Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan du ’får lykken med dig på din vej’

Hvordan du ’får lykken med dig på din vej’

Hvordan du ’får lykken med dig på din vej’

AT ’FÅ LYKKEN med sig på sin vej’ — at opnå succes i livet — er noget attraktivt! Nogle har arbejdet sig op ad den sociale rangstige og har fået succes i den forstand at de er blevet et kendt navn eller er blevet rige. Andre har drømt om succes, men er blevet sørgeligt skuffet.

Om man får succes i livet, afhænger i høj grad af hvad man vælger at prioritere højest i sit liv. To andre faktorer der har stor betydning, er hvordan du bruger din tid og dine kræfter, og hvor initiativrig du er.

Mange kristne har opdaget at det har givet dem stor tilfredshed at være fuldt engageret i tjenesten. Både unge og ældre føler at de har opnået succes i livet ved at gøre heltidstjenesten til deres ’karriere’. Nogle synes måske at forkyndelsesarbejdet er lidt kedeligt, og prioriterer derfor andre mål i tilværelsen højere. Hvordan kan det være? Hvad kan man gøre for ikke at tabe det der virkelig har betydning, af syne? Ja, hvordan kan man ’få lykken med sig på sin vej’? — Jos. 1:8.

Fritidsaktiviteter og hobbyer

Unge kristne må bevare ligevægten mellem tjenesten for Gud og deres deltagelse i andre aktiviteter. De der gør det, vil ’have lykken med sig på deres vej’ — de vil få succes. Det kan varmt anbefales.

Nogle unge bliver imidlertid i overdreven grad optaget af fritidsaktiviteter og forskellige hobbyer. Den slags aktiviteter er ikke nødvendigvis forkerte. Men unge der ønsker at leve et kristent liv, bør spørge sig selv: ’Hvor meget af min tid vil sådanne aktiviteter lægge beslag på? Hvad med de kammerater jeg får? Hvilket åndeligt miljø vil jeg befinde mig i når jeg deltager i disse aktiviteter? Og hvad vil mit liv komme til at dreje sig mest om?’ Du er sikkert klar over at man kan blive så opslugt af sådanne aktiviteter at der ikke er megen tid tilovers til at opretholde et nært forhold til Gud. Derfor er det så vigtigt at man prioriterer rigtigt. — Ef. 5:15-17.

Lyt engang til Wiktors erfaring. * Han fortæller: „Da jeg var 12 år, blev jeg medlem af en volleyballklub. Som tiden gik, var jeg med til at vinde mange sejre og præmier. Jeg fik mulighed for at blive stjernespiller.“ Men Wiktor blev foruroliget over den virkning hans sportsinteresse havde på hans åndelige engagement. En dag faldt han i søvn mens han var ved at læse i Bibelen. Han opdagede også at hans glæde ved at deltage i forkyndelsen var blevet meget mindre. „Sporten tappede mig for kræfter, og snart måtte jeg erkende at den også tappede mig for energi rent åndeligt. Jeg vidste at jeg ikke gjorde det jeg kunne og burde.“

En højere uddannelse?

Som kristen har man en bibelsk forpligtelse til at sørge for sin familie, og den indbefatter at man tager sig af familiens materielle behov. (1 Tim. 5:8) Er det nødvendigt at have en højere uddannelse for at dække dette behov?

Man bør under alle omstændigheder overveje hvilken virkning det kan få på ens forhold til Jehova hvis man vælger at tage en højere uddannelse. Lad os belyse det med et bibelsk eksempel.

Baruk var sekretær for profeten Jeremias. Frem for at koncentrere sig om de privilegier han havde i tjenesten for Jehova, blev Baruk på et tidspunkt ambitiøs. Jehova lagde mærke til dette og advarede Baruk gennem Jeremias: „Du søger dig store ting. Søg dem ikke.“ — Jer. 45:5.

Hvilke „store ting“ var det Baruk søgte? Han kan have følt sig fristet til at skabe sig et navn i det jødiske samfund. Der kan også have været tale om materiel velstand. Uanset hvordan det forholder sig, tabte han de mere vigtige ting af syne, de ting der havde åndelig værdi. (Fil. 1:10) Men Baruk lyttede åbenbart til Jehovas advarsel gennem Jeremias og overlevede på den måde Jerusalems ødelæggelse. — Jer. 43:6.

