Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et tolerant rige i en intolerant tid

Et tolerant rige i en intolerant tid

 Et tolerant rige i en intolerant tid

„ENHVER KAN UDEN TVANG SLUTTE SIG TIL DEN RELIGION HAN VIL, OG FRIT STØTTE SIN EGEN TROS PRÆDIKANTER.“

HVIS du skulle gætte på hvornår disse ord blev skrevet, hvad ville du så svare? Mange vil sikkert gætte på at de er taget fra en af vor tids forfatninger.

Men overraskende nok er denne erklæring blevet til for over 400 år siden — i et land der på en måde var som en tolerancens ø midt i et intolerancens hav. Inden vi afslører hvilket land der er tale om, vil vi se lidt nærmere på forholdene dengang.

Intolerance overalt

Gennem hele middelalderen florerede den religiøse intolerance, og i det 16. århundrede blussede den yderligere op. Det var kirkerne der ophidsede til de grufulde og blodige krige der blev udkæmpet i lande som England, Frankrig, Holland og Tyskland. Mellem 1520 og cirka 1565 blev omkring 3000 mennesker henrettet som kættere i den vestlige del af kristenheden. Så godt som alle tvivlsspørgsmål angående normer og opfattelser — især på det religiøse område — blev mødt med intolerance.

Et af de katolske dogmer der længe havde været årsag til kontroverser, var treenigheden — læren om at Gud består af tre personer. Historikeren Earl Morse Wilbur siger at denne lære „i middelalderen blev diskuteret meget blandt katolske teologer, og endda blandt paverne“. Det var dog sjældent at den slags drøftelser kom menigmand for øre. Det forventedes at folk i almindelighed blot anerkendte sådanne religiøse lærepunkter som „guddommelige mysterier“.

Alligevel var der nogle som i det 16. århundrede valgte at bryde med traditionen og undersøge Bibelen for at få klarhed over sådanne mysterier. Deres motto var sola Scriptura (Bibelen alene). De der forkastede treenighedslæren — hvoraf nogle senere blev kaldt unitarer, i modsætning til trinitarer — blev ofte voldsomt forfulgt af både katolikker og protestanter. Derfor skjulte de sig og lod deres vidt udbredte bøger og tidsskrifter trykke under pseudonymer. Treenighedslærens modstandere gik også aktivt ind i kampen for tolerance. Nogle, deriblandt den spanske teolog Michel Servet, betalte endda med livet for deres overbevisning. *

Forenet ved tolerance

Der var dog ét land som ikke forfulgte afvigere eller udkæmpede religionskrige, men valgte at gå en helt anden vej. Det var Transsylvanien, der dengang var et selvstyrende fyrstendømme og i dag er en del af Rumænien. Den ungarske historiker Katalin Péter fortæller at Transsylvaniens enkedronning, Isabella, „søgte at holde sig uden for religiøse stridigheder ved at påtage sig opgaven som forsvarer for alle trosretninger“. Mellem 1544 og 1574 vedtog  Transsylvaniens lovgivende forsamling, eller landdag, 22 love til fordel for religionsfriheden.

Et eksempel finder vi efter landdagsmødet i Turda i 1557, hvor dronningen i forening med sin søn erklærede: „Enhver [kan] praktisere den tro han ønsker, med gamle eller nye ritualer; samtidig lader Vi det være op til den enkelte selv at afgøre hvad han vil gøre i religiøse spørgsmål, dog kun i den udstrækning det er muligt uden at skade andre.“ Denne bestemmelse er blevet kaldt „den første lov [nogen sinde] som garanterer religionsfrihed“. Den religiøse tolerance i Transsylvanien nåede sit højeste under Isabellas søn Johan Sigismund Zapolya, der blev landets fyrste i 1559.

Offentlig debat

En anden fremtrædende personlighed i den antitrinitariske bevægelse i Transsylvanien var den italienske læge Georgio Biandrata. Hans tvivl angående treenighedslæren har sikkert fået næring mens han opholdt sig i Italien og Schweiz, hvor mange treenighedsmodstandere havde søgt tilflugt. Da Biandrata på et tidspunkt flyttede til Polen, gjorde han meget for at støtte Den Lille Reformerte Kirke, der senere blev kendt som De Polske Brødre. * I 1563 blev han udnævnt til Sigismunds livlæge og rådgiver og flyttede derfor til Transsylvanien.

