I Johannes’ syner i Åbenbaringens Bog omtales „Babylon den Store“ og dets dom og fald. — Åb 14:8; 16:19; kap. 17, 18; 19:1-3.

Dette Babylon beskrives som en kvinde der er klædt i purpur og skarlagen, bærer mange smykker og sidder på et skarlagenrødt vilddyr som har syv hoveder og ti horn. På hendes pande står et navn, „en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’“ Hun fremstilles også som siddende på „mange vande“, det vil sige „folk og skarer og nationer og tungemål“. — Åb 17:1-15.

Den overdådighed og det herredømme der tilskrives Babylon den Store, tillader ikke at vi blot ligestiller det med det bogstavelige Babylon i Mesopotamien. Efter at det gamle Babylon var faldet for perserkongen Kyros i 539 f.v.t., mistede det sin stilling som førende verdensmagt, og dets fanger, deriblandt jøderne, blev frigivet. Selv om byen fortsat fandtes efter aposteltiden, og derfor også fandtes på Johannes’ tid, var den ikke længere nogen verdensby, og med tiden forfaldt den og kom til at ligge fuldstændig øde. Babylon den Store må derfor betragtes som en symbolsk by med det gamle Babylon som forbillede. Eftersom denne hemmelighedsfulde by har navn efter fortidsbyen, vil det være nyttigt at undersøge hvad der i særlig grad kendetegnede Babylon ved Eufratfloden, da man derved får et fingerpeg om hvad den symbolske by i Johannes’ syn står for.

Hvad der kendetegnede det gamle Babylon. Grundlæggelsen af byen Babylon på Sinears sletter faldt sammen med forsøget på at bygge Babelstårnet. (1Mo 11:2-9) Bygmestrenes formål med at bygge byen og tårnet var ikke at ophøje Guds navn, men at ’gøre deres eget navn berømt’. De ziggurater man har afdækket i Babylons ruiner og andre steder i Mesopotamien, synes at bekræfte at det oprindelige tårn var af religiøs art, uanset hvordan det nu var udformet. Jehova Guds beslutsomme indgriben mod tempelbyggeriet viser klart at det havde sit udspring i falsk religion. Mens byens hebraiske navn, Babel, betyder „forvirring“, betyder både det sumeriske navn (Ka-dingir-ra) og det akkadiske navn (Bab-ilu) „guds port“. De indbyggere der blev tilbage i byen, ændrede således navnets form for at undgå dets oprindelige fordømmende betydning, men navnets nye form forbandt stadig byen med noget religiøst.

Bibelen nævner Babel som den første by i beskrivelsen af ’begyndelsen til Nimrods rige’. (1Mo 10:8-10) Overalt i De Hebraiske Skrifter fremtræder oldtidsbyen Babylon i første række som en gammel fjende af Jehova Gud og hans folk.

Skønt Babylon i det 7. og 6. århundrede f.v.t. blev hovedstad i et politisk rige, gjorde byen sig i hele sin historie bemærket som et religiøst centrum der udbredte sin religiøse indflydelse i mange retninger.

Professor Morris Jastrow jun. skriver herom i sit værk The Religion of Babylonia and Assyria (1898, s. 699-701): „I oldtidens verden før kristendommens opståen kunne den babyloniske religions påvirkning spores i Ægypten, Persien og Grækenland. . . . Den persiske mithrakult bærer tydeligt præg af babyloniske begreber; og når man betænker hvilken betydning denne kults mysterier fik blandt romerne, ser vi endnu et forbindelsesled mellem de antikke kulturers forgreninger og civilisationen i Eufratdalen.“ Til sidst siger han at „den religiøse tankegang og aktivitet i Babylonien har sat sit stærke præg på den antikke verden“.

Babylons religiøse indflydelse er også blevet sporet østpå til Indien. I bogen New Light on the Most Ancient East (1957, s. 185) siger arkæologen V. Childe blandt andet: „Svastikategnet og korset, der forekommer almindeligt på stempler og plaketter, var et religiøst eller magisk symbol ligesom i Babylonien og Elam i den tidligste forhistoriske tid, og det har stadig denne karakter både i Indien og andetsteds.“ Det gamle Babylons religiøse indflydelse bredte sig således til mange folk og nationer og var både stærkere, havde større rækkevidde og satte sig dybere spor end dets politiske magt.

I lighed med det hemmelighedsfulde store Babylon sad det gamle Babylon i realiteten ’på vande’, idet byen lå ved Eufratfloden og havde flere kanaler og vandfyldte voldgrave. (Jer 51:1, 13; Åb 17:1, 15) Disse vande tjente både til forsvar for byen og som vandveje hvorpå skibe tilførte den kostbarheder og luksusartikler  fra mange lande. Interessant nok siges det at Eufratflodens vand ville tørre bort før Babylon den Store fik Guds doms vrede at føle. — Åb 16:12, 19.

Hvad der kendetegner det symbolske Babylon. Den symbolske kvinde der bærer navnet Babylon den Store, er „den store by som har herredømme over jordens konger“, og i kraft af dette herredømme sidder hun så at sige på „folk og skarer og nationer og tungemål“. (Åb 17:1, 15, 18) En magt der således udøver herredømme over andre riger og nationer, er et „imperium“. Babylon den Store ophøjer sig over jordiske konger, hersker over dem og øver indflydelse på dem. Hun rider i symbolsk forstand på et syvhovedet vilddyr, og vilddyr bruges andre steder i Bibelen som symboler på politiske verdensriger. — Se DYR, SYMBOLSKE.

