Livsberetning

Jehova drager de ydmyge til sandheden

FORTALT AF ASANO KOSHINO

I 1949, kun få år efter Anden Verdenskrig, besøgte en høj, venlig udlænding den familie jeg arbejdede for i byen Kobe. Han var den allerførste af Jehovas Vidners missionærer der kom til Japan. På grund af hans besøg fik jeg lejlighed til at høre Bibelens budskab. Men lad mig først fortælle lidt om min baggrund.

JEG blev født i 1926 i en lille by i den nordlige del af Okayamas præfektur som nummer fem i en børneflok på otte. Far var ivrig tilhænger af den Gud man tilbad i den lokale shintohelligdom. Vi børn nød de mange fester og familiesammenkomster der blev holdt i løbet af året i forbindelse med de religiøse højtider.

Mens jeg voksede op, havde jeg mange spørgsmål om livet, men det der optog mine tanker mest, var døden. Ifølge vores tradition var det almindeligt at lade døende blive i deres eget hjem så deres børn kunne være hos dem ved dødslejet. Jeg var dybt ulykkelig både da min bedstemor og da min lillebror døde. Min lillebror nåede ikke engang at blive et år gammel. Jeg gruede for den dag mine forældre ville dø, og tænkte: ’Er døden virkelig alt hvad der er at se frem til? Er der ikke en større mening med livet?’ Jeg ville meget gerne finde ud af det.

I 1937, da jeg gik i sjette klasse, invaderede Japan Kina. Mænd blev indkaldt og sendt ud på slagmarken. Skolebørn tog afsked med deres fædre og brødre mens de råbte „banzai!“ (længe leve) til kejseren. Folk var overbevist  om at Japan ville vinde krigen, for de betragtede Japan som en guddommelig nation og dens kejser som en levende Gud.

Inden længe begyndte folk at få meldinger om faldne ved fronten. De efterladte familiemedlemmer var utrøstelige. Hadet voksede i deres hjerte, og de glædede sig når fjenden led store tab. Jeg tænkte imidlertid: ’Vores fjender må sørge lige så meget som vi gør, når de mister nogle af deres kære.’ Da jeg gik ud af grundskolen, var krigen ved at brede sig til Kinas indre.

Jeg møder en udlænding

Vores familie drev landbrug og havde derfor altid været fattig. Men min far gav mig lov til at få en uddannelse, bare det ikke kostede noget. Så i 1941 kom jeg på en pigeskole i Okayama, cirka 100 kilometer fra mit hjem. Skolens formål var at uddanne piger til at være gode hustruer og mødre, og der blev sørget for at eleverne kom til at bo hos velhavende familier i byen så de kunne lære at føre hus. Om formiddagen fik eleverne praktisk erfaring ved at arbejde hos familierne, og om eftermiddagen gik de i skole.

Efter velkomstceremonien fulgte min lærer, som var iført kimono, mig hen til et stort hus. Men af en eller anden grund ville husets frue ikke have mig. „Skal vi så ikke gå hen til fru Kodas hus?“ spurgte læreren. Hun førte mig hen til et vesterlandsk hus og ringede på. Lidt efter kom en høj, gråhåret dame ud. Jeg var lamslået! For hun var ikke japaner, og jeg havde aldrig før set en vesterlænding. Læreren præsenterede mig for fru Maud Koda, hvorefter hun skyndte sig at gå. Ængstelig trådte jeg indenfor slæbende på al min bagage. Senere fandt jeg ud af at fru Koda var amerikaner og gift med en japaner der havde studeret i USA. Hun underviste i engelsk på handelsskoler.

Allerede den næste morgen begyndte mit travle liv. Fru Kodas mand led af epilepsi, og jeg skulle hjælpe med at passe ham. Da jeg ikke forstod et ord engelsk, var jeg lidt beklemt ved situationen. Hvor var jeg lettet da fru Koda henvendte sig til mig på japansk. Hver dag hørte jeg dem tale sammen på engelsk, og efterhånden blev mine ører vænnet til sproget. Jeg kunne godt lide den behagelige atmosfære der var i hjemmet.

