(Kaldæʹa), kaldæere.

Kaldæa var oprindelig navnet på den sydlige del af den babyloniske alluvialslette, det frugtbare deltaområde hvor floderne Eufrat og Tigris løb ud i Den Persiske Bugt. Før i tiden var de to floders udløb i havet sandsynligvis adskilte, og Eridu og Ur var havnebyer. Med tiden har floderne imidlertid aflejret så meget dynd i bugten at kystlinjen er blevet flyttet mod sydøst og Eufrat og Tigris nu løber sammen inden de når ud til havet. I gammel tid var områdets vigtigste by Ur, Abrahams hjemby, hvorfra han og hans familie før 1943 f.v.t. drog ud på Guds befaling. (1Mo 11:28, 31; 15:7; Ne 9:7; Apg 7:2-4) Omkring 300 år senere tilføjede kaldæiske røverbander på Satan Djævelens foranledning den trofaste Job store tab. — Job 1:17.

Efterhånden som kaldæernes indflydelse bredte sig mod nord, blev hele det babyloniske område kendt som „kaldæernes land“. Esajas forudså i sine profetier at kaldæerne ville komme til magten og siden miste den igen. (Es 13:19; 23:13; 47:1, 5; 48:14, 20) Deres herredømme var især stærkt i det 7. og 6. århundrede f.v.t. da kaldæeren Nabopalassar og hans efterfølgere Nebukadnezar II, Evil-Merodak (Awel-Marduk),  Neriglissar, Labashi-Marduk, Nabonid og Belsazzar herskede over det tredje verdensrige, Babylon. (2Kg 24:1, 2; 2Kr 36:17; Ezr 5:12; Jer 21:4, 9; 25:12; 32:4; 43:3; 50:1; Ez 1:3; Hab 1:6) Dette dynasti endte da „den kaldæiske kong Belsazzar“ blev dræbt. (Da 5:30) Mederen Darius blev „konge over kaldæernes rige“. — Da 9:1; se BABYLON, 2.

Kaldæerne var tidligt kendt for deres indgående kendskab til matematik og astronomi. På Daniels tid blev en særlig gruppe „vismænd“ som ansås for at være velbevandrede i sandsigerkunsten, betegnet som kaldæere. — Da 2:2, 5, 10; 4:7; 5:7, 11.