Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vore læsere

Fra vore læsere

 Fra vore læsere

Bedre helbred Jeg har arbejdet inden for sundhedsvæsenet i 21 år som uddannet kiropraktor og autoriseret fysioterapeut og hjulpet tusinder af patienter. Jeg er alvorligt bekymret for at mange der læser artiklerne „Et bedre helbred — Hvilke valgmuligheder har vi?“ (22. oktober 2000), vil tøve med at søge hjælp hos en kiropraktor af frygt for de påståede potentielle risici.

A.K., USA

Det nævnes i artiklen at der ved manipulation af nakken udført af en kiropraktor er risiko for at patienten får et slagtilfælde. Som praktiserende kiropraktor i over 50 år har jeg aldrig set eller hørt om en sådan reaktion.

B.D.B., USA

Det var ikke vores hensigt at fraråde vore læsere at søge behandling hos en kiropraktor, hvis de ønsker det. „Vågn op!“ skrev: „Det er bemærkelsesværdigt at forekomsten af bivirkninger ved manipulation foretaget af dygtige kiropraktorer er meget lav.“ Men tidsskriftet „Archives of Internal Medicine“, bind 158, 9. november 1998, har angående den form for manipulation bemærket at „hyppigheden af alvorlige komplikationer stadig er omdiskuteret“, og at „angivelserne af denne varierer fra 1 ud af 400.000 til mellem 3 og 6 ud af 10 millioner“. Vi burde have tydeliggjort at komplikationer som de nævnte slagtilfælde i forbindelse med manipulation foretaget af kiropraktorer, er ekstremt sjældne. — RED.

Mange tak for temaartiklerne. Jeg er ikke imod konventionel lægebehandling, men jeg får livstruende reaktioner efter behandling med antibiotika. Det sker at læger ikke kan diagnosticere mine lidelser, hvilket betyder at jeg må vælge alternativ behandling. Nogle har latterliggjort mig fordi jeg har valgt den slags behandling, så artiklerne har virkelig været til stor opmuntring for mig.

S.H., Antigua

I rammen på side 8 citeres en læge for at sige at ginkgo biloba og matrem (Chrysanthemum parthenium) kan påvirke blodets koagulation når de bruges i kombination med receptmedicin. Jeg indtager begge disse urter sammen med medicin. Jeg troede at urtemedicin var fuldstændig uskadelig. Måske vil disse oplysninger spare mig for problemer i fremtiden.

G.G., USA

Strid om ugedage Jeres artikler er godt gennemarbejdede og pålidelige; det er sjældent at man finder fejl. Men da jeg læste artiklen „Vikingerne — erobrere og bosættere“ (8. december 2000), lagde jeg mærke til en teknisk fejl. Der stod [i den engelske udgave] at nogle af de engelske navne på ugedagene er hentet fra oldnordisk mytologi. Germanerne dyrkede ligesom vikingerne Tyr, Odin, Thor og Frigg, dog havde guderne lidt anderledes navne. De bragte dyrkelsen af disse guder til England da de invaderede landet i det femte og sjette århundrede. Derfor er ugedagene af angelsaksisk oprindelse.

A.C., England

Opslagsværket „The World Book Encyclopedia“ og andre kilder peger på at navnene på disse dage er „afledt af navnene på de nordiske guder“. Men ifølge „The Encyclopædia Britannica“ stammer disse navne fra „angelsaksiske ord for guderne i den germanske mytologi“. Nogle forskere mener at disse angelsaksiske ord sprogligt er forbundet med oldnordisk. Hvordan det end forholder sig, er det et spørgsmål som fortsat vil blive debatteret af forskere. — RED.

Depression Mange tak for artiklen „Unge spørger: Skal jeg betro mig til nogen når jeg er nedtrykt?“ (22. oktober 2000) Artiklen kom på et tidspunkt da jeg var meget deprimeret og ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Efter at have læst artiklen følte jeg det som om nogen forstod mig. Jeg talte med mine forældre, min bedste ven og især med Jehova. Han hjalp mig meget. Jeg vil ikke give noget i verden i bytte for mit nære forhold til Jehova.

A.P., Tyskland