i nærheden af det distrikt der skulle gennemgås. Alle havde meldt sig frivilligt, og nogle var rejst over 300 kilometer. De enkelte grupper fik tildelt et distrikt som de kunne gennemgå på mellem en halv time og to timer. Samtidig med at hver bilgruppe begyndte at gennemgå sit tildelte distrikt, aflagde en komité af brødre et besøg hos politiet for at give meddelelse om det arbejde der blev gjort, og for at aflevere en liste med navnene på alle de forkyndere som den pågældende dag besøgte beboerne på egnen. Når politifolkene så hvor lille deres egen styrke var i forhold til det store antal forkyndere, lod de i de fleste tilfælde arbejdet foregå helt uden indgriben. Nogle steder fyldte de deres fængsel op, men kunne så ikke gøre mere. For at hjælpe dem der blev arresteret havde forkynderne advokater med som stod klar  med penge til kaution. Det kom til at minde om virkningen af den symbolske græshoppesværm der omtales i Joel 2:7-11 og Åbenbaringen 9:1-11. På denne måde var det muligt at fortsætte forkyndelsen af den gode nyhed trods hård modstand.

Egenmægtige embedsmænd afsløres for offentligheden

Nogle steder anså forkynderne det for rigtigt at oplyse befolkningen om den måde de lokale myndighedspersoner optrådte på. Da domstolene i Quebec udsatte Jehovas vidner for en behandling der bragte mindelser om inkvisitionsdomstolene, sendte man et brev til alle medlemmer af provinsens lovgivende forsamling hvori kendsgerningerne blev fremlagt. Da de ikke reagerede, sendte Selskabet en kopi af brevet til 14.000 forretningsfolk i hele Quebec. Derefter lod man oplysningerne offentliggøre i aviserne.

I den østlige del af De Forenede Stater blev offentligheden informeret gennem radioudsendelser. På Betel i Brooklyn var flere af medarbejderne gode skuespillere som var dygtige til at imitere; de dannede det såkaldte „King’s Theater“. Når hovne og egenmægtige embedsmænd slæbte nogle af Jehovas vidner for retten, sørgede man for at alt hvad der blev sagt i retssalen blev stenograferet ned. Skuespillerne sad i retssalen og indprentede sig nøjagtig hvilken stemmeføring politifolkene, anklageren og dommeren havde. Så lod man „King’s Theater“ genopføre hele forløbet fra retssalen som radioteater, idet man først havde averteret udsendelsen vidt og bredt så man var sikker på at mange ville lytte. „Hørespillene“ var utrolig realistiske, og de hjalp offentligheden til at få at vide nøjagtig hvordan folk inden for retssystemet bar sig ad. Med et sådant projektørlys hvilende på sig blev nogle af disse embedsmænd efterhånden forsigtigere i deres behandling af sager med Jehovas vidner.

Forenede i handling trods nazistisk undertrykkelse

Da den tyske naziregering igangsatte en kampagne for at standse Jehovas Vidners virksomhed i Tyskland, gjorde man flere forsøg på at få de tyske myndigheder i tale. Men intet hjalp. Da man nåede sommeren 1933 var deres arbejde blevet forbudt i de fleste tyske stater. Den 25. juni 1933 vedtog Jehovas Vidner, ved et stævne i Berlin, derfor en erklæring om deres tjeneste og dens formål. Der blev sendt eksemplarer til alle højtstående embedsmænd, og desuden blev flere millioner uddelt til offentligheden. Alligevel nægtede domstolene i juli 1933 at behandle spørgsmålet om tilbagekaldelse af loven. Tidligt det følgende år skrev J. F. Rutherford et personligt brev til Adolf Hitler som blev overbragt ham af en personlig budbringer. Derefter gik hele det verdensomspændende brodersamfund i aktion.

Søndag den 7. oktober 1934 klokken ni om morgenen samledes hver eneste gruppe af Jehovas vidner i Tyskland. De bad en bøn om Jehovas ledelse og velsignelse. Derefter sendte hver gruppe et brev til de tyske  regeringsembedsmænd hvori de erklærede at det var deres faste beslutning fortsat at tjene Jehova. Før de skiltes drøftede de Herren Jesu Kristi ord i Mattæus 10:16-24. Så gik de ud og aflagde et vidnesbyrd for deres naboer om Jehova og hans rige under Kristus.

Samme dag mødtes Jehovas vidner jorden over i deres menigheder. Efter at de havde bedt til Jehova sendte de et telegram med denne advarsel til Hitlers regering: „Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“ Men det var ikke alt.

