Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Oversvømmelser i Mocambique — Hvordan ofrene blev hjulpet

Oversvømmelser i Mocambique — Hvordan ofrene blev hjulpet

 Oversvømmelser i Mocambique — Hvordan ofrene blev hjulpet

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MOCAMBIQUE

FOR godt et år siden sad tv-seere som naglet til skærmen og så hvordan folk i Mocambique klyngede sig til træernes grene da en katastrofal oversvømmelse ramte dem. En kvinde fødte mens hun sad i et træ, og man så hvordan hun og barnet blev bragt i sikkerhed af en helikopter. Tusinder andre var i dagevis strandet et eller andet sted, og nogle af dem havde kun slanger som selskab. Her måtte de vente indtil vandet sank eller helikoptere kom dem til undsætning.

Tragedien begyndte da voldsomme regnskyl ramte Mocambiques hovedstad, Maputo. I løbet af få timer var flere forstæder oversvømmet. Visse steder stod vandet helt op til hustagene. Veje blev forvandlet til rivende floder, og regnen dannede dybe grøfter. Huse og biler og en masse andet blev skyllet væk. Men det skulle blive endnu værre.

Regnen fortsatte — og oversvømmede hele den sydlige del af landet. Også i nabolandene Sydafrika, Zimbabwe og Botswana faldt der regn. Floderne Incomati, Limpopo og Zambezi løber fra disse lande og ind i Mocambique på deres vej til havet. Dér blev store områder ødelagt da floderne løb over deres bredder. Det var meget trosstyrkende  at se hvordan kristne tog sig af hinanden under denne naturkatastrofe.

Man vurderer skaderne

Den 9. februar sidste år tog et par repræsentanter fra Jehovas Vidners afdelingskontor i Maputo af sted for at besøge den nordlige del af landet. Omkring klokken ni om morgenen kom de forbi byen Xinavane, hvor vandstanden i Incoluanefloden var steget betydeligt. De bestemte sig for at fortsætte til Xai-Xai, som er hovedstad i provinsen Gaza. I nærheden af byen Chókwè — som normalt er værst ramt af oversvømmelse under storme — var der dog ikke tegn på problemer. Så de besluttede at tage tilbage til Maputo.

Da brødrene nærmede sig Xinavane på tilbagevejen, blev de imidlertid stoppet af en afspærring som politiet havde sat op. „Vandmasserne fra Sydafrika er nået hertil og har blokeret landevejen,“ advarede de. „Hverken busser eller lastbiler kan komme igennem.“ Den samme del af vejen som de havde krydset om morgenen, stod nu helt under vand. Floderne længere nordpå var også ved at stige, så området var isoleret fra resten af landet.

De to brødre besluttede sig for at overnatte i det nærliggende Macia. I nattens løb blev situationen forværret. Byen Xinavane blev fuldstændig oversvømmet, og folk mistede alt hvad de ejede. Der blev truffet foranstaltninger til at hjælpe Jehovas Vidner i området så de kunne nå i sikkerhed i en rigssal i Macia, hvor en midlertidig nødhjælpslejr blev etableret. Man gik omgående i gang med at købe nødvendige ting som ris, bønner, mel og olie.

Man koncentrerede sig nu om vore kristne trosfæller i Chókwè og nærliggende byer. Tilsynsmændene i Chókwè mødtes og organiserede en masseevakuering. Budskabet lød: „Forlad øjeblikkelig området, og tag til Macia!“ Man fandt snart ud af at der manglede en del fra Xinavane. Så et hold blev sendt af sted for at undersøge hvad der var sket. Man blev også klar over at en af menighedens ældste var druknet i sit hus. Der blev sørget for at han blev begravet, og resten af vennerne blev fundet — nogle af dem på hustage — hvorefter de blev bragt i sikkerhed i Macia.

Da alt det praktiske var blevet klaret, tog de to brødre fra afdelingskontoret til Bilene, en lille by ved kysten, hvorfra de chartrede et fly til Maputo. Så langt øjet rakte så de rejsende vand. Der kom meldinger om at alene i provinsen Gaza var 600.000 mennesker berørt af katastrofen.

Situationen forværres

I de følgende dage tog regnen til og ødelagde også de centrale provinser i Mocambique. Så fejede en voldsom tropisk orkan hen over landet. Den fik navnet Eline. Den 20. februar blev provinserne Inhambane, Sofala og Manica udsat for voldsomme regnskyl. Det førte til yderligere oversvømmelse, død og ødelæggelse.

