Allerede i 1917 gjorde Bibelstudenterne, der senere blev kendt som Jehovas Vidner, de første organiserede forsøg på at henvende sig til den venlige og gæstfrie befolkning i Mexico. I de følgende årtier var der hundredvis af oprigtige mennesker som sluttede sig til dem i tilbedelsen af Jehova. Men under den anden verdenskrig indførte Mexicos myndigheder begrænsninger i forhold til hvor vi måtte forkynde og afholde møder.

 Mexicos lov havde på det tidspunkt en bestemmelse om at al offentlig udøvelse af religion skulle foregå i bygninger som var ejet af myndighederne. Det var et problem, for vores stævner blev holdt i privatejede lokaler som vi lejede. De ugentlige møder blev som regel holdt i private hjem hos Jehovas Vidner, og vores forkyndelse foregik ude på gaderne og fra dør til dør.

 For at kunne overholde loven indregistrerede vi os i 1943 som en kulturel, ikkekommerciel forening hvis formål var at fremme oplysning og undervisning til gavn for offentligheden. Da vi nu var indregistreret som en kulturel forening og ikke et trossamfund, havde vi visse rettigheder, og vi var ikke længere tvunget til kun at have aktiviteter i bygninger som var ejet af myndighederne.

 Vi udførte mange aktiviteter af kulturel og oplysende karakter. Derfor kan man med fuld ret sige at vi opfyldte myndighedernes krav til kulturelle foreninger. (Romerne 13:1) Selvfølgelig havde vi det samme ønske om at hjælpe andre ved at undervise dem i Bibelens budskab som vi altid har haft. (Esajas 48:17, 18) Og vi kunne hurtigt se at Jehova velsignede den nye måde vores arbejde blev organiseret på. Den viste sig at give mulighed for en helt enestående vækst som mange Jehovas Vidner i dag ser tilbage på med glæde.

 Den vigtigste del af vores arbejde i Mexico har altid været forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Men vi tilpassede vores måde at forkynde på efter omstændighederne – ligesom apostlen Paulus gjorde. (1. Korinther 9:20-23) Da Paulus for eksempel forkyndte for indbyggerne i Athen på Areopagos, undlod han at henvise direkte til Skrifterne. (Apostlenes Gerninger 17:22-31) Vi gjorde noget lignende. Når vi var ude for at finde nogle vi kunne indlede en samtale med, havde vi ikke Bibelen med og citerede ikke fra den.

 “Vi præsenterede os som medlemmer af en kulturel forening der tilbød undervisning,” fortæller Isabel. “Jeg valgte tit at fokusere på artikler i Vågn op! der ikke direkte handlede om bibelske emner.” Hvad så hvis der blev vist interesse for åndelige emner? Så fortalte vi hvad Bibelen siger. “Men vi havde jo ikke Bibelen med,” siger Aurora, “så vi måtte huske mange bibelvers udenad.” Ofte kunne vi også vise noget i folks egen bibel, og det reagerede mange positivt på.

 Vi var altid parat til at forklare at vores arbejde er fuldt lovligt, hvis nogen skulle spørge. (Filipperne 1:7) Det hjalp at vi kunne bære et kort der viste at vi havde myndighedernes godkendelse. a “Vi gik altid med et identifikationskort der var underskrevet af udenrigsministeren,” husker María. Og Samuel fortæller: “Når vi blev standset af myndighedspersoner som spurgte hvad vi lavede, viste vi dem bare vores kort.”

 Identifikationskortet hjalp os når vi kom ud for modstand. For eksempel siger Jesús, der tjente i delstaten Jalisco: “Engang i 1974 blev jeg og et ægtepar som også var Jehovas Vidner, grebet af en flok mennesker med en præst i spidsen. De trak os med hen til myndighederne i den lokale kommune fordi de ville tvinge os til at standse vores arbejde. Da vi viste myndighederne vores identifikationskort, faldt der ro over gemytterne. Senere fik vi juridisk bistand, og vi kunne fortsætte med at hjælpe de interesserede i området. I dag er der flere menigheder i den by.”

 Som en forening der arbejdede til fremme af oplysning og undervisning, tilbød vi offentligheden gratis undervisning i at læse og skrive. b “Det skete på det helt rigtige tidspunkt,” siger Ariel. “I de år var der mange som ikke havde gået i skole men virkelig ønskede at de kunne læse i Bibelen. Vi lærte dem at læse og skrive, og mange af dem der lærte det, ville gerne studere Bibelen med os.”

