Spænding for enhver pris? — Når man leger med døden

I OLDTIDENS romerske amfiteater sidder 50.000 tilskuere på kanten af sæderne — en folkemængde dirrende af spænding. I flere dage er forventningen blevet skruet i vejret efterhånden som det er blevet annonceret vidt og bredt at kampene vil byde på nogle „nervepirrende gys som man ikke må gå glip af“.

Tryllekunster, pantomimer, klovnenumre og komedier trækker ganske vist stadig tilskuerflokke til de lokale teatre, men disse forestillinger kan slet ikke sammenlignes med det der foregår i amfiteatret. Her vil de hårde sæder og dagligdagens bekymringer hurtigt være glemt når tilskuerne taber vejret under de drabelige scener der udspiller sig for deres øjne.

Nu kommer sangerne, derefter præsterne i deres gevandter, efterfulgt af røgelsesbærerne, der går i spidsen for et opbud af gudebilleder som bæres i procession. Det giver publikum det indtryk at kampene har gudernes velsignelse.

Nedslagtning af dyr

Nu skal den storslåede underholdning til at begynde. Strudse og giraffer, dyr som kun få af de tilstedeværende har set før, bliver sluppet løs i arenaen uden chance for at undslippe. En hær af dygtige bueskytter nedslagter de hjælpeløse dyr indtil hvert eneste af dem er dræbt — alt sammen til stor fryd for det spændingshungrende publikum.

Det næste indslag som den jublende folkemængde bliver præsenteret for, er en kamp på liv og død mellem to kolossale elefanter hvis stødtænder er blevet udstyret med lange, spidse syle af jern. Der lyder et bragende bifald da et af de mægtige dyr falder om i det blodige sand, dødeligt såret. Denne scene har blot skærpet tilskuernes appetit på hovedattraktionen, der følger få minutter senere.

Hovedattraktionen

Den spændingshungrende folkemængde rejser sig: Midt under postyret gør gladiatorerne deres entré i arenaen. Nogle er udrustet med metalhjelm, skjold og sværd eller daggert, andre er letbevæbnede og næsten nøgne. Gladiatorerne udkæmper en nærkamp — ofte indtil den ene eller de begge dør — alt sammen til publikums bifaldsråb. Optegnelser viser at der ved et arrangement som varede 100 dage, blev dræbt 5000 dyr, og at der ved et andet arrangement blev nedslagtet 10.000 gladiatorer. Alligevel råbte publikum på mere.

Forbrydere og krigsfanger, som der altid var nok af, blev udtaget som aktører til kampene. Men ifølge en kilde bør fangerne „ikke forveksles med de professionelle gladiatorer, som kæmpede med våben, som tjente betydelige summer, og som ikke var dømt til at være gladiatorer på livstid“. Nogle steder gik gladiatorerne på specielle skoler for at lære nærkampens kunst. Med adrenalinet pumpende i deres årer var de fuldstændig opslugt af den spænding og livsfare der var forbundet med sporten. Trangen til at kæmpe endnu en gang blev en altoverskyggende lidenskab for dem. „Den gladiator der havde en karriere med halvtreds kampe bag sig før han gik af, havde gjort det godt,“ hedder det videre.

Tyrefægtning

Vi lever i en anden tid. Verden er lige trådt ind i et nyt millennium. Men tydeligvis kan lidenskaberne stadig bringes i kog hos de mange der er bidt af risikobetonede sportsgrene, især dem der kan være dødbringende. Tyrefægtning har for eksempel været en populær sportsbegivenhed i Spanien, Portugal og adskillige latinamerikanske lande i flere hundrede år.

 Der siges at være omkring 200 amfiteatre i Mexico og over 400 i Spanien. I Mexico findes der et med 50.000 siddepladser. Mange af disse amfiteatre er fyldt til bristepunktet med folk der kommer for at se mænd sætte deres mod på prøve i kamp mod angribende tyre. Udviser tyrefægteren det mindste tegn på fejhed, lyder der hånlige tilråb fra de utilfredse skarer.

