Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Indvielseshøjtiden

Indvielseshøjtiden

Indvielseshøjtiden (hebr.: chanukkahʹ) blev holdt til minde om at jøderne opnåede uafhængighed af syrisk-græsk herredømme og til minde om genindvielsen af Jehovas tempel i Jerusalem, der var blevet vanhelliget af Antiochos IV Epifanes, der kaldte sig selv Theosʹ Epifanēsʹ („Gud Åbenbaret“). Han byggede et alter oven på det store alter hvorpå det daglige brændoffer var blevet bragt. (1 Makkabæerbog 1:54-59) For at vise sit had til og sin foragt for jødernes Gud, Jehova, og på det skændigste besmitte hans tempel ofrede han ved denne lejlighed (den 25. kislev 168 f.v.t.) svinekød på alteret og lod en suppe koge på noget af kødet, hvorpå han lod hele templet bestænke med den. Han brændte også tempelportene, nedrev præsternes kamre og bortførte guldalteret, skuebrødsbordet og guldlampestanderen. Zerubbabels tempel blev indviet til den hedenske gud Zeus Olympos.

To år senere generobrede Judas Makkabæer byen og templet. Helligdommen lå øde, og der groede ukrudt i tempelforgårdene. Judas nedrev det gamle vanhelligede alter og byggede et nyt alter af utilhuggede sten. Han lod lave tempelkar og genindsatte røgelsesalteret, skuebrødsbordet og lampestanderen i templet. Efter at det besmittede tempel var blevet renset, fandt genindvielsen sted den 25. kislev 165 f.v.t., nøjagtig tre år efter at Antiochos havde bragt sit offer på alteret til ære for den hedenske guddom. Det daglige eller stadige brændoffer blev genoptaget. — 1 Makkabæerbog 4:36-54; 2 Makkabæerbog 10:1-9.

Hvordan højtiden fejredes. Selve anledningen til højtiden gjorde den til en glædesfest. Måden at fejre den på lignede i nogle henseender løvhyttefesten. Højtiden varede i otte dage fra og med den 25. kislev. (1 Makkabæerbog 4:59) Der blev tændt fakler i alle templets forgårde, og alle private huse blev oplyst med dekorative lamper. Talmud kalder den „lysfesten“. Senere indførte nogle den skik at begynde med at tænde otte lamper den første aften og derefter reducere antallet med én hver aften, mens andre begyndte med én lampe og derefter øgede antallet til otte. Lamperne oplyste ikke blot huset indvendig, men blev anbragt i nærheden af døre der førte ud til gaden, så alle, også de der befandt sig udenfor, kunne se lyset. Samtidig med at man tændte lamperne, sang man lovsange til Gud, Israels Befrier. Josefus siger om indstiftelsen af festen: „Der herskede så stor glæde over genoptagelsen af deres skikke og over at de uventet, efter så lang tid, fik ret til at holde deres egne gudstjenester, at de lavede en lov ifølge hvilken man i fremtiden hvert år skulle fejre genindførelsen af tempeltjenesten i otte dage. Denne fest har vi fejret fra da af og indtil nu, og vi kalder den lysfesten fordi, tror jeg, den frie udøvelse af vor religion kom på et tidspunkt hvor vi næppe turde håbe på det.“ (Jewish Antiquities, XII, 324, 325 [vii, 7]) Det var tilladt at arbejde under højtiden, da den ikke blev betragtet som en sabbat.

Der havde været to tidligere tempelindvielser — af det første tempel, bygget af Salomon, og af det andet tempel, bygget af Zerubbabel. Begge disse indvielser blev fejret ved en højtid efter at byggearbejdet var fuldført, men de blev ikke mindet ved en årlig højtid, som tilfældet var efter Judas Makkabæers genindvielse af det andet tempel. I modsætning til de tre store højtider, som alle mænd skulle fejre i Jerusalem, kunne indvielseshøjtiden holdes i de forskellige byer, ligesom purimsfesten. (2Mo 23:14-17; Est 9:18-32) I hele landet samledes man i synagogerne med sang og jubelråb og med grene i hænderne, mens synagogerne og de private huse var oplyst af mange lamper. Denne højtid fejres af jøderne den dag i dag.

Betydning for kristne. Jesus besøgte templet ved indvielseshøjtiden den sidste vinter under sin jordiske tjeneste, i år 32. Beretningen lyder: „På den tid fandt indvielseshøjtiden sted i Jerusalem. Det var vinter, og Jesus gik omkring i templet, i Salomons Søjlegang.“ (Joh 10:22, 23) Kislev, som er den 9. måned, svarer til november-december. Det var naturligvis almindeligt kendt blandt jøderne at denne højtid indtraf om vinteren. Når det her nævnes at „det var vinter“, må det derfor hentyde til vejret snarere end til årstiden som grund til at Jesus valgte et overdækket sted hvor han kunne undervise, nemlig „i Salomons Søjlegang“. Denne søjlegang lå langs østsiden af den ydre forgård, hedningernes forgård, hvor der færdedes mange mennesker. — Apg 3:11; 5:12.

Der findes ingen direkte udtalelse i Bibelen om at det var Jehova der gav Judas Makkabæer sejr og ledede hans istandsættelse af templet, fremstillingen af nye redskaber og nyt inventar og til sidst genindvielsen. Men for at profetierne om Jesus og hans tjeneste kunne blive opfyldt og de levitiske ofre fortsætte indtil Guds søn bragte sit store offer, måtte templet eksistere og tempeltjenesten være i funktion på det tidspunkt da Messias fremstod. (Joh 2:17; Da 9:27) Jehova havde brugt mænd af anden nationalitet, som for eksempel Kyros, til at gennemføre sine hensigter vedrørende den sande tilbedelse. (Es 45:1) Hvor langt mere nærliggende ville det da ikke være at bruge en mand fra hans eget indviede folk, jøderne.

Hvordan det nu end forholdt sig, foregik tempeltjenesten i hvert fald på Jesu tid. Zerubbabels tempel var blevet genopbygget og erstattet med et endnu prægtigere tempel af Herodes. Alligevel taler jøderne, på grund af deres afsky for Herodes, som regel kun om to templer, Salomons og Zerubbabels. Hverken i Jesu ord eller i hans disciples skrifter finder vi nogen fordømmelse af indvielseshøjtiden. Kristne, som er under den nye pagt, har dog ingen pligt til at fejre den. — Kol 2:16; Ga 4:10, 11; He 8:6.