Gestapo forstærkede sine forsøg på at knuse Jehovas Vidners arbejde. Efter massearrestationer i 1936 mente man at det måske var lykkedes. Men den 12. december 1936 foretog omkring 3450 forkyndere som stadig var på fri fod et „lynangreb“; i hele landet uddelte de en resolution som tydeligt forklarede Jehovas hensigt og gentog Jehovas vidners beslutning om at adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker. Modstanderne forstod ikke hvordan en sådan uddeling var mulig. Nogle få måneder senere, da Gestapo søgte at bagatellisere de anklager resolutionen rettede mod dem, udarbejdede Jehovas Vidner et åbent brev hvori de uden skånsel nævnte navnene på nazistiske betjente som havde mishandlet nogle af Jehovas vidner. I 1937 blev også dette brev uddelt vidt og bredt i Tyskland. De ondes handlinger blev på den måde blotlagt for alles øjne, og samtidig fik landets borgere mulighed for at overveje hvordan de selv ville stille sig til disse tjenere for den Allerhøjeste. — Jævnfør Mattæus 25:31-46.

 Global omtale giver en vis lindring

Også i andre lande har myndighederne givet Jehovas vidner en hård medfart og forbudt deres møder og offentlige forkyndelse. I nogle tilfælde har myndighederne været årsag til at Jehovas vidner har mistet deres arbejde og til at deres børn er blevet udelukket fra skolerne. I mange lande har myndighederne benyttet fysisk vold. Og det til trods for at de samme lande har forfatninger som garanterer trosfriheden. For at komme forfulgte brødre til hjælp har Vagttårnsselskabet mange gange publiceret i hele verden hvad der er sket. Man har benyttet bladene Vagttårnet og Vågn op!, og ofte har den offentlige presse gengivet disse beretninger. Tusinder af breve fra hele verden med appeller til støtte for Jehovas vidner er derpå strømmet ind til de ansvarlige embedsmænd.

Under en sådan kampagne i 1937 fik guvernøren i Georgia i De Forenede Stater på to dage tilsendt cirka 7000 breve fra fire lande, samtidig med at borgmesteren i Lagrange, Georgia, også blev oversvømmet med tusinder af breve. Lignende kampagner blev gennemført til støtte for Jehovas vidner i Argentina i 1978 og 1979, Benin i 1976, Burundi i 1989, Cameroun i 1970, Den Dominikanske Republik i 1950 og 1957, Etiopien i 1957, Gabon i 1971, Grækenland i 1963 og 1966, Jordan i 1959, Malawi i 1968, 1972, 1975 og igen i 1976, Malaya i 1952, Moçambique i 1976, Portugal i 1964 og 1966, Singapore i 1972, Spanien i 1961 og 1962, og Swaziland i 1983.

Situationen i Grækenland er et nyere eksempel på hvordan Jehovas vidner i hele verden har hjulpet deres brødre som var undertrykt. På grund af den voldsomme forfølgelse af Jehovas vidner som det græsk-ortodokse præsteskab i landet stod bag, offentliggjorde bladene Vagttårnet og Vågn op! (med et samlet oplag på over 22 millioner) i 1986 hvad der foregik under denne forfølgelse. Jehovas vidner i andre lande blev opfordret til at støtte deres brødre ved at skrive til græske regeringsmedlemmer. Det gjorde de. Athen-dagbladet Vradyni rapporterede at justitsministeren fik en hel flod af breve — 200.000 fra over 200 lande og på 106 sprog.

Året efter blev en sag i forbindelse med Jehovas vidner behandlet i appelretten i Khania på Kreta; til stede var repræsentanter for Jehovas Vidner fra syv andre lande (England, De Forenede Stater, Frankrig, Italien, Japan, Spanien og Tyskland) som parthavere i sagen og for at støtte deres kristne brødre. Da Grækenlands højesteret i 1988 i forbindelse med en anden sag med Jehovas vidner afsagde endnu en ugunstig kendelse, appellerede man til Den Europæiske Menneskerettighedskommission. Her fik 16 jurister fra næsten alle dele af Europa den 7. december 1990 forelagt en fortegnelse over 2000 arrestationer og flere hundrede retssager hvori Jehovas vidner i Grækenland var blevet dømt fordi de havde talt om Bibelen. (Der blev rent faktisk foretaget 19.147 sådanne arrestationer i Grækenland mellem 1938 og 1992.) Kommissionen afgjorde enstemmigt at dette spørgsmål skulle for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 I nogle tilfælde har en sådan afsløring af menneskerettighedskrænkelser medført en vis lindring. Men uanset hvad jordiske dommere og herskere gør, vil Jehovas vidner blive ved med at adlyde Gud som deres øverste Hersker.

