Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kan vi forvente at Gud griber ind?

Kan vi forvente at Gud griber ind?

 Kan vi forvente at Gud griber ind?

I DET ottende århundrede før vor tidsregning fik den 39-årige kong Ezekias af Juda konstateret en dødelig sygdom. Fortvivlet tryglede han Gud om at måtte blive rask. Gennem sin profet svarede Gud: „Jeg har hørt din bøn. Jeg har set dine tårer. Se, jeg føjer femten år til dine dage.“ — Esajas 38:1-5.

Hvorfor greb Gud ind i dette tilfælde? På grund af det løfte han flere hundrede år forinden havde givet den retfærdige kong David: „Dit hus og dit kongedømme vil stå fast for stedse foran dig; din trone vil være grundfæstet for stedse.“ Gud havde også åbenbaret at Messias skulle være efterkommer af David. (2 Samuel 7:16; Salme 89:20, 26-29; Esajas  11:1) Da Ezekias blev syg, havde han endnu ikke fået nogen søn, og Davids slægtslinje var derfor i fare for at dø ud. At Gud greb ind i Ezekias’ tilfælde, tjente det konkrete formål at bevare den slægtslinje som skulle føre frem til Messias.

Det var også for at opfylde sine løfter at Jehova ved talrige lejligheder greb ind til gavn for sit folk i førkristen tid. I forbindelse med Israels udfrielse fra trældommen i Ægypten erklærede Moses: „Det var fordi Jehova elskede jer og fordi han holdt den ed som han svor over for jeres forfædre, at Jehova førte jer ud med stærk hånd.“ — 5 Mosebog 7:8.

Også i det første århundrede fremmede Gud sine hensigter ved at gribe ind. For eksempel fik jøden Saulus på vej til Damaskus et syn hvor han blev opfordret til at holde op med at forfølge de kristne. Saulus omvendte sig og blev kendt som apostelen Paulus, og han bidrog i høj grad til at udbrede den gode nyhed blandt nationerne. — Apostelgerninger 9:1-16; Romerne 11:13.

Var det almindeligt at Gud greb ind?

Var det regelen eller undtagelsen at Gud greb ind? Bibelen viser tydeligt at det langtfra var almindeligt. Gud udfriede ganske vist de tre unge hebræere fra døden i en brændende ovn og profeten Daniel fra løvekulen, men der var andre profeter han ikke reddede fra døden. (2 Krønikebog 24:20, 21; Daniel 3:21-27; 6:16-22;  Hebræerne 11:37) Peter blev mirakuløst befriet fra det fængsel hvor kong Herodes Agrippa I havde anbragt ham. Men den samme konge lod apostelen Jakob henrette. Gud greb ikke ind for at hindre den forbrydelse. (Apostelgerninger 12:1-11) Gud gav apostlene kraft til at helbrede de syge og endda oprejse de døde, men han lod sig ikke overtale til at fjerne den „torn i kødet“ der plagede apostelen Paulus, måske i form af en sygdom. — 2 Korinther 12:7-9; Apostelgerninger 9:32-41; 1 Korinther 12:28.

Gud standsede heller ikke den bølge af forfølgelse som kejser Nero udsatte Kristi disciple for. De kristne blev torteret, brændt levende og kastet for vilde dyr. Men modstanden overraskede ikke de kristne, og den svækkede ikke deres tro på at Gud er til. Jesus havde jo også advaret sine disciple om at de ville blive bragt for domstolene, og han havde forberedt dem på at de måske skulle lide og endda dø for deres tro. — Mattæus 10:17-22.

Også i dag er det hævet over enhver tvivl at Gud kan udfri sine tjenere af farlige situationer. Der er ingen grund til at kritisere dem der føler at de har erfaret hans beskyttelse. Men det er svært at fastslå definitivt om Gud virkelig har grebet ind i disse tilfælde eller ej. Adskillige trofaste tjenere for Jehova blev kvæstet ved en eksplosion i Toulouse, og tusinder af trofaste kristne omkom i nazistiske og kommunistiske koncentrationslejre eller under andre tragiske omstændigheder — uden at Gud greb ind. Hvorfor griber Gud ikke konsekvent ind og beskytter alle han godkender? — Daniel 3:17, 18.

