Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vasa — Fra katastrofe til verdensattraktion

Vasa — Fra katastrofe til verdensattraktion

 Vasa — Fra katastrofe til verdensattraktion

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SVERIGE

DEN 10. august 1628 var en smuk dag i Stockholm. Der var trængsel på havnekajerne da det kongelige krigsskib Vasa skulle ud på sin jomfrurejse for at slutte sig til den svenske flåde.

Vasa var ikke noget almindeligt krigsskib. Kong Gustav II Adolf ønskede at det skulle være det største krigsskib i verden. Nogle hævder at han, fordi danskerne var i færd med at bygge et skib med to batteridæk, gav ordre til at der også skulle bygges to batteridæk på Vasa. Skibet der bar hans familienavn, skulle ikke stå tilbage for noget andet skib.

Vasas jomfrurejse skulle have været en demonstration af kongens magt og herlighed. Skibet var udstyret med 64 kanoner og udsmykket med mere end 700 skulpturarbejder og ornamenter. Dets pris svarede til mere end 5 procent af Sveriges bruttonationalprodukt. Denne svært bevæbnede krigsmaskine og flydende kunstudstilling var formentlig det prægtigste skib i verden på det tidspunkt. Det var forståeligt at folk var stolte og kom med jublende bifald mens Vasa sejlede forbi langs Stockholms havnekajer.

En ydmygende katastrofe

Men Vasa havde ikke engang sejlet en sømil da et kraftigt vindstød fik hende til at krænge over. Vandet fossede ind gennem de åbne kanonporte, og ned gik hun. Måske var det den korteste jomfrurejse i søfartens historie.

Tilskuerne var lamslåede. Den svenske flådes stolthed var blevet sænket — ikke i et slag eller af en storm i høj sø, men af et enkelt vindstød i sin egen havn. At omkring 50 af de ombordværende mistede livet, øgede kun folks bestyrtelse. Vasa, der skulle have været nationens stolthed, blev i stedet et synonym for skuffelse og vanære.

For at finde en syndebuk for denne ydmygende katastrofe, blev sagen indbragt for domstolen. Men ingen blev erklæret skyldige, formentlig fordi vidneforklaringerne pegede på både kongen og flådens viceadmiral, Clas Fleming.

De krav kongen havde stillet, tvang skibsbyggerne til at eksperimentere med konstruktioner som de ikke var fortrolige med. Af den grund fik skibet ikke de rigtige proportioner. Nogen tid før forliset havde viceadmiral Fleming iværksat en stabilitetstest. Tredive mand løb samtidig fra den ene side af skibet til den anden. Efter de tre første løbeture indså viceadmiralen at skibet ville kæntre hvis man fortsatte. Han standsede forsøget, men aflyste ikke jomfrurejsen. Da så betydningsfulde personer som kongen og viceadmiralen var involveret, blev anklagerne trukket tilbage.

I årene 1664-65 bjærgede en tidligere officer i den svenske hær de fleste af Vasas kanoner ved hjælp af en almindelig dykkerklokke. Efterhånden som Vasa, der lå på 30 meters dybde, sank længere og længere ned i dyndet, glemte man alt om dette skib.

Op af dyndet igen

I august 1956 lykkedes det amatørarkæologen Anders Franzén at få et stykke egetræ fra Vasa op fra bunden ved hjælp af en sedimentprøvetager. I årevis havde han, ved at studere gamle dokumenter og undersøge havbunden, ledt efter Vasa. Og nu havde han fundet hende. Ved hjælp af en skånsom hævningsproces blev Vasa løftet op af dyndet. Derefter flyttede man hende forsigtigt  i ét stykke, stadig under vandet, til en ventende dok.

Den 24. april 1961 var kajerne i Stockholm igen fyldt med tilskuere. Efter 333 år på havets bund fik Vasa sit comeback — denne gang som turistattraktion og et eldorado for marinarkæologer. Mere end 25.000 genstande har afsløret fascinerende detaljer om livet om bord på et krigsskib fra det 17. århundrede. De har også givet et enestående indblik i datidens skibsbyggeri og billedhuggerkunst.

Hvorfor var Vasa så velbevaret? Fordi skibet var nyt da det sank, fordi dyndet havde en konserverende virkning, og fordi pæleorme ikke trives godt i vand med et lavt saltindhold.

Vasas ballast var på cirka 120 tons. For at være stabilt skulle det have haft en ballast der vejede mere end det dobbelte. Men det var der ikke plads til. En sådan vægtforøgelse ville desuden have medført at de nedre kanonporte kom for tæt på vandet. Vasa var et prægtigt syn, men skibets mangelfulde stabilitet bevirkede at det måtte ende med en katastrofe.

Vasa er det ældste bevarede, intakte, og fuldt identificerede skib i verden, og i dag er det i sikkerhed på sit eget museum. Der får 850.000 besøgende hvert år mulighed for at se denne kongelige pragtudfoldelse fra det 17. århundrede som på grund af katastrofen i 1628 er blevet bevaret gennem århundrederne. Skibet er en påmindelse om hvor tåbeligt det er når de ansvarlige af egoisme og skødesløshed vælger at se stort på fundamentale principper vedrørende skibsbygning.

[Illustration på side 24]

Kong Gustav II Adolf

[Kildeangivelse på side 24]

Foto: Nationalmuseet i Stockholm

[Illustrationer på side 24, 25]

Efter mere end 300 år på havbunden er „Vasa“ i dag en verdensattraktion

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Vasamuseet, Stockholm

[Kildeangivelse på side 25]

Maleri af Vasas kuldsejling af kunstneren Nils Stödberg