Nu om dage ser man kvindelige tyrefægtere blive matadorer og tjene millioner på at dræbe tyre. En kvindelig matador har i et interview sagt at intet tilfredsstiller hendes trang til spænding som dét at stå i en arena og se et dyr komme stormende imod sig — selv om hun når som helst kan blive stanget ihjel.

Tyreløb

„Langs Pamplonas gade Calle Estafeta uden for restauranten Sixto står folk i fire rækker,“ oplyser en artikel. „Samtalerne foregår på forskellige sprog — baskisk, kastiliansk, katalonisk og engelsk.“ Skarerne samles tidligt for at overvære begivenheden. Tyre der skal bruges til tyrefægtning, er anbragt i kvægfolde knap en kilometer fra amfiteatret.

Om morgenen inden kampen slår man portene til kvægfoldene op og slipper seks tyre løs, der skal kæmpe samme aften, plus én i reserve. Langs gaden er der bygninger, og barrikader blokerer for sidevejene. På den måde dannes der en egnet passage til tyrenes løb mod arenaen. Løbet tager cirka to minutter hvis alt går vel.

For en del år siden besluttede nogle vovehalse at prøve om de kunne løbe hurtigere end tyrene. Det er der hvert år nogle der prøver. Med tiden er det blevet en international begivenhed. Mange er blevet hårdt såret af tyrene, og andre er blevet stanget ihjel. „Hvis du tror du kan løbe hurtigere end dem, tager du grueligt fejl,“ har en løber engang sagt. I en periode på 20 år har der ifølge spansk Røde Kors „i gennemsnit været én om dagen som blev stanget ihjel“. Desuden har der daglig været 20-25 personer som blev behandlet for kvæstelser.

Hvad er det der gør risikoaktiviteterne så attraktive? En deltager i tyreløb svarer: „De sekunder hvor man føler sig ét med tyrene, tæt forfulgt af dem, hvor man kan lugte dem, høre deres larmende klove og se deres horn gynge op og ned få centimeter fra sig — det er dét det hele handler om.“ Folkemængden hepper på løberne. Vil nogle mon være skuffede hvis ikke de får lov at se bare én af løberne blive stanget ihjel eller slynget bagover af en 700 kilo tung tyr? Kunne det tænkes at blodsudgydelse virker lige så tiltrækkende på disse tilskuere som på folkeskarerne i Roms amfiteatre?

En leg med døden

Så er der dem som på anden vis elsker at lege med døden. Der er motorcykelstuntmænd der trodser døden og faren for alvorlige kvæstelser ved at suse gennem luften hen over 50 biler der står parkeret side om side, eller hen over  en række store busser eller måske over en dyb kløft. En af disse stuntmænd beretter at han har brækket 37 knogler i sin krop og ligget i koma i 30 dage. Han siger: „Jeg er snart ligeglad med om jeg kommer til at brække noget. . . . Jeg har gennemgået tolv større operationer hvor jeg fik foretaget åben reposition. Det er når man bliver åbnet og får indsat en skinne eller skrue. Jeg tror jeg har fået indsat 35-40 skruer for at holde sammen på knoglerne. Jeg ryger hele tiden ind og ud af hospitalerne.“ Engang da denne stuntmand blev kvæstet under en øvelse og ikke kunne gennemføre sit spring hen over et antal biler, blev han pebet ud af de skuffede tilskuere.

Mange der hungrer efter spænding, deltager i ekstremsport, deriblandt halsbrækkende kraftpræstationer som bestigning af skyskrabere uden sikkerhedsudstyr — snowboarding ned ad stejle bjerge der er hele seks kilometer høje — elastikspring fra tårne og broer — faldskærmsudspring fra flyvemaskiner hvor man er spændt fast på ryggen af en anden — eller bestigning af stejle, isklædte klipper med kun et par isøkser i hænderne. „Jeg er indstillet på at miste tre-fire venner hvert år,“ siger en isklatrer sukkende. Og her har vi blot nævnt nogle få af de halsbrækkende præstationer der er blevet populære i sportsverdenen. „Det der virker så fristende ved ekstremsport, er at katastrofen lurer lige om hjørnet,“ udtaler en skribent.