 “Når de havde lært at stave, var der ingenting der kunne standse dem,” fortæller Ruth. “Det at de nu kunne læse og skrive, gav dem en følelse af succes, tilfredshed og glæde. Vi var øjenvidner til den åndelige fremgang der fulgte.”

 Jehovas Vidner var indregistreret som en kulturel forening i perioden fra 1943 til 1993. I løbet af den tid hjalp vi over 127.000 mennesker til at kunne læse og skrive, og godt 37.000 andre blev bedre til det end de var før. Vi blev rost af myndighederne fordi vi hjalp folk på det område. (Romerne 13:3) For eksempel fik vi i 2010 en særlig anerkendelse fordi vi “i årtier havde viet vores kræfter til at lære andre at læse og skrive, så tusinder af mexicanere både i delstaten México og i resten af landet er blevet hjulpet til at få et bedre liv”.

 I overensstemmelse med den måde vi var indregistreret på, blev vores mødesale indrettet som klasseværelser, og sådan en sal blev kaldt “Lokale til kulturelle studier”. Der holdt vi så vores møder og vores læseklasser.

 Ángel beretter: “Lokalet var tit et værelse i nogle venners hjem, og mange af de familier havde ikke ret meget i materiel henseende. Jeg har altid beundret dem. De var villige til at bo tæt sammenpakket i den ene ende af huset så der kunne holdes møder i den anden ende.”

 Der var stort behov for den offervilje vennerne viste. Ángel fortæller om menighedsmøderne dengang: “Nogle gange kom der så mange til et møde at mange af os måtte stå udenfor. Når vi ville give en kommentar, måtte vi stikke hovedet ind gennem et vindue. Men vi nød altid møderne.”

 For at undgå problemer lod vi være med at synge eller bede bønner som kunne høres. Edmundo husker: “Under kulturforedraget, det som vi i dag kalder det offentlige foredrag, henviste talerne til steder i Bibelen der gav praktiske råd som kunne hjælpe tilhørerne til at højne deres kultur og få et bedre liv.” Vi holdt endda op med at nævne hvad bibelbøgerne hed. Hvordan kunne vi så henvise til steder i Bibelen? Manuel giver et eksempel: “I stedet for at henvise til Åbenbaringen, kapitel 21, vers 3 og 4, kunne vi sige noget i retning af: ‘Bog nr. 66, 21, 3 og 4.’” Et Jehovas Vidne som hedder Moises, tilføjer: “Det betød at vi måtte lære hvilket nummer hver enkelt bog havde i rækkefølgen af bibelbøger for at kunne finde bibelversene.”

 I Mexico kunne vores organisation stort set arbejde på samme måde som i andre dele af verden. Vores tilbedelse var underlagt nogle begrænsninger, men vi så tydeligt at Jehova velsignede os. I 1943, da vi blev indregistreret som en forening, var der 1.565 forkyndere i Mexico. I 1993 blev vi anerkendt som trossamfund, og det år havde forkyndertallet nået et gennemsnit på 366.177. Det blev udgangspunktet for en endnu kraftigere vækst, og i 2021 var gennemsnittet af antal forkyndere kommet helt op på 864.633. Hvad kan vi så lære af vores historie i Mexico?

 Når der opstår hindringer, så tilpas metoderne. Det gjorde vi i Mexico, og det gjorde det muligt for os at udføre vores arbejde inden for lovens rammer i 50 år. “En gang imellem spurgte jeg mig selv hvorfor vi ikke bare kunne organisere vores arbejde på samme måde som i andre lande,” siger Mario. “Men jeg hørte aldrig nogen sætte spørgsmålstegn ved den vejledning der kom fra organisationen. Vi havde altid fuld tillid til at det var Jehova der ledte sit folk, og derfor adlød vi.”

 Fokusér på forkyndelsen. “Vi havde så travlt med at gøre andre til disciple at vi ikke spekulerede ret meget på andre ting,” fortæller Guadalupe. “Det vigtigste for os var at vi kunne tjene Jehova, og vi var glade for at vi kunne gøre det.”

 Hold dig nær til dine brødre og søstre. “Det vi ikke kunne gøre i vores ‘Lokale til kulturelle studier’, gjorde vi derhjemme,” siger Anita. “Vi holdt sammen og havde tit socialt samvær med hinanden. Når vi var sammen, talte vi altid mest om de ting der var åndeligt opmuntrende for os.”

 Florentino sammenfatter hele perioden med denne kommentar: “Når jeg nu ser tilbage, tror jeg at der var en højere mening med hvordan det hele udviklede sig, og at det har lært os mange vigtige ting. Det står mig klart at i al den tid hvor der var modstand mod vores arbejde, var det Jehova der ledte os.”