Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vidste du det?

Vidste du det?

Vidste du det?

Hvem var „tempeløversten“, og hvilke ansvarsopgaver havde han?

„Tempeløversten“ var en af de jødiske religiøse ledere som fik apostlene Peter og Johannes arresteret mens de forkyndte. (Apostelgerninger 4:1-3) Bibelen beskriver ikke tempeløverstens ansvarsopgaver, men historiske kilder giver nogle interessante baggrundsoplysninger.

På Jesu tid var den præst som var tempeløverste, tilsyneladende den højeste embedsmand næst efter ypperstepræsten. Tempeløversten opretholdt ro og orden i og omkring templet i Jerusalem. Han førte tilsyn med tilbedelsen i templet og med nogle der arbejdede som en slags tempelpoliti. Han havde øverster af lavere rang til at føre tilsyn med vagtposterne, som skulle åbne tempelportene om morgenen og lukke dem om aftenen, forhindre folk i at komme ind på de områder hvor der ikke var adgang, og bevogte templets skatkammer.

Præsterne og levitterne som arbejdede i templet, var inddelt i 24 skifter, og hvert skifte gjorde tjeneste en uge ad gangen, to gange om året. Hvert skifte havde sandsynligvis en øverste over sig. — 1 Krønikebog 24:1-18.

Tempeløversterne havde stor indflydelse. De konspirerede sammen med de øverste præster om at få Jesus dødsdømt, og de brugte de folk de havde under sig, til at få Jesus arresteret. — Lukas 22:4, 52.

Ifølge Mattæus 3:4 spiste Johannes Døber „græshopper og vild honning“. Var det almindeligt at spise græshopper dengang?

Nogle har sat spørgsmålstegn ved om Johannes virkelig spiste insekter. De hævder at Mattæus tænkte på bælgfrugter fra johannesbrødtræet, vilde frugter eller ligefrem en slags fisk. Men det græske ord Mattæus brugte, betegner en græshoppefamilie der i dag er kendt som Acrididae. Den mest almindelige græshoppe i Israel var vandregræshoppen, eller ørkengræshoppen, som var kendt for at danne ødelæggende sværme. — Joel 1:4, 7; Nahum 3:15, fodnote.

I oldtiden anså assyrerne og ætiopierne græshopper for at være en delikatesse, og i dag spiser visse beduiner og yemenitiske jøder også græshopper. I Israel regnede man græshopper for at være en fattigmandsspise. Efter at hovedet, benene og bagkroppen var fjernet, spiste man forkroppen rå eller ristet eller efter at den var tørret i solen. Nogle gange saltede man græshopperne eller lod dem trække i eddike eller honning. Historikeren Henri Daniel-Rops siger at de smager noget i retning af rejer.

Fordi det var i ørkenen at Johannes forkyndte, ville det sikkert have været let for ham at få fat i græshopper. (Markus 1:4) Et måltid bestående af græshopper og vild honning havde høj næringsværdi da græshopper består af 75 procent protein.

[Illustration på side 28]

Assyriske tjenere med græshopper og granatæbler

[Kildeangivelse]

Fra bogen Discoveries Among the Ruins of Nineveh and Babylon (1853)