Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Myanmar — „Det gyldne land“

Myanmar — „Det gyldne land“

 Myanmar — „Det gyldne land“

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MYANMAR

MIDT imellem de bjergkæder der danner en naturlig grænse til dets asiatiske nabolande, ligger „det gyldne land“. Og langs den cirka 2000 kilometer lange kyststrækning mod sydvest ligger Den Bengalske Havbugt og Andamanhavet. Vestpå ligger Bangladesh og Indien, nordpå Kina og østpå Laos og Thailand. Landet er lidt større end Frankrig, men mindre end Tyrkiet. Det land vi taler om, er det tidligere Burma, som nu hedder Myanmar.

 Myanmar, som nogle af de første bosættere kaldte det gyldne land, har mange kostbare ressourcer, for eksempel olie og naturgas, kobber, tin, sølv, wolfram og andre mineraler, samt ædelsten som safirer, smaragder, rubiner og jade. Til landets naturrigdomme hører desuden tropiske regnskove med så sjældent tømmer som teak, rosentræ og padouk. Skovene er også hjemsted for mange vilde dyr, for eksempel aber, tigre, bjørne, vandbøfler og elefanter. Men det gyldne lands største aktiv er befolkningen.

Myanmars befolkning

Indbyggerne er kendt for deres milde og rolige væsen samt deres høflighed og gæstfrihed. De behandler besøgende med respekt og værdighed. Børn tiltaler almindeligvis ældre mænd med ’onkel’ og ældre kvinder med ’tante’.

Noget turister i Myanmar lægger mærke til, er at landets ældre har en glat hud. En af grundene til hudens ungdommelige udseende er ifølge kvinderne en meget populær lysegul ansigtscreme, thanaka, som man laver af thanaka-træet (Limonia acidissima). Ved hjælp af en flad sten maler kvinderne grene af dette træ til et fint pulver. Heri kommer de vand for at få en pasta, som de smører i ansigtet så den danner dekorative mønstre. Ud over at virke adstringerende  og kølende beskytter thanaka huden mod den skrappe tropesol.

Den typiske beklædning for både mænd og kvinder i Myanmar er sarongen, som de kalder lungi. Den laver de ved at sy et cirka 2 meter langt stykke stof sammen så det danner en cylinder, der er lige til at hoppe i. Kvinder draperer stoffet om livet og laver et ombuk i taljen, og mænd samler det øverste af sarongen sådan at de får to løse ender, som de binder i taljen. Med en sarong er man tilstrækkelig påklædt og har samtidig en løs og behagelig klædning som er perfekt til troperne.

På markedspladserne får man en idé om myanmarernes talenter — de er eksperter i at væve silke, fremstille smykker og skære i træ. Teak, padouk og andre træsorter har de forvandlet til betagende figurer af mennesker, tigre, heste, vandbøfler og elefanter. Selv så hverdagsagtige genstande som bordplader, stole og spanske vægge er kunstfærdigt dekoreret med udskæringer. Men hvis man er seriøst interesseret i at købe noget, skal man være forberedt på at prutte om prisen.

Myanmarerne er også meget dygtige til at lave fint udsmykkede lakarbejder — skåle, fade og æsker med låg. Det der gør disse varer så enestående, er deres utraditionelle udformninger og indridsede mønstre. Udgangspunktet er et fletværk af tynde bambusstrimler. (Ved varer af højere kvalitet består fletværket af bambus og hestehår.) Denne struktur påføres op til syv lag lak bestående af en blanding af olie fra laktræet og brændte, fintmalede dyreknogler.

Når lakken er tør, indgraverer kunsthåndværkeren med en skærenål af stål et motiv på genstandens overflade. Derefter bliver den malet og får politur, og resultatet bliver ikke blot en smuk kunstgenstand, men også noget der gør nytte i hjemmet.

