Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kampen mod en snigmorder

Kampen mod en snigmorder

 Kampen mod en snigmorder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CANADA

DEN sniger sig gennem skoven, undgår de unge og angriber de ældre. Den er ganske lille i forhold til sit offer. Den bevæger sig hurtigt og stiller sig ikke tilfreds før ødelæggelsen er total. Når offeret forsøger at drive den ud, bliver det en kamp på liv og død. Og snigmorderen vinder hver gang.

Hvem er denne fjende? Det er den lille barkbille Dendroctonus ponderosae, der angriber bjergfyrretræerne i det vestlige Nordamerika. I den centrale del af den canadiske provins British Columbia er det den majestætiske klitfyr det går ud over.

Cirka 35 procent af skovene i denne provins består af klitfyr — en regulær masseudklækningsplads for den cylinderformede barkbille, der kun måler fra 3 til 8 millimeter i længden. Til at begynde med angriber den syge gamle bestande af fyrretræer. Men efterhånden som billerne formerer sig, begynder de også at angribe sunde voksne træer. (Se rammen „Barkbillens livsløb“.) De seneste epidemier i British Columbia har på blot ét år kostet 30 millioner fyrretræer livet. Man anslår at der kan udklækkes så mange biller i et enkelt angrebet træ at de det følgende år kan dræbe yderligere to træer af samme størrelse.

Barkbillen er en naturlig del af økosystemet, og i forening med skovbrande sørger den for at gamle fyrreskove nedbrydes og fortsætter i naturens kredsløb. Gennem brandbekæmpelse har mennesket imidlertid medvirket til at store områder med voksne og ældre træer er blevet bevaret. Derved er levesteder og veksler for dyrelivet foruden skove til industrielle og rekreative formål blevet bevaret, men samtidig har man skabt en tilstand der gør det nødvendigt at kontrollere bestanden af barkbiller. Hvordan finder man frem til disse små skadedyr ude i vildmarken? Hvad kan man overhovedet stille op mod den bølge af ødelæggelser der følger i deres kølvand?

Sporing og eftersøgning

For at få kontrol over barkbillerne må man først opspore dem. Fra luften inspicerer man de mægtige skove for at finde træer der er blevet brune i toppen. Disse træer, der sandsynligvis er angrebet af barkbiller, er lette at få øje på blandt de mange grønne kroner. Positionen af det angrebne område bestemmes ved hjælp af GPS-systemet (Global Positioning System) og kombineres med oplysninger om antallet af brune træer. Alle data bliver omhyggeligt gemt i en bærbar  computer. Oplysningerne bliver senere indlæst i større computere, hvor de ved hjælp af et avanceret geografisk informationssystem bliver kombineret med detaljerede kort over skovene. De angrebne områder bliver nummereret og påført en liste med tilhørende geografiske koordinater. Disse informationer er uundværlige for det eftersøgningshold der bliver sendt ud i terrænet for at fastslå angrebenes omfang.

Den egentlige trussel mod skoven er dog ikke de træer der er blevet brune, men de grønne træer der er under angreb. De kan almindeligvis kendes på de rør af harpiks der dannes rundt om de huller hvor billerne er trængt ind, og på det træstøv eller savsmuld der ligger ved foden af træerne. Alle de angrebne træer bliver mærket med plasticbånd og får påmalet et nummer. En beskrivelse af terrænet og antallet af angrebne træer bliver noteret sammen med andre oplysninger som kan hjælpe de ansvarlige instanser til at beslutte hvad der bør gøres for at begrænse angrebets omfang.

Kontrolmetoder

Hvis størrelsen af det angrebne område gør fældning berettiget, bliver endnu et hold sendt ud for at kortlægge området. En fældningsplan bliver sendt til godkendelse i Skovbrugsministeriet. Det firma der skal fælde træerne, får samtidig ansvaret for at genplante området og for at passe de nye træer indtil de kan klare sig selv. På den måde bliver det ikke alene muligt at anvende træet, men også at begrænse et insektangreb og skabe ny vækst.

