Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad har arkæologerne fundet i Jizre’el?

Hvad har arkæologerne fundet i Jizre’el?

Hvad har arkæologerne fundet i Jizre’el?

I FLERE hundrede år har Jizre’el, der på Bibelens tid var en fremtrædende by, ligget øde. Intet er tilbage af fordums pragt. Der er ikke andet at se end en jorddækket ruinhøj, en såkaldt tell. I de senere år er arkæologerne begyndt at undersøge ruinerne. Hvad kan de fortælle om de begivenheder der omtales i Bibelen?

Jizre’el i Bibelens sammenhæng

Jizre’el lå i den østlige del af dalen af samme navn. Også i fortiden var det en af Israels frodigste egne. På dalens modsatte side ligger Morehøjen, hvor midjanitterne slog lejr da de forberedte sig på at angribe dommeren Gideon og hans tropper. Lidt mod øst, ved foden af Gilboas Bjerg, ligger Harodkilden. Det var her Jehova skar Gideons hær på flere tusind mand ned til kun 300 soldater for at demonstrere at han kunne udfri sit folk uden storstilet militær indsats. (Dommerne 7:1-25; Zakarias 4:6) På det nærliggende Gilboas Bjerg blev Israels første konge, Saul, besejret af filistrene i et dramatisk slag hvor Jonatan og to af Sauls andre sønner faldt, hvorefter Saul begik selvmord. — 1 Samuel 31:1-5.

Jizre’el optræder som en modsætningernes by i Bibelen. Der berettes om Israels herskeres magtmisbrug og frafald og om Jehovas tjeneres trofasthed og nidkærhed. Kong Akab af tistammeriget Israel gjorde i sidste halvdel af det tiende århundrede før vor tidsregning Jizre’el til residensby, mens den officielle hovedstad var Samaria. (1 Kongebog 21:1) Det var i Jizre’el at Jehovas profet Elias blev truet på livet af Akabs udenlandske dronning, Jesabel. Hun var blevet rasende over at Elias frygtløst havde henrettet ba’alsprofeterne efter at han på Karmels Bjerg havde afholdt en styrkeprøve for at vise hvem der var den sande Gud. — 1 Kongebog 18:36–19:2.

Senere blev Jizre’el skueplads for mordet på Nabot, en af byens indbyggere. Kong Akab eftertragtede Nabots vingård, men da kongen afkrævede ejeren jordstykket, svarede denne loyalt: „Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at give dig mine forfædres arvelod.“ Dette principfaste svar mishagede i høj grad Akab. Da dronning Jesabel så kongen surmule, iværksatte hun en skueproces hvor Nabot blev anklaget for gudsbespottelse. Trods sin uskyld blev han dømt og stenet til døde, hvorefter kongen overtog hans vingård. — 1 Kongebog 21:1-16.

Denne ugerning gav anledning til at Elias profeterede følgende: „Hundene vil æde Jesabel på Jizre’els jordlod.“ Han fortsatte: „Den af Akabs slægt som dør i byen, vil hundene æde . . . Ingen overhovedet har været som Akab, der solgte sig selv til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne, idet hans hustru Jesabel æggede ham.“ Men eftersom Akab ydmygede sig da Elias bekendtgjorde Jehovas dom, erklærede Jehova at straffen ikke ville blive eksekveret i Akabs levetid. (1 Kongebog 21:23-29) Bibelen beretter videre at da Elias var blevet efterfulgt af Elisa, blev Jehu salvet til konge over Israel. Da han holdt sit indtog i Jizre’el, befalede han at Jesabel skulle kastes ud ad et vindue i paladset, og hans køreheste trampede hende ned. Senere viste det sig at ådselædende hunde havde fortæret hendes krop på nær kraniet, fødderne og håndfladerne. (2 Kongebog 9:30-37) Jizre’el nævnes sidste gang i Bibelen i forbindelse med henrettelsen af 70 af Akabs sønner. Jehu lagde deres afhuggede hoveder i to store dynger ved Jizre’els byport, hvorpå han likviderede andre prominente mænd og præster der havde været meddelagtige i Akabs frafaldne regime. — 2 Kongebog 10:6-11.

Hvad har arkæologerne fundet?

I 1990 begyndte Institut for Arkæologi ved Tel Avivs Universitet (repræsenteret ved David Ussishkin) i fællesskab med Den Britiske Skole for Arkæologi i Jerusalem (repræsenteret ved John Woodhead) at udgrave Jizre’el. I syv sæsoner a seks uger i 1990-1996 arbejdede mellem 80 og 100 frivillige på projektet.