Religionens indflydelse ses overalt

Omkring 85 procent af myanmarerne er buddhister.  Resten bekender sig hovedsagelig til islam eller kristendommen. Ligesom mange andre steder i Sydøstasien har religionen stor indflydelse på folks hverdag i Myanmar. På mange turister vil visse religiøse skikke dog virke fremmedartede.

Buddhistmunkene aflægger for eksempel løfte om at afholde sig fra kvinder. Af respekt for dette løfte passer kvinder derfor på med at komme for tæt på munkene. Religiøse skikke sætter endda deres præg på bustrafikken. Kommer man fra et vestligt land, vil man nok undre sig over et skilt i bussen med følgende ordlyd: „Spørg venligst ikke chaufføren om ankomsttider“. Det er ikke fordi buschauffører er trætte af utålmodige passagerer. Men buddhisterne tror at et sådant spørgsmål vil vække vrede hos nogle åndevæsener som de kalder nat, der kunne finde på at forsinke bussen.

Myanmars historie

Myanmars tidligste historie fortaber sig i det uvisse, men noget tyder på at flere stammefolk immigrerede hertil fra de omkringliggende lande. Monfolket har tilsyneladende givet landet navnet Suvannabhumi, der betyder „det gyldne land“. Tibeto-burmeserne indvandrede fra de østlige Himalayabjerge, og taifolket kom fra det der nu er det sydvestlige Kina. Myanmars uvejsomme terræn holdt stammerne adskilt — derfor er der så mange stamme- og sproggrupper.

Tidligt i det 19. århundrede begyndte briterne at ankomme fra det nyligt koloniserede Indien. De bosatte sig først i landets sydlige del, men indtog med tiden hele landet. Hen imod 1886 var Burma, som Myanmar dengang hed, blevet indlemmet i Britisk Indien.

Under Anden Verdenskrig blev landet midtpunkt for bitre kampe, og på kun få måneder blev briterne i 1942 fortrængt af den japanske hær. Derpå blev den berygtede „Dødens Jernbane“ bygget. Denne 400 kilometer lange jernbanelinje gik igennem ugæstfrit jungle- og bjergterræn og forbandt Thanbyuzayat i Burma med Nong Pladuk i Thailand. På grund af metalmangel bestod det meste af banelinjen af skinner som man havde fjernet fra det centrale Malaya (nu Malaysia). En lille del af projektet — opførelsen af en bro over floden Kwai — har senere dannet grundlag for en kendt film.

Over 300.000 mænd — krigsfanger samt indiske og burmesiske civile — byggede jernbanelinjen med hjælp fra 400 elefanter. Titusindvis af mænd mistede livet under udførelsen af dette arbejde. Jernbanelinjen blev ofte angrebet af de allieredes bombefly, og derfor blev den brugt yderst sjældent — og med tiden opgivet. Senere blev de fleste skinner trukket op og brugt andetsteds.

I 1945 lykkedes det briterne at generobre landet fra japanerne, men deres herredømme varede ikke længe. Burma blev selvstændigt den 4. januar 1948, og den 22. juni 1989 gik FN over til at bruge landets nye navn, Myanmar.

Landet med de gyldne hovedstæder

Myanmar har i århundredernes løb haft mange hovedstæder. I den centrale del af Myanmar ligger Mandalay, af mange kaldt den gyldne by. Denne storby, som har 500.000 indbyggere og er oversået med hundreder af pagoder fra alle epoker, var den sidste hovedstad før briterne indtog landet. I 1857 ærede kong Mindon Mandalay ved her at bygge et stort slot til sig selv og sine dronninger. Den gamle by, et område på fire kvadratkilometer, ligger inden for 8 meter høje mure med en 3 meter tyk sokkel. Langs med murene er der en 70 meter lang voldgrav.

I 1885 forviste briterne kong Mindons efterfølger, kong Thibaw, til Indien. Paladset rørte de dog ikke. Under Anden Verdenskrig brændte slottet til gengæld helt ned, men ufortrødent byggede myanmarerne samme sted en fremragende kopi af slottet og de tilhørende prægtige bygninger i rødt og forgyldt træ. Paladset er åbent for besøgende.

