Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Nyttig viden om gigt

Nyttig viden om gigt

 Nyttig viden om gigt

„Jeg græder når jeg om aftenen kigger på mine deforme fødder og hænder.“ — Midori fra Japan.

GIGT, også kaldet artritis, har i århundreder været menneskehedens svøbe. Ægyptiske mumier vidner om at reumatiske sygdomme fandtes dengang. Noget tyder på at Christoffer Columbus led af gigt. Det samme gør millioner af mennesker i dag. Hvad er gigt egentlig?

Ordet artritis er afledt af græsk og betyder „ledbetændelse“. Betegnelsen bruges i forbindelse med mere end 100 reumatiske  sygdomme og lidelser som ikke kun rammer leddene. * Ofte er musklerne, knoglerne, senerne og ledbåndene også berørt. Nogle former for artritis viser sig som hudlidelser, som sygdomme i de indre organer eller endog som øjenlidelser. Lad os se nærmere på to af de sygdomme som ofte forbindes med betegnelsen artritis — leddegigt og slidgigt.

Hvordan et led er bygget op

Et led er forbindelsen mellem to eller flere knogledele. Et såkaldt synovialled er omsluttet af en fibrøs ledkapsel der beskytter leddet og holder det sammen. (Se illustrationen på side 4.) Ledkapselen er beklædt med en synovialmembran, som udskiller en smørende væske. Knogleenderne er dækkede af brusk, et glat, elastisk væv der fremmer bevægeligheden og modvirker slid. Brusken virker også støddæmpende og fordeler trykket på knoglerne jævnt.

Det har vi især glæde af når vi går, løber eller hopper. I de situationer er belastningen af vores hofter og knæ fire til otte gange større end vores kropsvægt! De omgivende muskler og sener afbøder for en stor del de stød leddene udsættes for, og knoglerne skånes yderligere ved at bruskvævet trykkes sammen.

Leddegigt

Ved leddegigt retter immunforsvaret et massivt angreb mod kroppens led. Af ukendt årsag strømmer et stort antal blodlegemer ind i ledhulerne. Det gælder også T-lymfocytter, der er vigtige komponenter i immunsystemet. Det fremkalder en række kemiske reaktioner som medfører ledbetændelse. Synovialcellerne i ledhulen begynder i nogle tilfælde at formere sig ukontrollabelt og danner en svulstlignende vævsmasse, en såkaldt pannus. Den producerer skadelige enzymer som nedbryder bruskvævet. Der er fare for at knoglefladerne kommer til at hænge sammen, hvilket mindsker leddets bevægelighed — og fremkalder ulidelige smerter. Denne nedbrydende proces svækker desuden ledbåndene, senerne og musklerne. Knoglernes kontaktflader forskubbes i forhold til hinanden, hvorved leddet bliver ustabilt. Derfor ser det ofte deformt ud. Normalt angriber sygdommen håndled, knæ og fødder i symmetrisk mønster. Hos godt og vel halvdelen af dem der får leddegigt, opstår der også knuder under huden. Nogle får anæmi og smertefuld tørhed i øjne og svælg. Andre følger af leddegigt er træthed og influenzasymptomer som feber og muskelsmerter.

Leddegigt kan ramme alle aldersgrupper, men det er meget forskelligt hvor længe den varer, og hvor invaliderende den er. Hos én patient forværres smerterne og stivheden lidt efter lidt i løbet af nogle uger, måske endda nogle år. Hos en anden slår sygdommen ned uden varsel. Den kan i enkelte tilfælde være i udbrud i nogle få måneder og derpå forsvinde uden mærkbare varige mén. I andre tilfælde afløses perioder med opblussende symptomer af perioder med bedring. Hos nogle patienter er tilstanden ubønhørligt invaliderende i en lang årrække.

Hvem rammes af leddegigt? „Denne sygdom forekommer hyppigst hos midaldrende kvinder,“ oplyser dr. Michael Schiff. Han tilføjer  dog at „den kan ramme hvem som helst i en hvilken som helst alder, også børn og mænd“. Er der leddegigt i familien, øger det statistisk set risikoen for at man får sygdommen. Flere undersøgelser peger i retning af at risikoen også er større hos rygere, svært overvægtige og folk der har modtaget blodtransfusioner.