Opnåelse af juridisk anerkendelse

Bemyndigelsen til at tjene Gud på rette måde stammer selvfølgelig ikke fra noget menneske eller nogen jordisk regering. Den stammer fra Jehova Gud selv. Men i mange lande har det vist sig at være en fordel for Jehovas Vidner at blive indregistreret som et trossamfund hos myndighederne, så de har kunnet sikre sig den beskyttelse de verdslige love giver. Hvis man skal købe en grund til et afdelingskontor eller trykke store mængder bibelske publikationer, lader det sig lettere gennemføre når der lokalt oprettes en forening. Dette gør Jehovas Vidner så, i overensstemmelse med det eksempel Paulus satte med hensyn til ’juridisk at stadfæste den gode nyhed’. — Fil. 1:7.

Til tider har det dog været meget vanskeligt. For eksempel har Østrig et konkordat med Vatikanet som indebærer at den katolske kirke skal være statsstøttet; Jehovas Vidner fik derfor til at begynde med afslag fra myndighederne med denne begrundelse: ’I har i sinde at danne en religiøs organisation, men østrigsk lov rummer ingen mulighed for at danne en organisation af den art.’ I 1930 fik de imidlertid lov til at indregistrere en forening som havde til formål at uddele bibler og bibelske publikationer.

I Spanien begyndte Jehovas Vidners arbejde i nyere tid under den første verdenskrig. Lige siden inkvisitionen i det 15. århundrede havde den katolske kirke og den spanske stat, med nogle kortvarige undtagelser, arbejdet hånd i hånd. Ændringer i det politiske og religiøse klima betød at borgerne fik en vis frihed til at praktisere en anden tro, men de fik ikke lov til at give offentligt udtryk for denne tro. Alligevel ansøgte Jehovas Vidner i 1956 og igen i 1965 om at blive et anerkendt trossamfund i Spanien. Men man kom ingen vegne før det spanske parlament i 1967 vedtog loven om trosfrihed. Endelig, den 10. juli 1970, opnåede man anerkendelse, men da var der også over 11.000 Jehovas vidner i Spanien.

I Dahomey (nu Benin) ansøgte Vagttårnsselskabet i 1948 den franske guvernør om at blive indregistreret i overensstemmelse med loven. Men først i 1966, seks år efter at landet var blevet en selvstændig republik, blev Selskabet indregistreret. Denne status blev inddraget i 1976 men givet tilbage i 1990, idet landets politiske klima og dets indstilling til trosfriheden ændrede sig.

I Canada havde Jehovas Vidner i mange år været juridisk anerkendt, men den anden verdenskrig gav vore modstandere et påskud, så de fik den nye generalguvernør overtalt til at nedlægge forbud mod Jehovas Vidner. Dette skete den 4. juli 1940. To år senere, da repræsentanter for Jehovas Vidner  endelig fik lejlighed til at give møde for et udvalg i Underhuset, anbefalede dette udvalg kraftigt at forbudet mod Jehovas Vidner og deres selskaber blev ophævet. Alligevel måtte Underhuset igennem flere lange debatter om det, og forkynderne måtte under store anstrengelser gennemføre to landsomfattende underskriftindsamlinger, før justitsministeren, som var katolik, følte sig så presset at han ophævede forbudet helt.

I de østeuropæiske lande måtte styret ændre sin grundlæggende holdning før Jehovas Vidner kunne få juridisk anerkendelse. Men efter årtiers kamp for trosfrihed opnåede man endelig juridisk anerkendelse i Polen og Ungarn i 1989, i Rumænien og Østtyskland (før genforeningen med Forbundsrepublikken) i 1990, i Bulgarien og det daværende Sovjetunionen i 1991, og i Albanien i 1992.

Jehovas Vidner bestræber sig for at arbejde inden for rammerne af ethvert lands love. De betoner stærkt, og begrunder ud fra Bibelen, at kristne skal respektere den verdslige øvrighed. Men når menneskers love strider mod Guds tydelige bud, svarer de: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.

