Hvordan vi ved at det onde vil høre op

Hvordan vi ved at det onde vil høre op

Hvordan vi ved at det onde vil høre op

GUD har givet os sit inspirerede ord og derigennem gjort os opmærksomme på hvorfor nogle handler ondt. Han har også givet os en fri vilje og evnen til at vise selvbeherskelse, og derved gjort det muligt for os at vælge ikke at handle ondt. (5 Mosebog 30:15, 16, 19) I betragtning af det må vi være opmærksomme på enhver forkert tilbøjelighed vi måtte have, og tage de nødvendige skridt til at ændre adfærd. I sidste ende vil det at vi afholder os fra ondt, være til glæde for både os selv og dem omkring os. — Salme 1:1.

Uanset hvor hårdt vi hver især kæmper imod tendensen til at gøre det onde, plages verden fortsat af de onde handlinger der bliver begået af vore medmennesker. Bibelen giver denne advarsel: „Dette skal du vide, at i de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her.“ For at vise hvorfor disse dage „er vanskelige at klare“, fortsætter skriftstedet: „Menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort.“ — 2 Timoteus 3:1-5.

Måske lagde du mærke til udtrykket „de sidste dage“ i den profeti der er citeret ovenfor. Hvordan forstår du det? De fleste vil forstå udtrykket „de sidste dage“ sådan at noget når frem til en afslutning. Hvad kan det være i dette tilfælde? Bibelen svarer på det. Læg mærke til det løfte den giver.

De onde vil blive helt fjernet.

„Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — SALME 37:10, 11.

„Jehova vogter alle der elsker ham, men alle de ugudelige vil han tilintetgøre.“ — SALME 145:20.

Ingen vil blive undertrykt.

„Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ — SALME 72:12, 14.

„Skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — ROMERNE 8:21.

Alle vil få det de har behov for.

„De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ — MIKA 4:4.

„De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ — ESAJAS 65:21, 22.

Retfærdigheden vil råde på jorden.

„Skulle Gud da ikke sørge for at der skaffes hans udvalgte ret, dem som råber til ham dag og nat . . .? Jeg siger jer: Han vil sørge for at der skaffes dem ret i hast.“ — LUKAS 18:7, 8.

„Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale. Til fjerne tider skal de bevares.“ — SALME 37:28.

„Den frugtbare jords indbyggere [vil] lære retfærdighed.“ — ESAJAS 26:9.

„Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 PETER 3:13.

Mennesker forandrer sig — allerede nu

Vi bliver uden tvivl glade når vi hører sådanne løfter. Men hvordan ved vi at løfterne vil blive indfriet? Faktisk har vi beviser for at Guds løfter vil blive opfyldt. Hvad er det for beviser? Jo, allerede nu har millioner af mennesker lagt selviske, umoralske eller voldelige karaktertræk bag sig, og de har lært at være ærlige, fredelige og venlige. I dag udgør Jehovas Vidner, der tæller over syv millioner, et internationalt brodersamfund på tværs af racemæssige, etniske, nationalistiske, politiske og økonomiske barrierer, som har været skyld i så meget had og så megen vold og blodsudgydelse op gennem historien. * At der sker så store forandringer i dag, giver os et sikkert grundlag for at tro at Guds løfter vil blive opfyldt i endnu større omfang.

Men hvad skyldes sådanne forandringer? Svaret findes i endnu et af Bibelens løfter, som er nedskrevet af profeten Esajas:

„Og ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem. . . . Og løven æder halm som kvæget. Og det diende barn leger over brilleslangens hul, og barnet der er vænnet fra, rækker sin hånd ud over giftsnogens lysåbning. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ — Esajas 11:6-9.

Handler denne profeti udelukkende om at der kommer en tid hvor dyr og mennesker vil leve i harmoni med hinanden? Nej, profetien får en større opfyldelse i dag. Læg mærke til at den sidste del af passagen viser hvad der er skyld i forvandlingen: „Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova.“ Kan kundskab om Gud ændre dyrs adfærd? Næppe. Men den kan og vil ændre menneskers adfærd — ja, den gør det allerede! Denne profeti forudsiger at de der har aflagt dyriske tendenser, vil udvikle en kristen personlighed fordi de lærer hvad Bibelen siger, og følger det.

Det er Pedro et eksempel på. * Han var overbevist om at han kæmpede for retfærdighed da han sluttede sig til en terroristorganisation. Efter endt træning fik han ordre til at sprænge en politikaserne i luften. Mens han traf forberedelser til det, blev han arresteret. Pedro sad 18 måneder i fængsel, hvor han fortsatte med sin samfundsnedbrydende virksomhed. I mellemtiden begyndte Pedros kone at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Da Pedro blev løsladt, begyndte også han at studere Bibelen, og det han lærte om Jehova Gud, fik ham til at foretage store forandringer i sin indstilling og sit syn på livet. „Jeg takker Jehova for at jeg ikke har dræbt nogen i de år jeg var terrorist,“ siger Pedro. „I dag bruger jeg åndens sværd, Bibelen, for at andre kan høre den gode nyhed om Guds rige — et budskab om sand fred og retfærdighed.“ Pedro besøgte endda den politikaserne som han engang havde planer om at ødelægge. Men denne gang kom han for at forkynde et fredens budskab om en verden uden vold.

Den kraft som Guds ord kan øve på menneskene, giver os en endnu større grund til at tro på Guds løfte om at alt ondt skal ophøre. Folk vil ikke for altid handle ondt, men vil ændre sig til det bedre. Snart vil Jehova fjerne den der står bag alle onde gerninger, Satan Djævelen, som befinder sig i kulissen og styrer verdensbegivenhederne. I Bibelen står der: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Men snart vil han være væk. Det samme gælder dem der stædigt nægter at forlade deres onde veje. Hvor vil det blive dejligt at leve til den tid!

Hvad skal du gøre for at være sikker på at få del i en sådan fremtid? Husk at det er „kundskab om Jehova“ der er årsag til at nogle forandrer sig, og som i nær fremtid vil udvirke en forandring på verdensplan. Ved at tilegne dig nøjagtig kundskab fra Bibelen og leve efter den — som Pedro gjorde — vil også du kunne se frem til at leve i en verden „hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:13) Vi tilskynder dig derfor til at gribe den mulighed der endnu findes, for at tilegne sig kundskab om Gud og Jesus Kristus, for det kan betyde evigt liv for dig. — Johannes 17:3.

[Fodnoter]

^ par. 20 Flere oplysninger findes i brochuren Jehovas Vidner — Hvem er de? Hvad tror de på?, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 24 Navnet er ændret.

[Tekstcitat på side 9]

Du vil også kunne se frem til at leve i en verden „hvori retfærdighed skal bo“. — 2 PETER 3:13