Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er krig forenelig med kristendom?

Er krig forenelig med kristendom?

 Er krig forenelig med kristendom?

„Ud fra hvilken norm er krig en forbrydelse eller en synd? Det er et vanskeligt spørgsmål at svare på.“ — Oliver O’Donovan, professor i kristen etik

ET MALERI der bærer titlen Sacrifice (på dansk: offer), og som er inspireret af Første Verdenskrig og udstillet på det canadiske krigsmuseum, skildrer faldne soldater, udmattede overlevende samt deres familier derhjemme. Oven over dette sceneri hænger Jesus Kristus på et kors. Nogle af de besøgende er chokerede over at Jesus, ’Fredsfyrsten’, er malet side om side med bogstavelig krigsførelse. (Esajas 9:6) Andre, der er taknemmelige for de ofre som deres landsmænd har bragt, mener at Gud og hans søn ligefrem forventer at kristne skal udkæmpe slag for at beskytte deres lands frihed og sikkerhed.

Religiøse ledere har op gennem århundrederne forkyndt et budskab som støtter krigsførelse. I år 417 e.v.t. skrev kirkefaderen Augustin: „Tro ikke at de der tjener som soldat og bærer våben i krigsøjemed, ikke bliver accepteret af Gud. . . . Andre kæmper mod usynlige fjender for din skyld ved at bede til Gud, mens du selv kæmper mod synlige barbarer for deres skyld ved at gå i krig.“ I det 13. århundrede forklarede Thomas Aquinas at „krige er berettigede og retfærdige så længe de beskytter de fattige og hele nationen mod en fjendes forræderi“.

Hvad mener du? Når en militæraktion iværksættes af tilsyneladende ædle grunde — for at forsvare et lands frihed eller for at udfri de undertrykte — har det da Guds velsignelse? Ud fra hvilken norm kan kristne finde ud af hvad Guds vilje er i den aktuelle sag?

Jesu Kristi eksempel

Er det muligt at finde ud af hvad Gud mener om noget så kompliceret som moderne krigsførelse? Apostelen Paulus erkendte at det kan være vanskeligt at vide hvordan Gud ser på tingene. Paulus spurgte: „’Hvem har lært Jehovas sind at kende, så han kan belære ham?’ Men vi har Kristi sind.“ (1 Korinther 2:16) For at hjælpe os har Jehova sendt Jesus til jorden som et forbillede. Det Jesus sagde og gjorde, afspejlede Jehovas tanker og veje. Så hvad sagde Jesus om krigsførelse? Hvordan så han på krig?

Man kunne godt tro at der ikke fandtes nogen bedre grund til at gribe til våben end at forsvare Jesu Kristi liv og sikkerhed. Det var der en af Jesu apostle der mente. Da Jesus blev forrådt og arresteret af en bevæbnet folkeskare midt om natten, rakte hans ven Peter hånden ud og „trak sit sværd, og idet han slog efter ypperstepræstens træl huggede han  øret af ham“. Kunne en sådan våbenbrug retfærdiggøres? Jesus sagde til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ — Mattæus 26:47-52.

Det kan næppe overraske at Jesus reagerede sådan. To år tidligere havde han udtalt: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Mattæus 5:43-45) Er det fornuftigt at mene at en kristen kan elske og bede for sine fjender samtidig med at han fører krig imod dem?

Historien viser at de kristne havde mange fjender. For eksempel dømte romerne Jesus Kristus til døden og henrettede ham. Kort efter blev det at være kristen en forbrydelse som blev straffet med døden. Jesus forudså at nogle blandt de kristne kunne føle sig fristet til at bære våben og gøre oprør mod den romerske undertrykkelse, sådan som nogle af jøderne havde gjort. Derfor sagde han om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) De kristne valgte at forblive politisk neutrale. Ingen som helst uretfærdighed eller trussel som de eller deres land blev udsat for, berettigede dem til at gribe til våben.