Frygt og borgerrettigheder

På grund af det stigende stofmisbrug, og den stadige inflation som har betydet at både mand og hustru i mange familier er udearbejdende, er Jehovas vidner i De Forenede Stater blevet stillet over for en ny situation i deres forkyndelse. Mange boligkvarterer er så godt som forladte om dagen, og indbrud sker stadig oftere. Folk er bange. I 1970’erne og begyndelsen af 80’erne kom der derfor en ny bølge af vedtægter om at folk der gik fra dør til dør skulle indhente tilladelse, så man havde føling med hvem der færdedes i området. I nogle byer har man truet Jehovas vidner med arrestation hvis de ikke har villet ansøge om en sådan tilladelse. Men der eksisterer allerede et godt juridisk grundlag som gør det muligt i de fleste tilfælde at løse problemerne uden at gå til en domstol.

Hvis der opstår vanskeligheder kan lokale ældste henvende sig til byens embedsmænd og finde frem til en løsning. Jehovas vidner står fast på at de ikke vil bede om tilladelse til at gøre den gerning Gud har påbudt dem, og den amerikanske forfatning indeholder garantier, støttet af højesteretsdomme,  om at udøvelsen af trosfrihed og trykkefrihed ikke må gøres afhængig af et gebyr. Imidlertid forstår Jehovas vidner godt at folk er ængstelige, og de kan om nødvendigt gå ind på at give politiet besked før de begynder at forkynde i et bestemt område. Men hvis der ikke kan findes et acceptabelt kompromis, skriver en advokat fra Selskabets hovedkontor til de lokale myndigheder og forklarer vort arbejdes natur, idet han henviser til at forfatningen støtter vor ret til at forkynde, og nævner at Jehovas vidner kan forsvare denne rettighed ved at anlægge erstatningssag ved en forbundsdomstol mod kommunen og dens ansvarlige embedsmænd. f

I nogle lande viser det sig endda nødvendigt at gå til domstolene for at få stadfæstet nogle elementære rettigheder man længe har taget for givet. Det skete i Finland i 1976 og igen i 1983. Angiveligt for at beskytte privatlivets fred havde lokalmyndigheder det ene sted efter det andet forbudt religiøst arbejde fra hus til hus. Imidlertid blev det ved retssager i byerne Loviisa og Rauma påpeget at hus-til-hus-forkyndelsen udgør en del af Jehovas vidners gudsdyrkelse, og at staten havde godkendt denne evangeliseringsform da den anerkendte Jehovas Vidners religiøse forening. Det blev også påvist at mange er glade for Jehovas vidners besøg og at det ville være et indgreb mod friheden at forbyde en sådan aktivitet blot fordi ikke alle sætter pris på den. Efter at disse sager var blevet afsluttet med gunstigt resultat, annullerede mange byer deres forbud.

Indflydelse på grundlovens fortolkning

Jehovas Vidners indsats har i nogle lande haft stor betydning for fastlæggelsen af omfanget af de rettigheder landets forfatning, eller grundlov, garanterer. Enhver amerikansk jurastuderende ved hvilke bidrag Jehovas Vidner har ydet til forsvaret af borgerrettighederne i De Forenede Stater. I juridiske tidsskrifter er omfanget af dette blevet belyst i artikler som disse: „Grundlovsfortolkningens gæld til Jehovas Vidner“ (i Minnesota Law Review for marts 1944) og „En katalysator for grundlovsfortolkningens udvikling: Jehovas Vidner i højesteret“ (i University of Cincinnati Law Review i 1987).

 De gunstige domme de har opnået udgør nu en betydelig del af retsgrundlaget for trosfriheden, talefriheden og trykkefriheden i De Forenede Stater. Disse sager har ydet et stort bidrag til forsvaret af ikke bare Jehovas vidners men hele befolkningens rettigheder. I en tale ved Drake University sagde Irving Dilliard, en kendt forfatter og redaktør: „Enten De nu synes om tanken eller ej, så har Jehovas vidner gjort mere for at bevare vore friheder end nogen anden religiøs gruppe.“

Med hensyn til situationen i Canada hedder det i forordet til bogen State and Salvation — The Jehovah’s Witnesses and Their Fight for Civil Rights: „Jehovas Vidner lærte staten, og hele det canadiske folk, hvad den juridiske beskyttelse af afvigergrupper rent praktisk bør omfatte. Endvidere førte . . . forfølgelsen [af Jehovas vidner i provinsen Quebec] til en række retssager som i 1940’erne og 50’erne fandt vej helt op til Canadas højesteret. Disse sager var også med til at forme den canadiske holdning til borgerrettigheder, og de udgør nu fundamentet for vore dages retspraksis i forbindelse med borgerrettigheder i Canada.“ Et af resultaterne af den kamp Jehovas Vidner har kæmpet i retssalene for trosfriheden, var ifølge denne bog „den lange diskussions- og debatproces der førte frem til Charter of Rights“, den erklæring om borgerrettigheder der nu hører med til selve lovgrundlaget i Canada.

