regeringer og myndigheder og adlyde dem: Dvs. adlyde de jordiske herskere. Nogle myndighedspersoner var kendt for at være uretfærdige, og deres undersåtter var oprørske. Men Paulus ønskede at Titus skulle minde de kristne på Kreta om at de skulle adlyde og respektere myndighederne medmindre de krævede at de kristne var ulydige mod Gud. – Mt 22:21; ApG 5:29; Ro 13:1-7.

være parate til at udføre enhver god gerning: Udtrykket “god gerning” har en bred betydning og kan inkludere forskellige gode gerninger der er til gavn for andre. (Se studienote til Tit 2:14). En af de gode gerninger Paulus kan have tænkt på, kunne være noget arbejde myndighederne kræver af deres borgere. Det var ikke et problem for kristne at udføre den slags arbejde så længe det ikke gik imod Guds lov. (Mt 5:41 og studienote; Ro 13:1, 7) Og desuden måtte kristne være parate til at hjælpe både deres brødre og søstre og andre medmennesker i tilfælde af en naturkatastrofe eller andre nødsituationer. (Ga 6:10) Den slags gerninger ville vise at kristne på alle måder bidrager positivt til samfundet. – Mt 5:16; Tit 2:7, 8; 1Pe 2:12.

ikke være diskussionslystne: Bogst.: “ikke være nogle der vil slås”. Paulus ønskede at de kristne skulle undgå at være stridbare over for andre, deriblandt verdslige myndighedspersoner. (Tit 3:1) Nogle opslagsværker definerer det græske ord der er brugt her, som “fredelige”. Samme ord bliver nævnt i listen over kvalifikationskravene til ældste. – 1Ti 3:3.

rimelige: Se studienoter til Flp 4:5; 1Ti 3:3.

behandle alle mildt og venligt: En der er mild, bevarer roen under pres, og han behandler andre, deriblandt ikketroende, på en fredelig måde. Det her udtryk kan mere bogstaveligt gengives “vise al mildhed mod alle mennesker”. Et opslagsværk siger at det græske ord for “al; alle”, betyder at den her egenskab “ikke skal vises delvist, men helt og fuldt” og “‘mod alle’ uden undtagelse”. – Se studienote til Ga 5:23.

Vi har jo også selv engang været tankeløse: I den her sammenhæng henviser det græske ord for “tankeløse” til det at mangle visdom eller være tåbelig, og ikke til det at være uintelligent. Ved at bruge ordet “vi” indikerer Paulus at han selv på et tidspunkt manglede forståelse og var så tåbelig at han forfulgte de kristne. (1Ti 1:13) Men han blev vist barmhjertighed, og han ændrede sig. (ApG 9:17) Så han havde god grund til at bede Titus om at minde de kristne på Kreta om at de engang heller ikke kendte Jehovas retfærdige normer. Hvis de ydmygt anerkendte at de selv tidligere havde haft mange negative karaktertræk, ville de sikkert forsøge at være milde og rimelige over for dem der ikke var kristne endnu.

vores Frelser, Gud: Se studienote til 1Ti 1:1.

sin kærlighed til menneskene: Paulus beskriver her de følelser Gud, “vores Frelser”, har for alle mennesker, også dem der ikke tjener ham endnu. (Joh 3:16) Et opslagsværk definerer det græske ord filanthropia (“kærlighed til menneskene”) i den her sammenhæng som Guds “kærlige omsorg og interesse for mennesker”. (Se tanken i studienote til ApG 28:2; se også Tit 2:11). Det græske ord blev nogle gange brugt i verdslige skrifter om en dommer der viste barmhjertighed mod en der fortjente at blive dømt.

den renselse der bragte os til live: Eller “genfødslens bad”. Den renselse der bragte Paulus og hans trosfæller til live, var ikke deres dåb i vand. Der er derimod tale om den renselse som apostlen Johannes omtalte da han skrev: “Hans Søn Jesus’ blod renser os for al synd.” (1Jo 1:7) Da Gud havde renset Paulus og hans trosfæller ved hjælp af løsesummen, kunne de blive bragt til live i en særlig forstand. De kunne blive “erklæret retfærdige på grund af tro”. – Ro 5:1.

gøre os nye i kraft af den hellige ånd: Ud over at rense Paulus og hans trosfæller (som Paulus lige har talt om) havde Gud salvet dem med sin ånd og adopteret dem som sine sønner. På den måde blev hver enkelt “en ny skabning”. (Se studienote til 2Kt 5:17). Som salvede sønner af Gud levede de et helt nyt liv – nu med udsigt til at leve evigt i himlen. – Se også studienote til Joh 3:5.

