Et særligt mål for sovjetstyrets angreb

TIL TRODS FOR de indrømmelser Sovjetunionen gjorde over for den russisk-ortodokse kirke for at vinde Anden Verdenskrig, fastholdt staten sit kvælertag om kirkens aktiviteter. Bogen The Sword and the Shield, der er fra 1999 og handler om KGB’s historie, beretter at „KGB [derfor] var mest optaget af de ’samfundsnedbrydende’ aktiviteter der blev udført af de kristne [grupper] som de  ingen direkte kontrol havde over“. Hvilke grupper var der tale om?

Den største var Ukraines græsk-katolske kirke med omkring 4.000.000 medlemmer. Ifølge The Sword and the Shield „døde otte af dens ti biskopper, foruden mange tusind præster og troende, for deres tro i de sibiriske GULag[-tvangsarbejdslejre]“. KGB angreb også de ikke-registrerede protestantiske kirker, som ligeledes var uden for statens direkte kontrol. I slutningen af 1950’erne skønnede KGB at disse protestantiske grupper havde et samlet medlemstal på omkring 100.000.

KGB betragtede også Jehovas Vidner som en protestantisk gruppe, og i 1968 skønnede man at der var omkring 20.000 af dem i Sovjetunionen. Før Anden Verdenskrig havde der kun været få Jehovas Vidner. Derfor var der nærmest ikke blevet taget nogen notits af dem. Men situationen ændrede sig radikalt da der pludselig dukkede tusinder af Jehovas Vidner op i Sovjetunionen. Hvordan gik det til?

En kolossal vækst begynder

I sin bog Religion in the Soviet Union, der blev udgivet i 1961, pegede Walter Kolarz på to årsager der var medvirkende til den kolossale vækst. Det første han nævnte, var at der i „de områder som blev annekteret af Sovjetunionen i 1939-40“ — Letland, Litauen, Estland og Moldova — var mange „aktive grupper af Jehovas Vidner“. Derforuden blev dele af det østlige Polen og Tjekkoslovakiet, med over tusind Jehovas Vidner, indlemmet i Sovjetrepublikken Ukraine. Det betød at alle disse Jehovas Vidner fra den ene dag til den anden kom til at høre under Sovjetunionen.

Det andet der ifølge Kolarz bidrog til væksten, var, ’hvor utroligt det end lyder, de tyske koncentrationslejre’. Nazisterne havde indespærret tusinder af Jehovas Vidner fordi de havde nægtet at støtte Hitler og hans angrebskrig. Kolarz forklarede at russiske fanger i disse lejre „havde beundret ’Vidnernes’ mod og standhaftighed og måske af den grund fundet deres teologi tiltrækkende“. Resultatet var at mange unge russere fra lejrene vendte tilbage til Sovjetunionen med en nyfunden tro på Jehova Gud og hans vidunderlige hensigter med jorden. — Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4.

Disse forhold gjorde at der inden længe var tusinder af Jehovas Vidner i Sovjetunionen. I begyndelsen af 1946 var der mindst 1600, og ved slutningen af årtiet var der langt over 8000. Væksten blev iagttaget med ængstelse af KGB, der som sagt især var foruroliget over „aktiviteter udført af de kristne [grupper] som de ingen direkte kontrol havde over“.

Angrebene begynder

Trods det at der var forholdsvis få Jehovas Vidner i Sovjetunionen, greb de sovjetiske myndigheder snart ind over for deres nidkære forkyndelse. I Estland begyndte  angrebet i august 1948 da de fem som førte an i forkyndelsesarbejdet, blev arresteret og fængslet. „Det stod hurtigt klart at KGB havde til hensigt at arrestere os alle,“ fortæller Lembit Toom, et estisk Jehovas vidne. Sådan var det overalt i Sovjetunionen hvor der var Jehovas Vidner.

