Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Rede til enhver god gerning“

„Rede til enhver god gerning“

„Rede til enhver god gerning“

„BLIV ved med at minde dem om at underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, at være rede til enhver god gerning.“ (Titus 3:1) Hvilke gode gerninger tænkte apostelen Paulus på da han skrev disse ord til sine trosfæller? Bibelkommentatoren E.F. Scott peger på én form for gode gerninger: „Kristne skulle ikke alene adlyde myndighederne, men også være rede til enhver god gerning. Dette . . . betyder at kristne, når lejlighed byder sig, bør være blandt de første der viser samfundssind. Der vil konstant være tilfælde af ildebrand, pest og diverse ulykker, hvor alle gode borgere vil ønske at hjælpe deres næste.“

Kristne deltager i visse former for samfundsgavnligt arbejde forudsat det ikke strider imod Guds lov. (Apostelgerninger 5:29) For eksempel følger Jehovas Vidners afdelingskontor i Ebina, Japan, et direktiv fra den lokale brandstation ved at holde en årlig brandøvelse. Ved denne lejlighed mødes alle afdelingskontorets medarbejdere for at blive instrueret af en brandmand.

Desuden har afdelingskontoret i mere end ti år samarbejdet med de lokale myndigheder ved en udstilling som er arrangeret for at skærpe opmærksomheden omkring forebyggelse af brand. På udstillingen demonstrerer byens firmaer og arbejdspladser deres brandslukningsberedskab. Jehovas Vidners afdelingskontor er ofte blevet rost for medarbejdernes dygtighed og samarbejdsvilje. I 2001 vandt de førstepræmie ved udstillingen. De er rede til at gøre gode gerninger der kan redde liv i tilfælde af brand.

En værdifuld samfundstjeneste

Der er dog en vigtigere „god gerning“ som ligger Jehovas Vidner særligt på hjerte, en som også er livreddende. De besøger regelmæssigt deres medmennesker for at fortælle dem den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) Vidnerne opfordrer folk til at lære Bibelens principper at kende og at følge dem i deres eget liv så de kan forbedre deres livskvalitet nu og få håb om evigt liv i en verden hvor der vil råde sand fred og sikkerhed.

Nogle er ude af stand til at se værdien af den samfundstjeneste Jehovas Vidner tilbyder, og mener at de generer folk med deres besøg. Men dommer Jean Crepeau fra Quebecs højesteret er af en anden mening. Jehovas Vidner i Canada havde gjort indsigelser mod en vedtægt i byen Blainville i Quebec der krævede at de skulle have tilladelse til at gå fra hus til hus. I sin afgørelse erklærede dommer Crepeau: „Jehovas Vidners besøg er en kristen samfundstjeneste, og . . . de bøger og blade Vidnerne tilbyder til interesserede borgere, er seriøst læsestof der behandler emner som religion, Bibelen, stofmisbrug, alkoholisme, unges uddannelse, ægteskabelige problemer og skilsmisse.“ Dommen lød endvidere: „Retten kan kun konkludere at det er fornærmende, nedværdigende, sårende og ærekrænkende at sammenligne Jehovas Vidner med dørsælgere.“

Jehovas Vidner bidrager til lokalsamfundets velfærd ved at hjælpe folk til at overvinde problemer i hverdagen og give dem et fremtidshåb. Det er Bibelen der sætter dem i stand til at udføre denne gerning. „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.

Kunne du tænke dig at vide hvordan Jehovas Vidner bliver „rede til enhver god gerning“? Vi vil gerne opfordre dig til at tage imod deres hjælp til at lære mere om Bibelen og derved få gavn af den livsvigtige samfundstjeneste de yder lokalt og globalt.

[Illustrationer på side 30, 31]

Jehovas Vidner bestræber sig for at samarbejde med de verdslige myndigheder

[Illustrationer på side 31]

Vidnerne er kendt for at hjælpe deres medmennesker