Denne ånd øste han ud … gennem Jesus Kristus: Det græske udsagnsord der er brugt her, henviser som regel til det at hælde en væske ud. Men i De Kristne Græske Skrifter bliver det nogle gange brugt i overført betydning om det at øse Guds aktive kraft ud over Jesus’ disciple. (Se Ordforklaring: “Salvelse”). Samme udtryk bliver brugt om udgydelsen af hellig ånd på pinsedagen i år 33. (Se studienoter til ApG 2:17). ApG 2:16-18 siger at Joels profeti blev opfyldt ved den lejlighed. (Joe 2:28) I ApG 2:33 står der at Jesus modtog “den lovede hellige ånd” fra sin Far og udgød, eller udøste, den over disciplene på pinsedagen. I verset her fastslår Paulus at Jehova er blevet ved med at bruge Jesus som den han udøser sin aktive kraft igennem.

Jesus Kristus, vores Frelser: Se studienoter til Tit 1:4; 2:13.

blevet erklæret retfærdige: Se studienote til Ro 3:24.

tåbelige diskussioner: Ligesom de falske lærere i Efesos var der nogle på Kreta der gik op i ligegyldige og splittende diskussioner. (Se studienote til 2Ti 2:23). Uanset om stridighederne handlede om Moseloven, slægtsregistre eller falske historier, skulle Titus ikke have noget at gøre med dem. Det græske ord Paulus bruger, indeholder tanken om at vende ryggen til eller endda fjerne sig fra de diskussioner. Når Titus gjorde det, ville det vise andre at det var spild af tid og kræfter at deltage i sådan nogle tåbelige diskussioner.

slægtsregistre: Se studienote til 1Ti 1:4.

diskussioner angående Loven: De kristne var ikke underlagt Moseloven. (Ro 6:14; Ga 3:24, 25) Men der var nogle der havde kontakt til menigheden, som udbredte den holdning at kristne nøje skulle overholde de mange bud der var i Loven. (Tit 1:10, 11) I virkeligheden afviste de faktisk Guds ordning for frelse, nemlig løskøbelsen gennem Kristus Jesus. – Ro 10:4; Ga 5:1-4; se studienoter til Ga 2:16; 1Ti 1:8.

for den slags er spild af tid og fører ikke til noget: Paulus omtaler de emner nogle diskuterede, som “spild af tid”, eller som et opslagsværk siger, “uden nogen fordele”. Han siger også om dem at de “ikke [fører] til noget”, eller “er tomme, unyttige … uden sandhed”. Paulus ville ikke have at de kristne på Kreta lod splittende diskussioner der ikke var andet end spild af tid, distrahere dem i deres tjeneste for Gud.

en person støtter en sekt: Eller “en person skaber splittelser”. – Se Ordforklaring: “Sekt”, og studienoter til ApG 24:5; 1Kt 11:19.

afbryde forbindelsen med ham: Eller “ikke have noget med ham at gøre”. Bogst.: “afvise ham”. Det græske udsagnsord Paulus bruger her, kan indeholde tanken om at sende væk fra, eller nægte adgang til, for eksempel et hus. Hvis en i menigheden begyndte at støtte en sekt, ville de ældste kærligt forsøge at hjælpe ham. Men hvis han ignorerede deres vejledning og blev ved med at handle forkert, skulle de ældste “afbryde forbindelsen med ham”, hvilket åbenbart betød at de skulle fjerne ham fra menigheden. (Ro 16:17; 1Kt 5:12, 13; 1Ti 1:20; 2Jo 10) Ellers ville han skabe uoverensstemmelser og splittelser. – 2Ti 2:16-18.

advare: Eller “formane”. Selvom det græske ord Paulus bruger her, nogle gange kan henvise til undervisning og vejledning, indeholder det i den her sammenhæng tanken om at advare. – Se studienote til Ef 6:4; se også 1Ts 5:14 og studienote.

bevæget sig væk fra vejen: Udtrykket beskriver en mand der har bevæget sig væk “fra det der betragtes som sandt og moralsk rigtigt”. Nogle bibelforskere mener at det græske udsagnsord kan betyde “at vende vrangen ud”, hvilket kan antyde at en der havde bevæget sig væk, forsøgte at forvrænge sandheden fra Skrifterne. Ham skulle man afbryde forbindelsen med, fjerne ham fra menigheden.