En anden blandt de lærde i Transsylvanien som anfægtede treenigheden, var Franz David, der var superintendent ved den Reformerte Kirke og hofprædikant. Om treenighedens indviklede lære skrev han: „Hvis disse ting er nødvendige for frelse, er der med sikkerhed ingen fattig kristen bonde der bliver frelst, for han vil aldrig nogen sinde kunne fatte dem.“ David og Biandrata udgav i fællesskab en bog der indeholdt nogle af Servets skrifter, og dedikerede den til Sigismund.

 Treenigheden vakte mere og mere polemik, og der blev ligefrem rejst krav om en offentlig debat om emnet. I overensstemmelse med princippet sola Scriptura holdt Biandrata på at man ved sådanne debatter skulle se helt bort fra filosofien og udelukkende holde sig til Bibelen. Efter en resultatløs debat i 1566 gav Sigismund treenighedslærens modstandere en trykpresse så de kunne udbrede deres synspunkter.

Biandrata og David gik ivrigt i gang med at fremstille bogen De falsa et vera unius Dei Patris, Filii, et Spiritus Sancti cognitione (Den falske og sande kundskab om Gud Faderens, Sønnens og Helligåndens enhed). Bogen indeholdt blandt andet en historisk gennemgang af synspunkter fremsat af dem der i tidens løb havde forkastet treenighedslæren. Et af dens kapitler viste også illustrationer der tilsyneladende skulle latterliggøre den måde treenigheden blev afbildet på i forskellige kirker. Treenighedstilhængerne var chokerede og sagde at illustrationerne var forargelige, og de forsøgte at tilintetgøre alle eksemplarer af bogen. Denne bog bidrog således yderligere til striden. Det fik Sigismund til at arrangere en ny debat.

En sejr for enheden

Debatten begyndte klokken 5 om morgenen den 3. marts 1568. Den blev holdt på latin og strakte sig over ti dage. Treenighedstilhængernes talsmand var Peter Melius, der var leder af Transsylvaniens Reformerte Kirke. Han og de andre der forsvarede treenigheden, henviste til trosbekendelser, kirkefædre, ortodoks teologi og Bibelen. David støttede sig derimod udelukkende til Bibelen. Han identificerede Faderen som Gud, Sønnen som underordnet Faderen og ånden som Guds kraft. Sigismund, der var meget interesseret i religiøse emner og af den overbevisning at sandheden bedst kommer frem ved drøftelse, tog selv del i debatten. Hans tilstedeværelse var også med til at sikre en ligefrem og åbenhjertig, om end ret heftig, debat.

Debatten blev betragtet som en sejr for treenighedslærens modstandere. David fik en heltemodtagelse i sin hjemby Kolozsvár (nu Cluj-Napoca i Rumænien). Det hedder sig at han ved sin hjemkomst stillede sig op på en stor kampesten på et af byens gadehjørner og talte så overbevisende om sin tro at alle blev vundet for hans synspunkter.

Omvendelse og død

Hidtil havde debatterne været holdt på latin, et sprog som kun de lærde forstod. Men David ønskede at nå det jævne folk med sit budskab, og derfor blev den næste debat, med Sigismunds godkendelse, holdt på ungarsk. Den foregik den 20. oktober 1569 i Nagyvárad (nu Oradea i Rumænien). Igen virkede Sigismund som ordstyrer.

Treenighedstilhængeren Peter Melius erklærede at Herren i et syn den foregående nat havde åbenbaret sin sande natur for ham. Dertil sagde fyrst Sigismund: „Pastor Peter, hvis det var i nat du lærte hvem Guds søn er, hvad har du da før forkyndt, om jeg må spørge? Indtil nu har du altså vildledt folket!“ Da Melius verbalt begyndte at angribe David, irettesatte Sigismund ham og mindede denne treenighedstilhænger om at „tro er en gave fra Gud“, og at „samvittigheden . . . ikke kan tvinges til noget“. Som afslutning på debatten holdt fyrsten en tale hvori han sagde: „Vi forlanger at der i vort land  skal være samvittighedsfrihed.“

Efter debatten blev Sigismund og det meste af hoffet vundet for treenighedsmodstanderne, eller unitarerne, og i 1571 blev der udstedt et dekret som gav Unitarkirken juridisk anerkendelse. Transsylvanien var det eneste land hvor unitarer havde samme vilkår som katolikker, lutheranere og calvinister, og Sigismund er, så vidt vides, den eneste regent der nogen sinde har antaget en antitrinitarisk tro. Sørgeligt nok kom den 30-årige fyrste kort tid efter til skade under en jagt sammen med David og Biandrata og døde nogle få måneder senere.

