’Brobygning’ i Panama

„PANAMA, landet der forener verden.“ Denne talemåde blev for omkring halvtreds år siden brugt i et populært radioprogram i det mellemamerikanske land Panama. I dag mener mange stadig at det er en god beskrivelse af landet.

Rent geografisk danner Panama en slags bro mellem Nord- og Sydamerika. Og der går også en bogstavelig bro, Bridge of the Americas, over den berømte Panamakanal. Denne kanal er en enestående ingeniørbedrift som skærer sig tværs gennem landet og forbinder Atlanterhavet og Stillehavet. Her kan søfartøjer fra hele verden sejle igennem på få timer i stedet for at skulle foretage en rejse der ville tage flere dage eller uger. Ja, Panama tjener som en vigtig bro for en stor del af verden.

En bro og en smeltedigel

Panama er også en smeltedigel af mennesker med forskellige nationale og etniske rødder, inklusive mange indfødte folkegrupper. Tilsammen udgør de en blandet befolkning der er bosat rundt om i hele dette smukke land. Er det  muligt at bygge bro over alle de sociale, kulturelle, religiøse og sproglige forskelle der er i denne blandede befolkning, og skabe enhed i tanke og hensigt gennem de dyrebare sandheder i Guds ord?

Ja, det er det. Apostelen Paulus’ ord i Efeserbrevet 2:17, 18 viser at Jesu offers forenende virkning byggede bro over sådanne forskelle blandt de kristne, jøder og ikkejøder, i det første århundrede. Paulus skrev: „Han [Jesus] kom og forkyndte den gode nyhed om fred for jer som var langt borte, og fred for dem som var nær, for ved ham har vi, begge folk, fået adgang til Faderen ved én ånd.“

I dag forkynder Jehovas Vidner i Panama også „den gode nyhed om fred“ for enkeltpersoner og befolkningsgrupper som åndeligt set, og til tider også bogstaveligt, er kommet langvejsfra. Blandt dem der har ’adgang til Jehova’, opstår en smuk enhed. Som en følge heraf er der blevet oprettet menigheder på seks forskellige sprog i Panama — spansk, kantonesisk, panamansk tegnsprog, engelsk og to indianske sprog, kuna og guaymí. Det er opmuntrende at høre om hvordan folk fra disse forskellige sproggrupper er blevet forenet i tilbedelsen af Jehova.

Brobygning i comarcaerne

Af de otte indfødte folkegrupper der er i Panama, er ngobe-folket den største. Denne gruppe består af omkring 170.000 mennesker, og de fleste af dem bor i et stort område som for nylig blev gjort til en comarca, eller et reservat. En stor del af området består af regnskov med forrevne bjerge der næsten udelukkende kan nås til fods, samt smukke kystområder som er tilgængelige fra havet. Ofte slår små samfund sig ned i nærheden af floder, der tjener som praktiske transportveje, og langs kysten. Mange af indbyggerne i comarcaen tjener til føden ved at arbejde i kaffeplantager i  bjergene, ved at fiske eller ved landbrug. En del er medlemmer af kristenhedens kirker. Men nogle tilhører en lokal religion kaldet Mama Tata, og andre opsøger lokale shamaner, kaldet sukias, når de bliver syge eller føler sig plaget af onde ånder. Mange taler spansk, men de fleste forstår bedst guaymí.

De ror sig frem til de retsindige

Jehovas Vidner forstår hvor vigtigt det er at hjælpe andre til at lære sandheden at kende, ikke kun med forstanden, men også med hjertet. Når sandheden kommer ned i et menneskes hjerte, kan det motivere vedkommende til at gøre de nødvendige forandringer og rette sit liv ind efter Bibelens normer. Af den grund har specialpionerer i otte forskellige dele af reservatet fået nogle lokale Jehovas Vidner til at hjælpe sig med at lære guaymí.

