Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Forstå formålet med tugt

Forstå formålet med tugt

 Forstå formålet med tugt

HVAD tænker du på når du hører ordet „tugt“? En dansk ordbog har blandt sine definitioner: ’opdragelse; optugtelse; . . . især med forestilling om anvendelse af strenghed, håndfasthed for at opnå respekt, lydighed, underkastelse’; og: ’irettesættelse eller navnlig legemlig revselse anvendt som straf i opdragelsens tjeneste’. Der findes andre betydninger, men i dag forbinder de fleste som regel „tugt“ med noget negativt.

Bibelen, derimod, fremstiller „tugt“ i et andet lys. „Min søn, afvis ikke Jehovas tugt,“ sagde den vise kong Salomon. (Ordsprogene 3:11) Her er der ikke tale om tugt i almindelighed, men om „Jehovas tugt“, det vil sige en tugt som er baseret på Guds ophøjede principper. Kun denne tugt er gavnlig og åndeligt opbyggende — ja, endda ønskelig. I modsætning hertil er en tugt der er baseret på en menneskelig tankegang som er i modstrid med Jehovas ophøjede principper, ofte hensynsløs og skadelig. Det forklarer hvorfor mange har en negativ indstilling til tugt.

Hvorfor bliver vi opfordret til at tage imod Jehovas tugt? I Bibelen bliver den tugt der kommer fra Gud, beskrevet som et udtryk for Guds kærlighed til menneskene, hans jordiske skabninger. Fortsættelsen af ovenstående citat fra Ordsprogenes Bog lyder derfor: „Jehova retleder den han elsker, som en fader den søn han holder af.“ — Ordsprogene 3:12.

Tugt eller straf?

Den tugt Bibelen taler om, kan gives på mange måder — som vejledning, undervisning, belæring, retledning, revselse, ja, endog som straf. Jehovas tugt er dog altid motiveret af kærlighed, og formålet med den er at gavne modtageren. Den gives for at opbygge og korrigere, aldrig for blot at straffe.

Når Gud på den anden side straffer nogen, har det ikke altid til formål at korrigere eller opdrage. Som eksempel kan nævnes Adam og Eva. Lige fra den dag de syndede, begyndte de at mærke følgerne af deres ulydighed. Jehova uddrev dem af Edens paradis, og med tiden bukkede de under for virkningerne af ufuldkommenhed, sygdom og alderdom. Efter et langt og smertefuldt liv gik de til grunde for bestandig. Det var i sandhed en straf fra Gud, men det var ikke en korrigerende tugt. Eftersom Adam og Eva var forsætlige syndere der ikke angrede, var en forbedring udelukket.

Andre straffedomme fra Gud var vandfloden på Noas tid, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra og tilintetgørelsen af den ægyptiske hær i Det Røde Hav. Formålet med disse straffedomme var ikke at vejlede, belære eller opdrage dem der blev dømt på denne måde. Apostelen Peter skrev at Gud „satte et eksempel for ugudelige med hensyn til kommende ting“ dengang han „ikke skånede en gammel verden, men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv  andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige“, og dengang „han fordømte byerne Sodoma og Gomorra ved at lægge dem i aske“. — 2 Peter 2:5, 6.

På hvilken måde var disse straffedomme „et eksempel for ugudelige med hensyn til kommende ting“? I sit brev til thessalonikerne peger Paulus frem til den tid da Gud ved sin søn, Jesus Kristus, vil ’bringe hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed’. Og han tilføjer: „Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang.“ (2 Thessaloniker 1:8, 9) Denne straf har tydeligvis ikke til formål at belære eller forbedre dem der får den. Men når Jehova opfordrer sine tjenere til at tage imod hans tugt, er der ikke tale om en straf af forhærdede syndere.

Det er værd at lægge mærke til at Bibelen ikke i første række skildrer Jehova som en straffende Gud. Som oftest skildres han som en kærlig og tålmodig Lærer. (Job 36:22; Salme 71:17; Esajas 54:13) Ja, en tugt fra Gud der gives med det formål at rette og forbedre, er altid forbundet med kærlighed og tålmodighed. Hvis man forstår formålet med tugten, er det lettere både at give og at tage imod den med den rette indstilling.

Tugt givet af kærlige forældre

Både i familien og i den kristne menighed er der behov for at alle forstår formålet med tugt. Det gælder især dem der sidder inde med myndighed. I familien er det forældrene. Ordsprogene 13:24 siger: „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“

Hvordan skal forældre da ’tugte’ deres børn? Bibelen forklarer: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Denne vejledning gentages andetsteds med følgende ord: „I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ — Kolossenserne 3:21.

Kristne forældre der forstår formålet med tugt, vil ikke optræde med strenghed. Det princip man finder i Andet Timoteusbrev 2:24, kan anvendes her. Paulus skrev: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise.“ Ubeherskede vredesudbrud, råben, skrigen og fornærmende eller nedsættende bemærkninger kan ikke betegnes som kærlig tugt og passer sig ikke for en kristen. — Efeserne 4:31; Kolossenserne 3:8.

