Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor er tålmodigheden blevet af?

Hvor er tålmodigheden blevet af?

MAN har kendt til utålmodighed i umindelige tider. Det er ikke noget nyt at folk mister tålmodigheden når de sidder fast i trafikken eller venter i en kø. Men nogle eksperter mener at folk i dag er mindre tålmodige end de var førhen — og det vil måske overraske dig at høre hvorfor.

Nogle analytikere hævder at det er teknologien der i de senere år har gjort folk mere utålmodige. Ifølge Montreal-avisen The Gazette i Canada mener nogle forskere at „digital teknologi, lige fra mobiltelefoner, kameraer og e-mails til ipods, er ved at forandre vores liv . . . Brugen af denne teknologi giver os resultater her og nu, og det har til gengæld øget vores forventning om øjeblikkelig at få vores ønsker opfyldt på andre af livets områder.“

Familiepsykolog dr. Jennifer Hartstein kommer med nogle tankevækkende iagttagelser. Hun forklarer at „vi er blevet et samfund der vil have vores ønsker opfyldt med det samme, og vi forventer at tingene sker hurtigt, effektivt og på den måde vi gerne vil  have det. Når det ikke sker, er vi tilbøjelige til at blive mere frustrerede og irritable, [et tegn] på utålmodighed.“ Hun tilføjer: „Vi har mistet evnen til bare at geare ned og nyde øjeblikket.“

Nogle mener at e-mails er ved at miste popularitet og snart vil gå af brug. Hvorfor? Fordi mange der sender beskeder, ikke har tålmodighed til at vente nogle timer, eller blot minutter, på et svar. Og når man skriver e-mails, såvel som breve, forventes det at man indleder og afslutter med nogle hilsener. Men mange synes at sådanne formaliteter er kedelige og tidskrævende. De foretrækker at sende korte elektroniske beskeder, som ikke kræver samme etikette. Det lader til at folk ikke engang har tålmodighed til at taste nogle høflige hilsener! Mange tager sig ikke tid til at gennemlæse det de har skrevet. Og det resulterer i at der bliver sendt breve og e-mails til de forkerte modtagere, eller at de er fyldt med stavefejl og grammatiske unøjagtigheder.

Mange har ikke tålmodighed til at læse en lang tekst på tryk

Trangen til straks at opleve resultater begrænser sig ikke til digital kommunikation. Det virker til at folk efterhånden har mistet evnen til at vente også på andre af livets områder. Har du nogen sinde taget dig selv i at tale for hurtigt, spise for hurtigt, køre for hurtigt og bruge penge for hurtigt? Bare de få øjeblikke det tager at vente på at elevatoren skal komme, at trafiklyset skifter, eller at computeren starter, kan føles som en evighed.

Eksperter har observeret at mange ikke har tålmodighed til at læse en lang tekst på tryk. Hvorfor? Fordi de er blevet så vant til hurtigt at finde rundt på websider og springe fra den ene fremhævede tekst til den anden, og fra den ene punktopstilling til den anden i håb om at komme frem til essensen så hurtigt som muligt.

Hvor er tålmodigheden blevet af? Eksperter har ikke alle svarene på årsagerne til utålmodighed. Der synes dog at være klare vidnesbyrd om at manglende tålmodighed er skadeligt. I de følgende artikler vil vi se på nogle af risiciene, og hvad man kan gøre for at blive mere tålmodig.

Mange er blevet vant til hurtigt at finde rundt på websider og springe fra den ene fremhævede tekst til den anden