Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kameler i Andesbjergene?

Kameler i Andesbjergene?

 Kameler i Andesbjergene?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I PERU

KAMELER i Andesbjergene? Ja, det lyder måske mærkeligt at der skulle være kameler i Sydamerika, for normalt er det dyr man forbinder med Afrika eller Asien. De kamelarter der lever i Afrika og Asien, er dog nært beslægtede med lamaerne i Sydamerika. * Til forskel fra deres slægtninge har lamaer ingen pukler. Desuden bliver de ikke højere end et menneske og når hverken dromedaren eller kamelen til skulderen.

Det bedste sted at få et glimt af lamaerne er i Andesbjergene, fortrinsvis i Bolivia og Peru. Lamaerne lever også i andre dele af Sydamerika, blandt andet i Patagonien og Tierra del Fuego, eller „ildlandet“, i Argentina og Chile.

Det der især er fascinerende ved disse dyr, er deres elegante gang og deres hurtighed. Noget der er lige så betagende, er hvor let de færdes på stejle bjergskråninger. Deres skridt afdæmpes af specielle trædepuder,  der er langt bedre end de mest avancerede vandrestøvler.

I Andesbjergene er der sparsomt med græs og kun et tyndt jordlag. Lamaens klove er dog mindre ødelæggende for jordbunden end hovene på en hest og et muldyr. Dens gane og tænder sætter den desuden i stand til at æde græs uden at rødderne bliver ødelagt.

De fleste dyr klarer sig ikke godt i store højder. Men det gør lamaen, selv højt oppe i Andesbjergene. Den har nemlig rigeligt af røde blodlegemer.

Hvor det ikke er muligt at finde brænde, kan man i stedet anvende lamagødning. Den er let at indsamle, for vilde lamaer danner såkaldte gødningshobe i udkanten af deres territorier. Gødningen er nemmere at få fat på end rigtig brænde, der først skal fældes, og den tørrer meget hurtigt i bjergluften.

Før i tiden indgik lamaer i religiøse ritualer. Chiribayafolket i det sydlige Peru ofrede alpakaer og lamaer, som de begravede under deres huse. Historikere hævder at der hver månemåned blev ofret hundrede specialopdrættede hvide lamaer (af arten Lama glama) på Huayaca Pata, det største torv i Cuzco. Et mindre antal blev ofret til solguden i forbindelse med højtiden Inti Raymi. I dag bruger man sjældent lamaer i ritualer; men deres kød, der smager som lammekød, er meget eftertragtet.

Længe inden man opfandt køleskabet, udnyttede inkaerne den lave temperatur og det lave lufttryk i Andesbjergene og konserverede lamakød ved at frysetørre det. Inkaerne kaldte det tørre kød for ch’arki.

Vi værdsætter naturligvis ikke blot disse smukke dyr fordi vi har så stor gavn af dem, men også fordi de er en del af Guds forunderlige skaberværk, der priser ham! — Salme 148:10, 13.

[Fodnote]

^ par. 3 I Sydamerika findes fire arter der tilhører lamaslægten: alpakaen, guanacoen, lamaen (Lama glama) og vicunjaen. De kan alle parre sig indbyrdes og få afkom.

 [Ramme/illustrationer på side 16]

Guanacoen — Hårdfør og smuk

Man skulle tro at et dyr der er så smukt og ser så skrøbeligt ud, måtte have brug for særlig pleje og omsorg. Men guanacoerne lever oftest i de mest barske områder, lige fra områderne i de høje Andesbjerge til Patagonien og Tierra del Fuego i det sydlige Argentina og Chile. I disse ugæstfri områder æder guanacoen plantestængler og rødder, og den klarer sig med det vand den kan finde, selv om det er af dårlig kvalitet. Guanacoen er en udmærket svømmer; den er også god til at løbe og kan opnå en hastighed på 65 kilometer i timen. Dens kraftige øjenvipper beskytter dens øjne mod sol, vind og støv. Krybskytter har i deres griskhed desværre efterstræbt guanacoen på grund af dens kød, skind og uld, som er af en finere kvalitet end ulden fra alpakaen.

[Kildeangivelse]

© Joe McDonald

[Ramme/illustration på side 16]

Alpakaen — Pakket godt ind

I et land hvor temperaturen er fortrinsvis lav, og hvor den i løbet af et døgn kan svinge op til 50 grader, er alpakaen udstyret med en tyk, filtret uldtrøje der dækker hele kroppen. Alpakaens fine uld er mere holdbar end fåreuld. Den bløde og elskelige alpaka kan med sin spidse snude få fat på græs der vokser i smalle klippesprækker i Andesbjergene, men den foretrækker sumpede områder hvor der gror bløde græsspirer. Den kan dog ligesom andre lamaer klare sig uden vand i mange dage.

 [Ramme/illustration på side 17]

Vicunjaen — Klædt i den vildeste luksus

Skønt vicunjaen lever højt oppe i Andesbjergene hvor temperaturen for det meste ligger lige over frysepunktet, er den godt klædt på i en kort, lun ’letvægtsjakke’ af animalske fibre som af mange anses for at være verdens fineste. Foran på brystet virker en hårdusk som en slags halstørklæde. En voksen vicunja afgiver mindre end ét kilo uld hver andet år. De lækre fibre er derfor svære at få fat på, og de er meget dyre. En meter vicunjastof af høj kvalitet kan koste op til 18.000 kroner.

Under Inkarigets herredømme vedtog man love der skulle beskytte vicunjaen. Der blev indført en særlig højtid kaldet chaccu hvor vicunjaerne blev klippet, og det var kun kongelige personer der havde ret til at bære klæder fremstillet af vicunjauld. I de senere år har man genindført chaccu-festen, og man har igen vedtaget love der skal beskytte arten, denne gang mod krybskytter.

En vigtig del af festen består i at indfange vilde vicunjaer i store, tragtformede fælder der har en 300 meter lang åbning. Derefter bliver vicunjaerne klippet og hurtigt sat fri igen.

[Kildeangivelse]

© Wilfredo Loayza/PromPerú

[Ramme/illustrationer på side 17]

Lamaen (Lama glama) — Andesbjergenes arbejdshest

Skønt lamaen hverken ejer æselets styrke eller hestens hurtighed, overgår den dem begge som et værdifuldt lastdyr. Den kan rent faktisk bære op til 60 kilo på sin ryg. Hvis den føler at lasten er for tung, rører den sig ganske enkelt ikke ud af stedet førend man har lettet tilstrækkeligt på byrden. Man skal ikke prøve at tvinge den, for så kan den finde på at gylpe føde op fra den første af sine tre maver og med en forbløffende styrke og præcision spytte den ud.

Lamaer er stort set føjelige. Hvis en person der anvender lamaer som lastdyr, er venlig over for dem, kan han føre en karavane over ugæstfri højsletter hvor andre lastdyr ville bukke under for iltmangelen. Deres evne til at færdes i bjergområder har ført til at de nu også bliver brugt som lastdyr ikke blot i Andesbjergene, men også i de italienske Alper. Lamaernes tøjr, seletøj og dækken kan være fremstillet af deres egen uld.

[Kildeangivelse]

© Anibal Solimano/PromPerú

[Illustration på side 18]

En nyklippet alpaka

[Illustration på side 18]

En lamaunge forsynet med en kvast

[Kildeangivelser på side 15]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.; Lama glama: © Alejandro Balaguer/​PromPerú