Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lad os udforske Oaxacas kulturskatte!

Lad os udforske Oaxacas kulturskatte!

 Lad os udforske Oaxacas kulturskatte!

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO

IFØLGE Mexicos nationale institut for antropologi og historie er 4000 forskellige arkæologiske fundsteder blevet lokaliseret i hele den sydøstlige del af den mexicanske stat Oaxaca. Arkæologerne har på disse steder gjort nogle uvurderlige fund, hvoraf mange nu er udstillet på Oaxacas kulturhistoriske museum. * Tag med os når vi besøger dette fascinerende museum!

Museet ligger i det tidligere kloster Santo Domingo de Guzmán, i byen Oaxaca, cirka 430 kilometer sydøst for Mexico City. I de 14 udstillingssale kan man se smykker, skulpturer, keramik og andet værdifuldt kunsthåndværk.

I den første sal er der udstillet en samling pilespidser, som er det eneste tilbageblevne bevis på at der for flere tusind år siden fandtes grupper af nomader der jagede og strejfede om i Oaxaca. I den næste sal får vi noget at vide om Monte Albán, en by der ligger på en højslette midt i Oaxacadalen. Byen er blevet kaldt „den første storby i Amerika“. Monte Albán havde sin storhedstid i årene fra 300 til 900 efter vor tidsregning. Men de  første bygninger kan dateres helt tilbage til det ottende århundrede før vor tidsregning.

Monte Albáns velbevarede ruiner viser at folk på den tid havde et omfattende kendskab til astronomi, guldsmedearbejde og hieroglyfskrift. Man kan stadig se byens arkæologiske skatte, deriblandt de mange pyramider som tydeligt træder frem i den omkringliggende dal. Endvidere har man fundet store, åbne torve, underjordiske gange og en boldbane til det rituelle boldspil ollama. Desuden er 170 underjordiske grave blevet afdækket.

Den 9. januar 1932 opdagede arkæologen dr. Alfonso Caso grav nummer 7. Det var en zapotekergrav i Monte Albán som indeholdt resterne af en højtstående person og en stor samling værdifulde gravskatte. I graven blev der også fundet fint forarbejdede smykker af guld, sølv og kobber, foruden jade, turkis, bjergkrystal, perler og koraller. I udstillingen findes mange af disse smykker og genstande, hvoraf flere er af guld der tilsammen vejer omkring 4 kilo.

Foruden strålende smykker og smykkesten indeholdt grav nummer 7 meget fine kulturgenstande af ler og udskåret ben. Et bemærkelsesværdigt fund var en smuk, farverig krukke dekoreret med tegninger. Ved Monte Albáns fald ophørte perioden med at skrive i relief på monumenter og blev afløst af mixtekernes skrift, især i kodekser, det vil sige bladbøger.

I år 900 efter vor tidsregning var alle de store byer i Mesoamerika blevet forladt; det gjaldt også Monte Albán. I de næste 600 år huserede krigere og militære grupper. Af alle de grupper som i denne periode slog sig ned i Oaxaca, var det mixtekerne der efterlod den største kulturarv. The Encyclopedia Americana siger: „Mixtekerne var fremragende kunsthåndværkere, og de udmærkede sig ved at fremstille smykker og meget fine billedbøger.“

Vi håber en dag at kunne vende tilbage og genopfriske det vi har lært om Mexicos kamp for at løsrive sig fra Spanien. I mellemtiden vil vi opfordre dig til personligt at udforske Mexicos skatte fra fortiden. Det vil du aldrig fortryde.

[Fodnote]

^ par. 3 Tidligere kendt som ’det regionale museum’.

[Illustrationer på side 24, 25]

Monte Albán havde sin storhedstid i årene fra 300 til 900 efter vor tidsregning

Nederst: Brystplade og andre genstande fra grav nummer 7 samt krukker fra den samme periode

[Kildeangivelse]

Alle billeder: Reproducción Autorizada por el Instituto Nacional de Antropología e Historia CONACULTA-INAH-MEX