„Kampen er ikke jeres, men Guds“

FORTALT AF W. GLEN HOW

Gennem de seneste 60 år har Jehovas Vidner i Canada udkæmpet talrige juridiske kampe. Deres sejre har givet genlyd i juristkredse. For nylig anerkendte Den Amerikanske Advokatsammenslutning min andel i nogle af disse sager ved at tildele mig sin Hædersbevisning for Modig Advokatvirksomhed. Ved overrækkelsen blev det anført at de retssager som Jehovas Vidner havde været inddraget i, havde „dannet et værdifuldt værn mod myndighedernes overgreb . . . idet de dannede et præcedens der banede vej for juridisk anerkendte borgerrettigheder, hvilket betød at alle canadieres frihedsrettigheder blev anerkendt og beskyttet.“ Lad mig fortælle nogle detaljer i forbindelse med disse retssager. Jeg vil også gerne berette hvordan det gik til at jeg slog ind på den juridiske løbebane, og hvordan jeg blev et af Jehovas Vidner.

I 1924 blev mine forældre i den canadiske by Toronto besøgt af George Rix, der var bibelstudent, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Min mor, Bessie How, bød ham indenfor til en samtale. På det tidspunkt var jeg fem år, og min bror, Joe, var tre.

Mor begyndte at overvære bibelstudenternes møder i Toronto. I 1929 blev hun pioner (heltidsforkynder), og hun fortsatte i denne tjeneste indtil hun i 1969 fuldførte sit jordiske livsløb. Hendes beslutsomme og utrættelige tjeneste var et godt eksempel for os, og hun bidrog til at mange fik nøjagtig kundskab om Bibelen.

Min far, Frank How, var en stilfærdig mand. Til at begynde med modstod han mors religiøse engagement. Men hun var så fornuftig at indbyde rejsende tilsynsmænd som George Young til at besøge ham og tale med ham. Med tiden mildnede far sin holdning, og da han kunne se at Bibelens lære gavnede hans familie, blev han meget positiv. Han blev dog aldrig selv et af Jehovas Vidner.

Jeg beslutter at jeg vil tjene Gud

I 1936 gik jeg ud af gymnasiet. I teenageårene var jeg ikke synderlig optaget af åndelige anliggender. Den store depression var på sit højeste, og det var ikke let at finde arbejde. Derfor lod jeg mig i 1940 indskrive til jurastudiet på Torontos Universitet. Det overraskede ikke mor, for i mine barneår havde hun ofte sukket opgivende: „Den lille slubbert skal altid diskutere alting! Han ender nok med at blive sagfører!“

Den 4. juli 1940, lige før jeg skulle påbegynde jurastudiet, forbød den canadiske regering uden varsel Jehovas Vidner. Det blev et vendepunkt i mit liv. Da hele statsapparatet satte ind mod dette lille samfund af sagesløse, beskedne borgere, blev jeg overbevist om at Jehovas Vidner var Jesu sande disciple. Nøjagtig som han havde forudsagt, blev de „genstand for alle nationernes had på  grund af [hans] navn“. (Mattæus 24:9) Jeg besluttede at jeg ville tjene den Gud der stod bag denne organisation. Den 10. februar 1941 symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved at lade mig døbe.

Jeg ville helst tage pionertjenesten op med det samme. Men Jack Nathan, der dengang førte an i forkyndelsesarbejdet i Canada, foreslog at jeg fuldførte mit jurastudium. Jeg bestod min eksamen i maj 1943, hvorefter jeg begyndte som pioner. I august blev jeg indbudt til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Toronto for at varetage de juridiske opgaver på Jehovas Vidners vegne. Måneden efter fik jeg bestalling som advokat i provinsen Ontario.