„Tid og tilfælde“

Ulykker kan ramme alle, og det gør ikke nødvendigvis nogen forskel om man er trofast mod Gud. Alain og Liliane var blandt dem der slap levende fra eksplosionen i Toulouse, men 30 uskyldige omkom, og flere hundrede sagesløse kom til skade. I en større målestok bliver titusinder ofre for kriminalitet, hasardkørsel og krige, men Gud kan ikke drages til ansvar for det. Som Bibelen gør opmærksom på, berøres vi alle af „tid og tilfælde“. — Prædikeren 9:11.

Desuden er vi mennesker underlagt sygdom, alderdom og død. Også de der mener at Gud mirakuløst har reddet deres liv eller har helbredt dem, bliver før eller siden indhentet af døden. Gud vil befri mennesker for sygdom og død og vil „tørre hver tåre af deres øjne“; men det hører stadig fremtiden til. — Åbenbaringen 21:1-4.

Det kan kun blive til virkelighed i kraft af noget langt mere gennemgribende end en lejlighedsvis handling fra Guds side. Bibelen omtaler en begivenhed der kaldes „Jehovas store dag“. (Zefanias 1:14) Det er Guds altomfattende indgriben mod al ondskab. Mennesker vil få udsigt til at leve evigt under fuldkomne forhold. „Det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ (Esajas 65:17) Selv de døde vil komme til live, og på den måde vil virkningerne af den største af alle tragedier blive afhjulpet. (Johannes 5:28, 29) Til den tid vil Gud i sin uendelige kærlighed og godhed have løst menneskenes problemer én gang for alle.

Hvordan Gud griber ind i dag

Det betyder dog ikke at Gud i mellemtiden blot ser passivt til mens mennesker  lider. Gud giver alle, uanset etnisk og social baggrund, mulighed for at lære ham at kende og få et nært og fortroligt forhold til ham. (1 Timoteus 2:3, 4) Jesus beskrev denne proces med ordene: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ (Johannes 6:44) Gud drager de oprigtige til sig ved hjælp af det budskab om Riget som hans tjenere forkynder i hele verden.

Desuden griber Gud direkte ind når nogle er villige til at lade sig lede af ham. Ved hjælp af sin hellige ånd ’åbner Gud deres hjerte’ så de forstår hans vilje og retter sig efter hans krav. (Apostelgerninger 16:14) Ja, Gud viser sin kærlige interesse for enhver af os ved at give os mulighed for at lære ham at kende og få kundskab om hans ord og hensigter. — Johannes 17:3.

Desuden hjælper Gud sine tjenere i dag, ikke ved mirakuløst at udfri dem, men ved at give dem sin hellige ånd og „den kraft som er ud over det normale“ så de kan udholde deres situation. (2 Korinther 4:7) Apostelen Paulus skrev: „Alt har jeg styrke til ved [Jehova Gud] som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.

Vi har derfor al grund til at sige Gud tak hver dag for livet og for det håb han giver os, om at leve evigt i en verden der er helt fri for lidelse. „Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig?“ spurgte salmisten. „Den storslåede frelses bæger vil jeg løfte, og Jehovas navn vil jeg påkalde.“ (Salme 116:12, 13) Hvis du regelmæssigt læser i dette blad, vil du få indblik i hvad Gud har gjort, hvad han gør, og hvad han vil gøre for at du allerede nu kan være lykkelig og have et velbegrundet håb. — 1 Timoteus 4:8.

[Tekstcitat på side 6]

„Det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ — Esajas 65:17

[Illustrationer på side 5]

På Bibelens tid forhindrede Jehova ikke at Zekarja blev stenet . . .

eller at Herodes fik de små drengebørn slået ihjel

[Illustration på side 7]

Snart vil lidelser være afskaffet, og selv de døde vil få livet igen