Guds lov er overordnet

Frem for alt har Jehovas Vidners juridiske indsats dog været et vidnesbyrd om deres tro på at Guds lov er overordnet alle andre love. Grundlaget for det standpunkt de indtager er forståelse af stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme i universet. De anerkender Jehova som den eneste sande Gud, den der med rette er universets suveræne Hersker. Derfor holder de fast ved det standpunkt at en hvilken som helst lov eller retsafgørelse som måtte forbyde dem at gøre det som Jehova befaler dem at gøre, er ugyldig, og at den jordiske instans der har indført et sådant forbud har overskredet sine beføjelser. De indtager samme standpunkt som Jesu Kristi apostle, der erklærede: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.

Jehovas vidner er besluttede på med Guds hjælp at forkynde den gode nyhed om Guds rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationer før enden kommer. — Matt. 24:14.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 680]

I det ene land efter det andet forbød regeringerne Jehovas Vidner

[Tekstcitat på side 682]

Anklagen blev frafaldet, og præsten forlod rasende retsbygningen i stor hast

[Tekstcitat på side 693]

Nogle embedsmænd blev forsigtigere i deres behandling af sager med Jehovas vidner

[Ramme på side 684]

Et vidnesbyrd over for USA’s højesteret

Joseph F. Rutherford, der var tilknyttet New Yorks byret og var præsident for Vagttårnsselskabet, trådte frem i USA’s højesteret som advokat i „Gobitis“-sagen. Her fremhævede han klart vigtigheden af at underkaste sig Jehova Guds suverænitet, idet han sagde:

„Jehovas vidner er dem der bærer vidnesbyrd om den almægtige Gud, han hvis navn alene er JEHOVA. . . .

Jeg henleder opmærksomheden på at Jehova Gud for over seks tusind år siden lovede at han gennem Messias ville oprette en retfærdsregering. Dette løfte vil han opfylde når hans tid er inde. Forholdene i vor tid, set i profetiens lys, viser at denne tid er nær. . . .

Gud, Jehova, er den eneste kilde til liv. Ingen anden kan give liv. Staten Pennsylvanien kan ikke give liv. Den amerikanske regering kan heller ikke. Gud har, ifølge Paulus, givet denne lov [forbudet mod tilbedelse af billeder] for at beskytte sit folk mod afgudsdyrkelse. Det er kun en bagatel, vil De sige. At Adam spiste af den forbudte frugt var også kun en bagatel. Men det afgørende var ikke det æble som Adam spiste, derimod den handling at han var ulydig mod Gud. Spørgsmålet er om mennesket vil adlyde Gud eller adlyde en menneskelig institution. . . .

Jeg vil (skønt det næppe er nødvendigt) minde denne højesteret om at den i sagen ’Church’ mod ’United States’ fastholdt at Amerika er en kristen nation; og det betyder at Amerika må adlyde Guds lov. Det betyder også at denne domstol juridisk set tager til efterretning at Guds lov er den øverste. Hvis et menneske med sin samvittighed har den overbevisning at Guds lov er den øverste, og samvittighedsfuldt lever i overensstemmelse med dette, kan ingen jordisk myndighed forandre hans samvittighed eller gribe ind over for den. . . .

Tillad mig at henlede opmærksomheden på dette: Hver gang et retsmøde ved denne domstol åbnes, udråber retsbetjenten disse ord: ’Gud bevare De Forenede Stater og denne høje domstol.’ Nu siger jeg: Gud bevare denne høje domstol mod at begå en fejl som vil bringe De Forenede Staters folk i samme kategori som de totalitære og udslette alle de rettigheder som forfatningen garanterer. Det drejer sig om noget der er helligt for enhver amerikaner som elsker Gud og hans ord.“

[Ramme på side 687]