Jeg forsvarer den gode nyhed juridisk

Den anden verdenskrig rasede, og Jehovas Vidner var stadig forbudt i Canada. Mænd og kvinder blev fængslet blot fordi de var Jehovas Vidner. Børn blev bortvist fra skolerne; nogle blev endog tvangsfjernet og anbragt på børnehjem under påskud af at de nægtede at deltage i nationalistiske former for tilbedelse som for eksempel at hilse flaget og synge nationalsangen. Professor William Kaplan skriver i sin bog State and Salvation: The Jehovah’s Witnesses and Their Fight for Civil Rights: „Jehovas Vidner blev udsat for offentlig hetz, indgreb fra myndighedernes side og overfald begået af medborgere. Dette skyldtes intolerante øvrigheder og et utilsløret fjendtligt samfund der var blevet revet med af krigstidens lidenskaber og patriotisme.“

Efter flere forgæves appeller blev forbudet mod Jehovas Vidner ophævet den 14. oktober 1943. Men nogle af forkynderne befandt sig stadig i fængsler og arbejdslejre, børn blev stadig nægtet undervisning i de offentlige skoler, og forbudet blev opretholdt mod Watch Tower Bible and Tract Society og International Bible Students Association, den forening der ejede afdelingskontorets bygninger i Toronto.

I slutningen af 1943 rejste jeg til New York sammen med Percy Chapman, der var landstjener i Canada, for at drøfte situationen med Vagttårnsselskabets daværende præsident, Nathan Knorr, og Selskabets vicepræsident og advokat, Hayden Covington. Broder Covington havde stor erfaring med juridiske spørgsmål. Han vandt med tiden hele 36 af 45 appelsager ved USA’s Højesteret.

Forholdene blev kun langsomt bedre for Jehovas Vidner. I 1944 blev afdelingskontoret  i Toronto genåbnet, og de der havde arbejdet der før forbudet, fik lov at vende tilbage. I 1945 afgjorde provinsen Ontarios højesteret at børn ikke kan tvinges til at deltage i handlinger som strider imod deres samvittighed. Den pålagde også de offentlige skoler at genoptage de børn der var blevet bortvist. Og i 1946 blev alle Jehovas Vidner i arbejdslejrene løsladt. Under broder Covingtons ledelse lærte jeg at udkæmpe disse juridiske kampe med mod og beslutsomhed, men frem for alt med tillid til Jehova.

Slaget om Quebec

Jehovas Vidners religiøse frihed blev nu respekteret i hele Canada med én undtagelse — den fransktalende katolske provins Quebec. Den havde i over 300 år været underlagt den katolske kirkes herredømme. Skoler, hospitaler og de fleste offentlige institutioner blev enten drevet eller kontrolleret af gejstligheden. I Quebecs lovgivende forsamlings sal var der endog en tronstol til den katolske kardinal ved siden af formandens sæde.

Maurice Duplessis, der både var premierminister og justitsminister i Quebec, var en diktator som ifølge historikeren Gérard Pelletier påtvang provinsen „et tyve år langt regime der byggede på løgn, uretfærdighed, korruption, systematisk magtmisbrug, et styre hvori snæversynet herskede og dumheden sad i højsædet“. Duplessis styrkede sin politiske magtbase ved at arbejde nært sammen med kardinal Villeneuve.

I begyndelsen af 1940’erne var der 300 Jehovas Vidner i Quebec, hvoraf mange, ligesom min bror, Joe, var pionerer fra andre dele af Canada. Efterhånden som de gennemarbejdede Quebec, blev de på gejstlighedens foranledning chikaneret af politiet med gentagne arrestationer og ved at man uretmæssigt anvendte vedtægter om køb og salg på vore religiøse aktiviteter.

Jeg lå i konstant pendulfart mellem Toronto og Quebec, og det blev derfor mest praktisk at jeg flyttede til Quebec for at bistå de advokater der førte vore kristne brødres og søstres sag. Hver dag begyndte med at jeg fik oplyst hvor mange der var blevet anholdt dagen før, hvorefter jeg skyndte mig til det stedlige domhus for at få dem løsladt mod kaution. En velstående broder, Frank Roncarelli, var så betænksom at stille kaution i mange af disse sager.