Slidgigt

„Slidgigt (osteoartrose) minder meget om vejret,“ skriver Western Journal of Medicine. „Den findes alle vegne, er ofte ubemærket og har til tider dramatisk virkning.“ I modsætning til leddegigt rammer slidgigt „kun“ ét eller nogle få led og breder sig sjældent til andre dele af organismen. Efterhånden som brusken langsomt slides, begynder knoglefladerne at skure mod hinanden. Samtidig optræder der udvækster af nydannet knoglevæv, såkaldte osteofytter. Eventuelt dannes der cyster, og det underliggende knoglevæv fortykkes og deformeres måske. Af andre symptomer kan nævnes deforme knoer, skurrende lyde fra de gigtramte led, muskelkramper, smerter, stivhed og immobilitet (nedsat bevægelsesevne).

Engang gik man ud fra at slidgigt slet og ret var en af alderdommens skavanker. Men sagkundskaben er gået bort fra denne antagelse. The American Journal of Medicine skriver: „Der er intet der tyder på at et normalt led der udsættes for normal belastning, uundgåeligt vil blive slidt ned i løbet af en normal levetid.“ Hvordan opstår slidgigt da? Ifølge det britiske lægetidsskrift The Lancet er man i forsøgene på at fastslå den nøjagtige årsag „plaget af modstridende vidnesbyrd“. Nogle forskere hælder til den anskuelse at slidgigt begynder med knogleskader, for eksempel i form af mikroskopiske frakturer (sprækker). Dette kan fremkalde knogleudvækster og svække bruskvævet. Andre mener at slidgigt opstår i selve ledbrusken som følge af at belastningen af det underliggende knoglevæv øges efterhånden som brusken forfalder og slides. Man antager at organismens forsøg på at reparere skaderne på brusken medfører abnorme forandringer.

Hvem er i farezonen? Slidgigt er ikke i sig selv aldersbetinget, men med alderen mister man ledbrusk. Andre risikofaktorer er abnorme ledsammenføjninger, en svag ben- og hoftemuskulatur, rygskævhed og forskel i benlængde. Alt dette kan medføre at leddene belastes forkert. Et fysisk traume eller et monotont bevægelsesmønster der overanstrenger bestemte led, kan med tiden føre til slidgigt. Ofte forværres tilstanden af overvægt.

„Slidgigt er en kompleks sygdom der i væsentlig grad er miljøbestemt, men som også er udpræget genetisk betinget,“ fortæller dr. Tim Spector. Midaldrende og ældre kvinder med slægtninge der har slidgigt, er særlig disponerede for at få sygdommen. Øget knogletæthed kan være et forvarsel om slidgigt. Frie iltradikaler samt mangel på C- og D-vitaminer er ifølge nogle forskere medvirkende årsager til slidgigt.

 Behandling

Slidgigt behandles som regel med en kombination af medicin, fysiske øvelser og omlægning af livsstilen. En fysioterapeut vil måske sammensætte et øvelsesprogram med for eksempel gymnastik og isometriske, aerobe og isotoniske øvelser. Det har vist sig at de mindsker en række symptomer, deriblandt ledsmerter, ledhævelser, træthed, utilpashed og depression. Selv i en høj alder kan man have gavn af disse øvelser. Gymnastik kan også bevare knogletætheden. Nogle hævder at forskellige former for varme- og kuldebehandling samt akupunktur har virket smertelindrende. *

Eftersom vægttab i høj grad kan mindske ledsmerter, er kostplanen et vigtigt element i behandlingen af reumatiske sygdomme. Nogle taler for en kost der er rig på calcium, for eksempel grønne bladgrøntsager, frisk frugt og koldtvandsfisk med et højt indhold af omega-3 fedtsyrer, en kost som kun indeholder beskedne mængder forarbejdede fødemidler og mættede fedtsyrer. De hævder at man ikke kun taber sig, men også får færre smerter. Hvad er grunden? Nogle mener at en sådan kost hæmmer inflammationsprocessen (betændelsen). Andre hævder at en del patienter har haft gavn af at undgå kød, mælkeprodukter, hvede og grøntsager af natskyggefamilien, for eksempel tomater, kartofler, peberfrugter og auberginer.