„Selv de mest ekstreme grene af risikosporten oplever et boom,“ oplyser tidsskriftet U.S.News & World Report. „Skysurfing, hvor kyndige faldskærmsudspringere i frit fald fra 4000 meters højde udfører akrobatiske snoninger og drejninger på grafitbrædder, fandtes ikke i 1990; nu har sporten tusinder af ivrige tilhængere. En sport der er kendt som BASE-jumping *, som blev officielt anerkendt i 1980, lokker nu hundreder, der — ofte illegalt og om natten — springer ud med faldskærm fra noget stationært som radiotårne eller broer.“ Denne sport har allerede kostet snesevis af liv. En garvet udøver af sporten siger: „Der er ikke mange kvæstede ved BASE-jumping. Det er enten eller.“

Soloklatring, hvor klatrerne uden udstyr holder fast i og står på en klippes naturlige fremspring, tiltrækker tusinder. Selv i reklamer — for alt lige fra lastbiler til hovedpinepiller — ser man klatrere hænge faretruende ned fra klippefremspring hundreder af meter oppe uden anden sikring end et tyndt reb. Det forlyder at der i 1989 var cirka 50.000 mennesker i USA der deltog i denne sport; i den senere tid har skønsmæssigt en halv million følt sig draget af faren ved soloklatring. Tallene er stigende i hele verden.

I USA „bliver stadig flere ’helt almindelige’ drenge og piger dræbt eller lemlæstet når de deltager i nye mærkelige og farlige lege,“  skriver tidsskriftet Family Circle. „Carsurfing“ — dét at klatre ud ad vinduet på en hurtigtkørende bil for at komme op på biltaget, hvor man står mens bilen ræser af sted — eller dét at stå på toppen af en elevator i bevægelse eller på et hurtigtkørende undergrundstog, har kostet mange unge livet.

Selv det imponerende Mount Everest bliver besteget som aldrig før. Bjergbestigere uden tilstrækkelig oplæring er villige til at betale hele 65.000 dollars for at blive ført op til toppen og ned igen. Siden 1953 er mere end 700 alpinister nået til tops. Mange klarede ikke turen ned igen. Nogle af ligene ligger stadig deroppe. „Nu konkurrerer alpinisterne om at være den yngste, den ældste eller den hurtigste på Mount Everest,“ skriver en journalist. „I modsætning til andre sportsgrene kræver bjergbestigning at deltagerne er villige til at dø,“ skriver en anden journalist. Skal man absolut udfordre skæbnen for at bevise sit mod? „Mod er ikke ensbetydende med at gøre noget dumt,“ lyder det advarende fra en veteran blandt alpinister. Blandt „noget dumt“ nævner han såkaldte „’adventure tours’ med deltagelse af bjergbestigere der ikke er rutinerede“.

Og sådan kunne man blive ved. Det er kun udøvernes fantasi der sætter grænser for de variationer af halsbrækkende fritidsbeskæftigelser de kan finde på. En psykolog spår at ekstremsport, hvor udøverne midlertidigt sætter livet på spil, „vil blive den mest populære sport i det 21. århundrede“.

Hvorfor gør de det?

Mange sportsfanatikere forsvarer deres deltagelse i livsfarlige bedrifter med at det hjælper dem til at slippe væk fra kedsomheden. Nogle der før kedede sig ved rutinen på arbejdspladsen, har kvittet deres job og valgt ekstremsporten som deres nye levevej. „I begyndelsen brugte jeg elastikspring som et rusmiddel, som en måde at glemme mine problemer på og starte på en frisk. Når jeg sprang, tænkte jeg: ’Problemer? Hvad for problemer?’“ fortæller en elastikspringer. „Han er veteran og har 456 spring bag sig, blandt andet fra El Capitan i Yosemite Nationalpark, fra Bay Bridge i San Francisco og fra verdens højeste svævebane, der findes i Frankrig,“ oplyser et tidsskrift.

