Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Slaveri findes den dag i dag

Slaveri findes den dag i dag

 Slaveri findes den dag i dag

SLAVERI. Selve ordet fremmaner rædselsvækkende billeder af grusomhed og undertrykkelse, men efter manges opfattelse er det noget der hører fortiden til. Nogle tænker for eksempel på forgangne århundreders slaveskibe — knirkende træskibe med lastrum pakket med forskræmte mennesker stuvet sammen i snavs og elendighed.

Naturligvis sejler den slags slaveskibe ikke længere på verdenshavene, og vore dages internationale overenskomster erklærer en sådan form for slaveri ulovlig. Alligevel lever slaveriet stadig i bedste velgående. Menneskerettighedsorganisationen Anti-Slavery International har beregnet at 200 millioner mennesker stadig lever under en eller anden form for slaveri. De arbejder under betingelser der muligvis er værre end dem slaverne fra tidligere århundreder måtte udholde. Nogle analytikere er faktisk nået til den konklusion at „der er flere slaver i dag end på noget andet tidspunkt i historien“.

Beretningerne om disse nutidige slaver er hjerteskærende. Kanji, der kun er ti år gammel, vogter hver dag kvæg for strenge herrer som jævnlig slår ham. * „Hvis jeg er heldig, finder jeg et stykke gammelt brød, ellers må jeg klare mig en hel dag uden mad,“ siger han. „Jeg har aldrig fået penge for det jeg laver, for jeg er slave, og de ejer mig. . . . Børn på min alder plejer at lege med andre børn. Jeg ville ønske jeg var død i stedet for at leve det her møgliv.“

Mange af vore dages slaver er kvinder eller børn ligesom Kanji. De slider under tvang som sukkerrørsarbejdere, tæppevævere, vejarbejdere eller endog som prostituerede. Og det sker at de bliver solgt for så lidt som 10 dollars. Nogle børn sælges endda som slaver af deres egne forældre for at disse kan komme ud af en bundløs gæld.

 Er du oprørt over sådanne rapporter? Så er du ikke ene om det. I sin bog Disposable People skriver Kevin Bales: „Slaveri er dybt forkasteligt. Man stjæler ikke blot nogens arbejdskraft; man stjæler et helt liv.“ I betragtning af menneskers umenneskelighed mod hinanden, hvilket grundlag har vi så for at tro at slaveriet nogen sinde vil ophøre? Det er et spørgsmål som også berører dig — måske mere end du umiddelbart tror.

Som vi skal se, antager slaveriet mange forskellige former, og nogle af dem er vi alle berørt af. Hver enkelt af os har derfor brug for at vide om ægte frihed nogen sinde vil blive en realitet. Men lad os først ganske kort se på hvordan handelen med mennesker er foregået op gennem historien.

[Fodnote]

^ par. 4 Navnet er ændret.

[Illustrationer på side 3]

Fattige kvinder og børn har længe været ofre for slavehandel

[Kildeangivelser]

Foto øverst: UN PHOTO 148000/Jean Pierre Laffont

U.S. National Archives photo