Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Hvad skal jeg give Jehova til gengæld?“

„Hvad skal jeg give Jehova til gengæld?“

 Livsberetning

„Hvad skal jeg give Jehova til gengæld?“

FORTALT AF MARIA KERASINIS

Jeg var 18 år og havde bragt mine forældre stor skuffelse, var lagt for had af familien og var blevet genstand for spot i hele byen. I et forsøg på at få mig til at bryde min loyalitet over for Gud blev jeg bearbejdet med bønfaldelser, tvang og trusler, men til ingen nytte. Jeg havde fuld tillid til at det ville gavne mig åndeligt hvis jeg holdt fast ved sandheden fra Bibelen. Når jeg ser tilbage på mere end 50 år i Jehovas tjeneste, kan jeg kun sige som salmisten: „Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig?“ — Salme 116:12.

JEG er født i 1930 i landsbyen Aggelokastro, omkring 20 kilometer fra det sted hvor oldtidens havneby Kenkreæ lå, på østsiden af landtangen ved Korinth. Netop i Kenkreæ blev der i det første århundrede oprettet en menighed af sande kristne. — Apostelgerninger 18:18; Romerne 16:1.

Vores familieliv var stille og roligt. Far var valgt til overhoved for landsbyen og var meget respekteret. Jeg var den tredje ud af en børneflok på fem. Vi blev opdraget i den græsk-ortodokse kirkes tro. Derfor overværede jeg messen hver søndag, gjorde bod foran ikoner, tændte lys i kapeller på landet og overholdt altid fasten. Jeg tænkte endda ofte på at blive nonne. Men det viste sig at netop jeg blev en stor skuffelse for mine forældre.

Bibelens budskab betager mig

Jeg var omkring 18 år da jeg lærte min svogers søster Katina at kende. Hun boede i en nærliggende landsby, læste Jehovas Vidners  publikationer og gik ikke længere i kirke. Det bekymrede mig meget, så jeg besluttede at hjælpe hende tilbage på det jeg mente var den rette vej. Jeg inviterede hende derfor til at besøge mig og sørgede for at vi under en spadseretur kiggede indenfor hos præsten. Præsten indledte samtalen med en salve af hånende ord om Jehovas Vidner. Han kaldte dem kættere og påstod at de havde vildledt Katina. De debatterede tre aftener i træk. Katina tilbageviste med velforberedte bibelske argumenter alle hans påstande. Til sidst sagde præsten at hun, der både var intelligent og så godt ud, burde nyde sin ungdom mens hun kunne, og vente med at interessere sig for Gud til hun blev gammel.

Jeg sagde ikke noget til mine forældre om disse drøftelser, men den følgende søndag gik jeg ikke med i kirken. Efter gudstjenesten kom præsten prompte op til vores forretning. Jeg opdigtede en undskyldning om at jeg havde været nødt til at blive i forretningen for at hjælpe far.

„Er det nu også grunden, eller er du blevet påvirket af det pigebarn?“ spurgte præsten mig.

„Hendes tro er bedre begrundet end vores,“ sagde jeg uden omsvøb.

Henvendt til min far sagde præsten: „Hr. Ekonomos, smid straks Deres slægtning ud; hun er til stor fare for Deres familie.“

Min familie vender sig imod mig

Dette skete sidst i 1940’erne, alt imens Grækenland befandt sig i en heftig borgerkrig. Af frygt for at jeg ville blive bortført af guerillaer, sendte far mig væk fra landsbyen og hen til min søster der boede i samme by som Katina. I de to måneder jeg opholdt mig der, lærte jeg hvad Bibelen siger om forskellige emner. Det skuffede mig at erfare at mange af den ortodokse kirkes lærepunkter er ubibelske. Jeg begyndte at forstå at Gud ikke godkender at vi tilbeder ham gennem ikoner, at utallige religiøse traditioner — såsom at vise korset ærefrygt — ikke har en kristen baggrund, og at vi må tilbede Gud „i ånd og sandhed“ for at få hans godkendelse. (Johannes 4:23; 2 Mosebog 20:4, 5) Og det bedste af det hele var at jeg fik kendskab til Bibelens vidunderlige håb om evigt liv på jorden. Det er en af Jehovas velgerninger mod mig personligt at jeg lærte disse betagende sandheder at kende.

I mellemtiden lagde min søster og hendes mand mærke til at jeg ikke gjorde korsets tegn ved måltiderne eller bad foran de religiøse ikoner. En aften førte det til at de slog mig. Jeg besluttede næste dag at forlade deres hjem og tage over at bo hos min moster. Min søsters mand underrettede min far om det. Kort efter kom far med tårer i øjnene og prøvede at få mig på ’bedre’ tanker. Min svoger tiggede mig på sine knæ om at jeg ville tilgive ham, og det gjorde jeg. De prøvede en sidste gang at få mig til at vende tilbage til kirken, men jeg lod mig ikke rokke.