 Når man skal opdrage børn, er det ikke nok med en enkelt irettesættelse. De fleste børn må have gentagne påmindelser før de ændrer deres tankegang. Forældrene må derfor bruge tid, vise tålmodighed og ofre megen omtanke på hvordan de vil opdrage deres børn. De må huske på at børnene skal opdrages i „Jehovas tugt og formaning“. Det er en opdragelse og oplæring der tager tid.

Kristne hyrder tugter med mildhed

De samme retningslinjer gælder for kristne ældste. Som kærlige hyrder vil de bestræbe sig for at opbygge menigheden ved at undervise, vejlede og retlede når der er behov for det. Samtidig vil de huske på hvad formålet er, også når der skal tugtes. (Efeserne 4:11, 12) Hvis de kun tænkte på at tildele overtræderen en straf, ville de nøjes med det. Men en tugt som er baseret på de bibelske principper, indbefatter langt mere. Tilskyndet af kærlighed vil de følge deres vejledning op og blive ved med at yde den hjælp der skal til for at bringe overtræderen på fode igen. Deres omsorg for den pågældende vil ofte få dem til at planlægge flere samtaler hvor de vejleder og opmuntrer.

Ifølge Paulus’ ord i Andet Timoteusbrev 2:25, 26 skal de ældste også „med mildhed“ belære dem som ikke beredvilligt tager imod tugt. Formålet hermed er, som der videre siges i skriftstedet, at „Gud måske vil give dem sindsændring, så de kunne få nøjagtig kundskab om sandheden og blive ædru igen og komme ud af Djævelens snare“.

Undertiden kan det være nødvendigt at udstøde, eller udelukke, overtrædere af menigheden, nemlig når de ikke angrer og vender om fra deres urette handlinger. (1 Timoteus 1:18-20) Selv et så drastisk skridt må dog stadig betragtes som tugt, ikke blot som en straf. Fra tid til anden vil de ældste bestræbe sig for at besøge dem der ikke længere fremturer i deres urette adfærd. Under sådanne besøg vil de ældste optræde i overensstemmelse med tugtens sande formål ved at gøre overtræderen opmærksom på de skridt vedkommende må tage for at vende tilbage til den kristne menighed.

Jehova er den fuldkomne Dommer

Forældre, kristne hyrder og andre som ifølge Bibelen har myndighed til at give tugt, bør tage deres ansvar alvorligt. De må ikke tiltage sig retten til at dømme andre som fuldstændig uforbederlige. Deres tugt  må derfor aldrig antage karakter af hævn eller være udtryk for fjendtlighed.

Det er sandt at Bibelen omtaler Jehova som en der straffer strengt og endegyldigt. Den siger for eksempel at „det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder“. (Hebræerne 10:31) Men intet menneske bør nogen sinde sætte sig i Guds sted i denne eller andre henseender. Og ingen bør have grund til at føle at det er frygteligt at falde i sine forældres eller en ældstes hænder.

Jehova har evnen til at bevare fuldkommen ligevægt når han tugter. Det har mennesker ikke. Gud kan læse et menneskes hjerte og afgøre om overtræderen lader sig tugte og kan forbedre sig, eller om dommen skal være endelig og afgørende. En sådan dom kan mennesker ikke afsige. Når der er behov for at tugte, må de der har myndighed, derfor altid gøre det med det formål at korrigere og forbedre.

Tag imod Jehovas tugt

Vi har alle behov for Jehovas tugt. (Ordsprogene 8:33) Ja, vi bør alle med glæde tage imod den tugt der er baseret på Guds ord. Når vi studerer Guds ord, får vi den tugt der kommer direkte fra Jehova gennem Bibelen. (2 Timoteus 3:16, 17) Men til andre tider kommer tugten fra vore medkristne. Hvis vi forstår den ånd hvori tugten gives, vil det hjælpe os til beredvilligt at tage imod den.

Apostelen Paulus sagde: „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg.“ Derefter tilføjede han: „Men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ (Hebræerne 12:11) Jehovas tugt er et udtryk for hans dybe kærlighed til os. Lad os da — hvad enten vi giver eller modtager tugt — tænke på formålet med den guddommelige tugt og følge det vise råd: „Grib fat om tugt; slip den ikke. Værn om den, for den er dit liv.“ — Ordsprogene 4:13.

[Illustrationer på side 21]

Forhærdede syndere får Guds retslige straf, ikke en tugt som skal føre til en forbedring

[Illustrationer på side 22]

Tilskyndet af kærlighed bruger ældste tid på at undersøge en sag og hjælpe dem der er kommet på afveje

[Illustrationer på side 23]

Forældre oplærer tålmodigt og kærligt deres børn i „Jehovas tugt og formaning“