Nogle kommentatorer mener at Babylon den Store er et politisk imperium, enten Babylon eller Rom. Men som vi allerede har set, var det gamle Babylon for længst ophørt med at eksistere som politisk verdensrige da Johannes fik sit profetiske syn. Og hvad Romerriget angår, udøvede det ikke sit herredømme på en måde der svarede til beskrivelsen af Babylon den Stores optræden og måde at herske på. Babylon den Store beskrives som en skøge der begår utugt med jordens konger og gør dem berusede af sin utugts vin, og som vildleder nationerne ved sin „udøvelse af spiritisme“. (Åb 17:1, 2; 18:3, 23) Romerriget, derimod, opnåede og fastholdt sit herredømme ved hjælp af sit jernhårde militær og sin faste håndhævelse af romersk lov i sine provinser og kolonier. I overensstemmelse med dette siges der i The Interpreter’s Dictionary of the Bible: „Det er ikke tilstrækkeligt at sidestille Rom og Babylon. Babylon omfatter mere end ét verdensrige og én kultur. Det kendetegnes snarere ved en dominerende afgudsdyrkelse end ved geografiske og tidsbestemte grænser. Babylon har samme udstrækning som det herredømme der udøves af dyret som har fordærvet og trælbundet menneskeheden, og som Lammet må sejre over (Åb 17:14) hvis menneskeheden skal udfries.“ — Redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 1, s. 338.

Skøgevæsen nævnes ofte symbolsk i De Hebraiske Skrifter. Israels nation blev advaret mod at slutte pagt med de kana’anæiske folkeslag fordi det ville medføre at de ’bedrev utugt med deres guder’. (2Mo 34:12-16) Både Israel og Juda faldt fra den sande tilbedelse af Jehova Gud og blev fordømt for at drive skøgevæsen, at bedrive utugt med de politiske nationer og deres guder. (Es 1:21; Jer 3:6-10, 13; Ez 16:15-17, 28, 29, 38; Ho 6:10; 7:11; 8:9, 10) Det skal her bemærkes at Gud ikke slet og ret betragtede Israel eller Juda som politiske enheder der indgik forbindelse med andre politiske enheder. Nej, han revsede dem fordi de havde indgået en hellig pagt med ham og derfor var forpligtede til at være et helligt folk der var tro mod ham og den rene tilbedelse af ham. — Jer 2:1-3, 17-21.

Det samme sindbillede bruges i De Kristne Græske Skrifter. Den kristne menighed sammenlignes med en jomfru der er forlovet med Kristus som hendes hoved og konge. (2Kor 11:2; Ef 5:22-27) Disciplen Jakob advarede de kristne mod at begå åndeligt ægteskabsbrud ved at gøre sig til venner med verden. (Jak 4:4; jf. Joh 15:19.) Det er netop den form for utugt Babylon den Store og hendes ’døtre’ gør sig skyldige i. (Udtrykket „døtre“ bruges undertiden i Bibelen om en bys forstæder eller omliggende byer, som for eksempel Samarias og Sodomas „småbyer“ [ordr. „døtre“ på hebraisk]; se Ez 16:46-48.)

Endnu en vigtig faktor er at når Babylon den Store bliver angrebet og ødelagt af det symbolske vilddyrs ti horn, vil hendes elskere sørge over hende, og disse beskrives som jordens konger og som købmændene og søfolkene der har drevet handel med hende og forsynet hende med luksusartikler og elegante ting. Disse politiske og kommercielle elementer overlever således hendes ødelæggelse, men det er værd at bemærke at der ikke siges noget om at der stadig er religiøse elementer på skuepladsen som er med til at sørge over hendes fald. (Åb 17:16, 17; 18:9-19) Ifølge skildringen eksekveres dommen over jordens konger nogen tid efter at det hemmelighedsfulde Babylon er tilintetgjort, og deres ødelæggelse kommer ikke fra „de ti horn“, men fra det „sværd“ der føres af den som bærer navnet Kongers Konge, Guds Ord. — Åb 19:1, 2, 11-18.

Babylon den Store fremstilles desuden som en der er „beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. (Åb 17:4, 6; 18:24; 19:1, 2) Hun er således det åndelige modstykke til fortidens Babylon, idet hun viser det samme fjendskab mod det sande Guds folk. Det er værd at lægge mærke til at Jesus holdt de religiøse ledere ansvarlige for „alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, . . . fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn“. Disse ord var henvendt til religiøse ledere i Jesu eget folk, den jødiske nation, og forfølgelsen af Jesu disciple var i nogen tid særlig hård fra den side; men historien viser at modstanden mod den sande kristendom senere kom fra andre sider (og at jøderne selv blev udsat for stærk forfølgelse). — Mt 23:29-35.

 Alle ovennævnte faktorer har betydning og må tages i betragtning når man skal danne sig et sandt billede af det symbolske store Babylon og hvad det repræsenterer.