MAN kan med det samme genkende en skotsk højlandsko på de flot svungne horn, det lange pandehår der hænger ned over øjnene, og den tykke langhårede pels der dækker dens firskårne krop.

Det hårdføre højlandskvæg — en af de ældste kvægracer man kender til — har klaret sig i århundreder i det barske vejr i det skotske højland og på de skotske øer. Oprindelig var der to slags kvæg. Det kvæg der gik på græs i det fjerntliggende højland, var større og havde rød pels, mens kvæget på øerne ud for vestkysten var mindre og almindeligvis sort. I dag regnes skotsk højlandskvæg for at være én race, og den kan variere i farverne fra rød, sort, lysebrun og gul til næsten hvid.

Højlandskvægets tykke og noget pudsige pandelok tjener et vigtigt formål. Om vinteren skærmer den mod den piskende vind, regn og sne. Om sommeren yder den beskyttelse mod flyvende insekter der kan fremkalde infektioner.

I gamle dage førte husmænd, eller forpagtere, ved aftenstid deres kvæg ind i åbne folde bygget af sten for at beskytte dem mod ulve og voldsomt vejr.

Højlænderen har, som noget helt specielt blandt kvæg, en pels med dobbelt hårlag. Det ydre hårlag består af lange hår, som kan blive 33 centimeter lange. Denne fedtede og uldne pels holder regn og sne ude. Under den er der en blød ulden pels, som holder dyret varmt.

 Jim, der har taget sig af skotsk højlandskvæg i mange år, forklarer: „Det er meget vanskeligt at vaske dem med sæbe, for det er næsten umuligt at gennembløde deres pels!“ Takket være deres pels trives højlænderne og kan få afkom i bjergterrænet til trods for den silende regn og de iskolde vinde. Ingen andre kvægracer kan overleve der.

Hvis det bliver for varmt eller tørt om sommeren, smider højlænderen, som er dygtig til at tilpasse sig, sin tykke „overfrakke“. Senere, når det igen bliver koldt og fugtigt i vejret, vokser der en ny ud.

Får har det med at ødelægge vegetationen ved at gumle på rødder og sarte skud, men det gælder ikke køer — deriblandt skotsk højlandskvæg. Dyrene er faktisk fortrinlige til naturpleje. Hvordan det? Med deres lange, kraftige horn og brede muler rydder de området for uønsket krat som de fleste andre kvægracer nægter at røre. Denne form for oprydning gør det muligt for græsser og træer at genetablere sig.

Højlænderens to uldne frakker har også en anden fordel. Den har ikke brug for et ekstra fedtlag for at holde sig varm, og derfor har kødet fra skotsk højlandskvæg et lavere indhold af fedt og kolesterol og et højere indhold af protein og jern end andre kvægracer. Og dette kød af højeste kvalitet bliver produceret uden at det er nødvendigt at bruge dyrt foder!

Skotsk højlandskvæg har i mange år levet tæt på mennesker. Før i tiden plejede skotterne at have dem gående i underetagen i deres huse. Kvæget bidrog til at opvarme etagen ovenover, hvor familien boede.

Selvom tamkvæg almindeligvis er rolige og føjelige dyr, kan højlændere til tider være farlige. En ko der har en kalv, kan for eksempel være meget beskyttende. Man skal nok også passe på med at gå ind til en flok højlændere. Det er bedre at gå uden om folden.

Skotsk højlandskvæg er meget alsidigt, og det har gjort det til en populær race i hele verden. Dyrene trives så langt nordpå som Alaska og Skandinavien, og man kan se dem græsse 3000 meter oppe i Andesbjergene. Og de klarer sig også fint i varmere områder.

Skotland er kendt for skotskternet stof, kilte og sækkepiber, men også for det smukke iøjnefaldende højlandskvæg. Findes der kvæg med to uldne frakker der hvor du bor?