Hvad kan vi lære af denne beretning? Den advarsel Baruk fik, viser at der var noget galt. Han ’søgte sig store ting’. Hvis du er i stand til at forsørge dig selv, behøver du så at bruge tid, penge og kræfter på at uddanne dig yderligere blot for at kunne opfylde de ambitioner som du selv, dine forældre eller andre i din familie har?

Tag for eksempel Grzegorz, som er programmør. Han blev overtalt af sine arbejdskammerater til at gå i gang med et intensivt kursus som gav ham en specialiseret ekstrauddannelse. Snart havde han ikke længere tid til de åndelige gøremål. „Jeg følte mig hele tiden presset til det yderste,“ fortæller han. „Jeg havde dårlig samvittighed fordi jeg ikke nåede de åndelige mål jeg havde sat mig.“

Opslugt af sit arbejde

Guds ord tilskynder sande kristne til at være flittige og ansvarsbevidste både som arbejdstagere og arbejdsgivere. Apostelen Paulus skrev: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ (Kol. 3:22, 23) Det er rosværdigt at arbejde flittigt, men det er ikke nok. Det er også nødvendigt at have et godt forhold til Skaberen. (Præd. 12:13) Hvis en kristen lader sig opsluge helt af sit verdslige arbejde, kan de åndelige gøremål nemt blive skubbet i baggrunden.

Hvis en kristen bliver alt for optaget af sit verdslige arbejde, har han måske ikke kræfter til at bevare sin åndelige ligevægt og til at hjælpe sin familie. Kong Salomon havde lagt mærke til at det ofte var forbundet med „jag efter vind“ at have „begge hænder fulde af møje“. Hvis en kristen bliver overdrevent optaget af sin verdslige karriere, risikerer han at få den farlige, kroniske form for stress. Han kan blive så trælbundet af sin karriere at han bliver fuldstændig udbrændt. Kan han — hvis det sker — „fryde sig . . . og nyde godt af al sin møje“? (Præd. 3:12, 13; 4:6) Og hvad der er endnu vigtigere: Vil han fysisk og følelsesmæssigt have overskud til at varetage sine pligter i familien og deltage i de åndelige aktiviteter?

Janusz, som bor i Østeuropa, blev helt optaget af sin planteskoleforretning. „Folk omkring mig beundrede mig fordi jeg var initiativrig og fik løst alle de arbejdsmæssige opgaver jeg fik bestilling på,“ fortæller han. „Men rent åndeligt gik det dårligt, og jeg holdt op med at deltage i forkyndelsen. Det varede ikke længe før jeg også holdt op med at komme til møderne. Jeg blev så hovmodig at jeg afviste de råd de ældste gav mig, og holdt mig væk fra menigheden.“

Du kan få succes i livet

Vi har her betragtet tre områder af tilværelsen som kan optage en kristen i så høj grad at det skader vedkommende åndeligt. Er et af de faremomenter vi her har talt om, aktuelt for dig? Hvis det er tilfældet, kan følgende spørgsmål, skriftsteder og kommentarer måske hjælpe dig til at afgøre om du vil få succes i livet — om du vil få „lykken med dig på din vej“.

Fritidsaktiviteter og hobbyer: Hvor stærkt engageret er du i den slags aktiviteter? Optager de tid som du plejede at bruge på åndelige gøremål? Synes du ikke længere det er så udbytterigt og hyggeligt at være sammen med dine trosfæller? I så fald bør du følge kong Davids eksempel. Han bønfaldt Jehova: „Lær mig den vej at kende som jeg skal vandre ad.“ — Sl. 143:8.

Wiktor, som er nævnt tidligere i artiklen, fik hjælp af en rejsende tilsynsmand. „Du taler så begejstret om din volleyballkarriere,“ sagde han. „Det fik mig til at vågne op,“ fortæller Wiktor. „Jeg indså at jeg var kommet for langt ud. Kort efter afbrød jeg forbindelsen med min verdslige omgangskreds i klubben og fandt venner i menigheden i stedet.“ I dag er Wiktor en flittig tjener for Jehova i sin menighed. Hans anbefaling lyder: „Bed dine venner, dine forældre eller de ældste i din menighed fortælle dig om de mener at dine aktiviteter i skolen og fritiden har bragt dig nærmere til Jehova eller længere væk fra ham.“

Hvorfor ikke sige til de ældste i din menighed at du gerne vil stille dig til rådighed, at du ønsker at gøre mere i tjenesten for Gud? Kunne du hjælpe de ældre som gerne vil have besøg eller trænger til hjælp, for eksempel i forbindelse med indkøb eller huslige gøremål? Uanset om du er ung eller gammel, har du måske mulighed for at blive heltidstjener og på den måde dele din glæde over den gode nyhed med andre.

