Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor god er du til at kommunikere?

Hvor god er du til at kommunikere?

Hvor god er du til at kommunikere?

„ET KÆRLIGHEDSBREV fra en 60-årig.“ Det var temaet for en konkurrence som en japansk bank udskrev for nogle få år siden. Japanere i halvtreds- og tresårsalderen blev opfordret til ærligt at give udtryk for hvad de følte for deres ægtefælle. En af deltagerne skrev til sin kone: „Du ler måske af mig, men jeg vil fortryde det hvis jeg ikke får det sagt. Så nu siger jeg det, med eftertryk: Tak fordi du giftede dig med mig.“

I forskellige kulturer, deriblandt nogle i Østen, har det ikke været velset at tale åbent om sine følelser. Alligevel var der over 15.000 som deltog i ovennævnte konkurrence. Den var så populær at man fulgte succesen op, og der blev udgivet bøger som var baseret på de indkomne breve. Meget tyder altså på at mange inderst inde har stor lyst til at fortælle hvad de føler for deres ægtefælle. Men andre afstår fra at gøre det. Hvorfor? Muligvis fordi det kræver en del af dem at fortælle andre — som for eksempel deres ægtefælle — hvordan de føler.

Hitoshi Kato, som har skrevet en bog om pensionisttilværelsen, siger at skilsmisser blandt ældre ægtepar i Japan ofte sker på initiativ af hustruerne på grund af en mangeårig indestængt vrede. Men han tilføjer at skilsmisserne „også skyldes at ægtefællerne ikke får talt ud om tingene når der opstår kriser“.

Det hænder at en hustru til mandens store overraskelse beder om skilsmisse kort efter at han er gået på pension. I mange år har manden og hustruen måske ikke talt om hvad de følte for hinanden. De har måske forsøgt at give udtryk for deres følelser, men har ikke kunnet holde samtalen på et positivt plan. I stedet for at få et nærmere forhold til hinanden gennem god kommunikation er deres samtaler ofte endt i skænderier.

Hvordan kan ægtefæller bilægge uoverensstemmelser og kommunikere følelser på en fredelig og behagelig måde? Det vil måske interessere dig at vide at de mest praktiske forslag findes i en gammel bog som har været højt skattet i århundreder, nemlig Bibelen, og ikke i en nyudgivet bog skrevet af en ægteskabsrådgiver.