Spørgsmål fra læserne

Vil det være rigtigt at henvende sig til Gud i bøn uden at sige „i Jesu navn“ eller lignende?

Ifølge Bibelen bør kristne der ønsker at henvende sig til Jehova i bøn, gøre det i Jesu navn. Jesus sagde til sine disciple: „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ Han tilføjede: „Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan blive herliggjort i forbindelse med Sønnen. Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ — Johannes 14:6, 13, 14.

I opslagsværket Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature siges der angående Jesu enestående stilling: „Det er Gud alene man bør bede til, gennem mellemmanden Jesus Kristus. Alle bønner der rettes til helgener eller engle, er derfor ikke blot nytteløse, men også gudsbespottelige. Al tilbedelse af skabningen, hvor ophøjet denne skabning end måtte være, er afgudsdyrkelse og er strengt forbudt ifølge Guds hellige lov.“

Hvad nu hvis en forkynder der har haft en dejlig oplevelse, siger „Tak, Jehova!“ uden at tilføje „i Jesu navn“? Vil det være upassende? Nej, ikke nødvendigvis. Lad os antage at en kristen pludselig kommer i fare og råber: „Jehova, hjælp mig!“ Man kan næppe forestille sig at Gud vil nægte at hjælpe fordi hans tjener ikke har sagt „i Jesu navn“.

Der er dog grund til at nævne at en henvendelse til Gud ikke i sig selv er en bøn. Efter at Kain var blevet dømt af Jehova fordi han havde slået sin broder ihjel, sagde han for eksempel: „Straffen for min misgerning er for stor at bære. Se, du driver mig i virkeligheden i dag bort fra agerjordens flade, og jeg vil være skjult for dit ansigt; og jeg må blive en omstrejfer og flygtning på jorden, og det er sikkert at enhver der finder mig vil dræbe mig.“ (1 Mosebog 4:13, 14) Kain henvendte sig ganske vist til Jehova, men hans udbrud var en klage over de bitre konsekvenser af synden.

I Bibelen siges der: „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ At henvende sig uformelt til den Allerhøjeste, som om han blot var et menneske, vil så afgjort være et tegn på manglende ydmyghed. (Jakob 4:6; Salme 47:2; Åbenbaringen 14:7) Det vil også vidne om respektløshed hvis man i sine bønner med vilje undlader at give udtryk for anerkendelse af Jesus Kristus skønt man ved hvad Guds ord siger om hans stilling. — Lukas 1:32, 33.

Dette vil dog ikke sige at Jehova forventer en bestemt udtryksmåde eller et bestemt ritual når man beder. Det vigtigste er den bedendes hjertetilstand. (1 Samuel 16:7) I det første århundrede var der en romersk centurion ved navn Kornelius som „stadig bad til Gud“. Kornelius var en uomskåren hedning og ikke indviet til Jehova. Det er derfor ikke sandsynligt at han bad i Jesu navn, men alligevel ’steg hans bønner op som et minde over for Gud’. Hvorfor? Fordi Jehova, „der ransager hjerter“, så at Kornelius var „en gudhengiven mand“ der „frygtede Gud“. (Apostelgerninger 10:2, 4; Ordsprogene 17:3) Da Kornelius havde fået kundskab om „Jesus der var fra Nazaret“, modtog han den hellige ånd og blev en døbt discipel af Jesus. — Apostelgerninger 10:30-48.

Vi må konkludere at det ikke er menneskers opgave at afgøre hvilke bønner Gud hører. Der er ingen grund til at kristne tynges af dårlig samvittighed hvis de undertiden har henvendt sig til Gud uden at de har bedt i Jesu navn. Jehova kender til fulde vore begrænsninger og ønsker at hjælpe os. (Salme 103:12-14) Hvis vi tror på „Guds søns navn“, kan vi have tillid til at „uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os“. (1 Johannes 5:13, 14) Sande kristne vil dog anerkende den stilling Jesus ifølge Bibelen har i Jehovas hensigt, navnlig når de repræsenterer andre i bøn. Og de vil lydigt bestræbe sig for at ære Jesus ved at rette deres bønner til Gud gennem ham.