En anden udøver af ekstremsport siger: „Tiden står stille. Man er fuldstændig ligeglad med alt.“ En tredje siger: „Det vi gør for fornøjelsens skyld [mange får også betaling for det], ville de fleste ikke engang gøre selv om man satte dem en pistol for brystet.“ Tidsskriftet Newsweek bemærker: „De vil alle sammen have spænding, koste hvad det vil.“

Nogle psykologer har forsket i folks søgen efter spænding. En af psykologerne kategoriserer spændingssøgende mennesker som personer der er arveligt disponerede for spændingssøgen. Denne søgen efter spænding indbefatter at man  tager chancer, søger stimulation, intensitet, eufori. Ifølge samme psykolog er der folk som har brug for tryghed i livet — regler og traditioner. Den spændingssøgende type, derimod, dropper det der giver tryghed. Folk i denne kategori vil selv bestemme hvordan deres liv skal være. Han omtaler undersøgelser der viser at denne type mennesker kommer ud for dobbelt så mange trafikulykker som andre, og tilføjer: „Ulykker er den fremherskende dødsårsag blandt teenagere fordi de unge, for at tilfredsstille deres behov for spænding, bringer sig selv i farlige situationer.“

Videnskabsfolk og psykologer siger at det er unaturligt at vælge sportsgrene med en høj dødsrisiko lige meget hvem man er. Mange har pådraget sig alvorlige, livstruende kvæstelser og er kommet sig efter lange ophold på hospitaler og genoptræningscentre — kun for at vende tilbage til deres halsbrækkende aktiviteter! Kunne man ikke fristes til at stille spørgsmål vedrørende deres tænkeevne? Ikke desto mindre drejer det sig her ofte om yderst intelligente mennesker.

Eksperter ved ikke nøjagtigt hvad det er der får de spændingssøgende typer til at risikere liv og lemmer. De antyder at svarene måske skal søges i folks sind. „Man kan ikke fjerne deres higen efter spænding,“ siger de, „men man kan prøve at hindre dem i at tage dødsensfarlige chancer. I det mindste må man prøve at få dem til at undgå at bringe andres liv i fare.“

Hvordan ser kristne på det?

Kristne betragter livet som en kostbar gave fra Gud. I virkeligheden viser man foragt for livet når man med overlæg sætter det på spil og tager unødvendige chancer bare for at vise sit vovemod eller sin virilitet. Det samme gælder når motivet er at opildne en folkemængde eller at tilfredsstille sit eget behov for at få sig et ’spændingsfix’. Jesus viste dyb respekt for livet og gjorde intet der bragte det i unødig fare. Han nægtede at sætte Gud på prøve. — Mattæus 4:5-7.

På samme måde har kristne pligt til at vise respekt for livet. En kristen pige skriver: „Engang da jeg besteg en stejl klippeside, kunne jeg på et tidspunkt hverken komme op eller ned. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken om hvor tæt jeg var på at dø. Det ville have været fuldstændig meningsløst!“

En anden kristen pige skriver: ’Der hvor jeg bor, er der mange former for risikosport som de unge deltager i. De prøver altid at få mig til at være med. Men når jeg så tænker på det jeg har set og hørt i nyhedsmedierne om folk der er kommet alvorligt til skade eller måske endda har mistet livet fordi de har deltaget i den slags sportsgrene, kan jeg godt se hvor dumt det ville være at sætte livet på spil bare for at more sig lidt. Livet er jo en gave jeg har fået af Jehova.’ Man kan håbe at flere vil udvise en sådan sund fornuft og god dømmekraft.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 21]

© Reuters NewMedia Inc./CORBIS

[Kildeangivelse på side 24]

Steve Vidler/​SuperStock