Det gjorde et dybt indtryk på mig at se Mauds hengivenhed over for sin svagelige mand. Han holdt meget af at læse i Bibelen. Senere blev jeg klar over at ægteparret havde fået fat i bogen Guds Verdensplan på japansk i en antikvarboghandel, og at de gennem flere år havde abonneret på den engelske udgave af Vagttårnet.

En dag fik jeg en bibel foræret. Hvor blev jeg glad, for det var første gang i mit liv at jeg havde min egen bibel. Jeg læste i den på vej til og fra skole, men forstod ikke meget af den. Eftersom jeg var opdraget i den japanske shinto-religion, havde jeg kun en meget vag forestilling om hvem Jesus Kristus var. Jeg havde ingen anelse om at denne foræring ville føre til at jeg på et senere tidspunkt kunne tage imod Bibelens budskab og få svar på mine spørgsmål om livet og døden.

 Tre sørgelige begivenheder

De to års elevtid var nu gået, og jeg måtte sige farvel til familien. Da jeg var færdig med skolen, meldte jeg mig til et frivilligt pigekorps, hvor jeg var med til at producere militæruniformer til søværnet. Kort tid efter blev vi udsat for luftangreb fra amerikanske B-29 bombefly, og den 6. august 1945 blev en atombombe kastet over Hiroshima. Få dage senere fik jeg et telegram der fortalte at min mor var alvorligt syg. Jeg tog det første tog hjem. Netop som jeg steg af toget, kom en af mine slægtninge hen imod mig og fortalte at mor var død. Hun døde den 11. august. Det jeg havde frygtet i mange år, var nu sket! Hun ville aldrig mere kunne tale eller smile til mig.

Den 15. august stod det helt klart at Japan havde tabt krigen. Så inden for bare ti dage havde jeg oplevet tre sørgelige begivenheder: Den første atombombeeksplosion, mors død og Japans historiske nederlag. Den eneste trøst var at folk i Japan ikke længere døde på grund af krig. Det var med sorg i hjertet at jeg forlod mit arbejde på fabrikken og rejste hjem.

Draget til sandheden

En dag kom der helt uventet et brev fra Maud Koda i Okayama. Hun spurgte mig om jeg havde mulighed for at hjælpe hende i huset, da hun skulle til at oprette en engelsk skole. Jeg var i tvivl om hvad jeg skulle gøre, men besluttede så at tage imod tilbuddet. Få år senere flyttede jeg med familien Koda til Kobe.

Tidligt på sommeren i 1949 besøgte en høj, venlig herre familien Koda. Hans navn var Donald Haslett, og han var kommet fra Tokyo for at finde noget der egnede sig som missionærhjem i Kobe. Han var den første af Jehovas Vidners missionærer som havde fået tildelt distrikt i Japan. Det lykkedes ham at finde et hus, og i november 1949 ankom adskillige missionærer til Kobe. En dag kom fem af dem på besøg hos familien Koda. To af missionærerne, Lloyd Barry og Percy Iszlaub, holdt hver et ti minutters indlæg på engelsk for dem der var samlet i huset. Jeg forstod at de kristne missionærer opfattede Maud som en søster i deres tro, og det var helt klart at hun følte sig opmuntret af at være sammen med dem. Det var på det tidspunkt jeg besluttede at lære engelsk for alvor.

Med hjælp fra de nidkære missionærer kom jeg efterhånden til at forstå de grundlæggende bibelske sandheder. Jeg fik svar på de spørgsmål jeg havde haft siden barndommen. Ja, Bibelen fremholder håbet om evigt liv på en paradisisk jord og lover at „alle de der er i mindegravene“, skal komme frem i en opstandelse. (Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:1, 4) Jeg var taknemmelig mod Jehova der havde gjort dette håb muligt ved at bringe sin søn, Jesus Kristus, som genløsningsoffer.