Godt 150 kilometer længere nede ad floden ligger Pagan, en anden tidligere hovedstad.  Den blev grundlagt i løbet at det første årtusind efter vor tidsregning og havde sin storhedstid i det 11. århundrede, men blot 200 år senere blev den forladt . Hist og her finder man dog stadig, i og uden for enkelte landsbyer, hundreder af forfaldne templer og pagoder der minder om den svundne storhed.

Den nuværende hovedstad, Rangoon (det officielle navn indtil 1989; også kaldt Yangon), er en dynamisk storby med over 3 millioner indbyggere. Her vrimler det med larmende biler, busser og åbne taxaer. Langs med Rangoons brede boulevarder ligger der ganske vist mange gamle bygninger som minder om den britiske kolonitid, men i dag er byens skyline desuden præget af høje hotel- og kontorkomplekser.

Karakteristisk for denne skyline er også den 2500 år gamle Shwe Dagon-pagode med sit 98 meter høje forgyldte spir. Den fortæller om tidligere tiders velstand samt formåen i arkitektonisk henseende. Det siges at omkring 7000 diamanter og andre ædelsten smykker spiret. Kronen på værket er en diamant på 76 karat der sidder øverst oppe. Som mange andre af de gamle bygninger i Myanmar har Shwe Dagon-pagoden været hårdt medtaget af jordskælv og krige, men meget af den er blevet genopbygget.

Nogle hævder dog at det er den gyldne Sule-pagode der er Rangoons egentlige vartegn. Omkranset af alskens forretninger ligger denne 46 meter høje og 2000 år gamle pagode som en stor gylden helle dér hvor fire af byens hovedgader mødes.

Guld i åndelig forstand

I 1914 kom to internationale bibelstudenter (som Jehovas Vidner dengang kaldte sig) til Rangoon fra Indien for at finde frem til mennesker der satte pris på guld af større værdi, nemlig guld i åndelig forstand. I 1928 og 1930 ankom der flere missionærer, og i 1939 var der blevet oprettet tre menigheder med i alt 28 Jehovas Vidner. Indtil 1938 var det Indiens afdelingskontor i Bombay der førte tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i Myanmar, og fra 1938 til 1940 var det afdelingskontoret i Australien. Efter Anden Verdenskrig, i 1947, blev Myanmars første afdelingskontor indviet i Rangoon.

I januar 1978 blev afdelingskontoret flyttet til Inya Road. Den treetages bygning man her har taget i brug, kaldes Myanmars Betelhjem. For tiden gør betelfamiliens 52 medlemmer en kæmpe indsats for at betjene cirka 3000 aktive forkyndere i landet. Der tales mange stammesprog i Myanmar, så oversættelse er en af de største opgaver på afdelingskontoret. Det ihærdige arbejde Jehovas Vidner gør her, er endnu et aktiv for det gyldne land.

[Kort på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BANGLADESH

INDIEN

KINA

MYANMAR

Mandalay

Pagan

RANGOON

LAOS

DEN BENGALSKE HAVBUGT

THAILAND

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 17]

Fra oven: Mænd og kvinder går med sarong; en ung buddhistmunk; kvinder med „thanaka“ på kinderne

[Illustration på side 18]

Der forkyndes i en jordnøddemark

[Illustration på side 18]

Træskærerkunst sælges på lokale markeder

[Kildeangivelse]

chaang.com

[Illustration på side 18]

Der snittes et motiv i en lakeret bordplade

[Illustration på side 18]

En smukt dekoreret lakskål

[Kildeangivelse]

chaang.com

[Illustration på side 20]

Jehovas Vidners afdelingskontor i Myanmar

[Kildeangivelse på side 16]

© Jean Leo Dugast/Panos