Der er mulighed for stor vækst i de 14 menigheder der er oprettet i området. For eksempel blev Dimas og Gisela, et specialpionerægtepar, for få år siden sendt til en lille menighed på omkring 40 forkyndere i kystområdet ved Tobobe. Det var svært for dem at vænne sig til de mange kanoture de måtte begive sig ud på for at forkynde for de ydmyge mennesker der bor langs kysten ved Atlanterhavet. Dimas og Gisela fandt ud af at et roligt hav hurtigt kan blive til oprørte bølger. Tit havde de smerter i arme og ryg af at ro fra landsby til landsby, og det havde været en stor udfordring for dem at lære det lokale sprog. Men dette ægtepar blev belønnet for deres selvopofrelse og udholdenhed da der i 2001 var 552 til stede ved højtiden til minde om Kristi død.

På den anden side af bugten ud for Tobobe ligger landsbyen Punta Escondida. Når vejret ellers var til det, krydsede en lille gruppe forkyndere regelmæssigt bugten for at overvære møderne i Tobobe, og rapporter viste at der var gode muligheder for at oprette en ny menighed i området. Med det i tanke blev Dimas og Gisela bedt om at flytte til Punta Escondida. På mindre end to år blev gruppen en menighed med 28 forkyndere med gennemsnitlig 114 til stede ved ugens offentlige foredrag. I 2004 overværede 458 højtiden til minde om Kristi død — til stor glæde for alle i den nyoprettede menighed.

Analfabetisme overvindes

Mange retsindige mennesker har overvundet analfabetisme, og det har hjulpet dem til at opdyrke et nært forhold til Jehova. Sådan var det også for Fermina, en ung kvinde fra det bjergrige område i comarcaen. Da missionærer fra Jehovas Vidner forkyndte i det isolerede område hun boede i, lyttede Fermina med stor interesse til budskabet om Riget. Forkynderne tilbød hende et bibelstudium, hvortil hun sagde at hun meget gerne ville lære mere. Men det var ikke problemfrit. Fermina talte både spansk og guaymí, men hun kunne hverken læse eller skrive. Derfor tilbød en af missionærerne at lære hende det ved hjælp af brochuren Apply Yourself  to Reading and Writing (Læg vægt på at læse og skrive, foreligger ikke på dansk). *

Fermina var en meget flittig elev. Hun var altid godt forberedt, lavede sit hjemmearbejde og øvede sig flittigt på stavning. Inden der var gået et år, havde hun gjort tilstrækkelige fremskridt til at kunne studere brochuren Du kan blive Guds ven!* Da man begyndte at afholde møder, overværede Fermina dem. Men familien var fattig, og det var vanskeligt for hende at få råd til transport så hun og hendes børn kunne komme til møde. En pioner som kendte til situationen, foreslog derfor Fermina at begynde at sy traditionelle ngobe-kjoler og sælge dem. Det gjorde hun, og selv om hun havde andre materielle behov, sørgede Fermina for at pengene kun blev brugt på transport til de kristne møder. Hun og familien er nu flyttet til et andet område, og Fermina gør fortsat åndelige fremskridt. Denne familie glæder sig ikke alene over at have overvundet analfabetisme, men, endnu vigtigere, over at de har lært Jehova at kende.

Der lukkes op for de døve

I Panama føler mange sig lidt forlegne hvis en i familien er hørehæmmet. Nogle hørehæmmede får aldrig nogen form for uddannelse, og mange døve føler sig isolerede og udelukkede fordi andre har svært ved at kommunikere med dem.

Man blev derfor klar over at der måtte gøres noget for at nå de hørehæmmede med den gode nyhed. På opfordring af en rejsende tilsynsmand satte en gruppe villige pionerer og andre forkyndere sig for at lære panamansk tegnsprog, og det bar frugt.

Ved slutningen af år 2001 var der oprettet en tegnsprogsgruppe i Panama City, og omkring 20 kom til møderne. Efterhånden som de forskellige brødre og søstre blev bedre til tegnsprog, kunne de begynde at kommunikere med flere hørehæmmede som kom til at „høre“ Bibelens sandhed på deres eget sprog for første gang. Mange Jehovas Vidner hvis børn var hørehæmmede, begyndte også at overvære møderne, og snart opdagede de at deres børn fik en klarere forståelse af Bibelen og større glæde ved sandheden. Mange forældre begyndte også selv at lære tegnsprog, og det førte til en bedre kommunikation med deres børn. Det blev lettere for dem at hjælpe deres børn til at vokse åndeligt, og familien blev styrket. Et eksempel på dette er Elsa og hendes datter Iraida.

