Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Deres tro blev belønnet

Deres tro blev belønnet

 Nyt fra Rigets arbejdsmark

Deres tro blev belønnet

APOSTELEN Paulus havde en enestående tro, og han tilskyndede også sine medkristne til at opdyrke tro. Han sagde: „Den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ (Hebræerne 11:6) De følgende erfaringer fra Mocambique viser at Jehova belønner en stærk tro og besvarer bønner der bedes i oprigtighed.

● En enlig søster fra den nordlige provins Niassa var bekymret for hvordan det skulle lykkes hende og hendes seks børn at overvære områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“. Hendes eneste indtægtskilde var at sælge varer på et lokalt marked, men da tidspunktet for stævnet oprandt, havde hun kun penge nok til enkeltbilletter. Ikke desto mindre besluttede hun at sætte sin lid til at Jehova ville drage omsorg for dem og tog af sted, fast besluttet på at overvære stævnet.

Med sine seks børn steg hun på toget. Undervejs kom konduktøren for at se hendes billet. Da han fik øje på hendes reversmærke, spurgte han hvad det var for et identitetsmærke. Søsteren fortalte ham at det viste at hun var en af de delegerede ved Jehovas Vidners områdestævne. „Hvor bliver stævnet holdt?“ spurgte konduktøren. Da han hørte at stævnet skulle holdes i naboprovinsen Nampula, som lå 300 kilometer derfra, forlangte han helt uventet kun det halve af billetprisen. Dernæst gav han også hele familien en returbillet for halv pris. Hvor var hun glad for at hun havde haft tillid til Jehova. — Salme 121:1, 2.

● I omkring 25 år bad en religiøs kvinde Gud om at vise hende den rigtige måde at tilbede ham på. Den kirke hun var tilsluttet, blandede traditionelle ritualer med religiøse ceremonier, og hun tvivlede på at det var noget Gud syntes om.

Hun beretter: „Jeg har altid haft Jesu ord i Mattæus 7:7 for øje: ’Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.’ Med dette skriftsted i tanke bad jeg regelmæssigt Gud om at lede mig til sandheden. En dag bad præsten i vores kirke alle som arbejdede på det lokale marked, om at bringe ham en vis sum penge samt nogle af deres varer så han kunne ’velsigne’ dem. Jeg kunne ikke få det til at stemme overens med Bibelen; så jeg kom ikke med noget. Da præsten opdagede at jeg ikke bragte et ’offer’, begyndte han at skælde mig ud for øjnene af alle de andre i kirken. Den dag fandt jeg ud af at det ikke var den måde Gud ønskede at blive tilbedt på, så jeg forlod kirken. Men jeg blev ved med at bede om at måtte finde sandheden.

Da jeg endelig fik samlet mod nok til det, kontaktede jeg en slægtning som var et af Jehovas vidner. Han gav mig en traktat, og da jeg læste den, forstod jeg med det samme at det var Guds svar på mine bønner. Med tiden blev min ven som jeg boede sammen med, også glad for at få forståelse af Bibelens sandheder, og vi blev gift. Senere blev min mand imidlertid alvorligt syg. Men lige indtil sin død blev han ved at opfordre mig til at leve efter sandheden så vi kunne se hinanden igen i den nye verden.

Jeg er Jehova evigt taknemmelig for at han besvarede mine bønner og viste mig hvilken måde der er den rigtige at tilbede ham på. Jeg har også fået mine bønner besvaret ved at have set alle mine otte børn blive indviede vidner for Jehova.“