Sovjetstyret skildrede Jehovas Vidner som de værste forbrydere og som en stor trussel mod den ateistiske Sovjetstat. De blev derfor jaget, arresteret og fængslet overalt. The Sword and the Shield bemærker: „De højtstående KGB-officerers sygelige optagethed af Jehovisterne var måske det mest slående eksempel på proportionsforvrængningen i deres vurdering af selv de mest betydningsløse former for afvigelser.“

Tvangsforestillingen kom i uhyggelig grad til udtryk ved et nøje tilrettelagt angreb på Jehovas Vidner i april 1951. Så sent som i 1999 skrev den respekterede russiske forsker Sergej Ivanenko i sin bog O ljudjakh, nikogda ne rasstajusjtjikhsja c bibliej (Et folk der altid har deres bibel ved hånden): „Den 8. april 1951 blev mere end 5000 familier af Jehovas Vidner fra de ukrainske, hviderussiske, moldoviske og baltiske Sovjetrepublikker ’varigt’ forvist til Sibirien, Fjernøsten og Kasakhstan.“

De fortjener at blive mindet

Det kan være svært at forestille sig den indsats det har krævet på én dag at opspore og arrestere flere tusind familier af Jehovas Vidner i så stort et område. Tænk på arbejdet med at organisere hundreder, måske tusinder, af folk til at identificere Jehovas Vidner og så, under dække af mørket, at foretage razziaer mod deres hjem. Dernæst var der arbejdet med at læsse folk på kærrer, transportvogne og andre køretøjer for at bringe dem til jernbanestationerne og sætte dem på godsvogne.

Tænk også på den lidelse det påførte ofrene. Kan du forestille dig hvordan det har været at blive tvunget til at rejse tusinder af kilometer — i tre uger eller mere — i overfyldte, uhumske godsvogne hvor der kun var en spand som toilet? Og prøv at forestille dig at blive sat af i den sibiriske ødemark med bevidstheden om at det vil blive en hård kamp at skabe sig et eksistensgrundlag for at kunne overleve i disse barske omgivelser.

I denne måned markeres 50-årsdagen for deportationen af Jehovas Vidner i april 1951. For at kunne berette om deres trofasthed under årtiers forfølgelse har man for nylig lavet videointerview med nogle af de overlevende. Det de fortæller, viser tydeligt at ethvert forsøg på at hindre folk i at tilbede Gud er dømt  til i sidste ende at mislykkes — ganske som det var tilfældet med forfølgelsen af de kristne i det første århundrede.

Hvad deportationen førte med sig

Sovjetstyret fandt snart ud af at det ville blive langt vanskeligere at hindre Jehovas Vidner i at tilbede Gud end de overhovedet havde forestillet sig. Trods fangevogternes protester sang Jehovas Vidner lovsange til Gud på deres tvungne rejse, og på togvognene hængte de skilte hvor der stod: „Jehovas Vidner om bord.“ En af dem fortæller: „På jernbanestationerne langs ruten så vi flere tog med deporterede, og vi fik øje på skiltene der var sat fast på togvognene.“ Det var til stor opmuntring.

De der blev deporteret, mistede ikke modet, men viste samme indstilling som Jesu apostle. Ifølge Bibelen „fortsatte [apostlene] med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias“ selv om de var blevet pisket og havde fået forbud mod at forkynde. (Apostelgerninger 5:40-42) Kolarz havde ret når han sagde at deportationen „ikke var afslutningen på ’Vidnernes’ historie i Rusland, men  blot var indledningen til et nyt kapitel i deres forkyndervirksomhed. De forsøgte endog at udbrede deres tro når de standsede ved stationerne på vej i eksil.“

Dér hvor Jehovas Vidner kom hen, skaffede de sig et godt omdømme ved at være lovlydige og hårdtarbejdende. Men samtidig efterlignede de Jesu apostle ved i realiteten at sige til deres undertrykkere: ’Vi kan ikke holde op med at tale om vor Gud.’ (Apostelgerninger 4:20) Mange lyttede til forkynderne og sluttede sig til dem.