Da jeg vendte hjem, fortsatte presset. Jeg var afskåret fra kontakt med Katina og havde ikke noget bibelsk læsestof, ikke engang en bibel. Det glædede mig derfor at en af mine kusiner forsøgte at hjælpe mig. Da hun på et tidspunkt var i Korinth, fandt hun en forkynder og kom tilbage med bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og et eksemplar af De Kristne Græske Skrifter, som jeg begyndte at læse i smug.

En uventet forandring

I tre år var jeg udsat for bitter modstand. Jeg havde ingen kontakt med Jehovas Vidner og kunne ikke modtage bibelsk litteratur. Men jeg havde ingen anelse om hvor store forandringer der snart skulle ske i mit liv.

Far sagde at jeg skulle tage op til min onkel i Thessaloniki. Inden jeg rejste, gik jeg ind i en syerskes forretning i Korinth for at få lavet en frakke. Stor var min overraskelse da jeg opdagede at Katina arbejdede her. Vi var lykkelige over at se hinanden igen efter så lang tid. Da vi sammen gik ud af forretningen, traf vi en  meget tiltalende ung mand som var på vej hjem fra sit arbejde på cykel. Han hed Charalambos. Bekendtskabet udviklede sig, og vi besluttede at gifte os. Det var også ved den tid jeg lod mig døbe som symbol på min indvielse til Jehova. Min dåb fandt sted den 9. januar 1952.

Charalambos havde været døbt i nogen tid og havde også haft modstand fra sin familie. Charalambos var meget nidkær, var assistent for menighedstjeneren og ledede mange bibelstudier. Snart tog hans brødre også imod sandheden, og i dag tjener de fleste i hans familie Jehova.

Min far kunne godt lide Charalambos, så han gav sit samtykke til ægteskabet, men med mor gik det ikke så nemt. Den 29. marts 1952 blev Charalambos og jeg alligevel gift. Kun min storebror og en af mine fætre kom til brylluppet. På dette tidspunkt vidste jeg endnu ikke hvor stor en velsignelse Charalambos skulle blive for mig — han var en sand gave fra Jehova. Jeg kunne som hans livsledsager nu bygge mit liv op om tjenesten for Jehova.

En ny opgave til gavn for brodersamfundet

I 1953 besluttede vi os for at flytte til Athen. Charalambos sagde sin stilling i familiens virksomhed op og fandt sig et halvdagsjob, da vi ønskede at bruge mest mulig tid i forkyndelsen. Vi tilbragte hver eftermiddag sammen i tjenesten og ledede mange bibelstudier.

Det var nødvendigt at være lidt opfindsomme, da vores virke var underlagt begrænsninger. Vi fandt derfor på at sætte et eksemplar af vores blad Vagttårnet op i et vindue i en aviskiosk midt i Athen hvor min mand arbejdede halvdags. En højtstående politimand sagde til os at bladet var forbudt. Han ville imidlertid tage et eksemplar med til sikkerhedskontoret for at få sagen undersøgt. Der fik han at vide at bladet ikke var forbudt, så han vendte tilbage og fortalte os det. Så snart andre brødre med kiosker hørte det, begyndte de også at sætte eksemplarer af Vagttårnet op i deres kioskvinduer. En mand der fik Vagttårnet gennem vores kiosk, blev et af Jehovas Vidner og er nu ældste i en menighed.

Det var også en stor glæde for os at se den yngste af mine brødre tage imod sandheden. Han var kommet til Athen for at blive uddannet på en søfartsskole, og vi tog ham med til et stævne. Vores stævner blev dengang holdt hemmeligt i skoven. Han syntes godt om det han hørte, men kort efter stak han til søs. På en af sine sørejser kom han til Argentina. Mens skibet lå ved kaj, kom der en missionær om bord for at forkynde, og min bror spurgte om han kunne få bladene. Stor var vores glæde over at modtage et brev fra ham hvori han skrev: „Jeg har fundet sandheden. Sørg for at jeg får et abonnement.“ I dag er han og hans familie trofaste tjenere for Jehova.

I 1958 blev min mand anmodet om at tjene som rejsende tilsynsmand. Da vores arbejde var underlagt forbud og forholdene var meget vanskelige, rejste tilsynsmændene som regel uden deres ægtefælle. I oktober 1959 spurgte vi de ansvarshavende brødre på afdelingskontoret om jeg måtte tage med min mand. Det fik jeg lov til. Vi skulle besøge og styrke menighederne i den centrale og nordlige del af Grækenland.

 Det var meget besværligt at rejse rundt, ikke mindst fordi der kun var få asfalterede veje. Og da vi ikke havde en bil, rejste vi som regel med offentlige transportmidler eller kom op at køre med en varevogn fuld af høns og alskens ting og sager. Vi måtte have gummistøvler på når vi traskede af sted ad de mudrede veje. Eftersom der i hver landsby var militstropper, måtte vi desuden ankomme i nattens mulm og mørke for at undgå forhør.

