Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan du falde til i din nye menighed?

Hvordan kan du falde til i din nye menighed?

“JEG var lidt nervøs ved at skulle flytte hertil,” siger Allen. * “Jeg vidste ikke om jeg kunne få venner her eller blive accepteret.” Allen prøver at finde sig til rette i en ny menighed der ligger mere end 1.400 kilometer fra hans hjemegn.

Hvis du er flyttet til en anden menighed, er du måske også lidt nervøs. Hvad kan hjælpe dig til at falde til? Hvad kan du gøre hvis det er sværere end du havde regnet med? Hvis du derimod ikke skal flytte, hvordan kan du så gøre forandringen lettere for nye tilflyttere?

HVORDAN KAN DU FALDE TIL OG TRIVES?

Tænk på dette eksempel: Når træer bliver flyttet, får de stress. I det øjeblik et træ bliver gravet op, bliver de fleste af rødderne som regel fjernet for lettere at kunne flytte det. Så snart træet er plantet på ny, må det øjeblikkeligt begynde at skyde nye rødder. Hvis du er flyttet til en anden menighed, har du måske også oplevet stress. I din tidligere menighed havde du slået “rødder” efterhånden som du fik nære venner og en god åndelig rutine. Nu skal du slå nye rødder, eller have nye venner, for at kunne trives i nye omgivelser. Hvad kan hjælpe dig? At bruge Bibelens principper. Lad os se på nogle af dem.

Den der regelmæssigt læser i Guds ord, er “som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes”. – Sl. 1:1-3.

Ligesom et træ regelmæssigt må have næring fra en vandkilde for fortsat at være sundt, skal en kristen regelmæssigt have næring fra Guds ord for at forblive åndeligt stærk. Fortsæt derfor med at læse i Bibelen hver dag og at overvære alle møderne i rigssalen. Hold fast ved gode vaner hvad angår Den Teokratiske Familieaften og personligt studium. Alt det du havde brug for hvor du før boede, har du også brug for det nye sted.

“Den der giver rigeligt at drikke, vil også få rigeligt at drikke.” – Ordsp. 11:25.

Du får styrke og falder hurtigere til når du er aktiv i forkyndelsen. “Det der hjalp min kone og mig mest, var at vi var hjælpepionerer kort efter at vi kom til vores nye menighed,” siger Kevin, der er ældste. “Vi kom hurtigt til at kende vores brødre og søstre, pionererne og distriktet.” Roger, der flyttede til et område over 1.600 kilometer væk fra det sted han boede, siger: “Det bedste man kan gøre for at falde til i en ny menighed, er at gå i forkyndelsen så ofte som muligt. Fortæl også de ældste at du er parat til at hjælpe på alle måder. Måske kan du gøre rent i rigssalen, tage en opgave på mødet med kort varsel eller tilbyde kørelejlighed til møderne for nogle der har behov for det. Når brødre og søstre ser en der lige er flyttet til, og som er villig til at gøre noget for andre, vil de acceptere den nyankomne.”

‘I må udvide.’ – 2 Kor. 6:13.

Udvid med hensyn til at vise broderkærlighed. Efter at Melissa og hendes familie var flyttet til en ny menighed, koncentrerede de sig om at få nye venner. “Vi blandede os med brødrene og søstrene før og efter møderne,” fortæller hun. “Det gav os tid til at tale med dem, og ikke bare hilse på dem.” Det hjalp også familien til hurtigere at lære de nye navne. Derudover udvidede de ved at være gæstfrie, hvilket var med til at styrke nye venskabsbånd. “Vi udvekslede telefonnumre,” tilføjer hun, “så vi kunne kontaktes og være med i åndelige aktiviteter og andet der var planlagt.”

Hvis du er overvældet ved tanken om at møde nye mennesker, kan du begynde i det små. Smil for eksempel – selvom du i første omgang ikke har lyst til det. Et smil virker tiltrækkende på andre, for “øjnenes lys fryder hjertet”. (Ordsp. 15:30) “Jeg er reserveret af natur,” siger Rachel, der flyttede langt væk fra det sted hun voksede op. “Nogle gange må jeg tvinge mig selv til at tale med brødrene og søstrene i min nye menighed. Jeg kigger efter en eller anden der sidder i rigssalen uden at tale med nogen. Vedkommende er måske lige så genert som jeg er.” Hvorfor ikke sætte dig det mål at tale med en ny før eller efter hvert møde?

Det kan også være at du er begejstret over at møde nye mennesker i de første uger. Men som tiden går, kan den “første begejstring” lidt efter lidt forsvinde. På det tidspunkt kan det blive nødvendigt at du gør dit yderste for fortsat at få nye venner.