Kolarz konkluderede: „Den sovjetiske regering kunne ikke have gjort noget bedre for at udbrede [’Vidnernes’] tro end at deportere dem. Fra deres isolerede tilværelse i landsbyerne [i de vestlige Sovjetrepublikker] blev de ført til en større verden, om end det kun var koncentrations- og slavearbejdslejrenes forfærdelige verden.“

Forsøg på at dæmme op for væksten

Som tiden gik, afprøvede Sovjetstyret forskellige metoder til at standse Jehovas Vidner. Da den voldsomme forfølgelse ikke havde givet de ønskede resultater, indledte man en veltilrettelagt smædekampagne. Man gjorde brug af alle midler, lige fra bøger, film og radioprogrammer til KGB-agenter der infiltrerede menighederne.

Den massive propaganda gjorde mange frygtsomme og mistroiske over for Jehovas Vidner, som det tydeligt fremgår af en artikel i den canadiske udgave af Reader’s Digest for august 1982. Den var skrevet af russeren Vladimir Bukovskij, som i 1976 havde fået tilladelse til at immigrere til England. Han skrev: „I London fik jeg engang øje på et skilt hvor der stod JEHOVAS VIDNER. . . . Jeg kunne ikke læse videre, jeg var helt chokeret og gik næsten i panik.“

Bukovskij forklarede hvorfor han blev bange: „Det er jo den ’fanatiske sekt’ som myndighederne i mit hjemland skræmmer de små børn med . . . I USSR er det kun i fængslerne og koncentrationslejrene man støder på Jehovas Vidner af kød og blod. Og her stod jeg nu pludselig foran dette skilt. Kunne alle og enhver uden videre gå ind og drikke en kop te med dem?. . . I vores land bliver Jehovas Vidner efterstræbt med lige så stor iver som mafiaen bliver det i sit land, og mystikken der omgiver dem, er den samme.“

Trods ondsindet forfølgelse og løgnagtig propaganda holdt Vidnerne dog ud, og deres antal øgedes. Sovjetiske bøger som „Istini“ Svideteliej Iegovi (Sandheden om Jehovas Vidner), der i 1978 blev udgivet i 100.000 eksemplarer på russisk, pegede på behovet for at optrappe propagandaen mod Jehovas Vidner. Bogens forfatter, V.V. Konik, som beskrev hvordan Vidnerne fortsatte deres forkyndelse trods strenge restriktioner, gav følgende råd: „Sovjetiske religionsforskere bør lære mere effektive metoder til at gendrive Jehovas Vidners lærepunkter.“

Hvorfor hovedangrebsmålet?

At Jehovas Vidner var hovedmålet for Sovjetstyrets angreb, skyldtes ganske enkelt at de  efterlignede Jesu første disciple. I det første århundrede havde apostlene fået forbud mod „at undervise på grundlag af [Jesu] navn“. Og alligevel sagde deres vrede anklagere senere: „Se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære.“ Apostlene nægtede ikke at de havde forkyndt selv om de havde fået ordre til at lade være, men de svarede respektfuldt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:27-29.

I dag tager Jehovas Vidner også Jesu befaling alvorligt: ’Forkynd for folket, og aflæg et grundigt vidnesbyrd.’ (Apostelgerninger 10:42) I sin bog The Kremlin’s Human Dilemma forklarer Maurice Hindus at det især var Vidnernes „ukuelige iver efter at evangelisere“ der gjorde dem „besværlige for Moskva og til stadighed [bragte] dem i konflikt med det sovjetiske politi“. Han tilføjer: „Intet kan standse dem. Når de undertrykkes ét sted, dukker de op et andet.“

Den russiske historiker Sergej Ivanenko skriver: „Så vidt jeg ved, var Jehovas Vidner den eneste religiøse organisation i USSR der havde fremgang trods forbud og forfølgelse.“ Selvfølgelig fortsatte også andre trossamfund med at fungere, deriblandt det mest fremtrædende af dem alle, den russisk-ortodokse kirke. Kunne det ikke være interessant at få belyst hvordan henholdsvis kirken og Jehovas Vidner overlevede det sovjetiske angreb?