Fra 1944 til 1946 steg antallet af sager for påstået overtrædelse af lokalvedtægter fra 40 til 800. Jehovas Vidner blev ikke alene arresteret og chikaneret af øvrighedspersoner, men de katolske præster anstiftede også pøbeloverfald på forkynderne.

Den 2. og 3. november 1946 blev der i Montreal holdt et særligt krisemøde om situationen. Broder Knorr holdt det afsluttende indlæg under temaet „Hvad skal vi gøre?“ De tilstedeværende glædede sig over at høre det svar han gav, ved at oplæse den nu historiske traktat Quebec’s Burning Hate for God and Christ and Freedom Is the Shame of All Canada (Quebecs brændende had til Gud og Kristus og friheden er en skamplet på Canada). Denne firesiders traktat var en svidende  afsløring med navne, datoer og steder som dokumenterede hvordan gejstligheden havde stået bag politibrutalitet, arrestationer og pøbelvold mod Jehovas Vidner i Quebec. Uddelingen af traktaten begyndte i hele Canada 12 dage efter.

Nogle få dage senere erklærede Duplessis offentligt „nådeløs krig“ mod Jehovas Vidner. Men uden at vide af det gjorde han os derved en tjeneste. Han dekreterede nemlig at alle der uddelte traktaten, skulle anklages for tilskyndelse til oprør, en særdeles alvorlig anklage der ville bringe sagen fra Quebecs domstole til Canadas højesteret. Det havde Duplessis overset i sin ophidselse. Dernæst befalede han personligt at Frank Roncarelli, der var den der i de fleste tilfælde havde stillet kaution for Jehovas Vidner, skulle fratages spiritusbevillingen til sin velrenommerede restaurant i Montreal. Uden vinlager gik broder Roncarelli fallit og blev nødt til at lukke i løbet af nogle måneder.

Antallet af arrestationer mangedobledes. Snart havde vi ikke 800, men 1600 sager. Mange advokater og dommere klagede over at de mange retssager mod Jehovas Vidner beslaglagde domstolenes kapacitet. Vi foreslog en enkel løsning på problemet: At politiet anholdt forbrydere i stedet for Jehovas Vidner!

To modige jødiske advokater, A. L. Stein fra Montreal og Sam S. Bard fra byen Quebec, bistod os ved at føre mange af vore sager, især før jeg fik bestalling som advokat i Quebec i 1949. Pierre Elliott Trudeau, der senere blev premierminister, har skrevet at Jehovas Vidner i Quebec var „blevet hånet, forfulgt og lagt for had i hele samfundet; men de har ad rettens vej formået at kæmpe mod kirken, myndighederne, nationen, politiet og den offentlige mening“.

Den indstilling der prægede domstolene i Quebec, kom tydeligt til udtryk i den måde min bror, Joe, blev behandlet på. Han blev anklaget for at forstyrre den offentlige orden og blev af byretsdommer Jean Mercier idømt maksimumstraffen på 60 dages fængsel. Pludselig gik dommeren fuldstændig fra besindelsen og råbte fra sit sæde at han ville ønske at han kunne sende Joe i fængsel på livstid!

En avis skrev at Mercier befalede Quebecs politi ’på stående fod at arrestere enhver som vides at være et Jehovas vidne eller som mistænkes derfor’. Disse metoder viste at de anklager som traktaten rejste, var sande. Nogle typiske avisoverskrifter i andre canadiske provinser lød: „Den mørke middelalder vender tilbage i Quebec“ (The Toronto Star), „Inkvisitionens genkomst“ (The Globe and Mail, Toronto) og „En stank af fascisme“ (The Gazette, Glace Bay, Nova Scotia).

Vi gendriver beskyldningen for tilskyndelse til oprør

I 1947 arbejdede jeg sammen med advokat Stein i den første sag om tilskyndelse til oprør. Den anklagede var Aimé Boucher, der havde uddelt nogle traktater i nabolaget. Under proceduren dokumenterede vi at traktaten ikke indeholdt usandheder, men at den  blot i utvetydige vendinger protesterede mod overgreb på Jehovas Vidner. Vi påviste at der ikke var rejst sigtelse mod nogen af dem der havde gjort sig skyldige i dette. Aimé var slet og ret blevet dømt for at udbrede traktaten. Anklagen kunne sammenfattes til at det var blevet kriminelt at sige sandheden!

