Kolportøren — en omvandrende boghandel

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FRANKRIG

VED foden af Jandri-gletscheren, der ligger i den øvre del af skiområdet Deux-Alpes i det sydøstlige Frankrig, blev der for nogle år siden åbnet et lille „museum“. Blandt de udstillede isskulpturer var der en som hædrede et erhverv der engang blev udøvet i bjergene; den forestillede en kolportør.

I århundreder gik kolportører fra marked til marked og fra hus til hus for at sælge de varer som de bar (fransk: porter) om halsen (fransk: col). De fleste i dag har aldrig hørt om dem, og de der har, ser måske for sig nogle simple kræmmere. Men sandheden er at kolportørernes arbejde har haft indflydelse på millioner af menneskers liv helt frem til i dag.

Et nærmere blik på kolportagen

Kolportørerne var langtfra simple kræmmere, men yderst velorganiserede købmænd der ved hjælp af et vidtstrakt europæisk netværk udbredte de nyeste varer. Men ikke alle drev deres erhverv for vindings skyld. Nogle udførte det for at sprede deres tro og overbevisning, i nogle tilfælde med livet som indsats.

Det var tilsyneladende i senmiddelalderen at kolportagen opstod. De første kolportører kom fra Alperne, Pyrenæerne og det skotske højland. Mange var landmænd der arbejdede som omrejsende handelsfolk når høsten var overstået.

En af disse rejsende købmænd var franskmanden Jehan Gravier fra det 16. århundrede, som boede sammen med sin familie i det bjergrige område La Grave. Det var sikkert fordi landbrugsjorden var mager at han begyndte at arbejde som omrejsende handelsmand. På den måde kunne han dække dalboernes behov for træ, læder, uld og salt — alt sammen produkter fra bjergområderne. Kolportører som Gravier bragte varerne til byen og omsatte dem til syartikler, kamme, briller, medicin, tobak og gravørkunst med mere. Disse varer blev solgt videre til bønder og folk fra byen som boede langt fra en  forretning. Nogle kolportører måtte rejse 20 kilometer om dagen for at nå ud til deres kunder. Under deres fravær tog slægtninge sig af deres marker og familie.

Noget tyder på at Gravier, som så mange andre kolportører, også handlede med bøger. Af fortegnelser fremgår det at han stod i gæld til en trykker ved navn Benoît Rigaud. Det var midt i renæssancen, og bogsalg var en blomstrende forretning. I løbet af det 16. århundrede blev der i Europa fremstillet mellem 140 og 200 millioner bøger, heraf en fjerdedel i Frankrig. Landets økonomiske hovedstad, Lyon, ved foden af Alperne, var et af hovedcentrene for forlagsvirksomhed i Europa og det sted hvor der udkom flest franske bøger. Gravier havde derfor rigelige forsyninger at sælge af. Men samtidig med at mænd som Gravier handlede med bøger for vindings skyld, opstod der en anden type kolportører som udelukkende spredte bøger af religiøse grunde.

’Indsmuglere af troen’

Da trykpressen kom frem, kastede folk sig over religiøse bøger, brochurer og foldere. Bibelen blev først trykt på latin og siden på sprog der blev talt af det jævne folk. Millioner af eksemplarer blev trykt i Tyskland, og kolportører gjorde deres til at biblerne hurtigt nåede ud til landbefolkningen. Deres aktivitet mødte dog ikke kun begejstring.

I 1525 forbød det franske parlament at Bibelen blev oversat til fransk, og året efter forbød parlamentet franskmændene at besidde en bibel på deres modersmål. Alligevel blev der trykt i tusindvis af bibler, og mange blev hemmeligt udbredt i hele Frankrig takket være energiske kolportører. En af dem var en ung mand ved navn Pierre Chapot. Han blev arresteret i 1546 og henrettet.

I 1551 indførte det katolske Frankrig en hård linje over for kolportørerne ved at forbyde deres bogsalg. Begrundelsen var at de „hemmeligt gik med bøger der kom fra Genève“, det vil sige fra protestanterne. Forbudet kunne dog ikke hindre at biblerne strømmede ind i Frankrig på alle tænkelige måder. Tit var biblerne små og blev gemt i vinfade med falske bunde, i tønder med kastanjer eller i skibenes lastrum. En modig mand der hed Denis Le Vair, blev anholdt da han transporterede en hel tøndefuld bibler. Det kostede ham livet. En katolik der levede på den tid, og som var fjendtligt stemt over for kolportørerne, måtte indrømme at det skyldtes kolportørernes indsats at „den franske udgave af Det Nye Testamente på kort tid fandtes overalt i Frankrig“.

 Gennem hele det 16. århundrede levede disse såkaldte ’indsmuglere af troen’ i konstant fare. Mange kolportører blev arresteret og sendt i fængsel eller til galejerne. Andre blev landsforvist eller led martyrdøden. Nogle kolportører blev brændt sammen med deres bøger. Historien nævner kun få af dem ved navn, men det var takket være denne skare af modige mænd at de fleste protestantiske hjem kunne få deres egen bibel.

Omvandrende biblioteker

I det 17. århundrede fortsatte den katolske kirke med at begrænse det jævne folks adgang til Bibelen. Den forsynede i stedet de troende med tidebøger og bøger om helgeners liv — dårlige erstatninger, må man sige. * Jansenisterne, der var katolikker med „kætterske“ anskuelser, gik på den anden side stærkt ind for at folk læste Bibelen. Nogle kolportører var derfor med til at uddele jansenisternes oversættelse af De Kristne Græske Skrifter („Det Nye Testamente“), som Le Maistre de Sacy kort forinden havde færdiggjort.