De der støtter Guds rige

De sande kristne gjorde som Jesus ønskede, og forholdt sig neutrale. Vi kunne for eksempel se på det der skete i Ikonium, en oldtidsby i Lilleasien. „Da der nu, både blandt folk fra nationerne og blandt jøderne med deres ledere, var en stærk bevægelse i gang for at få [Paulus og Barnabas] behandlet forsmædeligt og stenet, flygtede de, så snart de blev underrettet om det, til byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og landet deromkring; og dér fortsatte de med at forkynde den gode nyhed.“ (Apostelgerninger 14:5-7) Læg mærke til at de kristne ikke gjorde gengæld eller greb til våben for at forsvare sig da de kom ud for voldelig modstand. De fortsatte i stedet med at forkynde „den gode nyhed“. Hvad gik denne gode nyhed ud på?

 De kristne forkyndte det samme budskab som Jesus havde forkyndt. Han havde sagt: „Jeg må nødvendigvis . . . forkynde den gode nyhed om Guds rige.“ (Lukas 4:43) Jesus og hans disciple støttede Guds rige. Kristus forsvarede aldrig dette rige ved hjælp af en national militærstyrke. „Mit rige er ikke en del af denne verden,“ sagde han. „Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

’Hav kærlighed til hinanden’

De sande kristne kan kendes på at de forholder sig neutrale i krigstid. Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Millioner af mennesker har fundet ud af at der findes et trossamfund af kristne der viser en sådan kærlighed — selvom de ved at nægte at bære våben er blevet latterliggjort, fængslet eller henrettet.

Man anslår at myndighederne i de europæiske lande som nazisterne havde besat, arresterede omkring 10.000 Jehovas Vidner på grund af deres kristne neutralitet; cirka 3000 af dem blev sendt i koncentrationslejr. I samme periode blev over 4300 Jehovas Vidner i USA fængslet fordi de nægtede at gå ind i militæret. Hverken de tyske eller de amerikanske Jehovas Vidner bar våben eller kæmpede mod deres kristne brødre eller nogen som helst andre. Hvordan skulle de kunne det og samtidig hævde at de havde kærlighed til hinanden og til næsten?

Mange mener at en militæraktion er en nødvendig form for selvforsvar. Men tænk over dette: De kristne i det første århundrede nægtede at kæmpe selvom de blev forfulgt på det grusomste, men de overlevede. Det mægtige romerske imperium kunne ikke udrydde de kristne. Også i dag findes der mange sande kristne, og de indtager stadig et neutralt standpunkt. De tager ikke sagen i egen hånd, men ser tillidsfuldt hen til Gud efter hjælp. I hans ord, Bibelen, står der: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ — Romerne 12:19.

[Ramme på side 30]

KRIGE SOM GUD GODKENDTE

Fortidens Israel, en nation der var særligt udvalgt af Gud inden kristendommen blev indstiftet, skulle undertiden samle en hær og føre krig. For eksempel blev der sagt til israelitterne da de skulle indtage Kana’an, det land som Gud havde lovet Abraham: „Jehova din Gud vil overgive [syv nationer] til dig, og du skal slå dem. Du skal helt og holdent vie dem til udslettelse. Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem nogen skånsel.“ (5 Mosebog 7:1, 2) Den israelitiske hærfører Josua besejrede disse fjendtlige nationer, „sådan som Jehova, Israels Gud, havde påbudt“. — Josua 10:40.

Var dette et hensynsløst erobringstogt hvori Israel grådigt undertvang fremmede lande? Nej, bestemt ikke. Disse lande var kendetegnet af afgudsdyrkelse, blodsudgydelse og nedværdigende seksuelle handlinger. Selv børn blev dræbt for at de kunne bringes som brændofre. (4 Mosebog 33:52; Jeremias 7:31) Guds hellighed og retfærdighed og den kærlighed han nærede til sit folk, motiverede ham til at fjerne al urenhed fra landet. Jehova læste imidlertid alles hjerter — noget som ingen hærfører i dag kan gøre — og skånede dem der var villige til at forlade deres onde veje og tjene ham.

[Illustration på side 31]

Ønskede Jesus at hans disciple skulle kæmpe for at forsvare ham eller andre kristne?

[Illustration på side 31]

En gruppe Jehovas Vidner efter deres løsladelse fra koncentrationslejren Buchenwald i 1945