Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor skal jeg udføre fysisk arbejde?

Hvorfor skal jeg udføre fysisk arbejde?

Unge spørger:

Hvorfor skal jeg udføre fysisk arbejde?

„Jeg havde egentlig aldrig overvejet at udføre særlig meget fysisk arbejde. Jeg kunne meget bedre lide at sidde ved min computer.“ — Nathan.

„Nogle af de andre unge så ned på os der havde manuelt arbejde, som om vi ikke var begavede nok til at lave andet.“ — Sarah.

MANUELT ARBEJDE er efter manges mening kedeligt, snavset og utiltalende. En professor i økonomi siger om job af den type: „De er ikke særlig velansete i denne statusbevidste verden.“ Det er derfor ikke underligt at mange unge rynker på næsen ad manuelt arbejde.

Men i Bibelen omtales slidsomt arbejde positivt. Kong Salomon sagde: „Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid.“ (Prædikeren 2:24, den danske autoriserede oversættelse) Dengang Bibelen blev skrevet, var Israel et landbrugssamfund. Det var et slid at pløje, høste og tærske. Alligevel sagde Salomon at fysisk krævende arbejde var udbytterigt.

Flere hundrede år senere skrev Paulus: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det og med sine hænder udføre godt arbejde.“ (Efeserne 4:28) Paulus var selv vant til at arbejde med sine hænder. Skønt han var højt uddannet, syede han somme tider telte for at forsørge sig selv. — Apostelgerninger 18:1-3.

Hvad synes du om at arbejde med dine hænder? Det kan gavne dig på adskillige måder som du måske ikke har tænkt på.

Forberedelse til at stå på egne ben

Det er sundt at arbejde, hvad enten man svinger en hammer eller slår græs. Men det er ikke den eneste fordel. Ved du hvordan man skifter dæk eller olie på en bil? Kan du udskifte en rude eller rense et afløb? Kan du lave mad? Kan du gøre grundigt rent? Uanset om du er en ung mand eller en ung pige, vil det være nyttigt for dig at kunne sådanne ting, for så får du lettere ved at klare dig når du flytter hjemmefra.

Jesus har sikkert været en dygtig håndværker da han var her på jorden. Hans fosterfar, Josef, må have lært ham tømrerfaget, for Jesus blev kaldt „tømreren“. (Mattæus 13:55; Markus 6:3) Også du kan lære meget ved at arbejde med dine hænder.

Det giver rygrad

Fysisk krævende arbejde gavner ens selvværd. I en publikation fra National Mental Health and Education Center i USA skriver ph.d. Fred Provenzano at ens selvtillid vokser når man lærer at klare forskellige praktiske opgaver, og desuden „kan det give selvdisciplin og ordenssans, som er grundlæggende for en god medarbejder“. En ung mand ved navn John siger: „Man lærer tålmodighed af praktisk arbejde. Man lærer at løse problemer.“

Sarah, der blev citeret i indledningen, siger: „Fysisk arbejde lærte mig at være flittig. Jeg lærte disciplin, både mentalt og fysisk.“ Behøver fysisk krævende arbejde at være kedeligt? Nathan siger: „Jeg er blevet glad for at arbejde med mine hænder. Efterhånden som jeg er blevet dygtigere, kan jeg se at kvaliteten af mit arbejde er blevet bedre. Det har givet mig selvrespekt.“

Fysisk arbejde kan også give én glæden ved blot at udrette noget. En ung mand ved navn James siger det sådan: „Jeg kan godt lide at være tømrer. Nu og da kommer jeg træt hjem, men jeg kan altid se tilbage på det jeg har lavet, med en følelse af at jeg har udrettet noget. Det er meget tilfredsstillende.“ Brian siger noget lignende: „Jeg kan godt lide at ordne biler. Jeg får selvtillid og føler mig tilfreds fordi jeg véd at jeg kan reparere noget så det bliver så godt som nyt.“

Hellig tjeneste

For unge der tjener Gud, kan det være en fordel at kunne udføre praktisk arbejde. Da kong Salomon fik den opgave at bygge et prægtigt tempel for Jehova, indså han at det ville kræve en kolossal indsats og kvalificeret arbejdskraft. Bibelen fortæller: „Kong Salomon sendte bud og hentede Hiram fra Tyrus. Han var søn af en enke fra Naftalis stamme, og hans fader var en mand fra Tyrus der var kobbersmed; og han var fyldt med visdom og forstand og kundskab så han kunne udføre al slags arbejde i kobber. Han kom så til kong Salomon og udførte alt hans arbejde.“ — 1 Kongebog 7:13, 14.

Det var en stor forret for Hiram at bruge sine evner til gavn for tilbedelsen af Jehova. Eksemplet viser at det er sandt hvad der står i Ordsprogene 22:29: „Ser du en mand som er dygtig til sit arbejde? Han skal stilles for konger. Han skal ikke stilles for almindelige mennesker.“

Selv unge med lidt eller slet ingen erfaring som håndværkere har haft den glæde at være med til at bygge rigssale. Nogle af dem har på den måde fået værdifuld erfaring som elektrikere, vvs-folk, murere, tømrere og andet. Måske kunne du tale med de lokale ældste om dine muligheder for at være med.

James, der har været med til at bygge adskillige rigssale, siger: „Mange i menighederne mangler enten den fornødne tid eller den nødvendige uddannelse til at være med. Så når man hjælper til, hjælper man en hel menighed.“ Nathan lærte at arbejde med beton og fik derfor lejlighed til at tjene Gud på en særlig måde. Han fortæller: „Jeg fik mulighed for at rejse til Zimbabwe og være med til at bygge et afdelingskontor for Jehovas Vidner. Jeg arbejdede der i tre måneder, og det var en af de største oplevelser jeg har haft.“ Andre unge der har haft lyst til at bruge deres kræfter, har ansøgt om at komme til at arbejde på Jehovas Vidners lokale afdelingskontor.

Praktiske evner giver dig desuden mulighed for at forsørge dig selv. (1 Timoteus 6:6) En del unge pionerer (heltidsforkyndere) blandt Jehovas Vidner har fået erfaring inden for et erhverv og tjener tilstrækkeligt uden at have nogen omfattende uddannelse.

Hvordan man lærer det

Som du ser, er det nyttigt at lære at arbejde med sine hænder, hvad enten du vil være håndværker eller bare gerne vil kunne ordne nogle praktiske opgaver derhjemme. Benyt derfor de tilbud din skole eventuelt giver. Sandsynligvis kan du også få noget erfaring derhjemme. Hvordan? Ved at tage dig af huslige opgaver. Førnævnte dr. Fred Provenzano skriver: „Huslige opgaver er særlig vigtige for teenagere fordi det giver dem grundlæggende øvelse i at ’stå på egne ben’ så de kan klare sig når de engang flytter hjemmefra.“ Vær derfor opmærksom på hvad der trænger til at blive gjort derhjemme. Skal græsset klippes? Skal en hylde repareres?

Man behøver ikke at skamme sig over at skulle udføre praktiske opgaver. For det kan gavne en på mange måder. Prøv derfor ikke at slippe for det, men giv dig selv en chance for at ’nyde godt af al din møje’, for, som Prædikeren 3:13 siger: „Det er Guds gave.“

[Tekstcitat på side 21]

Mange unge har kunnet øge deres tjeneste for Gud ved at lære at arbejde med deres hænder

[Illustrationer på side 22]

Dine forældre kan måske lære dig nogle elementære ting