Den fremherskende holdning blandt vore dages arkæologer er at fund skal bedømmes ud fra deres egne forudsætninger, uafhængigt af forudfattede meninger og teorier. De arkæologer der arbejder i Bibelens lande, anser derfor ikke Bibelens udsagn for endegyldigt. Alle andre kilder og fysiske vidnesbyrd skal tages i betragtning og vurderes omhyggeligt. John Woodhead oplyser imidlertid at Jizre’el ikke er omtalt andre steder end i nogle få kapitler i Bibelen. Det var derfor på sin plads at inddrage Bibelens beretninger og dens kronologi i undersøgelserne. Hvad har arkæologerne så fundet ud af?

Da man var kommet i gang med at afdække fæstningsværker og lertøj, stod det inden længe klart at der var tale om ruiner fra den såkaldte jernalder. Dermed tidsfæstes de nøjagtig til den tid som Bibelen angiver. Men udgravningen blotlagde adskillige overraskelser. Den første var selve arealet og den massive befæstnings omfang. Arkæologerne havde forventet fæstningsværker af et omfang som dem man kendte fra oldtidens Samaria, kongeriget Israels hovedstad. Men efterhånden som udgravningerne skred frem, viste det sig at Jizre’el var en langt større by. Dens mure var cirka 300 gange 150 meter lange og omkransede et areal der var tre gange større end nogen samtidige israelitiske byer som man havde afdækket. Uden for murene løb en tør voldgrav der øgede brystværnets højde til knap 11 meter. Ifølge professor Ussishkin var voldgrave et ellers uset fænomen på Bibelens tid. „Vi finder ikke noget tilsvarende i Israel før korsfarertiden,“ udtaler han.

En anden overraskelse var at bymidten stort set var ubebygget. I stedet var pladsen optaget af en kæmpemæssig forhøjning, en slags platform af rødbrun jord der var blevet transporteret derind da byen blev opført. I den anden foreløbige rapport over udgravningerne ved Tell Jizre’el hedder det at denne dominerende platform kunne tyde på at Jizre’el var mere end en kongelig residensby. Der står: „Vi vil gerne fremføre den mulighed at Jizre’el var hovedbase for den kongelige israelitiske hær på Omri-dynastiets tid . . . den garnisonsby hvor kongens stridsvogne og rytteri var stationeret og holdt øvelser.“ På grundlag af platformens dimensioner og afgrænsningens areal fremsætter Woodhead den hypotese at det har været en paradeplads hvor man kunne demonstrere hvad datidens største stridsvognsstyrke i Mellemøsten formåede.

De blotlagte ruiner af byporten er af særlig interesse for arkæologerne. Porten har haft mindst fire vagtrum; men eftersom mange af stenene er blevet fjernet i århundredernes løb, er det ikke muligt at nå til en endegyldig tydning. Woodhead tolker det som ruinerne af en port med seks vagtrum af nogenlunde samme størrelse som dem der er udgravet i Megiddo, Hazor og Gezer. *

De arkæologiske fund tyder på at byen stod i forbavsende kort tid i betragtning af dens ideelle beliggenhed, militært såvel som geografisk. Woodhead fremhæver at Jizre’el kun har stået som fæstningsby i en enkelt periode på nogle få årtier. Det er en markant modsætning til mange andre betydningsfulde bibelske lokaliteter, for eksempel Megiddo, Hazor og hovedstaden Samaria, der blev genopbygget, udvidet og beboet flere gange i forskellige epoker. Hvorfor blev denne ideelt beliggende stad forladt så hurtigt? Woodhead formoder at Akab og hans kongehus havde undermineret økonomien ved at ødsle med landets ressourcer. Det var Jizre’els overdimensionerede størrelse og styrke et udtryk for. Det nye styre under Jehu ville sandsynligvis gerne lægge afstand til alt hvad der mindede om Akab, og forlod derfor byen.

Alle vidnesbyrd fra udgravningen bekræfter at Jizre’el i jernalderen var en fremtrædende by i Israel. Dens størrelse og befæstning stemmer med Bibelens beskrivelse af byen som Akab og Jesabels residensstad. Vidnesbyrdene om at den ikke har været permanent beboet i den periode, stemmer overens med det Bibelen beretter om byen: I Akabs regeringstid blev den hurtigt en fremtrædende by, men på Jehovas befaling sank den tilsyneladende ned i vanære i forbindelse med at Jehu „slog . . . alle dem der var tilbage af Akabs hus i Jizre’el ihjel, samt alle hans stormænd og hans bekendte og hans præster, indtil han ikke havde ladt nogen overlevende af hans mænd tilbage“. — 2 Kongebog 10:11.

