Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Nødlanding!

Nødlanding!

 Nødlanding!

FORTALT AF CÉSAR MUÑOZ

Jeg havde nydt en dejlig ferie hos min familie i byen Monterrey i Mexico og skulle nu tilbage til Jehovas Vidners afdelingskontor i Mexico City, hvor jeg har den forret at tjene. Det var søndag den 1. december 2002. Jeg skulle med Flight 190, og vi lettede klokken 19.

 EFTER en behagelig flyvetur på knap halvanden time begyndte flyet sin nedstigning. Men pludselig steg den kraftigt opad, og vi blev alle forskrækket af en voldsom lyd der kom fra neden. Umiddelbart efter meddelte kaptajnen at det ikke var muligt at åbne dørene til landingsstellet. De sad fast! Nogle af passagererne var meget bange og begyndte at græde. Andre bad højt. Jeg spekulerede på hvad der mon ville ske.

Kaptajnen meddelte at han ved hjælp af kraftige manøvrer ville forsøge at åbne dørene til landingsstellet. Så mens vi fløj rundt oppe over Mexico City, fik han i en times tid flyet til at bevæge sig i kraftige ryk fra side til side og op og ned. Det var værre end den værste tur i en rutsjebane jeg nogen sinde har prøvet. Det var på ingen måde en fornøjelse! Så gav kaptajnen denne meddelelse: „Vi beklager at måtte meddele at dørene til landingsstellet ikke har åbnet sig. Det eneste vi kan gøre, er at foretage en mavelanding.“ Vi så alle forfærdede på hinanden og forestillede os det værste.

Der blev givet instruktioner om hvad vi skulle gøre, og hvordan vi skulle forholde os i forbindelse med nødlandingen. Vi tog vores sko af, fjernede alt hvad der kunne forårsage skader, og indtog den stilling der blev foreslået. Jeg troede helt bestemt at flyet ville forulykke på landingsbanen! Jeg bad til Jehova Gud, og en dyb indre fred kom over mig. — Filipperne 4:6, 7.

Jeg har altid hørt at når en person ser døden i øjnene, passerer hans liv revy, og han tænker på alt det han burde have gjort. Jeg fortrød at jeg ikke havde fortalt den unge pige der sad ved siden af mig, om Guds rige, og besluttede at jeg altid ville gøre brug af enhver lejlighed til at forkynde hvis jeg overlevede. Jeg spekulerede også på om jeg havde gjort alt hvad jeg kunne, i tjenesten for Jehova.

Da flyet lagde an til landing, kunne jeg se brandbiler, ambulancer og masser af mennesker stå parate. Vi mærkede et enormt ryk da flyet foretog sin mavelanding. Idet flyet gled hen ad landingsbanen, skabte gnidningen mellem karrosseriet og asfalten et hav af gnister. På begge sider af landingsbanen oversprøjtede brandbiler med det samme flyet med vand for at køle det ned.

Efter nogle nervepirrende øjeblikke stod flyet stille. Vi brød ud i klapsalver, lykkelige og lettede over at piloten havde håndteret denne nødsituation så godt. Vi fik besked på at forlade flyet øjeblikkelig, skyndte os hen til nødudgangene og gled ned ad den stejle sliske for at komme i sikkerhed på græsset mellem landingsbanerne.

Jeg stod på sikker afstand og rystede efter denne frygtelige oplevelse mens jeg betragtede flyet, der lå på tværs af landingsbanen. Heldigvis var det kun nogle få af passagererne der var kommet til skade, men ikke i alvorlig grad. Ambulancer i nærheden sørgede for lægehjælp til dem der var i chok.

Jeg havde regnet med at være hjemme omkring klokken 21, men var først hjemme fire timer senere. I betragtning af hvad der kunne være sket, var jeg taknemmelig for at være i live! Denne oplevelse har givet mig noget at tænke over. Jeg måtte erkende livets usikkerhed. Hvor føler man sig lille når det går op for en at man kan miste alt på få minutter. Når man står i en livstruende situation, kan det være for sent at rette op på ens livsform eller gøre gode gerninger for at få et godt omdømme hos Gud. Nu værdsætter jeg i langt højere grad den mulighed jeg har for at bruge mit liv klogt og anvende hver dag på bedste måde i tjenesten for Jehova Gud. — Salme 90:12.