GAJUS og mange andre af de kristne i det første århundrede stod over for alvorlige udfordringer. Der var nogle der spredte falsk lære og forsøgte at svække troen hos de kristne og skabe splittelser i menighederne. (1 Joh. 2:18, 19; 2 Joh. 7) En mand der hed Diotrefes, talte dårligt om apostlen Johannes og andre, afviste at tage godt imod rejsende brødre og prøvede endda at overtale andre til at gøre som ham. (3 Joh. 9, 10) Det var sådan situationen var da Johannes skrev til Gajus omkring år 98. Apostlens brev er en del af De Kristne Græske Skrifter og har fået navnet Johannes’ Tredje Brev.

Til trods for disse udfordringer blev Gajus ved med at tjene Jehova. Hvordan kom hans trofasthed til udtryk? Hvorfor vil det være godt at vi efterligner ham? Og hvordan kan Johannes’ brev hjælpe os til at gøre det?

Brevet indledes med at Johannes præsenterer sig som “den ældste”, eller “den ældre mand”. Det var nok til at Gajus, hans åndelige barn, vidste at brevet var fra ham. Johannes kalder Gajus for “den elskede, som jeg i sandhed elsker”. Dernæst giver han udtryk for at han håber at Gajus’ fysiske helbred er lige så godt som hans åndelige. Sikke en varm tanke og en trosstyrkende kompliment! – 3 Joh. 1, fdn., 2, 4.

Gajus kan meget vel have været tilsynsmand i menigheden, men det nævnes ikke specifikt. I brevet får han ros for at være gæstfri over for brødre som han ikke kender personligt. Johannes nævner at hans gæstfrihed er et udtryk for trofasthed eftersom gæstfrihed altid har kendetegnet dem der tjener Gud. – 1 Mos. 18:1-8; 1 Tim. 3:2; 3 Joh. 5.

Johannes’ ord om Gajus’ gæstfrihed over for brødrene indikerer at der var nogle kristne som med jævne mellemrum rejste mellem Johannes’ opholdssted og menighederne. Disse rejsende brødre kan have fortalt Johannes om deres oplevelser og på den måde holdt ham orienteret om hvordan det gik i menighederne.

Kristne der var på farten, må helt sikkert have foretrukket at overnatte hos deres trosfæller. Herbergerne var kendt for elendig forplejning og for at være tilholdssted for mennesker med meget lav moral. Når som helst det var muligt, har fornuftige rejsende derfor overnattet hos venner, og kristne hos deres åndelige brødre og søstre.

Johannes tilskynder Gajus til at fortsætte med at vise gæstfrihed mod de rejsende brødre med ordene: “Dem må du venligst hjælpe videre på deres rejse på en for Gud værdig måde.” Det kunne indbefatte at sørge for at de var klar til den næste del af deres rejse, og forsyne dem med det de havde brug for indtil de nåede deres bestemmelsessted. Tydeligvis havde Gajus også gjort sådan før – hans tidligere gæster havde fortalt Johannes om hans kærlighed og tro. – 3 Joh. 3, 6.

Gæsterne kan have været missionærer, udsendinge fra Johannes eller rejsende tilsynsmænd. Hvordan det end forholdt sig, var der tale om nogle der rejste rundt for den gode nyheds skyld. Johannes skriver: “Det var ... for hans navns skyld at de drog ud.” (3 Joh. 7) I det foregående vers har Johannes lige omtalt Gud, så ordene “for hans navns skyld” må henvise til Jehovas navn. Kristne brødre der rejste rundt af den grund, fortjente virkelig en varm modtagelse. Som Johannes skriver: “Vi er ... skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden.” – 3 Joh. 8.

Johannes skrev ikke kun til Gajus for at rose ham, men også for at hjælpe ham til at tackle en meget svær situation. Af en grund der ikke forklares nærmere, var der en bror i menigheden der nægtede at tage imod rejsende brødre og have dem boende. Diotrefes, som han hed, forsøgte endda også at hindre andre i at vise dem gæstfrihed. – 3 Joh. 9, 10.