Jizre’el og spørgsmålet om kronologi

„Inden for arkæologien er det umådelig vanskeligt at finde et præcist udgangspunkt for datering,“ indrømmer John Woodhead. Arkæologerne sammenligner derfor fundmaterialet fra de syv års udgravning med fund fra andre steder. I dette tilfælde har det givet anledning til nyvurderinger og diskussioner. Det hænger sammen med de udgravninger den israelske arkæolog Yigael Yadin i 1960’erne og lidt op i 1970’erne foretog i Megiddo. I arkæologkredse er man fra første færd gået ud fra som givet at de fæstningsværker og porte han afdækkede, skriver sig fra kong Salomons tid. Men de befæstninger, byporte og keramiske genstande man har fundet i Jizre’el, får nogle til at betvivle om dateringen er rigtig.

For eksempel var det lertøj man fandt i Jizre’el, magen til det man havde afdækket i det lag i Megiddo som Yadin forbandt med Salomons regeringstid. De to byers porte ligner hinanden til forveksling. Woodhead siger: „Alt fundmaterialet rykker enten Jizre’el tilbage til Salomons tid eller forskyder dateringen af de tilsvarende genstande fra de øvrige steder [Megiddo og Hazor] til Akabs tid.“ Eftersom Bibelen utvetydigt forbinder Jizre’el med Akabs tid, anser Woodhead det for mere sandsynligt at disse lag stammer fra Akabs regeringstid. David Ussishkin siger samstemmende: „Bibelen siger at Salomon byggede Megiddo — ikke at han opførte lige netop disse porte.“

Kan man rekonstruere Jizre’els historie?

Sætter disse fund og den deraf følgende diskussion Bibelens oplysninger om Jizre’el og om Salomon i et tvivlsomt skær? Nej, for ret beset kan Bibelens troværdighed ikke anfægtes af arkæologernes uenighed. De tager udgangspunkt i noget andet end Bibelens beretning når de gransker historien. De beskæftiger sig med andre spørgsmål og betoner andre aspekter. Man kan sammenligne bibellæseren og arkæologen med trafikanter der følger stort set samme vej, den ene kørende på vejen, den anden gående på fortovet. De har forskellige objekter for øje og tænker i hver sine baner, men som regel stemmer deres helhedsbillede overens. De er sjældent modstridende. Det kan være meget udbytterigt at sammenholde de to trafikanters indtryk.

Bibelen indeholder optegnelser om fortidige begivenheder og personer. Arkæologiens opgave er at forsøge at skaffe oplysninger om disse tildragelser og folk ved at undersøge de spor som kan hentes frem af jordbunden. Men disse efterladte livstegn er sædvanligvis meget ufuldstændige og giver rum for et bredt spektrum af fortolkninger. I den forbindelse bemærker Amihai Mazar i sin bog Archaeology of the Land of the Bible — 10,000−586 B.C.E.: „Arkæologisk feltarbejde . . . er i vid udstrækning en kunstart såvel som en kombination af øvelse og faglig dygtighed. Ingen striks metodelære kan sikre et vellykket resultat, og det er en ufravigelig betingelse at udgravningsledere er fleksible og tænker kreativt. Arkæologens karakter, talent og fornuft er ikke mindre væsentlige faktorer end hans erfaringsgrundlag og de ressourcer han har til rådighed.“

Arkæologien har bekræftet at Jizre’el var en fremtrædende kongestad og kaserneby med en forbavsende kort blomstringstid mens Akab herskede — ganske som Bibelen beretter. Der er i den forbindelse opstået mange andre fængslende spørgsmål som arkæologerne måske vil være flere år om at finde svarene på. Tilbage står at Guds ord, Bibelen, fortsat taler sit tydelige sprog og giver os en fuldstændig beretning på en måde som ligger uden for arkæologernes formåen.

[Fodnote]

^ par. 13 Se artiklen „Mysteriet om portene“ i Vagttårnet for 15. august 1988.

[Illustrationer på side 26]

Udgravninger i Jizre’el

[Illustration på side 28]

Kana’anæisk afgudsbillede fundet i Jizre’el