Hvordan det gik til at højesteret ændrede kurs

I sagen „Minersville School District“ mod „Gobitis“ i 1940 afgjorde De Forenede Staters højesteret med otte ud af ni dommerstemmer at man godt kunne forlange at skolebørn skulle hilse flaget. Kun dommer Stone stemte imod. Men to år senere, i sagen „Jones“ mod „Opelika“, afgav tre andre dommere (Black, Douglas og Murphy) dissens, og benyttede lejligheden til at give udtryk for at der efter deres mening var afsagt en forkert dom i „Gobitis“-sagen, fordi man i denne dom havde tillagt trosfriheden underordnet betydning. Det betød at fire ud af de ni højesteretsdommere nu var stemt for at omstøde dommen i „Gobitis“-sagen. To af de fem andre dommere som havde tillagt trosfriheden mindre betydning var nu pensionerede, og to nye dommere (Rutledge og Jackson) var udnævnt da den næste flaghilsensag kom for højesteret. I sagen „West Virginia State Board of Education“ mod „Barnette“ i 1943 stemte begge disse dommere til fordel for trosfriheden og imod tvungen flaghilsen. Sådan gik det til at højesteret med seks stemmer mod tre omstødte de kendelser der var afsagt i fem forudgående appelsager („Gobitis“, „Leoles“, „Hering“, „Gabrielli“ og „Johnson“).

Dommer Frankfurter, som afgav dissens i „Barnette“-sagen, udtalte: „Det er sket før, og det vil stadig ske fra tid til anden, at højesteret skifter standpunkt. Men bortset fra mindre udsving som senere er blevet korrigeret, tror jeg ikke at denne domstol, før den behandlede disse sager med Jehovas vidner, har omstødt nogen kendelse med det formål at begrænse demokratiske instansers magt.“

[Ramme på side 688]

’En ældgammel missionsform’

I 1943 erklærede De Forenede Staters højesteret i sagen „Murdock“ mod „Pennsylvania“ blandt andet:

„Som missionsform er den personlige uddeling af religiøse skrifter ældgammel — lige så gammel som trykkemaskinen. Den har i årenes løb udgjort en stærk drivkraft for mange forskellige religiøse bevægelser. Denne form for evangelisering bruges i dag i stort omfang af religiøse sekter, hvis kolportører bringer evangeliet ud til tusinder og atter tusinder af hjem for ved personlige besøg at vinde tilslutning til deres tro. Det drejer sig ikke blot om forkyndelse, ej heller blot om uddeling af religiøse skrifter. Det er begge dele i forening. Dette er lige så evangelisk i sit formål som et vækkelsesmøde. En sådan religiøs aktivitet har en lige så høj status under Den Første Tillægsartikel som tilbedelse i en kirkebygning og forkyndelse fra en prædikestol. Den har samme krav på beskyttelse som de mere ortodokse og udbredte former for trosudøvelse. Den har også samme krav som de andre på at kunne nyde godt af tale- og trykkefriheden.“

[Ramme på side 690]

„Lige ret for alle“

I 1953 skrev en kvindelig canadisk spalteskribent som dengang var meget kendt, under ovenstående overskrift følgende: „Den kendelse Canadas højesteret afsagde i Saumur-sagen [som Jehovas Vidner havde appelleret til højesteret] burde fejres med et stort glædesblus på Parliament Hill, et bål som var en stor begivenhed værdigt. Få kendelser i den canadiske retshistorie kan have haft større betydning. Få domstole har gjort Canada en større tjeneste end denne. Ingen har gjort mere for canadiere som værdsætter deres frihedsarv. . . . Det er umuligt at fejre denne befrielse med så mange glædesblus som den fortjener.“

[Ramme på side 694]

Stærke ord til den nazistiske stat

Den 7. oktober 1934 sendte alle menigheder af Jehovas Vidner i Tyskland følgende brev til den tyske regering:

„TIL REGERINGENS EMBEDSMÆND:

Jehova Guds ord, i form af Den Hellige Bibel, er den øverste lov, og den er vor eneste rettesnor, fordi vi har indviet os til Gud og er sande og oprigtige disciple af Kristus Jesus.

I det forløbne år har De krænket Guds lov og vore rettigheder ved at forbyde os som Jehovas vidner at mødes for at studere Guds ord og tilbede og tjene ham. I sit ord befaler han at vi ikke må forsømme at samles. (Hebræerne 10:25) Jehova befaler os: ’I er mine vidner om at jeg er Gud. Gå ud og overbring folk mit budskab.’ (Esajas 43:10, 12; 6:9; Mattæus 24:14) Deres lov er i direkte konflikt med Guds lov; idet vi følger de trofaste apostles eksempel ’bør vi adlyde Gud mere end mennesker’, og det vil vi gøre. (Apostelgerninger 5:29) Vi skal derfor hermed underrette Dem om at vi for enhver pris vil adlyde Guds befalinger; vi vil komme sammen til studium af hans ord, og vi vil tilbede og tjene ham som han har befalet. Hvis Deres regering eller Deres embedsmænd øver vold imod os fordi vi adlyder Gud, vil vort blod komme over Dem, og De vil blive draget til ansvar af den almægtige Gud.

