Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor finder man livgivende vand?

Hvor finder man livgivende vand?

Hvor finder man livgivende vand?

FOR over to tusind år siden fik en blomstrende handelsby i Den Arabiske Ørken en fremtrædende stilling. Med kun 150 millimeter nedbør om året er klimaet i området barskt, men byen Petra med sine 30.000 indbyggere lærte at klare sig med de få regndråber — og blev velstående.

Petras nabatæiske indbyggere havde ingen elektriske vandpumper. De anlagde heller ingen store dæmninger. Men de vidste hvordan man opsamlede vand og sparede på det. Ved hjælp af et vældigt system af mindre reservoirer, små diger samt kanaler og cisterner kunne de lede det omhyggeligt opsamlede vand ind i deres by og hen til deres små jordlodder. Ikke en dråbe gik til spilde. Deres brønde og cisterner var så velkonstruerede at beduinerne stadig bruger dem.

„De sindrige vandanlæg er Petras skjulte pryd,“ siger en hydrolog fuld af beundring. „Disse nabatæere var simpelt hen geniale.“ For nylig har israelske eksperter søgt at drage nytte af nabatæernes knowhow. Nabatæerne dyrkede nemlig også afgrøder i Negeb, hvor der sjældent falder mere end 100 millimeter regn om året. Agronomer har undersøgt ruinerne af tusinder af nabatæiske smågårde hvis ejere behændigt ledte vinterens regnvand til deres små terrasseformede marker.

I Afrikas tørkeplagede Sahelstater drager bønderne allerede nytte af de gamle nabatæeres viden. Der findes også moderne vandbesparende metoder. På den kanariske ø Lanzarote ud for Afrikas kyst har landmændene lært at dyrke druer og figner hvor det praktisk talt aldrig regner. De planter vinstokke og figentræer i bunden af runde hulninger og dækker jorden med et lag vulkansk aske for at hindre fordampning. På den måde kan der også sive tilstrækkeligt med dug ned til rødderne til at sikre en god høst.

Lavteknologiske løsninger

I hele verden kan man finde lignende eksempler på at mennesket har tilpasset sig tørre klimaer. Det gælder for eksempel bishnoifolket, som lever i den indiske ørken Thar, turkanakvinderne i Kenya og navajoindianerne i Arizona i USA. Deres teknikker til opsamling af vand, som de har lært gennem flere århundreder, viser sig at være en langt mere bæredygtig løsning for landbruget end imponerende højteknologiske hjælpemidler.

Det 20. århundrede var dæmningernes æra. Man dæmmede mægtige floder op, som man udvandt energi fra, og man frembragte omfattende systemer til kunstvanding. En forsker skønner at 60 procent af verdens åer og floder til en vis grad er blevet reguleret. Ganske vist har der været fordele ved den type projekter, men økologer peger på den skade miljøet har lidt, for ikke at tale om de millioner af mennesker der har mistet deres hjem.

Selv om man har haft de bedste hensigter, er det sjældent at de landmænd der har så hårdt brug for vandet, får gavn af disse ordninger. Angående kunstvandingsprojekter i Indien har landets tidligere premierminister Rajiv Gandhi sagt: „I 16 år har vi postet penge ud. Befolkningen har intet fået til gengæld, ingen kunstvanding, intet vand, ingen produktionsstigning, ingen hjælp i deres dagligdag.“

Lavteknologiske løsninger har vist sig at være langt mere nyttige og miljøvenlige. I Kina er der på lokalt plan med stor succes blevet anlagt småsøer og dæmninger — hele 6 millioner. I Israel har folk fundet ud af at man med lidt opfindsomhed kan bruge det samme vand flere gange; først til vask, så til sanitære formål og endelig til kunstvanding.

En anden praktisk løsning er drypvanding. Denne metode skåner jordbunden og bruger kun 5 procent af det vand traditionelle metoder kræver. Vil man gøre klog brug af vandet i tørre egne, indebærer det også at man vælger afgrøder der passer til et tørt klima, som durra og hirse, i stedet for nogle der kræver omfattende kunstvanding, som for eksempel majs og sukkerrør.

Med lidt umage kan både private forbrugere og industrien skære ned på vandforbruget. Til papirfremstilling kan man for eksempel nøjes med cirka en liter vand pr. halve kilo papir hvis fabrikken genbruger vandet. Det er en besparelse på over 99 procent. I Mexico City har man erstattet konventionelle wc’er med nogle der bruger to tredjedele mindre vand. Byen har sponsoreret en informationskampagne der skal begrænse vandforbruget betydeligt.

Hvad er der behov for?