Quebecs domstole havde henholdt sig til en 350 år gammel og upræcis udlægning af begrebet „tilskyndelse til oprør“, ifølge hvilken enhver der kritiserede myndighederne, kunne domfældes. Duplessis benyttede i øvrigt denne tolkning til at undertrykke kritik af hans regime. Men i 1950 gav Canadas højesteret os medhold i at „tilskyndelse til oprør“ i et nutidigt demokrati forudsætter at man agiterer for voldsanvendelse eller oprør mod regeringen. Quebec’s Burning Hate talte ikke for dette og var derfor omfattet af ytringsfriheden. Efter denne skelsættende afgørelse lod myndighederne alle 123 sagsanlæg for tilskyndelse til oprør falde. Jeg så på nærmeste hold hvordan Jehova skænkede os sejren.

Kampen mod censur

Byen Quebec havde en vedtægt der forbød omdeling af tryksager uden tilladelse fra politimesteren. Dette var censur og en krænkelse af trosfriheden. Laurier Saumur, der dengang var rejsende tilsynsmand, havde været fængslet i tre måneder for overtrædelse af denne vedtægt og havde udsigt til flere straffesager i samme anledning.

I 1947 blev der anlagt civilt søgsmål i broder Saumurs navn med det formål at forbyde myndighederne i byen Quebec at håndhæve denne vedtægt mod Jehovas Vidner. I Quebec gik afgørelsen os imod, og vi appellerede igen til Canadas højesteret. Sagsfremstillingen blev påhørt i syv dage af alle ni dommere, og i oktober 1953 fik vi medhold. Domstolen anerkendte at offentlig uddeling af trykte bibelprædikener er en grundlæggende del af Jehovas Vidners kristne gudsdyrkelse og følgelig forfatningsmæssigt beskyttet mod censur.

Boucher-sagen fastslog således at Jehovas Vidners budskab var lovligt, mens Saumur-sagen udstak rammerne for hvordan og hvor det kunne udbredes. Sejren i Saumur-sagen medførte at over 1100 anklager for overtrædelse af byen Quebecs vedtægter blev frafaldet. I Montreal blev over 500 sager afvist grundet mangel på bevis. Kort efter var der ryddet fuldstændig op i listen over sager i Quebec.

Duplessis’ sidste udfald

Da Duplessis ikke havde flere love at bekæmpe Jehovas Vidner med, fremlagde han i januar 1954 et nyt lovforslag, nr. 38, der i medierne blev omtalt som ’loven mod Jehovas Vidner’. Ifølge lovforslaget kunne man på den blotte mistanke om at nogen havde til hensigt at fremsætte en „anstødelig eller injurierende“ udtalelse, anmelde vedkommende uden at skulle føre bevis for sin påstand. Som justitsminister kunne Duplessis dernæst udvirke at den anklagede fik tilhold om ikke at udtale sig offentligt. Tilholdet kunne udvides til at gælde alle medlemmer af vedkommendes trossamfund. Desuden kunne alle bibler og religiøse publikationer der tilhørte trossamfundets medlemmer, beslaglægges og tilintetgøres, og alle dets lokaler kunne lukkes indtil sagen var afgjort, hvilket kunne trække ud i årevis.

Lovforslaget havde stor lighed med en lov som under den spanske inkvisition i 1400-tallet var blevet gennemført af storinkvisitoren Torquemada. Den anklagede og alle hans meningsfæller mistede alle borgerrettigheder uden at der var ført bevis for deres skyld. Pressen oplyste at politiet havde fået instruks om at håndhæve lov nr. 38 ved at lukke alle rigssale og beslaglægge og tilintetgøre Jehovas Vidners bibler og andre publikationer. Udsigten til et så nederdrægtigt anslag fik Jehovas Vidner til at bringe al deres religiøse litteratur i sikkerhed uden for provinsens grænser. De fortsatte imidlertid med at forkynde  ved hjælp af deres personlige eksemplar af Bibelen.

