Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad er religionens fremtid?

Hvad er religionens fremtid?

 Hvad er religionens fremtid?

RELIGIONEN har oplevet en kolossal genopblomstring i de lande der tidligere var en del af Sovjetunionen. Alene i Rusland bekender 50 procent af befolkningen sig til den ortodokse tro, og andre religioner har ligeledes millioner af tilhængere. Islam, jødedom og buddhisme er nogle af de ældste religioner i området, og Jehovas Vidner har også en lang historie bag sig dér.

Allerede i 1891 besøgte repræsentanter for bibelstudenterne, som Jehovas Vidner blev kaldt før 1931, Kisjinjov i Rusland (Chişinǎu, Moldova). Dér holdt man møder med trosfæller. I 1928 mødtes George Young, en særlig repræsentant for bibelstudenterne, med sovjetiske embedsmænd i Moskva for at søge om tilladelse til at udgive bibelsk læsestof i Sovjetunionen. Senere blev Jehovas Vidner meget kendt på grund af Sovjets forsøg på at udrydde dem.

Da Sovjetunionen pludselig gik i opløsning for næsten ti år siden, begyndte folk at spekulere på hvorfor Sovjetstaten havde prøvet at fjerne religionen. Mange som i årtier var blevet grundigt skolet i ateisme, blev nysgerrige efter at vide hvad religionen mon havde at tilbyde. Kunne det tænkes at Bibelen, der havde været en forbudt bog, faktisk indeholdt løsninger på menneskehedens problemer? Russerne begyndte selv at undersøge sagen.

Et nyt religiøst problem

At så mange begyndte at interessere sig for Bibelen, skabte et nyt religiøst problem i det tidligere Sovjetunionen. Londonavisen The Guardian skrev sidste år: „’Krigen mod Gud’ er måske nok slut, men allerede ét årti efter at verdens første erklærede ateistiske stat led sit ydmygende nederlag, er en ny kold krig på den religiøse front måske blot lige begyndt.“ Hvad er det for en religiøs kold krig avisen hentyder til?

Som nævnt i den foregående artikel, arbejdede den russisk-ortodokse kirke hånd i hånd med Sovjetledere for at overleve og opnå særrettigheder. The Guardian har beskrevet hvordan dette forhold kunne bestå: „I løbet af de sidste 10 år har kirken dyrket et ubehagelig tæt forhold til den stort set uforandrede stat som engang undertrykte den, idet den regelmæssigt støtter den russiske regering (eksempelvis da patriarken støttede krigen i Tjetjenien) og til gengæld får lov at øve en betragtelig politisk indflydelse.“

The Los Angeles Times for 10. februar 1999 henledte opmærksomheden på kirkens politiske indflydelse da den kommenterede „Loven om trosfrihed og trossamfund“. Avisen skrev at „den russisk-ortodokse kirke havde været fortaler for“ denne lov, der blev underskrevet af daværende præsident, Boris Jeltsin, i september 1997. Loven giver kirken en særstilling som „traditionel“ religion på linje med islam, jødedom og buddhisme. Blandt andet kræver loven at religiøse organisationer i Rusland lader sig indregistrere på ny.

The New York Times for 11. februar 1999 skrev at ’den ortodokse kirke efter vedtagelsen af denne lov kunne holde sine rivaler i skak’, og tilføjede: „Sidste år i august krævede den russisk-ortodokse kirkes patriark,  Aleksij II, forbud mod proselythvervende trosretninger, især dem der prøver at lokke folk væk fra ’deres forfædres religion’.“ Lige siden har man arbejdet på at forbyde hvervning af proselytter, og det har resulteret i den såkaldte „religiøse kolde krig“.

Et af angrebsmålene

Jehovas Vidner har været et af hovedmålene for de angreb den russisk-ortodokse kirke står bag. Den 20. juni 1996 begyndte Moskvas offentlige anklager at behandle en retssag som var rejst af antisektgruppen „Komiteen til unges beskyttelse mod falsk religion“. Selv om sagen igen og igen blev udsat fordi der ikke fandtes beviser for at Vidnerne havde gjort sig skyldige i noget kriminelt, blev den hver gang genoptaget.

Samtidig blev der propaganderet heftigt mod Jehovas Vidner. Den russiske avis Komsomolskaja Pravda, der har et oplag på 1.200.000, bemærkede i udgaven for 21. november 1998: „På blot to år har den russisk-ortodokse kirke udgivet mere end ti bøger, brochurer og håndbøger der sætter fokus på Jehovistsamfundet.“ Hvorfor har kirken været så opsat på at bringe Jehovas Vidner i vanry?