[Ramme på side 6]

’De mest brutalt forfulgte’

Opslagsværket A Concise Encyclopaedia of Russia fra 1964 slog fast at Jehovas Vidner var „yderst aktive med hensyn til at hverve proselytter“ og var „det mest brutalt forfulgte trossamfund i Sovjetunionen“.

[Ramme/illustration på side 7]

En af tusinder — Fjodor Kalin beskriver sin families deportation

Vores familie boede i landsbyen Vilsjanitsa i det vestlige Ukraine. I de mørke morgentimer den 8. april 1951 blev vi vækket af betjente med hunde og fik at vide at vi ifølge et dekret fra regeringen i Moskva skulle sendes til Sibirien. Men hvis vi underskrev et dokument der erklærede at vi ikke længere var Jehovas Vidner, ville de lade os være. Alle syv i min familie, deriblandt mine forældre og søskende, var besluttede på at forblive vidner for Jehova. Jeg var på det tidspunkt 19 år gammel.

En af officererne sagde: „Sørg for at tage bønner, majs, mel, syltede grøntsager og kål med jer — ellers har I ikke mad til børnene.“ Vi fik også lov til at slagte nogle kyllinger og en gris og at tage kødet med os. Det hele blev læsset på to hestetrukne køretøjer og bragt til byen Khriplin. Vi var en fyrre-halvtreds stykker der blev proppet ind i en godsvogn, og døren blev smækket bag os.

I vognen var der nogle få planker som vi måtte skiftes til at sove på, og en ovn med en smule kul og træ i. Vi tilberedte vores mad på ovnen med det kogegrej vi havde medbragt. Der var ikke noget toilet, så vi måtte klare os med en spand. Senere lavede vi en rund åbning i gulvet, satte spanden fast i den og hængte tæpper op rundt om den for at give lidt afskærmning.

Under disse trange forhold bevægede vi os langsomt af sted mod en ukendt destination tusinder af kilometer borte. Til at begynde med var vi temmelig nedslåede. Men når vi sang Rigets sange sammen — med en sådan styrke at vi næsten ikke kunne tale bagefter — blev vi glade. Den øverstkommanderende åbnede indimellem dørene og befalede os at holde op, men vi ville ikke stoppe før vi var færdige. Når vi gjorde holdt ved stationerne langs ruten, fandt mange ud af at Jehovas Vidner blev deporteret. Endelig, efter 17 eller 18 dage i godsvognen, blev vi sat af i nærheden af Bajkalsøen i Sibirien.

[Illustration]

Jeg står i bagerste række til højre

[Ramme/illustration på side 8]

Harmagedon — En sovjetisk propagandafilm

Sovjetstyret producerede filmen Harmagedon i et forsøg på at bringe Jehovas Vidner i vanry. Den skildrede en opdigtet kærlighedshistorie mellem en ung soldat i den sovjetiske hær og en pige der var blevet lokket til at slutte sig til Jehovas Vidner. I slutningen af filmen døde pigens lillesøster ved en ulykke som en af Jehovas Vidners tilsynsmænd var skyld i. Han blev fremstillet som agent for den amerikanske spiontjeneste.

Filmen, der i den grad virkede ophidsende på tilskuerne, blev kommenteret i den ukrainske avis Den Røde Fane for 14. maj 1963: „Denne form for ateistisk propaganda er særdeles effektiv og overbevisende, og den kan bruges i andre af landets byer hvor sådanne film vises.“

[Illustration på side 6]

Tusinder blev transporteret til Sibirien i godsvogne