har dømt sig selv: Det her udtryk viser hvor alvorligt det var hvis en i menigheden støttede en sekt. En der fortsatte med det efter at han var blevet advaret “to gange”, var ikke som dem der havde tvivlstanker, men som man kunne tale fornuftigt med. (Tit 3:10; Jud 22, 23) Det at han stædigt og bevidst skabte splittelser i menigheden, dømte ham og ville føre til hans ødelæggelse. – 2Pe 2:1.

Artemas: Paulus’ medarbejder Artemas nævnes kun her i De Kristne Græske Skrifter. Paulus overvejede at sende ham eller Tykikos til Titus på Kreta, måske for at afløse ham så han kunne slutte sig til Paulus i Nikopolis. (Se Mediegalleri: “Paulus’ rejser efter ca. 61 e.v.t.”). Det er usikkert hvor Paulus mødte Artemas, men det er tydeligt at han stolede på ham og mente at han var egnet til den her opgave.

Tykikos: Se studienote til Kol 4:7.

Sørg for at … bliver godt udrustet til deres rejse: Det græske udtryk der er brugt her, har en bred betydning. Det kan endda indbefatte at følges med de rejsende på en del af eller hele rejsen. (Se også ApG 20:38; 21:5; Ro 15:24; 1Kt 16:6). Ifølge et opslagsværk kan det Paulus beder Titus om at sørge for til Zenas og Apollos, dække over “proviant, penge, rejsefæller, transportmidler, og overnatningssteder”. Et andet opslagsværk forklarer: “Det var almindeligt at hjælpe kristne der var på rejse. Hjælpen var nødvendig fordi det var besværligt at rejse, og de rejsende ville føle sig mere trygge ved at bo hos deres trosfæller.” Paulus opfordrer Titus til at sørge for at de bliver “godt” udrustet, og det græske ord indeholder tanken om at være betænksom, flittig og omhyggelig. – Se også studienoter til Flp 2:30; 2Ti 4:21.

Zenas, der er godt kendt med Loven: Bogst.: “Zenas, advokaten”. Det græske ord der er brugt her (nomikos), kan henvise til en advokat, men sandsynligvis omtaler Paulus Zenas som en ekspert i Moseloven. I så fald var Zenas sikkert jøde, og måske endda skriftlærd. Men Zenas er et græsk navn, så han kan have været en ikkejøde der havde konverteret til jødedommen før han blev kristen. Eller også var han en jøde med et græsk navn; det var ikke unormalt at jøder på Paulus’ tid havde et græsk eller romersk navn. (ApG 1:23; 9:36 og studienote; 12:25) Uanset hvad viser Paulus’ instrukser til Titus at Zenas havde et godt omdømme som kristen.

Apollos: Det her er sidste gang denne trofaste mand bliver omtalt i De Kristne Græske Skrifter. Første gang er i Apostlenes Gerninger. Han var “en veltalende mand” der forkyndte i Efesos men havde brug for mere oplæring. Efterfølgende rejste han videre til Akaja, hvor han var til “stor hjælp” for disciplene der. (ApG 18:24-28; se studienote til ApG 18:24). Han blev så højt værdsat at nogle umodne kristne i Korinth blev splittede fordi nogle holdt sig til Apollos, og andre til Paulus. (1Kt 1:12; 3:5, 6) Men de forkerte synspunkter gjorde ikke Apollos stolt, og det påvirkede heller ikke Paulus’ holdning til den her flittige missionær. (Se studienote til 1Kt 16:12). I det her vers beder Paulus Titus om at sørge for at Apollos er “godt udrustet” til en rejse, muligvis en opgave med at besøge nogle menigheder som rejsende tilsynsmand.

jer alle sammen: Selvom Paulus skrev det her brev til Titus, viser det her udtryk at han gerne ville have at det blev læst højt for menigheden. Det ville opmuntre alle til at samarbejde med Titus når han gav vejledning (Tit 1:5, 10), udnævnte ældste (Tit 1:6-9), gav retledning (Tit 1:13; 2:15), kom med påmindelser (Tit 3:1, 8) og bad om økonomisk hjælp til dem der havde brug for det (Tit 3:13, 14).