Brødrene satte stor pris på vores besøg. Selv om mange af dem arbejdede hårdt på deres marker, gjorde de alt hvad de kunne, for at overvære møderne, som blev holdt sent om aftenen i forskellige hjem. Brødrene var også meget gæstfri og tilbød os gerne det bedste huset formåede, selv om de havde det småt. Nogle gange sov vi i samme rum som hele familien. At erfare brødrenes tro, udholdenhed og nidkærhed har været som velgørende gaver fra Jehova.

En anden form for heltidstjeneste

Under et besøg på afdelingskontoret i Athen i februar 1961 blev vi spurgt om vi var villige til at tjene på Betel. Vi svarede som Esajas: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) To måneder senere modtog vi et brev hvori vi blev bedt om at komme hurtigst muligt. Den 27. maj 1961 påbegyndte vi derfor vores tjeneste på Betel.

Vi faldt straks til og var glade for vores nye opgave. Min mand arbejdede i tjenesteafdelingen og abonnementsafdelingen og var en tid medlem af afdelingskontorets udvalg. Jeg havde forskellige opgaver i huset. Vi var dengang en familie på 18 medlemmer, men på grund af Rigets Tjenesteskole som blev holdt på Betel, var vi i næsten fem år omkring 40. Efter morgenmaden vaskede jeg op, hjalp kokken, redte 12 senge og dækkede bordene til middag. Om eftermiddagen strøg jeg tøj og gjorde toiletter og værelser rene. En dag om ugen arbejdede jeg også i vaskeriet. Der var meget der skulle gøres, og jeg var glad for at få lov til at yde noget.

Det var ikke bare på Betel vi var travlt beskæftiget, men også i tjenesten. Ofte ledede vi op mod syv bibelstudier. I weekenderne tog jeg med Charalambos ud når han skulle holde foredrag i forskellige menigheder. Vi var altid sammen.

Vi studerede Bibelen med et ægtepar der havde nære bånd til den græsk-ortodokse kirke og var personlige venner med den præst som førte an i kirkens bestræbelser for at hindre kætteri. Ægteparret havde i deres hus et værelse fyldt med ikoner hvor der konstant brændte røgelse og blev spillet byzantinske hymner dagen igennem. I nogen tid studerede de Bibelen med os hver torsdag og fik besøg af deres præsteven hver fredag. En dag blev vi anmodet om at komme hjem til dem, og vi måtte love at vi kom, for de havde en overraskelse til os. Det første de viste os, var værelset. De havde skilt sig af med alle deres ikoner og lavet hele rummet om. De fortsatte med at gøre forandringer i deres liv og blev døbt. Vi har alt i alt haft den glæde at se omkring 50 af dem vi har studeret Bibelen med, indvi sig til Jehova og blive døbt.

Jeg har også haft den særlige forret at få lov at arbejde sammen med salvede brødre. Det  har været umådelig opmuntrende at få besøg af medlemmer af Det Styrende Råd som broder Knorr, broder Franz og broder Henschel. Efter mere end 40 års tjeneste på Betel føler jeg stadig at det er en stor ære og forret at virke her.

En tid med sygdom og tab

I 1982 begyndte min mand at vise tegn på Alzheimers sygdom. I 1990 blev hans tilstand så forværret at han måtte have konstant pleje. De sidste otte år af hans liv kunne han ikke forlade Betel overhovedet. Vi fik stor støtte af mange elskede brødre i betelfamilien og af kærlige tilsynsmænd. Alligevel måtte jeg tage mig af ham mange timer dag og nat. Det var indimellem umådelig svært, og jeg havde mange søvnløse nætter.

I juli 1998 døde han. Jeg savner ham uendelig meget, men det er en trøst at vide at han ikke kan befinde sig noget mere sikkert sted end i Jehovas erindring, og at han sammen med millioner af andre vil få en opstandelse. — Johannes 5:28, 29.

Taknemmelig for Jehovas velgerninger

Selv om jeg har mistet min mand, er jeg ikke alene. Jeg har stadig den forret at tjene på Betel, og jeg glæder mig over al den omsorg den kærlige betelfamilie viser mig. Og jeg har en stor åndelig familie af brødre og søstre i hele Grækenland. Jeg er nu over 70, men er stadig i stand til at passe mit arbejde hele dagen i køkkenet og i spisesalen.

I 1999 fik jeg opfyldt min store drøm om at se Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Det var en ubeskrivelig og uforglemmelig oplevelse som har styrket mig meget.

Når jeg i dag ser tilbage, er jeg overbevist om at jeg ikke kunne have brugt mit liv på en mere tilfredsstillende måde. Det bedste man overhovedet kan være optaget af, er heltidstjenesten for Jehova. Jeg kan ganske oprigtigt sige at jeg aldrig har manglet noget. Jehova har kærligt taget sig af mig og min mand både åndeligt og materielt. På baggrund af det jeg selv har erfaret, kan jeg fuldt ud forstå hvorfor salmisten spurgte: „Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig?“ — Salme 116:12.

[Illustration på side 26]

Charalambos og jeg var uadskillelige

[Illustration på side 27]

Min mand ved sit skrivebord på afdelingskontoret

[Illustration på side 28]

Jeg er meget glad for at arbejde på Betel