Vi er ikke interesserede i politiske anliggender, men fuldt viede til Guds rige under Kristus, hans konge. Vi vil ikke volde skade eller fortræd mod nogen. Det ville være os en fryd at bo i fred og gøre godt imod alle, som vi kunne få lejlighed til det, men eftersom Deres regering og dens embedsmænd fortsat forsøger at tvinge os til ikke at adlyde universets højeste lov, tvinges vi nu til at lade Dem vide at vi, ved hans nåde, vil adlyde Jehova Gud og sætte vor fulde lid til at han vil udfri os fra al undertrykkelse og alle undertrykkere.“

[Ramme på side 697]

Jehovas vidner udtrykker deres holdning trods forbud

Jehovas Vidners organisation i Canada blev i 1940 forbudt af landets regering. I over 500 tilfælde derefter blev Jehovas vidner bragt for retten. Hvilket forsvar kunne Jehovas vidner fremføre? Respektfuldt men uden vaklen fremsatte de en erklæring i lighed med denne over for domstolen:

’Jeg gør ingen undskyldning for disse bøger. De fremholder vejen til evigt liv. Jeg tror oprigtigt at de fortæller hvordan den almægtige Gud vil oprette et retfærdsrige på jorden. De har været den største velsignelse i mit liv. Efter min mening ville det være en synd mod den Almægtige at ødelægge disse bøger og dermed det budskab de indeholder, ligesom det ville være en synd at brænde selve Bibelen. Enhver må personligt afgøre om vedkommende vil udsætte sig for menneskers mishag eller den almægtige Guds mishag. Jeg har for mit vedkommende taget standpunkt på Herrens og hans riges side, og det er mit mål at ære den Allerhøjestes navn, som er Jehova. Hvis jeg bliver straffet for det, må de der tildeler en sådan straf stå til ansvar over for Gud.’

[Ramme på side 698]

Synspunkter fra canadiske parlamentsmedlemmer

Her følger nogle udtalelser som medlemmer af det canadiske underhus fremsatte i 1943, da de opfordrede justitsministeren til at hæve forbudet mod Jehovas Vidner og deres juridiske redskaber:

„Justitsministeriet har ikke forelagt udvalget noget som helst vidnesbyrd som viser at Jehovas Vidner på noget tidspunkt burde erklæres for at være en ulovlig organisation . . . Det er en skændsel for Canada at folk kan blive retsforfulgt på grund af deres religiøse overbevisning, sådan som disse stakkels mennesker er blevet det.“ „Efter min opfattelse opretholdes dette forbud kun af ren og skær religiøs fordom.“ — Angus MacInnis.

„De fleste af os har erfaret at disse mennesker er ganske harmløse og ikke på nogen måde har til hensigt at skade staten. . . . Hvorfor er forbudet ikke blevet ophævet? Det kan ikke være af frygt for at denne organisation kan skade statens vel, eller at dens virke vil undergrave vor indsats i krigen. Intet som helst har nogen sinde tydet på at dette er tilfældet.“ — John G. Diefenbaker.

„Man spørger unægtelig sig selv om ikke indgrebet over for Jehovas Vidner først og fremmest skyldes deres holdning til katolikkerne, snarere end at deres holdning skulle være undergravende for staten.“ — Victor Quelch.

[Ramme på side 699]

’En stor tjeneste for trosfriheden’

„Det ville ikke være rimeligt at afslutte denne korte gennemgang af de besværligheder Jehovas Vidner har haft med staten uden at nævne hvor stor en tjeneste de i kraft af deres vedholdenhed har ydet til gavn for den trosfrihed der nævnes i vor forfatning. I de senere år har de lagt beslag på domstolenes tid mere end noget andet trossamfund, og de er i offentlighedens øjne forekommet snæversynede; men de har været tro mod deres samvittigheds bud, og følgen har været at forbundsdomstolene har afsagt en række kendelser som har sikret og øget de amerikanske borgeres garanterede trosfrihed og beskyttet og udvidet deres borgerrettigheder. I de fem år fra 1938 til 1943 kom mindst enogtredive sager hvori de var inddraget op til højesteret; kendelserne i disse og senere sager har i høj grad fremmet de friheder der nævnes i Bill of Rights i almindelighed, og beskyttelsen af trosfriheden i særdeleshed.“ — „Church and State in the United States“ af Anson Phelps Stokes, bind III, 1950, side 546.