Træer der bliver flyttet, får stress, men når de bliver plantet på ny, skyder de nye rødder

GIV DIG TID TIL AT FALDE TIL

For nogle træer tager det længere tid end for andre at blive stærkt rodfæstet i nye omgivelser. Sådan er det også med mennesker. Ikke alle tilpasser sig en ny menighed lige hurtigt. Hvis det er et stykke tid siden du er flyttet, og du stadig kæmper med at falde til, kan disse bibelske principper hjælpe dig:

“Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.” Gal. 6:9.

Giv dig mere tid til at falde til end du oprindeligt havde regnet med. Mange missionærer der er uddannet på Gilead, bliver for eksempel i det land de er sendt til, i flere år inden de tager tilbage for at besøge deres hjemland. Det hjælper dem til at knytte sig til de lokale brødre og søstre og tilpasse sig en anden kultur.

Alejandro, der er flyttet flere gange, ved at tilpasningsprocessen tager den tid den tager. Han fortæller: “Efter vores sidste flytning sagde min kone: ‘Alle mine venner er i vores tidligere menighed.’” Han mindede hende om at hun havde sagt nøjagtigt det samme to år før – sidste gang de flyttede. Men i de to år havde hun vist interesse for andre, og de der før var fremmede, blev nære venner.

“Sig ikke: ‘Hvordan kan det være at de tidligere dage var bedre end disse?’ for det er ikke med visdom du spørger om dette.” Præd. 7:10.

Undgå at sammenligne den nye menighed med den du kom i før. Brødrene i din nye menighed er måske mere reserverede eller mere udadvendte end du er vant til. Fokusér på deres positive sider, ligesom du håber at de vil fokusere på dine. Nogle der lige var flyttet til en ny menighed, erkendte til deres store overraskelse at deres flytning fik dem til at spørge sig selv: ‘Elsker jeg virkelig “hele brodersamfundet”?’ – 1 Pet. 2:17.

“Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer.” Luk. 11:9.

Bed fortsat om hjælp. “Prøv ikke at klare det på egen hånd,” siger David, der er ældste. “Der er meget vi kun kan gøre med Jehovas hjælp. Så bed om den!” Rachel, der er omtalt tidligere, er enig. Hun fortæller: “Hvis min mand og jeg føler os lidt isoleret fra menigheden, beder vi til Jehova og siger: ‘Vil du ikke nok lade os vide om noget i vores adfærd gør det svært for andre at acceptere os?’ Derefter prøver vi at bruge mere tid sammen med brødrene og søstrene.”

I forældre, hvis jeres børn kæmper med at falde til, så brug tid på at bede sammen med dem om problemet. Hjælp dem til at få nye venner ved at arrangere opbyggende samvær når der er mulighed for det.

HJÆLP NYE TILFLYTTERE TIL AT FØLE SIG ACCEPTERET

Hvad kan du gøre for at hjælpe nogle der for nylig er flyttet til din menighed? Prøv at være en sand ven fra begyndelsen. For at det kan lykkes, kan du prøve at forestille dig hvad du ville sætte pris på hvis du var ny tilflytter, og så gøre de ting. (Matt. 7:12) Kunne de nye være med på jeres Teokratiske Familieaften, eller kunne I sammen se det månedlige program på JW Broadcasting? Måske kunne du få en tjenesteaftale med dem? Hvis du inviterer dem på et måltid mad, vil de huske din gæstfrihed længe. Hvilken yderligere praktisk hjælp kan du give de nyankomne?

“Da vi kom til en ny menighed,” siger Carlos, “gav en søster os en liste over forretninger der havde rimelige priser. Det var en stor hjælp.” De der kommer fra et område med et andet klima, vil sikkert være taknemmelige for at få råd om hvordan man skal klæde sig i jeres varme, kolde eller regnfulde vejr. Du kan også hjælpe dem til at blive mere effektive i forkyndelsen i lokalområdet ved at fortælle dem om dets historie eller om de lokale trosretninger.

DET ER ANSTRENGELSERNE VÆRD

Allen, der er nævnt i indledningen, har været i sin nye menighed i over et år. Han siger: “Til at begynde med måtte jeg overvinde mig selv for at lære brødrene og søstrene at kende. Men nu føles de mere som min familie, og jeg er meget glad.” Allen forstår nu at han ikke mistede nogen venner ved at flytte. Derimod fik han nye, som højst tænkeligt vil være hans venner for livet.

^ par. 2 Nogle af navnene er ændret.