I slutningen af februar var byen Chókwè og de omkringliggende områder fuldstændig dækket af vand, og dét i en grad man aldrig før havde set. Lørdag den 26., omkring midnat, kom kraftige vandmasser pludselig væltende som en lavine og skyllede alt væk på deres vej. „Vi vågnede ved at en nabo råbte noget gennem vinduet,“ fortæller Luis Chitlango, et 32-årigt Jehovas vidne.

„Samtidig med at vi sprang ud af sengen, hørte vi lyden af de brølende vandmasser,“ fortsætter Chitlango. „Mens vi styrtede af sted, stødte vi samtidig på en hel del slanger. Klokken seks nåede vi et område der lå lidt højere, men lidt senere på formiddagen blev også dét oversvømmet, så vi måtte klatre op i træerne. Der var 20 i vores gruppe.

Først kravlede mændene op. Så rakte kvinderne børnene op til dem, hvorefter børnene blev bundet fast til grenene. Derefter fulgte kvinderne med deres babyer. Indimellem kravlede vi ned fra træerne for at  søge efter jordnødder under vandet, som vi vidste blev dyrket i området.

Efter tre dages forløb blev det besluttet at vi alle skulle gå til Chókwè. Vandet nåede os til brystet, og vi måtte kæmpe mod den stærke strøm. Langs vejen så vi mange folk i træerne og på hustagene. Den næste dag var vandet dog sunket så meget at lastbiler kunne køre ind i byen og hjælpe folk til Macia.“

Jehovas Vidners nødhjælpslejr

Den 4. marts chartrede Jehovas Vidners afdelingskontor et fly og fløj nogle brødre ud til katastrofeområdet. En stor del af befolkningen var flygtet til Macia, som var blevet omdannet til en enorm nødhjælpslejr. Mange af ofrene for oversvømmelsen havde influenza eller led af underernæring, malaria og andre sygdomme.

Hele området lignede en krigszone. Helikoptere fra forskellige lande cirklede rundt over byen og landede på interimistiske landingsbaner med forsyninger. Da Jehovas Vidners nødhjælpshold nåede frem til Macia, sørgede de ikke blot for at give ofrene mad, men etablerede også en sygeafdeling. Først fik de dog den nødvendige tilladelse hos de lokale myndigheder, som i øvrigt roste deres initiativ.

I Jehovas Vidners nødhjælpslejr, hvor hen ved 700 trosfæller og andre havde fundet ly, drøftede man hver morgen klokken halv syv et skriftsted fra Bibelen. Maden blev tilberedt af kristne søstre, og når den var færdig, råbte man navnet op på de forskellige familiers overhoved. Vedkommende skulle angive med fingrene hvor mange portioner mad familien havde brug for, hvorefter de fik maden udleveret.

Alt det praktiske der skulle gøres i lejren, var velorganiseret. Nogle fik til opgave at købe mad; andre skulle sørge for at drikkevandet og de sanitære forhold var i orden, samt at der blev gjort rent på toiletterne, og så videre. Den gode måde det blev organiseret på, undgik ikke embedsmændenes opmærksomhed. En af dem kom med følgende kommentar:  ’Det er dejligt at være her. Alle får noget at spise, og der er ingen skænderier.’ En lokal myndighedsperson sagde: ’Alle burde have mulighed for at besøge Jehovas Vidners lejr for at se hvordan det hele kan fungere.’

En dag kaldte Jehovas Vidners nødhjælpskomité de kristne ældste sammen for at fortælle dem at afdelingskontoret havde taget skridt til at huse og rigssale kunne blive genopbygget, samt at de brødre der var berørt af oversvømmelsen, kunne få den nødvendige hjælp. Næste morgen under drøftelsen af dagens tekst bekendtgjorde man disse planer. Klapsalverne ville næsten ingen ende tage.

Selv om myndighederne havde skaffet Jehovas Vidner to store telte, var der mange i lejren som sov under åben himmel. Blandt ofrene for oversvømmelsen blev der derfor dannet et hold som skulle bygge en stor rigssal på et stykke land der var ejet af den lokale menighed. Den blev opført af rør og bølgeblik — helt i mocambiquisk stil — med plads til 200 mennesker. På kun to dage var den færdig.