Komsomolskaja Pravda fortsatte: „Det er sandsynligvis fordi organisationens medlemstal er tidoblet alene i løbet af de sidste syv år, og den russisk-ortodokse kirke bryder sig lige så lidt om konkurrenter som enhver anden hierarkisk organisation gør.“

Da retssagen mod Jehovas Vidner atter blev genoptaget i begyndelsen af 1999, tiltrak den sig hele verdens opmærksomhed. En overskrift i The New York Times den 11. februar lød: „Forbud mod Jehovas Vidner overvejes af Moskvadomstol.“ Artiklen bemærkede: „Den sag der i øjeblikket behandles i et lille retslokale ved en civilret i Moskva, bliver nøje fulgt af grupper der kæmper for religionsfrihed og menneskerettigheder, da det er det første markante forsøg på at bruge [Loven om trosfrihed og trossamfund] til at lægge en begrænsning på gudsdyrkelse.“

Ljudmila Aleksejeva, præsident for menneskerettighedsorganisationen Helsinki-komiteen, har begrundet hvorfor sagen mod Jehovas Vidner blev fulgt så nøje. Hun siger at hvis de der forsøger at undertrykke Jehovas Vidner, ’har held med det, vil de føle sig fri til også at angribe andre grupper’ der karakteriseres som ikke-traditionelle religioner. Den 12. marts 1999 blev domsafsigelsen udsat endnu en gang. Alligevel godkendte det russiske justitsministerium allerede måneden efter, den 29. april, registreringen af „Det Administrative Center for Jehovas Vidner i Rusland“.

På trods af regeringens anerkendelse af Jehovas Vidner fortsætter angrebene mod dem og andre religiøse minoriteter i Rusland og andre tidligere Sovjetrepublikker. Lawrence Uzzell, der er leder af Keston Institute i Oxford, siger at „det altid er værd at lægge mærke til hvad der sker med Jehovas Vidner“, fordi det der overgår dem, virker „som et tidligt advarselssignal“. I virkeligheden står religionsfriheden på spil for millioner af mennesker.

Angrebet viser sig uberettiget

I det første århundrede forfulgte de øverste præster og andre religiøse ledere Jesu disciple. (Johannes 19:15; Apostelgerninger 5:27-33) Derfor blev der sagt om kristendommen: „Sandt nok, om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:22) Det burde altså ikke overraske nogen at sande kristne i dag bliver bagtalt, sådan som Jehovas Vidner er blevet det.

Men efter at have undersøgt beviserne mod de kristne i det første århundrede gav Gamaliel, en berømt farisæer og lovlærer, følgende råd: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud,  vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apostelgerninger 5:38, 39.

I dag har kritikere også gennemført grundige undersøgelser af Jehovas Vidner. Med hvilket resultat? Sergej Blagodarov, der selv tilhører den ortodokse kirke, konstaterer i Komsomolskaja Pravda: „Gennem mere end hundrede år har intet land i verden været i stand til at bevise at Jehovas Vidner skulle være kriminelle, eller at deres trossamfund skulle foretage sig noget illegalt.“

Hvad er religionens fremtid?

Bibelen taler om „en tilbedelse [gudsdyrkelse, religion] der er ren og ubesmittet“. (Jakob 1:27a; se også den danske autoriserede oversættelse og New English Bible.) Den foregående artikel peger på at Bibelen kalder den falske religions verdensimperium for ’en stor skøge . . . som jordens konger har begået utugt med’. Om denne symbolske religiøse skøge — „Babylon den Store“ — siges der at hun er „beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. — Åbenbaringen 17:1-6.

Hvilken rammende beskrivelse af religionssamfund der har arbejdet nært sammen med verdens politiske ledere for at kunne bevare deres egen særstilling! Men den store skøges fremtid er beseglet. „Hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende,“ siger Bibelen. Det haster derfor med at reagere på engelens advarsel: „Gå ud fra hende . . . for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:4, 7, 8.

Da disciplen Jakob beskrev ’den rene tilbedelse’, sagde han at den skulle være „uplettet af verden“. (Jakob 1:27b) Desuden sagde Jesus om sine sande disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Er det da ikke tydeligt hvorfor Jehovas Vidner holder sig fri af al korrupt indflydelse fra denne verdens politik? De gør det fordi de nærer fuld tillid til Bibelens løfte: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.

[Illustrationer på side 15]

Fra retssagen i Moskva i februar 1999 Forsvarerne (til venstre), dommeren (i midten) og anklagerne (til højre)

[Illustration på side 15]

Bibelen beskriver al religions fremtid