Nu var der nok ikke nogen trofaste kristne der ville have haft lyst til at bo hos Diotrefes, selv hvis han havde tilbudt det. Han gik meget op i at have den mest indflydelsesrige position i menigheden, han ville ikke tage imod de anvisninger der kom fra apostlen Johannes, og han spredte ondsindede løgne om ham og andre kristne. Der står ikke at Diotrefes førte falsk lære, men det fremgår i hvert fald klart at han nægtede at anerkende apostlens myndighed. Hans stræben efter magt og hans ukristne holdninger rejste alvorlig tvivl om hans loyalitet. Eksemplet med Diotrefes understreger at det kan virke meget splittende i en menighed når nogen optræder arrogant eller lader sig styre af ambitioner. Der er god grund til at Johannes i sit brev giver Gajus, og i udvidet forstand alle kristne, denne opfordring: “Efterlign ikke det onde.” – 3 Joh. 11.

Johannes nævner også en anden bror, Demetrius, der til forskel fra Diotrefes er et godt eksempel for andre. “Demetrius har fået godt vidnesbyrd,” skriver Johannes og fortsætter: “Ja, vi giver ham også et godt vidnesbyrd, og du ved at vort vidnesbyrd er sandt.” (3 Joh. 12) Det er muligt at Demetrius på en eller anden måde har haft brug for Gajus’ hjælp, og Johannes’ brev kan have været en form for introduktionsbrev og anbefaling. Måske har Demetrius selv overbragt brevet til Gajus. Hvad enten Demetrius har været en udsending fra Johannes eller en rejsende tilsynsmand, har han sikkert underbygget og uddybet de ting Johannes skrev.

Hvad kan have været grunden til at Johannes tilskyndede Gajus til at vise gæstfrihed, når nu han allerede gjorde det? Har apostlen følt at der var behov for at indgyde Gajus mod? Har han været bekymret for at Gajus ville tøve med at tage imod fremmede fordi Diotrefes forsøgte at få gæstfrie kristne smidt ud af menigheden? Uanset hvad grunden til Johannes’ tilskyndelse har været, giver han Gajus denne forsikring: “Den der øver godt er af Gud.” (3 Joh. 11) Er det ikke en stærk motivation til at gøre godt og blive ved med det?

 Motiverede Johannes’ brev Gajus til at blive ved med at vise gæstfrihed? Det lader det til, for brevet blev bevaret som en del af Guds ord så det kunne opmuntre andre til at ‘efterligne det gode’.

Vi ved ikke mere om denne trofaste bror end det der står i Johannes’ brev. Alligevel kan vi lære meget af det lille indblik vi har fået i Gajus’ liv.

For det første har en stor del af os i en eller anden udstrækning lært sandheden at kende fordi nogle har været villige til at rejse. Det er ikke sikkert at vi tilbagelægger store afstande for den gode nyheds skyld. Men vi kan ligesom Gajus støtte og opmuntre dem der gør det, for eksempel kredstilsynsmanden og hans kone. Eller det kan være at vi rent praktisk kan hjælpe brødre og søstre der flytter til områder hvor der er større behov for forkyndere, enten i vores eget land eller i udlandet. Ja, lad os alle ‘følge gæstfrihedens vej’. – Rom. 12:13; 1 Tim. 5:9, 10.

For det andet skal det ikke komme bag på os hvis der i sjældne tilfælde er nogen der opponerer mod den myndighed som bestemte brødre i menigheden har. Johannes’ myndighed blev draget i tvivl; det samme blev Paulus’. (2 Kor. 10:7-12; 12:11-13) Men hvordan skal vi reagere hvis vi oplever at den slags finder sted i vores menighed? Paulus gav Timoteus dette råd: “En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt.” Når vi bliver ved med at vise mildhed over for nogle der har en kritisk indstilling, selv når vi bliver provokeret, vil det måske lige så stille få dem til at ændre sig. Og så kan det være at Jehova ‘vil give dem sindsændring, så de kan få nøjagtig kundskab om sandheden’. – 2 Tim. 2:24, 25.

For det tredje lærer vi at det er vigtigt at vi lægger mærke til den kamp som nogle af vores trosfæller kæmper for at forblive loyale mod Jehova, og oprigtigt roser dem for deres trofasthed. Johannes’ ord har helt sikkert opmuntret Gajus og forsikret ham om at han gjorde det rigtige. I dag må ældste efterligne Johannes ved at støtte og opmuntre deres brødre og søstre, så de ‘ikke bliver matte og trætte’. – Es. 40:31; 1 Thess. 5:11.

På græsk indeholder Johannes’ brev til Gajus kun 219 ord og er dermed den korteste bog i Bibelen. Ikke desto mindre kan kristne i dag lære meget af dette inspirerede brev.