Man prøver at finde de isolerede

Den 5. marts, efter at vandet var sunket lidt, dannede man i mellemtiden et nødhjælpshold der skulle rejse til byen Aldeia da Barragem, som lå i et af de områder der først var blevet oversvømmet. Der var en menighed på omkring 90 forkyndere, og man havde intet hørt fra dem.

På vejen dertil passerede de Chihaquelane, en gigantisk nødhjælpslejr, hvor der boede 100.000 mennesker. På begge sider af vejen, som visse steder var skyllet bort, var hele egnen oversvømmet så langt øjet rakte. En af dem som var med på nødhjælpsholdet, fortæller: „Da vi nåede Chókwè, blev vi mødt af et fortvivlet syn. Mange af husene lige uden for byen stod stadig i vand til taget. Ja, de fleste af husene var helt under vand. Mørket var ved at falde på, men vi skulle gå endnu 25 kilometer før vi nåede Aldeia da Barragem.“

I løbet af natten nåede holdet endelig deres bestemmelsessted. En af brødrene som var med, fortæller: „Vi standsede op og spekulerede på hvordan vi skulle gribe det an.“ I samme øjeblik kom nogle mennesker til syne som råbte: „Brødre!“ Gensynsglæden var stor og kom til udtryk i glade latterudbrud. De havde set lyset på vores to biler og straks tænkt at det måske var deres brødre der var på vej, og det havde de gjort andre opmærksomme på. Det gjorde et stort indtryk på dem som var øjenvidner til det. Nogle sagde: ’Jehovas Vidner viser ægte kærlighed. De kommer både med mad til deres trosfæller, og for at se til dem.’

Der ydes fortsat hjælp

Vore brødre og søstre fra Aldeia da Barragem fik den nødvendige hjælp til at nå lejren i Macia, hvor de fik mad, husly og lægehjælp. I mellemtiden var situationen i Macia blevet kritisk. Forsyningerne af fødevarer, medicin og brændstof var små fordi de kom med fly. Det var tvingende nødvendigt snart at etablere en forbindelse over land. Den 8. marts var den færdig.

Storbyen Xai-Xai var blevet fuldstændig oversvømmet. Visse steder i byens centrum stod vandet i tre meters højde. Jehovas Vidner oprettede en nødhjælpskomité der skulle tage sig af deres trosfæller på stedet. Desuden dannede man flere andre komitéer, der skulle hjælpe de nødstedte i provinserne Sofala og Manica.

Der kom nødhjælpsforsyninger fra Jehovas Vidner i andre lande. Afdelingskontoret i Sydafrika sørgede for at der blev sendt tonsvis af tøj, tæpper og andre fornødenheder. Og Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, stillede midler til rådighed for at hjælpe dem der var berørt af katastrofen.

Da vandet var sunket tilstrækkeligt og man havde tal på hvor mange der havde mistet deres hjem, begyndte arbejdet med at genopbygge huse og rigssale. Man oprettede en komité der skulle stå for genopbygningsarbejdet. Mange frivillige meldte sig, og de gik straks i gang. Siden da er mere end 270 huse og mindst fem rigssale blevet genopbygget.

Da de første huse som blev bygget af Jehovas Vidners frivillige, stod færdige, vakte det stor opmærksomhed. En af naboerne kom med følgende bemærkning: „I tilbeder en Gud som gør noget. Vores præster ignorerer at deres får lider. Men jeres huse bliver genopbygget.“ Mange i disse områder har taget imod det budskab om Riget som Jehovas Vidner har forkyndt for dem, og flere er begyndt at læse Bibelen sammen med forkynderne. — Mattæus 24:14; Åbenbaringen 21:3, 4.

Selv om mange af Jehovas Vidner har mistet deres materielle ejendele, har ingen af dem mistet troen. Tværtimod er deres tro på Gud og den verdensomspændende organisation af brødre og søstre blevet styrket. De skylder deres internationale brodersamfund tak for den kærlige og hurtige hjælp de fik under denne frygtelige katastrofe. De har personligt oplevet Jehovas kærlige omsorg og beskyttelse, og de vil altid huske Bibelens ord: „Jehova er stor.“ — Salme 48:1.

[Illustration på side 24, 25]

Byen Xai-Xai oversvømmet af mudret vand

[Illustration på side 25]

Nødhjælpsforsyninger blev fløjet til området

[Illustration på side 26]

Jehovas Vidners nødhjælpshold opførte en sygeafdeling

[Illustration på side 26]

Der bygges fortsat nye huse

[Illustration på side 26]

Den største nødhjælpslejr rummede 100.000 mennesker