Som de fleste miljøproblemer nødvendiggør vandkrisen en holdningsændring hvis den skal løses. Folk må være samarbejdsvillige, ikke egoistiske, hvis de skal bringe de nødvendige ofre. De må desuden være besluttede på at passe på Jorden af hensyn til de fremtidige indbyggere. I den forbindelse siger Sandra Postel i sin bog Last Oasis — Facing Water Scarcity: „Vi har brug for en vand-etik — en rettesnor for hvordan vi handler hensigtsmæssigt når der skal tages komplekse beslutninger om systemer i naturen som vi ikke har forudsætninger for at forstå fuldt ud.“

En sådan „vand-etik“ kræver mere end at man blot på lokalt plan finder en måde at gribe problemet an på. Der må samarbejdes både lokalt og internationalt, for floder bekymrer sig ikke om landegrænser. „Vandets kvantitet og kvalitet — der traditionelt har været betragtet som to forskellige problemer — må nu betragtes som et internationalt anliggende,“ siger Ismail Serageldin i sin rapport Beating the Water Crisis.

Men det er ikke nogen let opgave at tackle globale problemer, indrømmer FN’s generalsekretær Kofi Annan og siger: „I vore dages globaliserede verden er mulighederne for enig handling kun i fosterstadiet. Det er på høje tid at begrebet ’det internationale samfund’ får konkret betydning.“

Naturligvis er en tilstrækkelig forsyning med godt vand en nødvendighed — men ikke nok — hvis vi skal leve et sundt og lykkeligt liv. Menneskene må først og fremmest forstå at de har en forpligtelse over for Ham der tilvejebragte vandet og livet. (Salme 36:9; 100:3) Og i stedet for at være kortsynede og drive rovdrift på jorden og dens ressourcer er de nødt til at „dyrke den og tage sig af den“ — sådan som Skaberen gav vore første forældre besked om. — 1 Mosebog 2:8, 15; Salme 115:16.

Vand af en særlig slags

Eftersom vand er livsnødvendigt, er det ikke overraskende at Bibelen har givet det en symbolsk betydning. For at vi kan glæde os over livet, som det var hensigten, er det yderst vigtigt at vi anerkender Kilden til det symbolske vand. Vi må have den samme indstilling som den kvinde i det første århundrede der bad Jesus: „Herre, giv mig dette vand.“ (Johannes 4:15) Lad os se nærmere på det der skete.

Jesus gjorde holdt ved en dyb brønd i nærheden af det nutidige Nablus — sandsynligvis den samme brønd som folk fra hele verden besøger den dag i dag. Dengang traf han på en samaritansk kvinde. Som mange kvinder i det første århundrede begav hun sig uden tvivl regelmæssigt til brønden for at hente vand. Men Jesus sagde til hende at han kunne give hende „levende vand“, vand der aldrig ville slippe op. — Johannes 4:10, 13, 14.

Forståeligt nok vakte det kvindens interesse. Men det „levende vand“ Jesus talte om, var selvfølgelig ikke bogstaveligt vand. Jesus talte om de åndelige foranstaltninger der kan give menneskene evigt liv. Der er dog en forbindelse mellem symbolsk og bogstaveligt vand — vi har brug for begge dele for fuldt ud at kunne glæde os over livet.

Ved mere end én lejlighed løste Gud problemet når hans folk manglede vand. Da en vældig skare af israelitter flygtede gennem Sinaj Ørken til det forjættede land, forsynede Gud dem mirakuløst med vand. (2 Mosebog 17:1-6; 4 Mosebog 20:2-11) Elisa, som var en af Guds profeter, rensede den kilde i Jeriko som var blevet forurenet. (2 Kongebog 2:19-22) Og da en rest angrende israelitter tog fra Babylon tilbage til deres hjemland, førte Gud dem til „vand i ørkenen“. — Esajas 43:14, 19-21.

Det som Jorden trænger så hårdt til i dag, er en uudtømmelig vandforsyning. Mon ikke Skaberen, Jehova Gud, igen vil finde en løsning på vandproblemet? Det har han jo gjort så mange gange før i tiden. Og det er hvad Bibelen forsikrer os om. I en beskrivelse af sit lovede rige siger Gud: „På nøgne høje vil jeg åbne for floder, og midt på sletterne for kilder. Jeg vil gøre ørkenen til en rørbevokset vanddam, og det udtørrede land til vandkilder . . . for at man samtidig kan se og vide og give agt og indse at det er Jehovas hånd der har gjort dette.“ — Esajas 41:18, 20.

Til den tid, lover Bibelen, ’kommer folk ikke til at sulte, og de kommer ikke til at tørste’. (Esajas 49:10) En ny international administration vil én gang for alle finde en løsning på vandmangelen. Denne administration — det rige som Jesus lærte os at bede om — vil forvalte jorden „ved ret og ved retfærdighed, fra nu af og for stedse“. (Esajas 9:6, 7; Mattæus 6:9, 10) Som følge deraf vil hele jordens befolkning til sidst blive et sandt internationalt samfund. — Salme 72:5, 7, 8.

Hvis vi søger livets vand nu, kan vi se frem til at der en dag vil være vand nok til alle.

[Illustrationer på side 10]

Herover: Fortidens indbyggere i Petra forstod at spare på vandet

Herunder: En nabatæisk kanal i Petra

[Kildeangivelse]

Garo Nalbandian

[Illustration på side 10]

På en af De Kanariske Øer har landmændene lært at dyrke planter hvor det næsten aldrig regner

[Illustrationer på side 13]

Hvad mente Jesus da han sagde til denne kvinde at hun skulle få „levende vand“?