Loven blev vedtaget den 28. januar 1954. Den næste morgen stod jeg ved døren til et domhus for på vegne af alle Jehovas Vidner i Quebec at få underkendt denne lov permanent før Duplessis kunne håndhæve den. Dommeren gik ikke med til at sætte loven foreløbigt ud af kraft, da den endnu ikke var blevet håndhævet. Men han sagde at hvis myndighederne tog den i anvendelse, kunne jeg vende tilbage og opnå rettens beskyttelse. Det svarede i praksis til at sætte loven midlertidigt ud af kraft, for så snart Duplessis forsøgte at håndhæve den, ville domstolene skride ind.

Ugen efter ventede vi for at se om politiet ville gribe ind med den nye lov i hånden. Men intet skete. For at finde ud af grunden iværksatte jeg et forsøg. To pionerer, Victoria Dougaluk (senere Steele) og Helen Dougaluk (senere Simcox), gik fra hus til hus og tilbød læsestof i Trois-Rivières, Duplessis’ hjemby. Der skete stadig intet. Mens søstrene forkyndte, bad jeg Laurier Saumur ringe til politiet. Uden at præsentere sig anmeldte han at Jehovas Vidner gik og forkyndte uden at politiet hindrede det ved hjælp af Duplessis’ nye lov.

Den vagthavende betjent svarede forlegent: „Ja, vi ved at loven er vedtaget, men dagen efter fik Jehovas Vidner sat den ud af kraft, så vi kan ikke stille noget op.“ Straks transporterede vi vore publikationer tilbage til provinsen, og i de ti år det tog at få sagen gennem retssystemet, fortsatte forkyndelsen med gode resultater.

Vi nøjedes ikke med at få sat loven midlertidigt ud af kraft, men anmodede om at få den erklæret forfatningsstridig. For at bevise at loven udelukkende var møntet på Jehovas Vidner, besluttede vi at tage et dristigt skridt og stævne Duplessis personlig til at møde for domstolen og afgive vidneudsagn. Jeg krydsforhørte ham i to og en halv time og konfronterede ham gentagne gange med sine offentlige udtalelser om at han erklærede Jehovas Vidner „nådeløs krig“, og om at lov nr. 38 ville betyde enden for Jehovas Vidner i Quebec. Rasende rettede han et personligt angreb mod mig med ordene: „De er en meget næsvis ung mand!“

Jeg svarede: „Hr. Duplessis, hvis sagen drejede sig om personspørgsmål, havde jeg nok et og andet at sige. Men da vi er her i seriøs anledning, vil De måske være så venlig at forklare retten hvorfor De ikke besvarede det sidste spørgsmål?“

I 1964 procederede jeg for højesteret i sagen om lov nr. 38. Domstolen afviste at tage stilling til hvorvidt den var forfatningsstridig med henvisning til at loven aldrig havde været håndhævet. Men på det tidspunkt var Duplessis afgået ved døden, og lov nr. 38 var gået i glemmebogen. Den blev aldrig anvendt, hverken mod Jehovas Vidner eller nogen andre.

Kort før Duplessis døde i 1959, blev han af Canadas højesteret dømt til at udrede erstatning til broder Roncarelli for ulovligt at have inddraget hans spiritusbevilling. Siden dengang er mange af Quebecs indbyggere blevet mere velvilligt stemt. Antallet af Jehovas Vidner er ifølge en statslig befolkningsstatistik steget fra 300 i 1943 til over 33.000 i dag. Jehovas Vidner udgør nu provinsens fjerdestørste trossamfund. Jeg betragter ikke disse juridiske sejre og Jehovas Vidners fremgang som menneskeværk. For mig er de et vidnesbyrd om at det er Jehova der giver sejren, for kampen er ikke vores, men hans. — 2 Krønikebog 20:15.