Teokratisk aktivitet

Fra den 30. december 1949 til den 1. januar 1950 afholdt Jehovas Vidner for første gang et stævne i Japan. Stævnet blev holdt på missionærhjemmet i Kobe, og jeg tog derhen sammen med Maud. Fra det store hus, som tidligere havde tilhørt en nazist, var der en storslået udsigt over Indlandshavet og øen Awaji-shima. Min bibelkundskab var ret begrænset, så jeg forstod kun lidt af det der blev sagt. Det gjorde imidlertid et dybt indtryk på mig at se hvor frit missionærerne blandede sig med japanerne. Ved det offentlige foredrag var der 101 til stede.

Kort efter besluttede jeg at jeg ville være med i forkyndelsen. Men jeg måtte tage mod til mig for at gå fra hus til hus, for af natur var jeg ret genert. En formiddag kom broder Lloyd Barry forbi for at tage mig med i forkyndelsen. Han begyndte med huset lige ved siden af søster Kodas. Jeg gemte mig nærmest bag ham mens jeg lyttede til det han sagde. Næste gang jeg gik i forkyndelsen, var det sammen med to andre missionærer. En ældre dame inviterede os indenfor og lyttede til det vi havde at sige. Bagefter serverede hun et glas mælk. Damen sagde ja tak til et bibelstudium og blev senere  døbt. Det var opmuntrende at se hvordan hun gjorde fremskridt.

I april 1951 kom broder Nathan H. Knorr fra hovedkontoret i Brooklyn for første gang på besøg i Japan. Der var omkring 700 til stede ved det offentlige foredrag som han holdt i Kyoritsu-auditoriet i Kanda, Tokyo. Ved dette særlige møde blev det til alles glæde meddelt at Vagttårnet fra da af også ville udkomme på japansk. Den følgende måned besøgte broder Knorr Kobe, og ved det særlige møde der blev holdt dér, blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Jehova.

Et års tid senere blev jeg opmuntret til at tage pionertjenesten op. Dengang var der kun få pionerer i Japan, og jeg spekulerede på hvordan jeg kunne tjene til dagen og vejen. Jeg tænkte også på hvordan det ville påvirke mine udsigter til at blive gift. Men så indså jeg at det der betød mest, var at tjene Jehova, så i 1952 trådte jeg ind i pionerernes rækker. Heldigvis kunne jeg arbejde på deltid hos søster Koda mens jeg var pioner.

Det var omkring det tidspunkt at min bror, som jeg troede var blevet dræbt i krigen, vendte hjem med sin familie fra Taiwan. Min familie havde aldrig vist interesse for kristendommen, men med den ildhu som kendetegner en pioner, begyndte jeg at sende bøger og blade til dem. På grund af sit arbejde flyttede min bror med sin familie til Kobe. „Har du læst bladene?“ spurgte jeg min svigerinde. Til min overraskelse svarede hun: „Det er nogle interessante blade.“ Hun begyndte at studere Bibelen med en af missionærerne, og min lillesøster som boede hos dem, var også med til studiet. Med tiden blev de begge døbt.

Det internationale brodersamfund gør et dybt indtryk

Til min store overraskelse blev jeg kort efter indbudt til at overvære den 22. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Broder Tsutomu Fukase og jeg var de første fra Japan som blev indbudt til skolen. I 1953, inden skolen begyndte, nåede vi at overvære stævnet „Den Nye Verdens Samfund“, som blev holdt på Yankee Stadium i New York. Det gjorde et dybt indtryk på mig at opleve Jehovas Vidners internationale brodersamfund.

På stævnets femte dag ville de japanske delegerede, hovedsagelig missionærer, bære kimono. Den kimono som jeg på forhånd havde sendt med skib, var endnu ikke kommet, så jeg lånte en af søster Knorr. Under programmet begyndte det pludselig at regne, og jeg var bange for at kimonoen blev våd. Netop da mærkede jeg at en eller anden bag mig forsigtigt lagde en regnfrakke over mine skuldre. „Kender du ham?“ spurgte en søster som stod ved siden af mig. Senere fandt jeg ud af at det var broder Frederick W. Franz, et medlem af Det Styrende Råd. Jeg mærkede tydeligt varmen fra Jehovas organisation.