I nogle tilfælde foreslår lægerne en såkaldt artroskopi, hvor kirurgen fører et instrument ind i det angrebne led. I forbindelse med denne undersøgelse har lægen mulighed for at fjerne det synovialvæv der producerer de skadelige enzymer. Virkningen er desværre ofte begrænset.  I mange tilfælde kommer inflammationen igen. Et mere vidtrækkende indgreb er artroplastik, hvor hele leddet (almindeligvis en hofte eller et knæ) udskiftes med en protese. Denne kan almindeligvis fungere i 10-15 år, og patienten bliver som regel smertefri.

I de senere år har lægerne forsøgt sig med mindre drastiske indgreb, for eksempel indsprøjtning af hyaluronsyre direkte i leddet, for det meste et knæled. Ifølge visse europæiske undersøgelser har man i nogle tilfælde haft gode resultater med at indsprøjte væsker som fremmer helingen af brusk.

Der findes ikke noget medikament der kan helbrede gigt, men mange lægemidler kan modvirke smerter og inflammation, og nogle virker lovende med hensyn til at forhale sygdommens udvikling. Smertestillende medicin, behandling med binyrebarkhormoner, smertestillende og betændelseshæmmende midler af typen nonsteroide anti-inflammatoriske stoffer (NSAID), langsomtvirkende antireumatika, immunosuppressive stoffer, cytokiner og gensplejsede lægemidler der påvirker immunforsvaret, er nogle af de midler man bruger mod gigtsymptomer. Behandlingen har dog sin pris, idet alle disse kategorier af lægemidler kan have alvorlige bivirkninger. For både patienten og lægen er det en krævende opgave at afveje mulige fordele og ulemper.

Hvordan er det lykkedes nogle gigtpatienter at leve med deres smertefulde sygdom?

[Fodnoter]

^ par. 4 Blandt de reumatiske sygdomme kan nævnes leddegigt, slidgigt, systemisk lupus erythematosus, børnegigt (juvenil artrit), urinsur gigt, bursitis, gigtfeber, Lyme-sygdom, karpaltunnelsyndrom, fibromyalgi, Reiters sygdom og Bekhterevs sygdom.

^ par. 18 Vågn op! anbefaler ikke bestemte behandlinger, medikamenter eller kirurgiske indgreb. Det er den enkelte patients personlige ansvar at finde frem til forskellige behandlingsmetoder og tage stilling til dem i lyset af den tilgængelige viden.

[Tekstcitat på side 6]

Tilsyneladende øges risikoen for at få leddegigt hvis man ryger, er overvægtig eller har modtaget blodtransfusioner

[Ramme på side 8]

Alternative behandlingsmetoder

Visse alternative midler menes at fremkalde færre bivirkninger end traditionelle behandlingsformer. Det gælder blandt andet kollagen type II, som ifølge nogle forskere har fået ledhævelser og smerter til at fortage sig hos patienter med leddegigt. Hvordan har midlet virket? Det har hæmmet virkningen af betændelsesfremmende cytokiner, nemlig interleukin-1 og tumor necrosis factor α. Også visse naturlige næringsstoffer har efter forlydende vist sig at have en vis evne til at hæmme virkningen af disse nedbrydende stoffer. De gavnlige næringsstoffer omfatter E-vitamin, C-vitamin, niacin, hjulkroneolie, kæmpenatlysolie og fiskeolier med højt indhold af eicosapentaensyre og gammalinolensyre. I Kina har man i mange år benyttet urtemedicinen Lei Gong Teng (Tripterygium wilfordii Hook F). Dette middel har efter forlydende afhjulpet nogle af virkningerne af leddegigt.

 [Diagram på side 4, 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Normalt led

Slimsæk

Muskel

Brusk

Sene

Ledkapsel

Synovialmembran

Knogle

Synovialvæske

Led ramt af leddegigt

Mindre plads i ledhule

Ødelagt knoglevæv og bruskvæv

Inflammeret synovialmembran

Led ramt af slidgigt

Løse bruskpartikler

Ødelagt bruskvæv

Udvækst på knogle

[Kildeangivelse]

Kilde: Arthritis Foundation

[Illustrationer på side 7]

Gigt kan ramme alle aldersgrupper

[Illustrationer på side 8]

Gymnastik og sund kost virker ofte lindrende