En højere uddannelse: Jesus advarer os imod at ’søge vores egen ære’. (Joh. 7:18) Uanset hvilken uddannelse du vælger, har du så ’forvisset dig om de mere vigtige ting’? — Fil. 1:9, 10.

Grzegorz, programmøren som er omtalt tidligere, gjorde nogle forandringer i sit liv. „Jeg lyttede til det råd de ældste gav mig, og forenklede mit liv,“ fortæller han. „Jeg indså at jeg ikke behøvede mere uddannelse end jeg allerede havde. Det ville kun tage min tid og tappe mig for energi.“ Grzegorz engagerede sig mere i aktiviteterne i menigheden. Han har senere overværet undervisningen på Bibelskolen for Ugifte Brødre. Ja, Grzegorz ’købte sig tid’ til at gøre mere ved sin teokratiske uddannelse. — Ef. 5:16.

Verdslig beskæftigelse: Er du blevet så opslugt af dit arbejde at dine åndelige interesser og gøremål er blevet skubbet i baggrunden? Tager du dig i tilstrækkelig grad tid til at kommunikere med din familie? Gør du noget for at forbedre de indlæg du har på menighedens møder? Taler du med andre om opbyggende emner? „Frygt den sande Gud og hold hans bud“, så vil du blive rigt velsignet af Gud og ’nyde godt af din møje’. — Præd. 2:24; 12:13.

Janusz, som er omtalt tidligere, fik ikke succes med sin planteskole. Han gik fallit. Uden indtægt og dybt forgældet henvendte han sig til Jehova i bøn. Janusz fik rettet op på sine forretningsforhold og tjener nu som almindelig pioner og ældste i sin menighed. Han siger: „Når jeg er tilfreds med det nødvendige og samtidig giver af mig selv i tjenesten for Gud, har jeg fred i sind og hjerte.“ — Fil. 4:6, 7.

Tag dig tid til at analysere dine motiver, og find ud af hvad du sætter først i livet. At tjene Jehova er vejen til varig succes. Lad dét være det centrale i dit liv.

Det kan godt være du må foretage nogle justeringer. Måske må du skære ned på eller fjerne unødvendige interesser eller gøremål for at kunne forvisse dig om „Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. (Rom. 12:2) Men du kan ’få lykken med dig på din vej’ og opnå succes i livet hvis du tjener Gud af hele din sjæl.

[Fodnote]

^ par. 8 Nogle af navnene i artiklen er ændret.

[Ramme/​illustration på side 31]

Hvordan du får lykken med dig på din vej

Når så mange ting kappes om din opmærksomhed, hvordan kan du så sikre dig at du ikke taber det der virkelig har betydning, af syne? Tag dig tid til at analysere dine motiver, og find ud af hvad du sætter først i livet ved at stille dig selv følgende spørgsmål:

FRITIDSAKTIVITETER OG HOBBYER

▪ Hvilken påvirkning bliver du udsat for når du beskæftiger dig med disse aktiviteter?

▪ Hvor tidskrævende er de?

▪ Kunne de nemt blive det vigtigste i dit liv?

▪ Lægger de beslag på tid som du førhen brugte til åndelige aktiviteter?

▪ Hvad med dem du omgås?

▪ Sætter du mere pris på samværet med dem end med dine trosfæller?

HØJERE UDDANNELSE

▪ Hvis du kan forsørge dig selv, er der så behov for at du bruger tid, penge og kræfter på at uddanne dig yderligere?

▪ Har du behov for en højere uddannelse for at forsørge dig selv?

▪ Hvad vil det betyde for din mødedeltagelse?

▪ Har du ’forvisset dig om de mere vigtige ting’?

▪ Har du behov for større tillid til Jehovas evne til at sørge for dig?

VERDSLIG BESKÆFTIGELSE

▪ Har dit valg betydet at du kan ’fryde dig . . . og nyde godt af al din møje’?

▪ Har du fysisk og følelsesmæssigt overskud til at varetage dine pligter i familien og deltage i de åndelige aktiviteter?

▪ Tager du dig i tilstrækkelig grad tid til at kommunikere med din familie?

▪ Er du så opslugt af dit arbejde at de åndelige interesser og gøremål bliver skubbet til side?

▪ Har dit arbejde påvirket kvaliteten af dine indlæg på menighedens møder?

[Illustration på side 30]

Jehova advarede Baruk mod at have for store ambitioner