Gileadskolens 22. klasse var virkelig international, for den bestod af 120 elever fra 37 lande. Skønt der var nogle sproglige vanskeligheder, glædede vi os over det internationale brodersamfund. På en snevejrsdag i februar 1954 afsluttede jeg min uddannelse på Gilead og fik min distriktstildeling. Jeg skulle tilbage til Japan. En af mine klassekammerater, en  svensk søster ved navn Inger Brandt, skulle være min pionermakker i byen Nagoya. Dér kom vi til at arbejde sammen med en gruppe missionærer som var blevet evakueret fra Korea på grund af krigen. Jeg satte stor pris på de få år jeg tilbragte i missionærtjenesten.

Glad tjeneste som ægtepar

I september 1957 blev jeg indbudt til at komme på Betel i Tokyo. Det japanske afdelingskontor var et toetages træhus. Betelfamilien havde kun fire medlemmer, deriblandt broder Barry, som var landstjener. Resten af dem der boede på Betel virkede som missionærer ude i distriktet. Jeg fik til opgave at oversætte og læse korrektur. Derudover skulle jeg gøre rent, vaske tøj, lave mad og meget andet.

Forkyndelsesarbejdet i Japan havde fremgang, og flere brødre blev indbudt til at komme på Betel. Én af dem, broder Junji Koshino, blev tilsynsmand i den menighed jeg var tilsluttet. I 1966 blev han og jeg gift. Efter brylluppet blev Junji udnævnt til kredstilsynsmand. Det var en stor glæde at lære så mange brødre og søstre at kende når vi besøgte de forskellige menigheder. Da jeg stadig fik tildelt oversættelsesarbejde, måtte det foregå i de hjem hvor vi opholdt os den pågældende uge. Når vi rejste, måtte vi foruden vores kuffert og tasker bære på tunge ordbøger.

Vi havde den store forret at være i kredstjenesten i fire år, og vi så hvordan organisationen fortsat voksede. Afdelingskontoret flyttede til Numazu og nogle år senere til Ebina, hvor det stadig ligger. Junji og jeg har igennem længere tid haft den store glæde at være på Betel, hvor vi nu arbejder sammen med cirka 600 andre. I maj 2002 fejrede nogle venner på Betel at jeg havde været 50 år i heltidstjenesten.

Jeg fik lov til at se væksten

Da jeg i 1950 begyndte at tjene Jehova, var der kun en håndfuld forkyndere i Japan. Nu er der over 210.000 forkyndere. Tusinder af symbolske får er, ligesom jeg, blevet draget til Jehova.

De fire missionærbrødre og søsteren som besøgte os helt tilbage i 1949 er, ligesom søster Koda, alle døde nu, men de var trofaste til det sidste. Det gælder også min bror, der var menighedstjener, og min svigerinde, som var pioner i omkring 15 år. Hvilket fremtidshåb er der for mine forældre, hvis død jeg frygtede i min barndom? Bibelens løfte om en opstandelse giver mig håb og trøst. — Apostelgerninger 24:15.

Når jeg ser tilbage, føler jeg at mødet med Maud i 1941 var et vendepunkt i mit liv. Hvis jeg ikke havde mødt hende dengang, og hvis jeg ikke havde sagt ja til at arbejde for hende igen efter krigen, havde jeg sandsynligvis slået mig ned på vores gård i den afsidesliggende landsby uden at have fået nogen som helst kontakt med missionærerne på dette tidlige tidspunkt. Hvor er jeg taknemmelig mod Jehova fordi han har draget mig til sandheden ved hjælp af Maud og de første missionærer.

[Illustration på side 25]

Med Maud Koda og hendes mand. Jeg står forrest til venstre

[Illustration på side 27]

Sammen med missionærerne fra Japan på Yankee Stadium i 1953. Jeg står længst til venstre

[Illustrationer på side 28]

På Betel med min mand, Junji