[Illustrationer på side 679]

I alt 138 sager der har berørt Jehovas vidner, er blevet appelleret til De Forenede Staters højesteret. Ved 111 af disse, fra 1939 til 1963, var Hayden Covington (vist på billedet) Selskabets advokat

[Illustration på side 681]

Maurice Duplessis, Quebecs premierminister, knæler her offentligt foran kardinal Villeneuve i slutningen af 1930’erne og sætter en ring på hans finger som udtryk for de tætte bånd mellem kirken og staten. I Quebec var forfølgelsen af Jehovas vidner særlig hård

[Illustration på side 683]

W. K. Jackson tjente i den juridiske afdeling på Selskabets hovedkontor, og var i ti år medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd

[Illustration på side 685]

Rosco Jones, hvis sag i forbindelse med Jehovas Vidners forkyndelse kom for De Forenede Staters højesteret to gange

[Illustrationer på side 686]

Dommerne ved De Forenede Staters højesteret. Med dommerstemmerne 6 mod 3 i „Barnette“- sagen afviste de den tvungne flaghilsen til fordel for trosfriheden. Dermed blev højesterets egen afgørelse i „Gobitis“-sagen omstødt

Børnene i retssagerne

Lillian og William Gobitas

Marie og Gathie Barnette

[Illustration på side 689]

Aimé Boucher, som blev frikendt af Canadas højesteret ved en dom der afviste anklagerne om at Jehovas vidner tilskyndede til oprør

[Illustration på side 691]

Denne traktat, udgivet på tre sprog, underrettede hele Canada om de overgreb der blev begået mod Jehovas vidner i Quebec

[Illustration på side 692]

For at Jehovas vidner kunne vide hvordan de skulle reagere på modstand under deres forkyndelse, var det nødvendigt at undervise dem i juridiske forhold; her er nogle af de publikationer der blev brugt

 [Illustrationer på side 700, 701]

Glæde over friheden til at kunne tilbede Gud

I mange lande hvor Jehovas vidner ikke tidligere har haft fuld trosfrihed, mødes de nu åbenlyst for at tilbede Gud, og de forkynder frit den gode nyhed om Guds rige for andre.

Quebec, Canada

I 1940’erne blev de få Jehovas vidner her i Châteauguay overfaldet af en pøbelsværm. I 1992 kunne over 21.000 Jehovas vidner i provinsen Quebec frit mødes i deres rigssale

Skt. Petersborg, Rusland

I 1992 fremstillede 3256 sig til dåb ved Jehovas Vidners første internationale stævne i Rusland

Palma, Spanien

Efter at Jehovas Vidner i Spanien havde opnået juridisk anerkendelse i 1970, viste de deres glæde over at kunne samles frit ved at sætte store skilte op på deres mødesale

Tartu, Estland

Jehovas vidner i Estland er taknemmelige for at de siden 1990 uden vanskeligheder har kunnet modtage bibelske publikationer

 Maputo, Moçambique

Inden der var gået et år efter at Jehovas Vidner i 1991 havde opnået juridisk anerkendelse, var der over 50 menigheder hvis medlemmer med begejstring forkyndte i og omkring hovedstaden

Cotonou, Benin

Ved ankomsten til et møde i 1990 var det en stor overraskelse for mange at se et banner der åbenlyst bød Jehovas vidner velkommen. Ved denne lejlighed erfarede de at forbudet mod deres tilbedelse var blevet hævet

Prag, Tjekkoslovakiet

Nedenfor ses nogle få af dem der har tjent Jehova i de 40 år under regeringsforbudet. I 1991 glædede de sig over at mødes ved et internationalt stævne som Jehovas Vidner holdt i Prag

Luanda, Angola

Da forbudet i 1992 blev hævet, var der over 50.000 enkeltpersoner og familier som ønskede at studere Bibelen med Jehovas vidner

Kiev, Ukraine

I dette land holdes Jehovas Vidners møder ofte i lejede lokaler, og møderne overværes af mange, især siden Jehovas Vidner i 1991 opnåede juridisk anerkendelse