Hvis fældning ikke er muligt, kan det komme på tale at behandle hvert træ for sig. Denne metode kan indbefatte injektion med insektgift i det angrebne træ eller fældning og afbrænding af de angrebne træer på stedet. Den sidstnævnte behandlingsform, der ofte udføres sidst på vinteren eller i begyndelsen af foråret før barkbillerne kommer frem, er særdeles effektiv, men også arbejdskrævende. Dale, der er specialist i at opspore og bekæmpe sådanne angreb, fortæller til Vågn op! hvordan en typisk arbejdsdag forløber.

„Først må man køre ad enkeltsporede veje der også benyttes af store tungtlæssede tømmerbiler. Af sikkerhedsgrunde benytter vi radioer med to kanaler så vi kan følge trafikken på vejen. Hvor vejen ender, læsser vi vores snescootere og slæder af for at komme længere ind i skoven. Vores GPS og kompas er  omhyggeligt pakket ned sammen med kædesave, benzin, olie, økser, radioer, snesko og førstehjælpsudstyr. Over adskillige kilometer krydser vi sumpe, fældede områder og gamle skovspor. Når vi ikke kan komme længere på snescooter, tager vi snesko på, som gør det muligt for os at gå selv om det er besværligt og snelaget visse steder kan være helt op til 120 centimeter tykt.

I det uvejsomme terræn er det noget af en udfordring at slæbe på 15 kilo udstyr. Hjertet hamrer af anstrengelse. Og vi er glade når vi endelig finder stedet. Men nu begynder arbejdet for alvor. En dygtig og erfaren skovarbejder fælder de angrebne træer med stor præcision. Derefter går holdet i gang med at skære træet i passende stykker så det kan brændes. For at larverne kan blive udryddet må al barken brændes helt. Når der er frokostpause og det fryser 20 grader, er vi glade for bålet. Vi nyder varmen og tør vores frosne håndmadder op. Så er det tid til at fortsætte arbejdet. Snart begynder vinterhimmelen at mørkne, hvilket minder os om at det er på tide at påbegynde hjemturen.“

Arbejde i vildmarken

Det er krævende at arbejde i skoven. Men selv om det er en udfordring for disse dygtige folk, glæder de sig også over det skaberværk der omgiver dem i form af storslåede landskaber og uforglemmelige oplevelser med vildmarkens dyreliv. Nogle af disse møder er ganske harmløse — som når en rype støjende letter fra sneen lige for fødderne af én, eller når et uheldigt egern smutter ud af sit skjul og lige op i buksebenet på en skovarbejder og skaber ikke så lidt postyr. I andre tilfælde kan et møde være dødsensfarligt — man kan blive forfulgt af en af de stedlige grizzlybjørne eller sortbjørne. I almindelighed kan farerne dog mindskes ved årvågenhed og træning så skovarbejderne kan færdes i vildmarken uden unødig frygt.

Der bliver gjort spændende fremskridt i forbindelse med at benytte moderne teknologi til forvaltning af jordens naturrigdomme. Mange er oprigtigt engageret i at beskytte og bevare vore smukke træer ved for eksempel at holde barkbillerne under kontrol. Vi har stadig meget at lære om vore dejlige skove. Vi længes efter den dag hvor vi kan forvalte dem i fuld harmoni med den hensigt hvormed de oprindelig blev skabt.

[Ramme/diagram på side 22]

Barkbillens livsløb

Ved midsommertid borer en voksen hunbille sig gennem barken på en klitfyr ind til splintveddet. Efter at have parret sig med en han lægger hunnen cirka 75 æg. Under denne aktivitet overfører hunnen også en blåsplintsvamp til splintveddet der forhindrer at harpiks trænger ud og dræber larverne. Når larverne kommer ud af æggene, æder de af sivævet i træstammen. Få uger senere dør træet fordi nærings- og vandtilførselen er blevet afbrudt. I den følgende vinter udvikler larverne sig, og sommeren efter kommer de frem som voksne biller der flyver ud for at angribe nye træer og gentage processen.

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Æg

Larve

Puppe

Voksen

[Illustrationer på side 22, 23]

Nærbillede af ødelagt træ

Angrebne træer

Harpiksrør