En forkynder i tegnsprogsgruppen havde hørt om Iraida, så hun tog hen for at besøge  hende og gav hende brochuren Evigt liv på jorden. * Iraida var glad for at kunne lære noget om den nye verden gennem billederne i brochuren, og forkynderen begyndte at studere Bibelen sammen med hende ved hjælp af denne brochure. Da de var færdige med den, fortsatte de med brochuren Hvad kræver Gud af os?* Fra da af begyndte Iraida at bede sin mor, Elsa, om hjælp til at forberede sig på stoffet og få det forklaret.

Men Elsa havde to problemer: Hun var ikke et af Jehovas Vidner og kendte derfor ikke sandheden fra Bibelen, og desuden kunne hun ikke tegnsprog. Man havde sagt til hende at hun ikke skulle bruge tegnsprog når hun ville kommunikere med sin datter, men at datteren derimod måtte lære at tale. Kommunikationen mellem mor og datter var derfor ret begrænset. Bevæget over Iraidas anmodning om hjælp spurgte Elsa en forkynder i menigheden om hun ville studere med hende. Hun sagde: „Det er for min datters skyld at jeg beder om et bibelstudium. Jeg har nemlig aldrig før set Iraida være så begejstret for noget.“ Elsa begyndte at tage del i datterens bibelstudium, og hun lærte tegnsprog. Efterhånden som hun brugte mere tid sammen med sin datter, blev kommunikationen mellem dem bedre. Iraida blev mere forsigtig i sit valg af venner og begyndte at knytte sig til vennerne i menigheden. Både mor og datter overværer regelmæssigt de kristne møder. Elsa blev døbt for nylig, og Iraida arbejder på at blive det. Elsa fortæller at hun først nu rigtig er begyndt at lære sin datter at kende. Hun og Iraida kan nu tale sammen om mange vigtige ting der ligger dem på hjerte.

I tegnsprogsgruppen, som blev en menighed i april 2003, er der nu 50 forkyndere, og endnu flere overværer møderne. Over en tredjedel er døve. Man er i færd med at oprette tegnsprogsgrupper i tre andre byer uden for hovedstadsområdet. Skønt der stadig er meget at gøre i dette distrikt, er der allerede gjort en stor indsats for at „bryde tavsheden“ mellem retsindige hørehæmmede mennesker og vor kærlige Skaber, Jehova Gud.

Mange steder i Panama kan man høre om den slags gode erfaringer. Selvom befolkningen i dette land består af mennesker med forskellig baggrund, kultur og sprog, er mange nu forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud. Sandheden fra Guds ord har bygget bro mellem mennesker i Panama, landet som siges at ’forene verden’. — Efeserne 4:4.

[Fodnoter]

[Illustration på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DET CARIBISKE HAV

PANAMA

Tobobe

STILLEHAVET

Panamakanalen

[Illustration på side 8]

Kuna-kvinder fremviser broderede stofstykker kaldet molaer

[Illustration på side 9]

En missionær forkynder for en kvinde fra ngobe-folket

[Illustration på side 10]

Vidner fra Ngobe går om bord i en kano for at sejle hen og overvære den særlige stævnedag

[Illustrationer på side 11]

Bibelens sandheder bygger bro mellem forskellige kulturer og sprog i Panama

[Illustration på side 12]

Vagttårnsstudiet på tegnsprog

[Illustration på side 12]

Elsa og hendes datter, Iraida, glæder sig over at de nu lettere kan kommunikere

[Kildeangivelser på side 8]

Skib og kuna-kvinder: © William Floyd Holdman/Index Stock Imagery; landsby: © Timothy O’Keefe/Index Stock Imagery