Omskiftelser i mit liv

I 1954 giftede jeg mig med en charmerende engelsk pionersøster, Margaret Biegel, og vi begyndte sammen i pionertjenesten. Samtidig fortsatte jeg med at føre sager for Jehovas Vidner i både Canada og USA og at være rådgivende advokat i nogle  sager i Europa og Australien. Margaret blev min sekretær og var mig i mange år en uvurderlig støtte. I 1984 flyttede vi ind på afdelingskontoret i Canada, og jeg var med til at genoprette den juridiske afdeling. Til min sorg døde Margaret imidlertid af kræft i 1987.

Min bror, Joe, og hans hustru, Elsie, var blevet uddannet som missionærer på Vagttårnets Bibelskole Gilead, i niende klasse, men efter min mors død i 1969 tog de min far til sig i deres hjem og plejede ham indtil han døde 16 år efter. Deres selvopofrende beslutning betød at jeg kunne forblive i heltidstjenesten, og det vil jeg altid være dem taknemmelig for.

Fortsatte juridiske kampe

Gennem årene har Jehovas Vidners juridiske kampe skiftet karakter. Mange af dem har drejet sig om retten til at erhverve ejendom og byggetilladelser til rigssale og stævnehaller. Andre har bestået i stridigheder om forældremyndighed i en skilsmissesag hvor den der ikke var et af Jehovas Vidner, har spillet på religiøst snæversyn i et forsøg på at sikre sig udelt forældremyndighed over et barn eller hindre den anden part i at orientere barnet om sin tro eller udøve sin overbevisning i fællesskab med barnet.

En amerikansk advokat ved navn Linda Manning flyttede i 1989 til det canadiske afdelingskontor for midlertidigt at gå til hånde som jurist. I november samme år giftede vi os og har siden glædet os over at tjene sammen her.

I 1990’erne var jeg sammen med en kollega fra afdelingskontoret, John Burns, i Japan for at hjælpe vore kristne brødre med at vinde en sag om en studerendes grundlovssikrede ret til i skolen at nægte at deltage i den obligatoriske kampsport. Vi vandt også en sag om en voksens ret til at afslå en blodtransfusion.

I 1995 og 1996 havde Linda og jeg den glæde at tilbringe fem måneder i Singapore med at bistå Jehovas Vidner, der var under forbud og blev retsforfulgt for deres tro. Jeg forsvarede 64 voksne og unge der stod anklaget for at have overværet kristne møder og for at være i besiddelse af bibler og religiøse publikationer. Vi vandt ingen af sagerne, men vi fik et stærkt indtryk af hvordan Jehova styrker sine trofaste tjenere til at bevare deres uangribelighed og glæde.

Taknemmelig for at have været med

Som 80-årig kan jeg glæde mig over at være ved godt helbred og have kræfter til at udkæmpe juridiske kampe på Jehovas Vidners vegne. Jeg er stadig parat til at gå i brechen for ret og retfærdighed. Til min glæde er antallet af Jehovas Vidner i Canada steget fra 4000 i 1940 til 111.000 i dag. Tiderne skifter, og folk kommer og går, men Jehova leder uophørligt sit folk fremad og sørger for dets åndelige velfærd.

Om der er problemer? Ja, men Jehovas ord indeholder denne forsikring: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ (Esajas 54:17) På baggrund af de over 56 år jeg som heltidstjener har ’forsvaret og juridisk stadfæstet den gode nyhed’, kan jeg med mit vidneudsagn stå inde for at Esajas’ profeti er troværdig! — Filipperne 1:7.

[Illustration på side 19]

Mine forældre, min lillebror og mig

[Illustration på side 19]

Vagttårnsselskabets advokat Hayden Covington

[Illustration på side 19]

Nathan Knorr og mig

[Illustration på side 20]

Duplessis knælende for kardinal Villeneuve

[Kildeangivelse]

Foto: W. R. Edwards

[Illustrationer på side 20, 21]

Frank Roncarelli

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Canada Wide

[Illustrationer på side 21]

Aimé Boucher

[Illustration på side 24]

Sammen med mine kolleger: John Burns og min kone Linda