Hans efterfølger, katolikken Stefan Báthory, bekræftede dekretet om beskyttelse af anerkendte trossamfund, men lod forstå at han ikke ville gå med til flere ændringer. Til at begynde med sagde Stefan at han var hersker over sine undersåtter, ikke over deres samvittighed. Alligevel lagde han inden længe begrænsninger på trykningen af bøger, det vigtigste middel til udbredelse af troen. David mistede sin stilling, og andre unitarer blev forvist fra hoffet eller afskediget fra offentlige embeder.

Da David begyndte at fremføre læren om at Jesus ikke skulle tilbedes, fik han officielt forbud mod at prædike. Alligevel prædikede han to gange den følgende søndag. Derefter blev han arresteret, anklaget for religiøs „nyskabelse“ og idømt livsvarigt fængsel. Han døde i fyrstedømmets fangekælder i 1579. Før sin død skrev han på fængselscellens væg: „Hverken pavers sværd . . . eller dødstrusler kan standse sandhedens fremmarch. . . . Jeg er overbevist om at de falske profeters læresætninger vil synke i grus efter min bortgang.“

Hvad man kan lære af en fyrste

Fyrst Johan Sigismund Zapolya støttede uddannelse, musik og kunst. Men hans liv blev kort, og han var ofte syg. Hans regeringstid var desuden præget af trusler, både indefra og udefra. Mindst ni gange var hans liv truet på grund af sammensværgelser, og fremmede magter tilskyndede til oprør. På grund af sine religiøse synspunkter er denne tolerante hersker ofte blevet bedømt strengt. En af hans modstandere har senere sagt at han „uden tvivl kom i helvede“.

Førnævnte historiker Earl Morse Wilbur hjælper os dog til at sætte tingene i relief: „Det år fyrst Johan [Sigismund Zapolya] endegyldigt garanterede fuld religionsfrihed til selv den mest forhadte af alle reformerte sekter, roste protestantiske teologer stadig Calvin for at have brændt Servet levende på bålet, og protestanters blod flød stadig under inkvisitionen i Holland. . . . Der skulle desuden gå endnu 40 år før man i England holdt op med at brænde folk på bålet for at have forkerte religiøse synspunkter.“

Ja, som en skribent siger: „Uanset hvem man sammenligner fyrst Johan Sigismund med — og ikke mindst i forhold til hans samtidige — var han en meget usædvanlig hersker. . . . Han gjorde tolerancen til sit styres kendemærke.“ Han forstod at religiøs fred tjente landets interesser, og derfor blev han en glødende forkæmper for samvittigheds- og religionsfrihed.

Når religiøs intolerance i vor tid stikker sit hæslige hoved frem, kan dette lille land fra en svunden tid give os noget at tænke over. I en kort periode var Transsylvanien virkelig et tolerant rige i en intolerant tid.

[Fodnoter]

^ par. 8 Se Vågn op! for 22. november 1988, side 19-22.

[Tekstcitat på side 14]

’Samvittigheden kan ikke tvinges til noget. Vi forlanger at der i vort land skal være samvittighedsfrihed.’ — Fyrst Johan Sigismund Zapolya

[Illustrationer på side 12, 13]

Georgio Biandrata

Sider fra den bog som Biandrata og David fik trykt, med to af de billeder der chokerede treenighedslærens tilhængere

Franz David foran landdagen i Turda

[Kildeangivelser]

To stregtegninger af treheder: © Cliché Bibliothèque nationale de France, Paris; alle andre fotos: Országos Széchényi Könyvtár

[Kildeangivelse på side 14]

Side 2 og 14: Országos Széchényi Könyvtár