Samtidig var kolportørerne begyndt at sælge en ny form for litteratur til meget overkommelige priser. Takket være bøger inden for denne genre lærte mange i Frankrig at læse, og inden bøgerne i det 19. århundrede gik af mode, var de både med til at underholde og oplyse franskmændene. I Frankrig blev de kaldt la bibliothèque bleue, den blå serie, på grund af indbindingernes farve. I England kaldte man denne genre chapbooks, i Spanien pliégos de cordel og i Danmark folkebøger. De indeholdt for eksempel fortællinger om riddere fra middelalderen og sagn og beskrivelser af helgeners liv. Man kan lige forestille sig hvor ivrigt folk har set frem til kolportørernes besøg, hvad enten de kom om sommeren, som dem fra Pyrenæerne, eller om vinteren, som dem fra Dauphiné-alperne.

Interessant nok dækkede kolportørerne både et behov hos den oplyste og  den uoplyste befolkning. I et studium af det 18. århundredes bondeliv i Guienne-området i Sydvestfrankrig finder man følgende bemærkning: „På de lange vinteraftener samles hele husstanden, og i en halv times tid læser [bønderne] i fællesskab en helgenberetning eller et kapitel i Bibelen. . . . Når der ikke er andet, læser de . . . den blå serie eller anden triviallitteratur som kolportørerne hvert år har med til landbefolkningen.“ Men Bibelen var særdeles udbredt, og selv på de mest beskedne gårde kunne man finde et eksemplar.

Organiserede netværk

Der opstod flere netværk af kolportører i De Franske og De Italienske Alper, Pyrenæerne og Normandiet i det nordvestlige Frankrig. Alene kolportørerne fra Dauphiné-alperne kontrollerede en fjerdedel af det sydeuropæiske bogmarked. En af datidens boghandlere i Genève har sagt: „Bogsalget i Spanien og Portugal samt i mange italienske byer kontrolleres af franskmænd fra den samme landsby . . . i Dauphiné-alperne.“

Kolportørerne var „aktive, hårdtarbejdende og yderst mådeholdne“, men deres succes skyldtes også den hengivenhed de nærede for deres familie, landsby og tro. Mange af dem var protestanter som holdt kontakt med dem der var gået i landflygtighed under forfølgelserne. Slægtninge, landsmænd og trosfæller udgjorde således nogle effektive netværk der gik på kryds og tværs af hele Europa. Familien Gravier havde for eksempel oprettet et boghandlernetværk der spændte over Frankrig, Spanien og Italien. Andre netværk strakte sig helt til Persien samt til Nord-, Syd- og Centralamerika.

Genopblomstring af kolportagen

I det 19. århundrede gjorde den industrielle revolution en ende på kolportørernes familieforetagender, som havde fungeret i flere generationer. Til gengæld bevirkede oprettelsen af bibelselskaber at der blev sat skub i udbredelsen af bibler som aldrig før. Den katolske kirke var dog stadig stor modstander af at Bibelen blev udbredt og fortsatte med at plage og retsforfølge bibelkolportører helt til slutningen af det 19. århundrede. Alligevel blev der mellem 1804 og 1909 alene i Frankrig spredt seks millioner eksemplarer af hele Bibelen eller dele af den.

Arbejdet med at oplyse folk om Bibelen var langtfra afsluttet. I 1881 udgik der fra Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence (udgivet i USA) en opfordring til kristne om at påtage sig hvervet som evangelister. * Med hvilket formål? „At gøre sandheden kendt ved at få folk til at læse.“ I 1885 havde omkring 300 efterkommet opfordringen og taget denne gerning op. Nogle rejste til fjerntliggende egne som Barbados, Burma (nu Myanmar), El Salvador, Finland, Guatemala og Honduras. Da Første Verdenskrig brød ud, havde nogle af disse evangelister spredt bibelkundskab til Costa Rica, England, Frankrig, Kina, New Zealand, Norge, Polen, Schweiz, Sverige og Tyskland.

Det er interessant at bibelstudenterne (nu Jehovas Vidner) i begyndelsen brugte betegnelsen kolportører om deres heltidsevangelister. Senere holdt man op med at bruge denne betegnelse fordi hovedformålet med deres arbejde, nemlig bibelundervisning, ikke fremgik tydeligt af den. (Mattæus 28:19, 20) Det fremgik heller ikke af udtrykket at deres arbejde er af ikke-kommerciel art. I dag bliver heltidsforkynderne blandt Jehovas Vidner derfor kaldt pionerer.

Sidste år var over 800.000 pionerer med til at uddele bibler og bibelsk læsestof. Det er et frivilligt, ulønnet arbejde som de udfører „af oprigtighed, ja, som sendt af Gud . . . for Guds ansigt, i samfund med Kristus“. (2 Korinther 2:17) Vore dages pioner er derfor langt mere end en omvandrende boghandel, men kan takke de første kolportører for deres gode eksempel i nidkærhed og overbevisning.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 24, 25]

Kolportører kom til folks hjem med de nyeste varer

Folk så ivrigt frem til kolportørernes besøg

[Kildeangivelse]

© Cliché Bibliothèque nationale de France, Paris

[Illustrationer på side 26]

„Det Nye Testamente“ oversat af Le Maistre de Sacy, og en bog fra den blå serie

[Kildeangivelse]

Yderst til venstre: © Cliché Bibliothèque nationale de France, Paris Til venstre: © B.M.V.R de Troyes/Bbl.390/Photo P. Jacquinot

[Illustration på side 26]

Evangelister uddelte bibelsk læsestof

[Illustration på side 26]

I dag tilbyder heltidsforkyndere gratis bibelundervisning